Lån & Spar - Varemærkeret-V-0044-06

Resumé
LÅN & SPAR for bank til hinder for LÅN & FINANS for pengeudlån.
UDSKRIFT AF SØ- & HANDELSRETTENS DOMBOG
Den 23. oktober 2007 blev af retten i
sagen
V4406
Lån & Spar Bank A/S
(Advokat Janne Glæsel)
mod
Lån & Finans v/Erik Schack Nielsen
(Advokat Karen Kaufmann)
afsagt sålydende
DOM:
Indledning og påstande
Sagens hovedspørgsmål er om LÅN & SPAR <w> er til hinder
for registrering af LÅN & FINANS <fig> i klasse 36, 37 og
45.
Lån og Spar Bank A/S (herefter LSB) har nedlagt følgende påstande:
1. Lån & Finans v/Erik Schack Nielsen (herefter L&F) skal anerkende at have været uberettiget til at anvende LÅN & FINANS som varemærke, virksomhedsnavn og/eller forretningskendetegn for den af L&F udøvede virksomhed.
2. L&F forbydes at gøre brug af betegnelsen LÅN & FINANS som varemærke, virksomhedsnavn og eller forretningskendetegn for forsikringsvirksomhed, finansiel virksomhed, valutarisk virksomhed og dermed beslægtet virksomhed.
3. L&F skal anerkende at den under VR 2004 00854 offentliggjorte varemærkeregistrering LÅN & FINANS <fig> udslettes af varemærkeregisteret.
4. L&F skal til LSB betale 100.000 kr. med procesrente fra
sagens anlæg den 18. april 2006.
L&F har påstået frifindelse og har nedlagt
selvstændig påstand om at LSB skal tilpligtes at lade det under VR
1993 00225 registrerede varemærke LÅN & SPAR udslette af
varemærkeregisteret.
LSB har over for L&F's selvstændige påstand påstået
frifindelse.
L&F's virksomhed drives nu af Lån & Finans A/S. Parterne
er enige om at en dom i den foreliggende sag tillige skal have
virkning i forholdet mellem LSB og Lån & Finans A/S.
Sagsfremstilling
Historik og registrering.
LSB blev stiftet i 1880 som Låne og Spareforeningen for Embeds og
Bestillingsmænd der i 1922 blev til Låne og Sparekassen for Embeds
og Bestillingsmænd, fra 1976 Spare og Lånekassen for Offentligt
Ansatte. Sparekassen blev i 1980 blev omdannet til bank der nu er
omfattet af lov om finansiel virksomhed. I 1990 skiftede banken
navn til Lån & Spar Bank der blev børsnoteret i
1994. LSB har siden 2003 formuleret og udarbejdet en strategi for
bankens mission og vision som optages i bankens årsrapport. Banken
har udviklet et net af systembanker, dvs. virtuelle filialer der
oprettes i samarbejde med organisationer inden for FTF og AC samt
interesseorganisationer som FDM og Ældresagen. Systembankerne
anvender i dag LSB´s eksisterende distributions-kanaler,
rådgivningscentre og internetbanksystemer. LSB har i dag 16
filialer og 33 systembanker (virtuelle banker) for
organisationer med ca. 1 mio. medlemmer. LSB er Danmarks 18.
største bank med ca. 3% af markedsandelen. Banken henvender sig
udelukkende til privatkunder.
LSB har modtaget flere erhvervspriser for innovation og har på
verdensplan været først med online banking. LÅN & SPAR BANK
blev registret den 24. juli 1992 som et figurmærke i vareklasse 36.
Mærket bruges både med bogstaver og med ettegnet (&).
Den 8. januar 1993 fik LSB registreret LÅN & SPAR som ordmærke
i klasse 36. LSB registrerede i de følgende år en række varemærker
hvori ordene "Lån og (&) Spar" indgår, såsom LÅN & SPAR
DIREKTE, LÅN & SPAR PC BANK, LÅN & SPAR når der er styr
på tingene, LÅN & SPAR INTERNETBANK, LÅN & SPAR PRIORITET,
LÅN & SPAR ANDELSPRIORITET og LÅN & SPAR Xtra, der alle er
registreret i klasse 36 og i forskelligt omfang i andre klasser som
klasse 9, 16 og 38.
L&F startede sin virksomhed sidst i 2003 og fik den 12. marts
2004 med ansøgningsdato 28. februar 2004 registreret LÅN &
FINANS som figurmærke i vareklasse 36, 37 og 45. L&F driver
virksomhed med lån til erhvervs og privatkunder, udelukkende mod
pant i fast ejendom.
Markedsføring:
I 1995 modtog LSB PRprisen, og forskellige imageanalyser fra 2003
viste at LSB havde det 9. bedste image i Danmark.
Markedsføringsomkostningerne i perioden 19902006 beløb sig til ca.
200 mio. kr. og knyttede sig til bl.a. sponsorater, ITmedier og
radio/tvreklamer. I perioden 1992 2006 sponsorerede LSB
transmitteringen af De olympiske Lege. LSB har været hovedsponsor
for Team Danmark. Banken har markedsført sig via tvreklamer bl.a.
med titlen "Råd til hverdagen". Forskellige
markedsundersøgelser har konkluderet at LSB er en velkendt bank i
den brede befolkning, både i undersøgelser med og uden et hjulpet
kendskab, dog har enkelte undersøgelser vist et mere begrænset
kendskab. Markedsundersøgelserne er udarbejdet på baggrund af
besvarelser fra mellem 500600 adspurgte. En TRPundersøgelse (target
rating points) har vist at LSB har været eksponeret for ca. 32 mio.
mennesker i perioden 20012006. En imageanalyse udarbejdet af IFO
(Instituttet for Opinions-analyse) konkluderede at 82% af de
adspurgte kendte banken. En anden imageanalyse udarbejdet af Wilkes
konkluderede at kendskabsgraden før og efter bankens
sponsorater var hhv. 4% og 7%. LSB udgiver også
bladet "Råderummet".
Ved en søgning på Google efter LÅN & SPAR får man 860.000 hits, som alle relaterer sig til LSB.
I oktober 2005 konstaterede LSB at L&F i magasinet Bolig
& Fritid under anvendelse af mærket LÅN & FINANS udbød
finansielle produkter. L&F´s mærke var i annoncen optrykt med
rød logofarve på en gul baggrund med såvel blå og mørkegrå
bogstaver. På L&F 's hjemmeside www.logf.dk sidder logoet i
øverste venstre side, hvor der tillige er en bjælke med menuer der
indeholder forskellige lånetyper som guider forbrugeren rundt på
hjemmesiden. Kildeteksten bag www.logf.dk er udarbejdet med AMPtegn
som medfører at man ved søgning på ordet "Lån &" først får hits
med L&F. Ved en søgning på Google efter "lån & finans" får
man 343.000 hits hvoraf L&F's hjemmeside er det første. På
hjemmesiden tilbyder L&F følgende lån:
"Boliglån udnyt friværdien i ejerboligen...
Erhvervslån få frigivet kapital i erhvervsbygningerne...
Totalfinansiering 100% finansiering af boligkøbet...
Andelsboliglån lån med sikkerhed i andelsboligbeviset..."
Design og udformning
LSB´s logo er udformet således:
LSB's logofarver er i overensstemmelse med bankens designmanual
rød, grå og blå på en beige gullig baggrund. Mærket er, som
det ses, udformet med versaler og &tegn. Ved udendørsreklamer
er baggrundsfarven mørkeblå. LSB anvender logoet såvel med
&tegnet som i formen "LÅN OG SPAR".
L&F´s logo er udformet således:
L&F´s logofarver er rød, blå og gult. I logoet anvendes, som
det ses, et &tegn som er forskelligt fra LSB's.
Forklaringer
Peter Schou har forklaret at han har været administrerende
direktør i LSB. Han blev ansat den 1. april 1988 og fratrådte med
udgangen af februar 2007. Han har været forretningsfører for Lån
& Spar Fonden siden 1. januar 1990. LSB har udarbejdet visions
og missionsstrategier siden 1990. LSB var det eneste pengeinstitut
som anvendte "lån" og "spar" som en del af navnet, i den
rækkefølge. Når sparekasser anvendte ordene "lån" og "spar" i deres
navne, var det i formen "Spare og Lånekassen for ..." eller
lignende. LÅN & SPAR var derfor særpræget. Anvendelse af
&tegnet var også særlig for LSB og skulle vise at de var
anderledes og moderne. Bankens grundlag var de private kunder. Man
kunne og ville ikke konkurrere med de store banker om
erhvervskunderne. Denne strategi afspejlede sig i LSB´s
markedsføring. De udviklede mange produkter som rettede sig mod de
private kunder og kommunikerede dette klart ud. Man foretog en
massiv investering i disse nye produkter. Banken ønskede at være
åben over for omverdenen, herunder journalister som kunne give en
for banken værdifuld omtale. Dagbladet Børsen nominerede i 1995
banken som den mest åbne bank i Danmark. Vidnet skrev også flere
artikler, bl.a. til bladet BankInvest. Banken fik mange priser for
fornyelse, bl.a. for bankens udvikling og brug af
informationsteknologi. Banken udviklede en diskette og senere en
cdrom med rådgivningsprogrammer som blev uddelt gratis til
kunderne. Der blev uddelt disketter i perioden 19931996 og herefter
udelukkende cdrommer, i alt ca. 1 mio. eksemplarer. Banken har for
nylig modtaget ehandelens ærespris for dens udvikling af hævekort.
Banken er landsdækkende med få filialer. Udviklingen af aktiviteter
på nettet er derfor højt prioriteret. LSB´s netbank var den første
i verden og vakte betydelig opmærksomhed. Det førte til at vidnet
holdt mange foredrag om dette, og det bidrog til at gøre banken
kendt. Danske Bank og Unibank kom med deres netbanker et par år
senere.
Banken har haft betydelige markedsføringsomkostninger. Disse
omkostninger er noget større end 200 mio. indtil i dag; opgørelsen
af markedsføringsomkostninger omfatter kun eksterne omkostninger,
ikke de meget betydelige interne omkostninger. Satsningen på
tvmediet var markant; LSB sponsorerede transmissionen fra De
olympiske Lege og fra verdensmesterskaber, og det gav som ventet et
godt afkast i form af massiv omtale og øget kendskabet til
LSB.
L&F's benyttelse af LÅN & FINANS er et problem for LSB.
Der er i høj grad produktsammenfald: LSB´s udlån består for 80%
vedkommende af lån mod pant i fast ejendom, især boligfinansiering,
og L&F's udlån er efter det oplyste udelukkende mod pant i fast
ejendom. L&F snylter på LSB´s gode renommé. L&F's
hjemmeside ligner meget LSB´s hjemmeside. Gennem de forvekslelige
logoer LÅN & SPAR og LÅN & FINANS bliver LSB kædet sammen
med L&F, og det forringer bankens investering i dens brand. LSB
ønsker under ingen omstændigheder at blive bragt i nogen sammenhæng
med en virksomhed som L&F som ikke er en lovreguleret
virksomhed, og som derfor fx ikke er underlagt regler svarende til
pengeinstitutternes regler for god skik. Når banken indgår en
loyalitetsaftale med for eksempel LIC, som det er sket for nylig,
bliver medlemmernes gamle LICkort skiftet ud med et kort med LSB´s
logo. Loyalitetsaftalerne har været med til at øge LSB´s
kundegrundlag. LSB´s produkter henvender sig til alle almindelige
lønmodtagere og mange interesseorganisationer. For tiden har ca.
950.000
organisationsmedlemmer fået et nyt kort med LSB´s logo. Banken har
for nylig udviklet et nyt kort med mulighed for mange forskellige
applikationer. LSB har over 200.000 registrerede cprnumre, som
knytter sig til en bankkonto; der er jævnligt bevægelser på ca.
150.000 af disse bankkonti. Der er muligvis en tilgang på
yderligere 60.000 via LIC´s medlemsorganisation. Af PBS´s statistik
kan man udlede at LSB´s markedsandel udgør ca. 2,8 %. LSB udlåner
ikke til personer, der er registreret i RKI, men banken har
selvfølgelig kunder som senere er blevet registreret i RKI. Banken
kan medvirke til at sanere økonomien for RKIregistrerede således at
de kan komme ud af registreringen. Vidnet har ikke kendskab til
tilfælde hvor kunder eller andre har forvekslet LSB og
L&F.
Jesper Schiøler har forklaret at han har været ansat hos LSB siden
1. november 1990 og nu er medlem af direktionen med ansvar for
markedsføring.
Analysen fra Instituttet for Opinionsanalyse A/S (IFO) og en tilsvarende fra OMD (Optimum Media Direction) var ikke bestilt eller betalt af LSB. Nogle gange har de købt analyser for at måle værdien af en reklame. Analyserne fra IFO og OMD blev lavet fordi dagbladet Børsen havde et tema om banker. Analyseresultaterne fra IFO og OMD viste at LSB lå i superligaen for så vidt angår image, og det var meget tilfredsstillende. Analysen fra Wilke Markedsanalyse A/S var heller ikke bestilt af banken; den viste at man flyttede kendskabet til banken via sponsoratet af transmissionen fra De olympiske Lege, da kendskabet før De olympiske Lege var på 34% og bagefter 45%.
Erik Schack Nielsen har forklaret at han er uddannet kok. Han
har læst nogle fag under merkonomstudiet og har interesseret sig
for finansiering. Han startede L&F sidst i 2003 og fik
registreret navnet LÅN & FINANS samt virksomheden i 2004. Han
købte domænenavnet www.logf.dk i marts 2004. Hjemmesiden bliver
løbende opdateret, og der er også jævnligt skift i opsætningen. Det
var tilfældigt at han valgte navnet L&F; navnet angiver hvad
virksomheden laver, udlån og finansiering. Han kendte godt LSB, men
regnede ikke med at navnet var et problem; der var ingen
vanskeligheder i forbindelse med registreringen i Patent og
Varemærkestyrelsen. Der var ikke indsigelser mod registreringen af
LÅN & FINANS før LSB kom med deres indvendinger.
L&F giver lån (tillægslån) til privatkunder som andre banker
afviser at låne til på grund af RKIregistrering og lignende.
L&F giver kun tilbud om finansiering og yder ikke rådgivning.
L&F yder også lån til små eller mellemstore virksomheder der
har været igennem en periode uden indtjening. 40% af kunderne er
privatkunder og 60% er erhvervskunder. L&F administrerer også
egne ejendomme. L&F handler ikke med ejendomme, men overtager
nogle gange ejendomme på tvangsauktion når deres pant bliver
nødlidende. De finansierer alene mod pant i fast ejendom, og de
giver ikke forbrugslån. De gule og blå baggrundsfarver på
hjemmesiden forsvandt efter en periode. Der bruges flere
farvekombinationer på hjemmesiden, og senest er der anvendt rød og
blå. L&F's farvekombinationer er tilfældige og adskiller sig
ikke fra andre långiveres farver. Han har betalt for at hans
virksomhed kommer frem som den første ved søgning på "LÅN &".
Han har aldrig oplevet at blive forvekslet med LSB. L&F
markedsfører sig via Den blå Avis, Google, flyers mv. Kontakten
mellem L&F og kunderne sker typisk pr. telefon eller email.
Herefter aftales der nogle gange et personligt møde hvor L&F´s medarbejder besøger kunderne hjemme hos denne.
L&F har løbende forøget deres markedsføringsomkostninger som
i 2003 lå på 50.000 kr., i 2004 på 1 mio. kr., i 2005 på 4 mio. kr.
og i 2006 på 5,4 mio. kr. Hjemmesiden ændrer udseende hver sjette
måned for at gøre den mere spændende og tiltrækkende. Han har
en itmedarbejder som står for opdatering af hjemmesiden. Han kan
bekræfte at L&F´s logo på hjemmesiden har været anført i rødt
som bedre fanger opmærksomheden. På hjemmesiden har man skrevet
firmanavnet som "Lån og Finans", men det var tilfældigt.
Parternes argumenter
LSB har anført at LÅN & SPAR har oprindeligt
særpræg. Det var også Patent og Varemærkestyrelsens opfattelse på
ansøg-ningstidspunktet. LÅN & SPAR er ikke beskrivende for
bankvirksomhed eller finansiel virksomhed, men viser hen til
bankens koncept, produkter, ydelser og processer som omfatter langt
mere end ind og udlån. Banken har gennem en omfattende og alsidig
markedsføring under anvendelse af betydelige ressourcer langt
over 200 mio. kr. gennem årene opbygget mærket til at være stærkt
og velkendt. Det fremgår også af de fremlagte analyseresultater.
Det er almindeligt anerkendt at markedsundersøgelser indhentet
gennem anerkendte instituttet skal tillægges betydning. LSB hævder
ikke eneret til enhver kombination af "LÅN" og "&", men i det
foreliggende tilfælde er forvekslelighed, herunder at det antages
at der er en forbindelse mellem mærkerne. LÅN & SPAR er som
renommeret varemærke omfattet af varemærkelovens § 4, stk. 2. Det
tilkommer en udvidet beskyttelse over for anvendelse af samme eller
lignende mærker, også for uensartede produkter. Det er derfor også
beskyttet over for L&F's anvendelse af LÅN & FINANS for
ydelser i klasse 37 og 45. Den høje grad af bekendthed spiller også
ind på forvekslingsbedømmelsen. LÅN & SPAR har som velkendt
krav på en bred beskyttelse, jf. herved EFDomstolens dom af 14.
september 1999 i sagen C375/97 General Motors Corp. mod Yplon SA.
Der er mærkelighed, for der er identitet i 1. og 2. del af
parternes mærker, "LÅN &". Den sidste del af L&F´s navn
"Finans" er ikke egnet til at adskille dette foretagendes ydelser
fra LSB's.
Ordene "Finans" og "Spar" er naturligvis forskellige, men begge peger hen på finansiel virksomhed.
Det er ikke nødvendigt at der foreligger en egentlig
forvekslingsrisiko. Det er tilstrækkeligt at mærket er velkendt, og
at der hos det relevante publikum, privatpersoner der søger
finansiering, kan opstå den opfattelse at der er en forbindelse
mellem mærkerne. En sådan antagelse af forbindelse mellem mærkerne
er særlig skadelig for LSB fordi selskabet, som har arbejdet hårdt
for sit gode image, driver finansiel virksomhed under
Finanstilsynet og er pålagt en lang række forpligtelser, herunder
pligt til at følge reglerne for god skik for finansielle
virksomheder, mens L&F's udlånsvirksomhed er uden for offentlig
kontrol.
Forvekslingsrisikoen forstærkes af de lighederne i markedsføringen
hvor L&F benytter eller har benyttet samme farvevalg som LSB,
røde og grålige bogstaver på en beige eller gul baggrund. L&F
handler derfor også i strid med markedsføringslovens §§ 1, 3 og 18.
De viste ligheder i farvevalg må anses for at være tilstræbt fra
L&F's side. Det er også udtryk for en bevidst udnyttelse når
L&F's gennem betaling har sørget for at L&F kommer frem som
den første når man indtaster "LÅN &" på Google. Sagen skal
bedømmes i lyset af den udvikling der er sket i varemærkeretten
siden gennemførelsen af varemærkedirektivet, herunder den
retspraksis der er fremkommet, navnlig fra EFdomstolens side.
Nykreditdommen (U1989.216H) er ikke længere afgørende for
området.
L&F har anført at LÅN & SPAR for udlån er
en generisk og beskrivende angivelse. Det burde derfor ikke have
været registreret. Mærket kan kun beskyttes hvis det godtgøres at
det er indarbejdet. Det bestrides at mærket er indarbejdet. Det
bestrides også at mærket er velkendt, idet mærket i så fald skal
være alment kendt inden for omsætningskredsen. Der foreligger ikke
nogen erklæring om velkendthed eller indarbejdelse fra en
brancheforening eller lignende. LSB har udelukkende påberåbt sig
konklusionerne i markedsanalyserne som ikke er anvendelige i denne
forbindelse, især fordi antallet af udspurgte er så begrænset.
Analyserne er udarbejdet på baggrund af besvarelser fra et mindre
antal personer og er derfor utilstrækkelige til at vise kendthed.
Analyserne er ikke tilstrækkelig nuancerede, og de konkluderer
alene at kendskabet til LSB er gennemsnitligt og i nogle tilfælde
relativt lavt.
Imageundersøgelserne afvises som irrelevante da de personer der
er adspurgt, ikke er almindelig forbrugere, men erhvervs-ledere. En
konklusion om at 82% kender LSB, er ikke udtryk for almindelige
forbrugeres kendskab til LSB. Beskrivende mærker der antages at
være registrerbare på grund af indarbejdelse, er fortsat svage og
nyder en begrænset beskyttelse. Inden for den finansielle sektor er
der ganske få ord til rådighed til at signalere at man driver
finansiel virksomhed. LSB bør derfor ikke kunne opnå eneret på
ordkombinationen "LÅN &", da dette vil afskære andre indenfor
den finansielle sektor fra at anvende ordet og tegnet og dermed
give en virksomhed eneret til LÅN &, jf. herved Nykreditdommen
i U1989.216H. Ved vurdering af om der be-står en
forvekslingsrisiko, må man også se på mærkernes visuelle
fremtoning, og der er her åbenlyse forskelle. Hertil kommer at der
er et begrænset produktsammenfald pga. ydelsernes art og
kundegrundlagets sammensætning. LSB yder rådgivning i forbindelse
med udstedelse af lån, udbyder netbanking og er en fullservice
bank, hvorimod L&F yder lån mod sikkerhed i fast ejendom.
Parterne henvender sig til vidt forskellige målgrupper. Da hverken
L&F's eller LSB´s produkter er "hyldevarer", begrænses
forvekslingsrisikoen yderligere. L&F har været i god tro; i
forbindelse med registreringen og offentliggørelsen af mærket
fremkom ingen indsigelser. Et eventuelt vederlag til LSB må derfor
være minimalt.
Rettens afgørelse:
LSB's varemærke, LÅN & SPAR, er indarbejdet siden 1990 som
mærke for finansielle ydelser (over for private) gennem en
omfattende markedsføring, bl.a. i tv og over for medlemmer af en
række større organisationer. Det må i hvert fald gennem den
mangeårige indarbejdelse have opnået tilstrækkeligt særpræg til at
kunne tjene til adskillelse mellem LSB's ydelser og andres
ydelser, men det må også antages ved den første registrering at
have opfyldt de forholdsvis beherskede krav til særpræg som
opstilles i praksis, jf. herved EUdomstolens dom af 20. september
2001 i BABYDRYsagen, C383/99 P, præmis 39 ff. LSB kan, som
selskabet selv anfører, ikke hævde eneret til enhver kombination af
LÅN og &. Selskabet er eneberettiget til at benytte LÅN &
SPAR og kan modsætte sig brug af betegnelser der efter en
helhedsvurdering af mærkerne og deres markedsmæssige betyd-ning er
forvekslelige med LÅN & SPAR, herunder i den forstand at
der er en risiko for en antagelse af en reel, økonomisk eller
markedsmæssig, forbindelse mellem mærkerne.
Der er identitet mellem de to første led i parternes varemærker. De sidste led, SPAR og FINANS, er forskellige, men der er dog en vis begrebsmæssig eller indholdsmæssig lighed i den forstand at ordene peger i retning af finansiel virksomhed. Den måde hvorpå mærkerne anvendes i praksis, afsvækker ikke indtrykket af lighed mellem dem. Samlet set foreligger der lighed mellem mærkerne.
L&F's figurmærke er registreret i farver i klasserne 36, der bl.a. omfatter finansiel virksomhed, 37 (byggevirksomhed mv.) og 45 (bl.a. juridisk bistand). L&F driver virksomhed med långivning mod pant i fast ejendom, særligt til private der på grund af regi-strering kan være afskåret fra at få lån i et pengeinstitut der er underlagt lov om finansiel virksomhed. Der er således sammenfald af tjenesteydelser for så vidt angår virksomhed med pengeudlån til private med sikkerhed i fast ejendom. Den betydelige indarbejdelse af mærket LÅN & SPAR må tages i betragtning ved den samlede bedømmelse af om mærkerne kan forveksles, jf. EFDomstolens dom af 22. juni 1999 i sagen C342/97 (Lloyd), konklusionen, 2. pkt., og samme domstols dom af 9. januar 2003 i sagen C292/00 (Davidoff).
Efter en samlet vurdering af LSB's mærke, herunder dets indarbejdelse, og den betydelige lighed mellem parternes ydelser, må det antages at der for en almindelig forbruger af kredit er en risiko for at mærkerne forveksles, navnlig således at der antages at være en forbindelse mellem mærkerne i den ovenfor anførte betydning. LÅN & SPAR må efter den omfattende indarbejdning anses for velkendt i hvert fald i en betydelig del af befolkningen og er således egnet til beskyttelse også over for andre virk-somheders brug af dette eller lignende mærker for andet end finansiel virksomhed, i det omfang brugen af mærket vil medføre en utilbørlig udnyttelse af varemærket særpræg eller renommé eller skade særpræget eller renomméet, jf. herved EFdomstolens dom af 14. september 1999 i sagen C375/97 General Motors Corporation mod Yplon SA, præmis 26 og 27. Retten finder at L&F ved at benytte LÅN & FINANS kan drage utilbørlig fordel af LÅN & SPAR ved at benytte det med LÅN & SPAR forvekslelige mærke i klasserne 37 og 45. LSB kan derfor også modsætte sig L&F's benyttelse af LÅN & FINANS for ydelser i klasse 37 og 45.
LSB´s påstande 13 tages derfor til følge, og LSB frifindes for den af L&F nedlagte selvstændige påstand.
Efter en samlet vurdering af den beskedne skadevirkning som
L&F´s benyttelse af dets mærke kan antages at have medført,
fastsættes det vederlag som L&F skal betale, til 25.000 kr. der
forrentes fra sagens anlæg den 18. april 2006.
I sagsomkost-ninger skal L&F til LSB betale 28.300 kr.,
hvoraf 3.300 kr. er godtgørelse for retsafgift.
Thi kendes for ret:
1. Lån & Finans v/Erik Schack Nielsen skal anerkende at have
været uberettiget til at anvende LÅN & FINANS som varemærke,
virksomhedsnavn og eller forretningskendetegn for den af Lån &
Finans udøvede virksomhed.
2. Lån & Finans v/Erik Schack Nielsen forbydes at gøre brug af
betegnelsen LÅN & FINANS som varemærke, virksomhedsnavn og
eller forretningskendetegn for forsikringsvirksomhed, finansiel
virksomhed, valutarisk virksomhed og dermed beslægtet
virksomhed.
3. Lån & Finans v/Erik Schack Nielsen skal anerkende at den
under VR 2004 00854 offentliggjorte varemærkeregistrering LÅN &
FINANS <fig> udslettes af varemærkeregisteret.
4. Lån & Finans v/Erik Schack Nielsen skal inden 14 dage til
Lån & Spar Bank betale 25.000 kr. med procesrente fra den 18.
april 2006.
5. Lån & Finans v/Erik Schack Nielsen skal inden samme frist
til Lån og Spar Bank A/S betale 28.300 kr. i sagsomkostninger.
Beløbet forrentes efter rentelovens § 8a.
6. Lån og Spar Bank A/S frifindes for den af Lån & Finans v/Erik Schack Nielsen nedlagte påstand.
Hans Jørgen Nielsen Jens Feilberg Uffe Thustrup
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den