Kontrakter-H-0080-04

Resumé
Dan-Sun Europe ApS ansvarlig for Anjamarie Kønig m.fl.s tab ved køb af hårfjerningsapparater, der var ude af stand til at fjerne hår ved hjælp af pulserende lys, således som lovet.
UDSKRIFT AF SØ- & HANDELSRETTENS DOMBOG
Dom afsagt den 6. juli 2007 af Sø- og
Handelsretten sammensat af retsformanden, vicepræsident
Michael B. Elmer, og de to sagkyndige medlemmer, direktør
Aksel Gybel og adm. direktør Kjeld Birch.
H 80/04
1) Anjamarie Kønig og Rennie Knudsen
2)
Zina
Heide
Knudsen
3) Ballings Body-Care v/ Birgit Balling
(advokat
Jacob
Thrane)
mod
Dan-Sun Europe ApS
(advokat Michael Clemmensen)
procestilvarslet:
1) Gaia Care AS
2) V.I.P. S.r.L.
Indledning og påstande
Anjamarie Kønig og Rennie Knudsen, Zina Heide Knudsen og Ballings
Body-Care v/ Birgit Balling (i det følgende under ét: sagsøgerne)
fik i efteråret og vinteren 2003-2004 fra Dan-Sun Europe ApS (i det
følgende: Dan-Sun) til brug i skønhedsklinikker leveret
hårfjerningsapparater af mærket Gaia Epil Flash, der ifølge
salgsmaterialet kunne fjerne uønsket hårvækst efter fem-otte
behandlinger med ca. fire ugers mellemrum.
Sagsøgerne gør under sagen gældende, at apparaterne ikke er i
stand til at fjerne uønsket hårvækst som lovet, at købene af
apparaterne derfor kan hæves på grund af mangler, og at Dan-Sun
skal betale dem erstatning. Anjamarie Kønig og Rennie
Knudsen har nedlagt påstand om, at Dan-Sun skal betale
366.844,00 kr. med tillæg af procesrente fra den 19. juni
2004.
Zina Heide Knudsen har nedlagt påstand om, at Dan-Sun
skal betale 365.970,56 kr. med tillæg af procesrente fra den 19.
juni 2004. Hun er indforstået med i givet fald at tilbagelevere det
apparat til Dan-Sun, som Dan-Sun har leveret til
hende. Ballings Body-Care v/ Birgit Balling har
nedlagt påstand om, at Dan-Sun skal betale 328.160,00 kr. med
tillæg af procesrente fra den 25. juni 2004. Dan-Sun
har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af mindre beløb og
for så vidt angår Zina Heide Knudsen tillige mod tilbagelevering af
det leverede Gaia Epil Flash apparat.
Oplysningerne i sagen
Ved ordreseddel af 19. september 2003 købte Anjamarie Kønig og
Rennie Knudsen et hårfjerningsapparat af mærket Gaia Epil Flash hos
Dan-Sun for 115.000 kr. ekskl. moms. Anjamarie Kønig og Rennie
Knudsen indgik samtidig leasingaftale om leasing af apparatet med
Krone Kapital A/S, således at der skulle betales 36 månedlige
ydelser á 3.040,00 kr. inkl. forsikring med 96,00 kr., og således
at Krone Kapital A/S transporterede sine rettigheder som køber i
forhold til Dan-Sun til Anjamarie Kønig og Rennie Knudsen.
Hårfjerningsapparatet skulle leveres til skønhedsklinikken
BodyGuide i Svendborg, hvortil Anjamarie Kønig og
Rennie Knudsen havde udlejet apparatet. Apparatet blev leveret i
oktober 2003.
Zina Heide Knudsen købte sit Gaia Epil Flash apparat forud for sin
underskrivelse af leasingaftale herom med Sparbank Vest den 2.
januar 2001. Købesummen var 99.900,00 kr. ekskl. moms, og ifølge
leasingaftalen skulle der betales 36 månedlige ydelser á 2.911,96
kr. ekskl. moms, ligesom leasinggiverens krav som køber overfor
Dan-Sun blev transporteret til Zina Heide Knudsen. Apparatet blev
leveret til Zina Heide Knudsens skønhedsklinik, Clinique Casa, i
Hellerup den 8. januar 2004.
Ballings Body-Care v/Birgit Balling købte Gaia Epil Flash
apparatet ved ordreseddel af 12. august 2003 for 100.000,00 kr.
ekskl. moms og indgik en leasingaftale om leasing af apparatet med
Krone Kapital A/S mod betaling af 36 månedlige ydelser á 2.560,00
kr., og Krone Kapital A/S transporterede samtidig efter kontrakten
sine rettigheder som køber over for Dan-Sun til Balling Body-Care
v/Birgit Balling. Apparatet blev leveret til skønhedsklinikken
Ballings Body-Care i Glostrup den 1. september 2003.
Ordresedlerne henviser ikke til Dan-Suns almindelige salgs- og
leveringsbetingelser, der heller ikke er aftrykt på bagsiden af
ordresedlerne.
Gaia Epil Flash produceres af V.I.P. S.r.L. i Italien og
importeres af det norske firma Gaia Care AS, af hvis hjemmeside det
blandt andet fremgår, at apparatet kan fjerne uønsket hår hurtigt
og smertefrit med kraftigt, pulserende lys, og at resultatet bliver
permanent, når behandlingen gentages flere gange. En behandling for
uønsket hårvækst på ben kan ifølge hjemmesiden foretages på 20-30
minutter. Endvidere fremgår det af hjemmesiden, at der skal
foretages fem-otte behandlinger på det samme område med ca. fire
ugers mellemrum for at opnå et effektivt resultat, men at det er
umuligt at destruere håret i det behandlede område, idet håret er
et vitalt organ, der kan forandre sig.
I månederne efter ibrugtagning af apparaterne på de tre
skønhedsklinikker fandt kosmetologerne ud af, at Gaia Epil Flash
apparaterne ikke havde nogen virksom effekt. Der er mellem parterne
uenighed om, hvorvidt og i givet fald hvornår sagsøgerne
reklamerede mundtligt over for Dan-Sun. Sagsøgerne er af den
opfattelse, at de har reklameret mundtligt i januar/februar 2004,
mens Søren Møllerhøj fra Dan-Sun mener, at henvendelsen fra Rennie
Knudsen først kom senere, og at man ikke har talt med Zina Heide
Knudsen og Birgit Balling.
Zina Heide Knudsen reklamerede skriftligt overfor Søren Møllerhøj
ved e-mail af 25. februar 2004, hvori hun anmodede Dan-Sun om at
tage apparatet retur, idet apparatet ikke levede op til de angivne
specifikationer, og at der ikke kom nok energi ud af apparatet til
at kunne fjerne hår.
Søren Møllerhøj sendte en e-mail til Gaia Care AS på baggrund af
henvendelserne fra de danske kunder. Den norske importør svarede
ved e-mail af 5. marts 2004, at de havde fundet ud af, at det tager
længere tid at fjerne hår end først antaget, fordi det nordiske hår
ikke indeholder tilstrækkeligt melanin, og at det i nogle tilfælde
havde vist sig, at Gaia Epil Flash apparatet ikke havde
tilstrækkelig effekt til at kunne fjerne hår. Som kompensation
for de problemer, som kunderne havde med apparatet, tilbød
importøren og den italienske leverandør køberne en gratis tur til
Italien og installering af et andet behandlingstilbud i
Gaia Epil Flash apparaterne kaldet skinrejuvenation til brug
for fjernelse af rynker, acne og couperose, ligesom effekten i
apparaterne ville blive øget. I rejsen til Italien i marts 2004
deltog en medarbejder fra BodyGuide i Svendborg på vegne
Anjamarie Kønig og Rennie Knudsen, Zina Heide Knudsen samt en
medarbejder fra skønhedsklinikken Body & Soul i Hørsholm.
Den 2. april 2004 meddelte sagsøgerne imidlertid, at Gaia Epil
Flash apparaterne alene var blevet opgraderet ved installering af
et nyt program, men ikke ved opgradering af antal joule, det vil
sige af apparaternes effekt, og sagsøgerne anmodede derfor om at få
deres penge tilbage mod tilbagelevering af apparaterne.
Ved e-mail af 7. april 2004 rykkede Anjamarie Kønig og Rennie
Knudsen Gaia Care AS med kopi til Søren Møllerhøj for svar på
brevet af 2. april 2004.
Anjamarie Kønig og Rennie Knudsen, Zina Heide Knudsen og Balling
Body-Care v/Birgit Balling tog herefter kontakt til en advokat, der
ved brev af 19. maj 2004 til Dan-Sun ophævede alle tre handler med
øjeblikkelig virkning, således at Dan-Sun skulle tilbagebetale
købesummen mod at få udleveret de tre Gaia Epil Flash apparater.
Samtidig krævede advokaten erstatning for prisdifferencen mellem
prisen på Gaia Epil Flash apparaterne og et apparat, der fungerede.
Advokaten bemærkede, at sagsøgerne på grund af en cut-off klausul i
leasingaftalerne så sig nødsagede til at fortsætte med at betale i
henhold til kontrakterne og derfor tog forbehold for erstatning
herfor. Ved brevet blev erstatningskravet opgjort for henholdsvis
Anjamarie Kønig og Rennie Knudsen og for Zina Heide Knudsen, mens
Ballings Body-Care v/Birgit Ballings erstatningskrav blev opgjort
ved advokatens brev af 25. maj 2004 til Dan-Sun. For så vidt angår
Anjamarie Kønig og Rennie Knudsen er der under sagen frem-
sat en yderligere erstatningspåstand på 8.887,50 kr., der er
opstået som et krav mod dem fra skønhedsklinikken BodyGuide i
Svendborg.
Ved brev af 21. juni 2004 afviste Dan-Suns daværende advokat, at
der var mangler ved apparaterne, ligesom det blev bestridt, at
handlerne lovligt kunne ophæves, og at køberne havde noget
erstatningskrav mod Dan-Sun.
Anjamarie Kønig og Rennie Knudsen og Ballings Body-Care v/Birgit
Balling har leveret de Gaia Epil Flash apparater, som Dan-Sun har
leveret til dem, tilbage til Dan-Sun den 19. december
2006.
Forklaringer
Rennie Knudsen har forklaret, at han er nu er
færdiguddannet som socialrådgiver og før købet ikke havde haft med
hårfjernings-apparater at gøre. Hans søster, Zina Heide Knudsen,
præsenterede ham for Gaia Epil Flash apparatet. Han købte sammen
med sin hustru, Anjamarie Kønig, et apparat som investering for at
finansiere sine studier. De udlejede apparatet til en kosmetolog,
der drev skønhedsklinikken BodyGuide i Svendborg. De havde en
aftale om, at han og Anjamarie Kønig skulle modtage 60 % af
omsætningen ved behandlinger med apparatet, mens de resterende 40 %
gik til BodyGuide. Fra leveringen i oktober 2003 til udgangen af
2003 var der en omsætning på 50.000-60.000 kr., som de modtog 60 %
af. Fra 2004 turde de ikke længere behandle kunderne med apparatet,
hvorfor der i hele anvendelsesperioden kun var en samlet omsætning
på maksimalt 70.000 kr., som de har modtaget 60 % af.
Han deltog i et møde i august 2003 i Hørsholm sammen med de øvrige danske købere af apparatet, dog var Birgit Balling ikke til stede. Søren Møllerhøj fra Dan-Sun deltog også i mødet. Rennie Knudsen havde ikke undersøgt markedet for hårfjernings-apparater inden mødet, og han kendte intet til effekt, Joule og lignende forud for mødet. Der blev drøftet tekniske detaljer på mødet, særligt fra Zina Heide Knudsens side, idet hun anvendte Ellipse apparatet som reference. Han kendte ikke Ellipse apparatet. På mødet fik de at vide, at Gaia Epil Flash apparatet fjernede hår ligesom Ellipse apparatet.
Efter mødet ringede Søren Møllerhøj til ham et par gange, hvorefter han besluttede sig for at købe et apparat. Han skulle dog først skaffe finansiering. I samråd med Søren Møllerhøj besluttede han at lease apparatet. Sidste leasingydelse blev betalt i julen 2006, hvorefter apparatet blev leveret tilbage til Dan-Sun. Han fik ikke udleveret salgs- og leveringsbetingelserne, men kun en ordreseddel. Han modtog først betingelserne efter en telefonsamtale med Dan-Sun.
Der var en ekstra pære med til Gaia Epil Flash apparatet,
ligesom de fik tilsendt en yderligere pære. Man kan selv udskifte
pæren på Gaia Epil Flash apparatet i modsætning til på Ellipse
apparatet. Gaia Epil Flash apparatet blev leveret i oktober 2003.
Op til jul 2003 blev han ringet op af indehaveren af BodyGuide
klinikken, idet deres kunder brokkede sig over, at
resultaterne
efter behandling med Gaia Epil Flash apparatet udeblev. Han
ringede derfor til Søren Møllerhøj i januar 2004 og havde løbende
kontakt med ham frem til og med marts 2004, hvor han reklamerede
skriftligt den 5. marts 2004. Han reklamerede også skriftligt
tidligere end den 5. marts 2004, men hans daværende computer gik i
stykker, hvorfor han ikke længere har den-
ne e-mail. Han mener, at det var i slutningen af februar 2004, at
han reklamerede skriftligt første gang. Søren Møllerhøj gav ham
telefonnummeret til Sverre Solberg hos Gaia Care AS, der
bekræftede, at der var problemer med apparaterne. Han bad dem om at
tage apparaterne tilbage, men Søren Møllerhøj sagde nej hertil.
Derimod ville Gaia Care AS sende dem til Ita-
lien med henblik på opgradering af apparaterne. Han var ikke selv
med i Italien, men en medarbejder fra BodyGuide deltog på hans
vegne. Opgraderingen forbedrede imidlertid ikke apparatet.
Opgraderingen i Italien bestod i tilføjelse af et yderligere
program, skinrejuvenation, hvorefter apparatet tillige kunne
anvendes til at fjerne døde hudceller. Han købte i april 2004 et
Ellipse Light apparat, der kan fjerne hår og døde hudceller. Der
tilbydes skinrejuvenation på klinikken i Svendborg, men der er kun
få kunder til denne behandling, så apparatet anvendes primært til
hårfjerning. Ellipse Light apparatet har to håndtag til henholdsvis
hårfjerning og skinrejuvenation. Han ved ikke, hvilke andre
apparater BodyGuide klinikken råder over, men klinikken lejer ikke
længere Ellipse apparatet af dem.
Ellipse Light apparatet, som han købte i april 2004, blev udbudt til 465.000 kr. ekskl. moms, men han betalte kun 250.000 kr. ekskl. moms for det, idet han skulle stille sig til rådighed i forbindelse med Ellipses markedsføring af apparatet. Han er momsregistreret, hvorfor han har haft en nettoudgift på 250.000 kr. til dækningskøb. Den reelle pris på Ellipse Light apparatet er først oplyst nu, idet Ellipse ikke ville have frem, at de havde solgt apparatet for kun 250.000 kr. ekskl. moms. De står stadig til rådighed for fremvisning og markedsføring af Ellipse apparatet.
Omsætningen med Ellipse apparatet var i gennemsnit ca. 12.000-15.000 kr. om måneden, hvoraf han og Anjamarie Kønig modtog 60 %.
Han har betalt et erstatningskrav på 8.887,50 kr., som BodyGuide
har rejst som følge af kompensationsbehandlinger til kunder, der
havde betalt for mangelfulde behandlinger med Gaia Epil Flash
apparatet, og for udgifter i forbindelse med
Italiens-rejsen.
Han har haft udgifter til at etablere lån til de løbende
betalinger på både Gaia Epil Flash og Ellipse Light apparatet, idet
han på grund af cut-off klausulen betalte leasingydelserne fuldt
ud. Samlet set har det været en dårlig forretning.
Zina Heide Knudsen har forklaret, at hun er kosmetolog og
driver skønhedsklinikken Clinique Casa i Hellerup. Hun deltog i
mødet i Hørsholm i august 2003 efter at have modtaget et brev fra
Søren Møllerhøj med et godt tilbud på et hårfjerningsapparat. På
mødet drøftede hun med Søren Møllerhøj forskellen mellem Gaia Epil
Flash apparatet og Ellipse apparatet, der var noget dyrere. Søren
Møllerhøj sagde, at apparaterne kunne sammenlignes, og at Gaia Epil
Flash apparatet kunne fjerne hår som Ellipse apparatet. Da hun
købte Gaia Epil Flash apparatet, havde hun indtryk af, at Gaia Epil
Flash apparatet kunne det samme som Ellipse apparatet i relation
til hårfjerning. Det var primært virkningen af Gaia Epil Flash
apparatet, der blev drøftet under mødet. Søren Møllerhøj måtte
ringe fire-fem gange til Norge for at få svar på nogle af de
spørgsmål, hun stillede. Hun modtog ikke salgs- og
leveringsbetingelserne ved købet, ligesom hun ikke havde modtaget
dem tidligere. Der var en ekstra pære med til Gaia Epil Flash
apparatet, som man selv kunne skifte. Pæren i Ellipse apparatet kan
man ikke selv skifte, hvorfor man skulle sørge for at have et
ekstra håndsæt liggende, hvis pæren gik i stykker under en
behandling. Hun opdagede i slutningen af januar 2004, at
behandlingerne med Gaia Epil Flash ikke havde nogen effekt. Der kom
ikke varme ud af håndtaget. Hun havde selv fået fjernet hår med et
Ellipse apparat og vidste derfor, at apparatet skulle afgive varme.
Hun ringede derfor til Søren Møllerhøj i slutningen af januar 2004.
De talte sammen mange gange. Hun undersøgte i den forbindelse på
Internettet specifikationer for andre apparater, herunder hvor
mange Joule der skulle til for, at et hårfjerningsapparat ved hjælp
af lys virkede, ligesom hun ringede til andre
skønhedsklinikker for at spørge til deres erfaringer. Hun anvendte
kun Gaia Epil Flash apparatet i januar og februar 2004, i hvilken
periode hun havde en omsætning på ca. 50.000 kr. ved
hårfjerningsbehandlinger.
Hun deltog i turen til Italien. Hun drøftede kun turen med Søren Møllerhøj. Hendes apparat skulle opgraderes til 16-20 joule, ligesom det skulle opgraderes med et andet program som en slags plaster på såret. Italienerne sagde, at de havde opgraderet apparatet med joule, men det var ikke sket. Brevet af 2. april 2004 er primært skrevet af hende. Hun har efterfølgende købt et Ellipse Light apparat med to behandlingsapplikatorer for 250.000 kr. ekskl. moms. Ellipse apparatet var egentlig dyrere, men hun lavede en aftale med sælgeren om, at hendes klinik skulle anvendes som showroom og til oplæring. Hun opnåede en tilsvarende aftale om køb af et Ellipse apparat for sin bror, Rennie Knudsen.
Hun anvender kun Ellipse apparatet til at fjerne hår, men
apparatet kan også behandle solskadet hud. Hun har et samarbejde
med en sygeplejerske, der med et laserapparat fjerner
karsprængninger og behandler solskadet hud og lignende.
Hun har haft et driftstab i forhold til de kunder, der havde fået
uvirksomme behandlinger med Gaia Epil Flash apparatet, idet disse
kunder efterfølgende fik tilbudt behandlinger med Ellipse apparatet
til 50 % af prisen. Hun har anvendt 65 timer på sådanne
kompensationsbehandlinger.
Det har ikke været nogen god forretning, idet hun både betalte leasingydelser på Gaia Epil Flash og på Ellipse Light apparatet. Hun har derfor måttet flytte sin klinik hjem til sin bopæl og har i den forbindelse mistet kunder, således at hun nu kun har 25 % af sine kunder tilbage. Hun har dog sparet udgifterne til husleje på klinikken. Hun overvejede ikke at nægte at modtage Gaia Epil Flash apparatet, da hun fik det leveret i januar 2004, idet hun endnu ikke på det tidspunkt havde hørt fra sin bror, Rennie Knudsen, at hans apparat ikke virkede.
Birgit Balling har forklaret, at hun driver skønhedsklinikken Ballings Body-Care i Glostrup. Hun var til et salgsmøde i Hørsholm, formentlig i august/september 2003, angående Gaia Epil Flash apparatet, men hun ved ikke, om det var det samme møde, som de andre deltog i. Hun kendte ikke da til hårfjerningsapparater, men hun ville gerne have et nyt produkt at tilbyde sine kunder. Hun vidste ikke, hvad der krævedes af joule til hårfjerning ved hjælp af lys.
Hun deltog i et oplæringskursus hos producenten i oktober 2003. Hun begyndte først at tilbyde behandlinger med apparatet ca. to en halv måned efter leveringen.
Hun modtog ikke salgs- og leveringsbetingelser fra Dan-Sun.
Hun opdagede, at Gaia Epil Flash ikke virkede, da de kunder, der også havde prøvet hårfjerning andre steder, kom tilbage og sagde, at resultatet udeblev. Fra februar/marts 2004 blev hun usikker på virkningen af behandlingen, men hun anvendte apparatet frem til marts/april 2004.
Hun ringede selv til Søren Møllerhøj omkring slutningen af februar/begyndelsen af marts 2004. Hun modtog herefter en anden lampe, idet Søren Møllerhøj sagde til hende, at det måske bare var lampen, der ikke virkede. Hun kan ikke huske præcist, hvornår dette skete.
Hun var ikke med på rejsen til Italien i marts 2004.
Rennie Knudsen ringede til hende i slutningen af marts/begyndelsen af april 2004 for at høre, hvilke resultater hun havde opnået med Gaia Epil Flash apparatet. Hun kendte ikke Rennie Knudsen eller Zina Heide Knudsen forud for dette. Hun havde ikke selv gjort andet end at ringe til Søren Møllerhøj, da hun blot troede, at hun ikke anvendte apparatet korrekt, hvorfor hun fortsatte med at prøve sig frem. Hun tog apparatet ud af driften, da hun havde talt med Rennie Knudsen.
Hun lejede herefter et Ellipse apparat af Rennie Knudsen og købte efterfølgende et Elos apparat for 300.000 kr. ekskl. moms. Det kan fjerne hår, og hvis man køber andre programmer til apparatet, kan det også udføre andre behandlinger.
Hun har haft tab, idet hun var bundet af leasingkontrakten
vedrørende Gaia Epil Flash i 36 måneder, har investeret i et andet
apparat og givet sine kunder ombehandlinger. Hun husker ikke
omsætningen med Gaia Epil Flash.
Søren Møllerhøj har forklaret, at han var salgschef hos
Dan-Sun, da aftalerne blev indgået. Dan-Sun er en handels- og
servicevirksomhed, der i midten af 1980'erne tog udgangspunkt i
salg og service af solarier og klinikudstyr udelukkende til
erhvervsdrivende. Klinikudstyret blev udviklet af V.I.P. i Italien
og importeret af GaiaCare i Norge. V.I.P. har solgt mindst
400
Gaia Epil Flash apparater på verdensplan. Han blev præsenteret for
Gaia Epil Flash apparatet af V.I.P.
Dan-Sun havde en kunde, der drev skønhedsklinik i Hørsholm, og som købte det første apparat i Danmark. Klinikken blev derfor benyttet til fremvisning af og oplæring i brug af apparatet. I relation til Gaia Epil Flash apparaterne havde han første gang kontakt med de tre sagsøgere i april 2003, hvor der var en ca. fire timers præsentation af Gaia Epil Flash apparatet for seks-syv af Dan-Suns kunder på klinikken i Hørsholm. Rennie Knudsen, Zina Heide Knudsen og Birgit Balling deltog alle i mødet. I mødet deltog også Sverre Solberg fra den norske importør, Gaia Care AS. Der var stor interesse for apparaterne på mødet, men det var ikke hans opfattelse, at kunderne var klar til at købe et apparat straks efter mødet. Han erindrer ikke, om der blev talt om joule på mødet, men der var megen tale om prisen på Gaia Epil Flash i forhold til prisen på Ellipse apparatet, der var tre gange så dyrt. Han havde indtryk af, at Zina Heide Knudsen havde researchet på området for hårfjerningsapparater, her under i forhold til Ellipse apparatet. De billeder, han præsenterede sine kunder for, stammede fra V.I.P. Gaia Epil Flash har en effekt og kan fjerne hår i en vis udstrækning, men det kan ikke sammenlignes med Ellipse apparatet.
Han sagde ikke til sine kunder, at Gaia Epil Flash apparatet ikke kan fjerne hår lige så godt som andre apparater, ligesom han ikke gjorde sine kunder opmærksomme på, hvad de ikke fik ved køb af et Gaia Epil Flash apparat, men det var efter hans opfattelse oplagt, at de ville få mere, hvis de købte et tre gange så dyrt apparat. Han tror stadig, at Gaia Epil Flash apparatet kan fjerne hår, selvom det ikke har det angivne antal joule.
Det attraktive ved Gaia Epil Flash apparatet var prisbilligheden, idet det kun kostede ca. en tredjedel af de andre apparater på markedet og dem, som skønsmanden har fremhævet i sin rapport. Gaia Epil Flash apparatet kunne ikke anvendes til andet end at fjerne hår.
De alternative apparater, som kunderne også kendte, havde også
programmer til andre behandlinger, herunder behandling af
beskadiget hud og acne. V.I.P. har derimod valgt at producere
forskellige apparater til brug for forskellige
behandlinger.
Han havde tidligere handlet med Zina Heide Knudsen, idet hun havde
købt et apparat til slankebehandlinger. Zina Heide Knudsen var
således bekendt med Dan-Sun salgs- og leveringsbetingelser forud
for købet af Gaia Epil Flash apparatet, ligesom betingelserne
findes på Dan-Suns hjemmeside. Han kan ikke huske, om han gav Zina
Heide Knudsen betingelserne i
hånden. Kunderne kender normalt salgs- og
leveringsbetingelserne.
Reklamationerne fra de danske kunder sendte han videre til den norske leverandør. Han hørte udelukkende fra Rennie Knudsen telefonisk og gav denne information videre til Norge. Han fik således den første reklamation ved, at Rennie Knudsen ringede til ham ca. fire måneder efter leveringen. Det var få uger, før han modtog Rennie Knudsens e-mail, som han videresendte til Sverre Solberg. Han fik at vide, at der var problemer med effekten af hårfjerningen i forhold til antallet af behandlinger. Han blev ked af det, hvorfor han samme dag kontaktede den norske importør. Han talte ikke med Zina Heide Knudsen, før han modtog hendes e-mail af 25. februar 2004 med reklamation over apparatet. Som han husker det, gik den mundtlige kommunikation gennem Zina Heide Knudsens bror, Rennie Knudsen.
Han modtog ingen reklamationer fra Ballings Body-Care v/Birgit
Balling forud for advokatens brev af 19. maj 2004. Nogen tid efter
leveringen af apparatet til Ballings Body-Care havde en af Birgit
Ballings medarbejdere ringet til ham for at bestille en ny lampe
uden i den forbindelse at reklamere over apparatet. Han
kommunikerede primært med Rennie Knudsen, der fungerede som
talsmand for de utilfredse kunder. Han har indhentet referencer fra
andre apparater, der uden problemer kan købes i
Danmark. Der sælges seks-otte forskellige apparater i Danmark med
en styrke på op til 20-30 Joule/cm2. Apparaterne er vandafkølede,
hvilket har betydning for overførsel af lys til huden. En ekstra
pære til Gaia Epil Flash apparatet koster 1.995 kr., og man kan
selv skifte den ved brug af en handske. Man kan ikke selv skifte
pæren i et Ellipse apparat, og et nyt hånd-
tag koster ca. 30.000 kr. Der er solgt fem Gaia Epil Flash
apparater i Danmark, og alle fem købere har reklameret på nuværende
tidspunkt. Der verserer således en anden sag ved Sø- og
Handelsretten anlagt af de to øvrige kunder. Tilbuddet fra Gaia
Care AS om installering af et nyt program stod helt for
nordmændenes egen regning. Dan-Sun havde ikke noget med dette at
gøre og var heller ikke interesserede heri. Han ved, at turen til
Italien blev gennemført, og han mener, at Zina Heide Knudsen,
Birgit Balling og en medarbejder fra skønhedsklinikken i Svendborg
deltog i rejsen. Han er dog i tvivl om Birgit Ballings deltagelse.
Skønhedsklinikken i Hørsholm var repræsenteret under en anden rejse
til Italien. Sverre Solberg ordnede det praktiske vedrørende turen,
idet han alene sendte relevante informationer modtaget fra Sverre
Solberg videre til sine kunder.
Syn og skøn
Der er under sagen foretaget syn og skøn ved professor, overlæge
dr.med., speciallæge i dermato-venerologi, Peter
Bjerring.
Det fremgår af syns- og skønsmandens erklæring af 6. marts 2006,
at Gaia Epil Flash apparaterne ikke har opfyldt de angivne
specifikationer, og at apparaterne med de målte specifikationer
ikke er i stand til at foretage effektiv optisk hårfjerning, idet
apparaterne ikke afgiver tilstrækkelig energi hertil. Af en
supplerende skønserklæring ligeledes af 6. marts 2006 fremgår, at
prisen for behandlingsapparater, der efter syns- og skønsmandens
opfattelse giver et effektivt behandlingsresultat, ligger på
469.000,00 kr. ekskl. moms for et Palomar MediLux apparat inkl. en
ekstra behandlingsapplikator til 84.000,00 kr. ekskl. moms, mens et
Ellipse SuperLight apparat inkl. to behandlingsapplikatorer koster
325.000,00 kr. ekskl. moms. Ellipse SuperLight yder maksimalt 20
Joule/cm2 og Palomar MediLux maksimalt 45 Joule/cm2 mod Gaia Epil
Flash's målte effekt på mellem 1,13 og 1,35 Joule/cm2.
Parternes synspunkter
Sagsøgernes advokat har anført, at sagsøgerne har leaset
apparaterne, hvilket Dan-Sun har været bekendt med, herunder
indholdet af cut-off-klausulerne, hvorfor leasingydelserne fortsat
blev betalt. Sagsøgerne indtrådte i leasingselskabernes rettigheder
i forhold til Dan-Sun. Som følge af leasingaftalerne kunne der ikke
gøres mangelsbeføjelser gældende over for leasingselskaberne.
Sagsøgerne har købt apparater, der ifølge importørens hjemmeside kunne fjerne uønsket hårvækst permanent. På tidspunktet for købet af apparaterne var spørgsmålet om antal joule uvedkommende for sagsøgerne. Gaia Epil Flash apparaterne kunne ifølge Søren Møllerhøj grundlæggende det samme som Ellipse apparatet, men dette viste sig ikke at være korrekt. Sagsøgerne kunne ikke vide noget om, at Gaia Epil Flash apparatet var dårligere end Ellipse apparatet.
Købene må antages at være omfattet af de almindelige
bestemmelser i købeloven, idet andet ikke er anført. Der er en
væsentlig mangel ved Gaia Epil Flash apparaterne, idet disse ifølge
syns- og skønserklæringen ikke har tilstrækkelig effekt til at
fjerne hår ved hjælp af pulserende lys. Det er ikke lykkedes at
afhjælpe manglen, og der er ikke tilbudt yderligere
afhjælpnings-
forsøg, idet Dan-Sun har bestridt, at der var mangler ved
apparaterne efter afhjælpningsforsøget. Driftstabene skal erstattes
som følge af almindelige erstatningsretlige køberegler, idet
der ikke er taget forbehold for dette. Dan-Sun har ikke fremlagt
sine almindelige salgs- og leveringsbetingelser for sagsøgerne,
hvorfor betingelserne ikke er en del af aftalegrundlaget.
Sagsøgerne har alle reklameret rettidigt. Nok har man i erhvervskøb efter købelovens § 52 pligt til at reklamere hurtigt, men det kan dog ikke ske, førend en mangel har vist sig. Ifølge brugsanvisningen til Gaia Epil Flash og oplysningerne på den norske importørs hjemmeside skal man gentage behandlingen fem-otte gange med ca. en måneds mellemrum. Hvis denne anvisning var blevet fulgt, kunne man end ikke have reklameret nær så hurtigt, som det er sket. Alle tre har således reklameret på et langt tidligere tidspunkt, end man kunne forvente. Der må lægges vægt på de mundtlige reklamationer. Sagsøgerne har meget klare erindringer om de mundtlige reklamationer, mens Søren Møllerhøj ikke husker dem klart, hvilket er forventeligt, når man som sælger indgår mange handler. Derudover må det lægges til grund, at de skriftlige reklamationer er rettidige.
Købene er således hævet med rette, jf. købelovens § 43, stk. 1. Zina Heide Knudsen havde ikke kendskab til Rennie Knudsens problemer, da hun fik leveret sit apparat, og hun har ligeledes hævet sit køb med rette. For så vidt angår opgørelsen af kravet, er sagsøgerne som følge af ophævelsen berettiget til at få tilbagebetalt de købesummer, de har betalt. Anjamarie Kønig og Rennie Knudsen, henholdsvis Ballings Body-Care v/Birgit Balling har leveret de Gaia Epil Flash apparater, som de fik leveret, tilbage til Dan-Sun, og Zina Heide Knudsen er indforstået med at tilbagelevere det apparat, hun har fået leveret, mod tilbagebetaling af hendes købesum. Derudover er sagsøgerne berettigede til erstatning i form af positiv opfyldelsesinteresse i medfør af købelovens § 43, stk. 3, således at de stilles, som om de havde fået en kontraktmæssig ydelse, altså et apparat, der kunne fjerne hår. I den forbindelse påstår sagsøgerne, at Dan-Sun skal dække deres omkostninger i forbindelse med de leasingaftaler, som de indgik i forbindelse med anskaffelsen af apparaterne. Indtægterne fra behandlingerne med Gaia Epil Flash apparatet skal ikke fradrages. Endvidere skal Dan-Sun betale erstatning i form af differencen mellem de senere indkøbte apparater, der fungerer, og Gaia Epil Flash apparaterne. Man har ved købet af de nye apparater ikke fået en vare, der kan mere, end man oprindeligt forudsatte ved Gaia Epil Flash apparaterne. For så vidt angår Anjamarie Kønig og Rennie Knudsen må der således tages udgangspunkt i syns- og skønsmandens oplysninger om, at et fungerende apparat koster 325.000 kr. og ikke den pris, de faktisk har betalt, idet der fulgte forpligtelser med for disse sagsøgere for, at de kunne opnå den billigere pris på 250.000 kr. Det driftstab, som Anjamarie Kønig og Rennie Knudsen har erstattet overfor BodyGuide i Svendborg, skal endvidere dækkes af Dan-Sun.
Den samme problemstilling gør sig gældende i forhold til Zina Heide Knudsen og Ballings Body-Care v/Birgit Balling, dog således at Ballings Body-Care v/Birgit Balling har betalt 300.000 kr. for et fungerende apparat.
Dan-Suns advokat har anført, at Dan-Sun er mellemhandler i forhold til køberne og henholdsvis den italienske producent og den norske importør. Det er den italienske producents opfattelse, at Gaia Epil Flash apparatet virker, i hvert fald på italienere. Der har imidlertid vist sig at være et problem i forhold til de nordiske hudtyper. Det bestrides således, at apparaterne skulle være virkningsløse og ude af stand til at fjerne hår. Det er afgørende for behandlingernes effektivitet, at brugsanvisningen følges nøje, og at der anvendes særlige cremer og tages hensyn til, hvilken hårtype den pågældende kunde har. Det bestrides, at der er en hævebegrundende mangel ved de købte apparater.
Ifølge købelovens § 52 skal der i handelskøb reklameres straks. Det afhænger af manglens karakter, hvornår der således skal reklameres. Ifølge bevisførelsen kunne man indenfor ganske kort tid finde ud af, at virkningen ved behandlingerne udeblev. Zina Heide Knudsen burde have ladet være med at modtage sit apparat, idet hendes bror, Rennie Knudsen, allerede havde konstateret problemer. Der må derfor sondres mellem de tre kunder. Anjamarie Kønig og Rennie Knudsen reklamerede i februar, marts og april 2004, hvilket næppe kunne være sket meget tidligere. Zina Heide Knudsen har derimod ikke reklameret rettidigt, idet hun vidste allerede fra starten af, at der var problemer med Gaia Epil Flash apparaterne.
Hun modtog og anvendte imidlertid apparatet, hvorved hun opnåede betydelige indtægter, og reklamerede først efter to en halv måned. Birgit Balling havde apparatet i otte en halv måned, førend hun reklamerede, og hun anvendte apparatet frem til april 2004, ligesom hun købte en reservedel til 2.000 kr. uden at reklamere, hvorved hun efterlod Dan-Sun i den tro, at der ikke var noget i vejen med hendes apparat. Hun har forholdt sig passivt og dermed ikke reklameret rettidigt.
Sagsøgerne kan ikke kræve erstatning i anledning af mangler, idet det fremgår af DanSuns almindelige leveringsbetingelser, der er kendt for køberne, at der ikke ydes erstatning for fejl og mangler, herunder driftstab, tabt fortjeneste og andet direkte eller indirekte tab.
Skulle retten imidlertid nå til det resultat, at der er en
hævebegrundende mangel, og at der er reklameret rettidigt, opstår
der spørgsmål omkring dækningskøb. Som udgangspunkt er en køber
berettiget til at foretage dækningskøb, men dette udgangspunkt
fraviges, såfremt dækningskøbet udgøres af en væsentlig dyrere vare
end den oprindelige vare. Ved dæk-
ningskøb kan man købe varer af samme art og godhed, men ikke
dyrere og bedre varer. Den pris, som i syns- og skønserklæringen
angives til 325.000 kr., kan derfor ikke lægges til grund. Dan-Sun
har først under domsforhandlingen fået oplyst prisen for
dækningskøbene, og sagsøgerne har derfor ikke fulgt spillereglerne
og kan ikke henholde sig til bevisformod-
ningsreglen i købelovens § 25. Den pris, som syns- og skønsmanden
er kommet frem til, kan ikke lægges til grund, når sagsøgerne
faktisk har fået leveret et billigere apparat af samme godhed. Hvis
prisen for et dækningskøb sattes til 325.000 kr., ville sagsøgerne
opnå en uberettiget berigelse. Sagsøgerne skal endvidere fralægge
sig indtægterne ved anvendelsen af
Gaia Epil Flash apparaterne, således at såfremt Anjamarie Kønig og
Rennie Knudsen kan ophæve deres handel, skal de alene have
erstatning og renter fratrukket indtægterne ved behandlingerne med
Gaia Epil Flash apparaterne og mod tilbagelevering af
apparatet.
At sagsøgerne har valgt at finansiere apparaterne ved at lease dem, er Dan-Sun uvedkommende, og det skal således ikke komme Dan-Sun til skade, at aftaleparterne har pengemangel. Sagsøgerne skal ikke have renter af både erstatningsbeløbet og af de betalte leasingydelser.
For så vidt angår Zina Heide Knudsen anvendes samme princip, såfremt retten måtte komme frem til, at hun har reklameret rettidigt.
Ballings Body-Care v/Birgit Balling skal derimod ikke have
erstatning, idet købet af Elos apparatet ikke kan sidestilles med
et dækningskøb.
Sø- og Handelsrettens afgørelse
Dan-Sun har solgt hårfjerningsapparaterne til de tre sagsøgere og
har under et møde i Hørsholm lovet, at apparaterne kunne fjerne hår
på samme måde som Ellipse apparatet.
Efter syns- og skønsmandens erklæring må det imidlertid lægges til
grund, at de pågældende apparater dels havde ringere kapacitet end
angivet i specifikationerne, dels var ude af stand til at fjerne
hår, således som lovet.
Der foreligger derfor en væsentlig mangel.
Manglen ved apparaterne viste sig først, efterhånden som behandlingerne viste sig uvirksomme efter et vist antal behandlinger. Der er tale om en skjult mangel, som ikke er let at opdage uden først at foretage en række behandlinger. Uanset at der først efter nogle måneder er givet skriftlig reklamation, lægges det efter de afgivne forklaringer til grund, at sagsøgerne har drøftet den mangelfulde ydelse med Søren Møllerhøj, hvilket også var baggrunden for, at Dan-Sun og dennes leverandør tilbød afhjælpningsforanstaltninger.
Sagsøgerne har herefter været berettigede til at hæve købet, jf. købelovens § 43, stk. 1, og Dan-Sun er endvidere som sælger efter købelovens § 43, stk. 3, erstatningsansvarlig for sagsøgernes tab.
Dan-Sun har ikke har bevist, at køberne har vedtaget den ansvarsbegrænsning, som indeholdes i Dan-Suns almindelige salgs- og leveringsbetingelser.
Erstatning må i overensstemmelse med købelovens § 43, stk. 3,
opgøres som det beløb, som køberne, hvis de leverede apparater
havde været mangelfrie, ville have tjent ved at købe apparatet hos
Dan-Sun frem for at købe et tilsvarende mangelfrit
hårfjerningsapparat. Det lægges i overensstemmelse med Rennie
Knudsen og Zina Heide Knudsens forklaringer til
grund, at disse har kunnet anskaffe et tilsvarende apparat som
anbefalet af syns- og skønsmanden, nemlig et hårfjernings-apparat
af mærket Ellipse, for 250.000 kr. ekskl. moms. Retten må se bort
fra oplysninger, som Dan-Sun først under domsforhandlingen har
fremlagt om priser for andre hårfjerningsapparater, idet disse
oplysninger burde have været forelagt
syns- og skønsmanden.
Anjamarie Kønig og Rennie Knudsen har købt Gaia Epil Flash apparatet for 115.000 kr. ekskl. moms, og dette beløb skal de have tilbagebetalt af Dan-Sun som følge af ophævelsen, idet de allerede har tilbageleveret apparatet. Den merpris, de har betalt for deres Ellipse apparat er 135.000 kr., skal de ligeledes have erstattet. Hertil lægges driftstab i form af erstatning, som de har måttet betale til Body-Guide med 8.887,50 kr. Allerede fordi Dan-Sun havde solgt apparatet direkte til Anjamarie Kønig og Rennie Knudsen, findes disses finansieringsudgifter ikke at burde erstattes, da de ville have haft disse udgifter under alle omstændigheder, og da deres manglende økonomiske betalingsevne ikke skal komme Dan-Sun til skade. Den samlede erstatning, som Dan-Sun skal betale til Anjamarie Kønig og Rennie Knudsen er således 258.887,50 kr., der skal forrentes med procesrente fra den 19. juni 2004.
Zina Heide Knudsen har efter det oplyste købt sit Gaia Epil
Flash apparat for 99.900 kr. ekskl. moms, som skal tilbagebetales
mod tilbagelevering af det pågældende apparat. Differencen i
forhold til købsprisen for Ellipse apparatet udgør således 150.100
kr., som Dan-Sun skal betale i erstatning. Der er ikke dokumenteret
noget driftstab, og Zina Heide Knudsens
finansieringsudgifter findes af samme grunde som nævnt ovenfor
ikke at skulle erstattes. Beløbet på 250.000 kr. forrentes med
procesrente fra den 19. juni 2004.
Ballings Body-Care v/Birgit Balling kan kun få erstatning ud fra
en pris ved dækningskøb på 250.000 kr., hvorfra trækkes
anskaffelsesprisen for Gaia Epil Flash apparatet på 100.000 kr.,
som dog skal tilbagebetales, idet det pågældende apparat er
tilbageleveret. Beløbet på 250.000 kr. forrentes med procesrente
fra den 25. juni 2004.
I sagsomkostninger skal Dan-Sun Europe til Anjamarie Kønig og
Rennie Knudsen, Zina Heide Knudsen og Ballings Body-Care v/Birgit
Balling betale i alt 175.000,00 kr., hvoraf 10.960,00 kr. dækker
retsafgifter i forhold til det idømte, 90.044,44 kr. dækker
udgifter forbundet med syns- og skønsforretningen, mens det
resterende beløb dækker advokatudgifter.
THI KENDES FOR RET
Dan-Sun Europe ApS skal inden 14 dage betale til:
-
Anjamarie Kønig og Rennie Knudsen 258.887,50 kr. med procesrente
fra den 19. juni 2004
Zina Heide Knudsen 250.000 kr. med procesrente fra den 19. juni
2004 mod hendes tilbagelevering af det til hende leverede Gaia Epil
Flash apparat til Dan-Sun Europe ApS - Ballings Body-Care
v/Birgit Balling 250.000 kr. med procesrente fra den 25.
juni
2004.
Dan-Sun Europe ApS skal inden samme frist betale sagsøgerne i alt
175.000 kr. i sagsomkostninger.
Aksel Gybel Michael, B. Elmer, Kjeld
Birch (retsformand)
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den