Konkursskyldners pantegæld-P-0003-00





Resumé
Konkursskyldners pantegæld, udstedt for lån til samleveren, var udlignet i forbindelse med dennes overtagelse af den pantsatte ejendom på tvangsauktion. Pantsætningen havde karakter af en proformaretshandel og kravet kunne ikke gørels gældende i boet
UDSKRIFT
AF
SØ- OG HANDELSRETTENS DOMBOG
Den 22. juli 2002 blev af retten i sagen
P-0003-00
Anne Marie Rosenørn-Lehn
(Advokat Erik Korpela-Andersen e.o.)
mod
Konkursboet Frederik
Iuel-Brockdorff
(Advokat Henrik Andersen)
afsagt sålydende
D
O
M:
Under denne sag har Anne Marie Rosenørn-Lehn (i det følgende benævnt anmelderen) nedlagt
påstand om, at Frederik Iuel-Brockdorff under konkurs ved kurator advokat Henrik Andersen (i
det følgende benævnt boet) tilpligtes at anerkende 1.569.225,60 kr. som særligt sikret krav i
boet.
Boet har principalt påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod, at en mindre del af fordringen
anerkendes som særligt sikret krav i boet.
Der er meddelt anmelderen fri proces.
- 2 -
Sagen drejer sig om, hvorvidt Frederik Iuel-Brockdorffs udstedelse af to pantebreve til
anmelderen er en ugyldig proformaretshandel, herunder om der til grund for udstedelsen har
været et mellemværende mellem parterne, og om dette er indfriet i forbindelse med anmelderens
overtagelse af Frederik Iuel-Brockdorffs ejendom beliggende Skovshovedvej 21 C i
Charlottenlund på en tvangsauktion.
Sagens nærmere omstændigheder er følgende:
Den 26. juli 1993 underskrev Frederik Iuel-Brockdorff som debitor to pantebreve begge med pant
i en ideel anpart af ejendommen matr. nr. 1 a m. fl., Hindemae Hovedgaard m. fl., beliggende
Hindemaevej 86 og 97 og Pårupvej 26 A i Skellerup. Pantebrevenes størrelse var henholdsvis
1.955.505 kr. og 694.500 kr. Begge pantebreve er tinglyst, og Anne Marie Rosenørn-Lehn er
anført som kreditor. Den Danske Bank A/S har på vegne af anmelderen i juni/juli 1996 rykket for
manglende betaling af terminsydelser.
Ved dekret af 24. marts 1998 blev Frederik Iuel-Brockdorffs bo taget under konkursbehandling,
og samme dag blev advokat Henrik Andersen udpeget som kurator.
I en skrivelse af 29. april 1998 opgjorde anmelderen de skyldige terminsydelser i henhold til de to
pantebreve til samlet 1.569.225,60 kr. og anmeldte kravet i boet.
I en skrivelse af 26. maj 1998 til anmelderens advokat anerkendte kurator at have modtaget
anmeldelsen. I skrivelsen hedder det bl.a.:
"... Jeg skal ... anmode om at modtage dokumentation for, at der i forbindelse med pante-
brevenes udstedelse som modydelse er indrømmet Frederik Iuel-Brockdorff de i pantebrevene
nævnte lån. ..."
Anmelderen forsøgte herefter at fremskaffe nærmere dokumentation for mellemværenderne,
men da hun alene var i stand til at fremsende et begrænset antal bilag til bo et, indstillede
kurator ved en skrivelse af 20. oktober 1999 anmelderens krav til afvisning. Under et fordrings-
prøvelsesmøde den 2. november 1999 fastholdt kurator denne indstilling.
Anmelderen har herefter indbragt sagen for skifteretten den 1. februar 2000 og har herunder
- 3 -
opgjort de mellemværender, som hun har indfriet for Frederik Iuel-Brockdorff, således:
Vedrørende ejendommen Skovshovedvej 21 C i Charlottenlund:
Forstædernes Bank A/S
1.405.036 kr.
Jyske Bank A/S
610.000 kr.
Andre gældsposter:
International Business Executive I/S
373.000 kr.
Jyske Bank A/S
350.000 kr.
Rederi- & Handelsaktieselskabet
Mercandia Enterprise
80.955 kr.
Husholdning mv.
1.050.000 kr.
I alt 3.868.991 kr.
=============
Om Frederik Iuel-Brockdorffs mellemværende med Forstædernes Bank A/S, der var sikret ved
ejerpantebrev i ejendommen Skovshovedvej 21 C i Charlottenlund, fremgår det af et kontoudtog
dateret den 29. december 1989, at han den 31. december 1989 havde en gæld til banken på
1.405.036,80 kr., og i en skrivelsen af 20. februar 1992 fra anmelderens advokat til banken
hedder det bl.a.:
"... Med henblik på at afværge den igangværende begæring om tvangsauktion over ejendommen
Skovshovedvej 21 C, Charlottenlund, tilbyder Anne Rosenørn-Lehn at købe den Forstædernes
Bank A/S tilhørende fordring på Frederik Iuel- Brockdorff. Købesummen for fordringen med hertil
hørende sikkerhedsrettigheder andrager kr. 800.000 ..., der vil blive betalt kontant, ..."
Af en obligationsafregning dateret den 5. marts 1992 fremgår, at anmelderen solgte en
obligationsbeholdning, og at hun fik indsat 801.703,54 kr. på sin konto. Af afregningen fra
anmelderens bank fremgår tillige, at der den 9. marts 1992 blev overført 800.000 kr. til Forstæ
dernes Bank A/S.
Ifølge en salgsopstilling fra den 2. juni 1993 vedrørende ejendommen beliggende Skovshovedvej
21 C i Charlottenlund fremgår det, at denne var begæret solgt på en tvangsauktion den 1. juli
samme år. Om ejendomsoplysningerne hedder det bl.a:
"...
Ejendomsværdi pr. 1.1.1992 kr. 1.900.000,00 ...
- 4 -
Beskrivelse ...:
Huset er opført i 1918. Væsentlig ombygning i 1970. Ydervægge er rødmalede mursten. Tagdæk-
ningen er tegl. Bebygget areal andrager 168 m2. Samlet boligareal i bygningen andrager 306
m2. Udnyttet tagetage på 138 m2. Kælders areal andrager 164 m2. Indeholder: 8 værelser, 3
toiletter, 1 badeværelse og køkken. Ejendommen opvarmes fra eget centralvarmeanlæg med
naturgas. ..."
Det fremgik endvidere, at der ikke var foretaget vurdering i henhold til retsplejelovens § 562. I
prioritetsopgørelsen var hæftelse 1-11 samlet opgjort til 562.487,96 kr. Som hæftelse 12 og 13
var anført to ejerpantebreve med meddelelse til Jyske Bank A/S opgjort til henholdsvis 400.000
kr. og 216.726,47 kr., og som hæftelse 14 var anført et ejerpantebrev på 1,1 mio. kr. med
meddelelse til Forstædernes Bank A/S. Kravet var opgjort til 1.265.000 kr., og det fremgik, at
ejerpantebrevet var indfriet og udleveret. I rubrikken var tillige anført "nu Anne Rosenørn-Lehn".
Under tvangsauktionsmødet blev det oplyst, at omkostningerne udenfor budsummen ikke ville
overstige 85.000 kr. + moms af visse poster, og efter at ejendommen var opråbt til salg, blev
anmelderen højestbydende med et bud på 610.000 kr., hvorved der blev delvis dækning til Jyske
Bank A/S. Af auktionsbogen fremgår, at Jyske Bank A/S begærede ny auktion. Det hedder
herefter i en skrivelse af 12. juli 1993 fra anmelderens advokat til Jyske Bank A/S's advokat bl.a.:
"... Under henvisning til Jyske Bank's skrivelser ... skal jeg således hermed indestå for, at De
modtager kr. 610.000 til fuld og endelig afgørelse af Deres mellemværende med Frederik Iuel-
Brockdorff.
Beløbet på kr. 610.000 vil blive fremsendt via mit kontor, når jeg har modtaget accept fra Dem
om at 2. auktion - for Jyske bank's vedkommende - kan tilbagekaldes, og når 2. auktionen og
dermed hele auktionssagen helt konkret er blevet tilbagekaldt. ..."
Af auktionsbogen fremgår, at der herefter den 19. juli 1993 blev meddelt hammerslag til
anmelderen.
Af en statistik over ejendomssalg for 2. halvår 1993 udarbejdet af Told og Skat fremgår bl.a., at
den gennemsnitlige købesum for ejendomme i Ordrup androg 1.565.700, og at handelsværdierne
gennemsnitlig lå 11 % over den offentlige ejendomsvurdering pr. 1. januar 1992.
- 5 -
Om mellemværendet med International Business Executives I/S fremgår det af et regnskab for
1990 for interessentskabet, at dette havde en samlet gæld til Custos Finans på 2.478.978 kr., og
at Frederik Iuel-Brockdorff havde en negativ kapitalkonto på 746.344 kr.
Om mellemværendet med Jyske Bank A/S hedder det i et håndskrevet notat, der efter det
oplyste er en opgørelse over Frederiks Iuel-Brockdorffs bankgæld pr. 31. december 1991, bl.a.:
"Gæld Jyske Bank 478.129 kr.".
Om mellemværendet med Rederi- & Handelsaktieselskabet Mercandia Enterprises hedder det i en
skrivelse af 16. august 1993 fra Dansk Erhvervshjælp ved Peter Ørbæk på vegne af Frederik Iuel-
Brockdorff til rederiets advokat bl.a.:
"... Direktør Frederik D. Iuel-Brockdorff ... har pr. 16. juli 1993 standset sin virksomhed uden
mulighed for at betale sine kreditorer. ...
Direktør Frederik D. Iuel-Brockdorff tilbyder Dem herved ... 80.955,19 kr. kontant til fuld og
endelig afgørelse af skyldforholdet til betaling senest den 1/7-1994. ..."
I henhold til et frivilligt forlig af 14. oktober 1993 mellem Frederik Iuel-Brockdorff som debitor og
Rederi- & Handelsaktieselskabet Mercandia Enterprise som kreditor anerkendte debitor at skylde
80.955,19 kr., som forfaldt til betaling senest den 1. juli 1994, og af en check udstedt af
anmelderen den 29. juni 1994 fremgår, at denne betalte 80.955,19 kr. til rederiets advokat.
Af anmelderens og Frederik Iuel-Brockdorffs formue- og årsopgørelser for 1990 til 1994 fremgår
bl.a.:
Frederik Iuel-
Brockdorff:
anmelderen: anmelderen:
Obligations- Skattepligtig
Bankgæld:
beholdning: formue:
1990
1.519.181 1.314.503 2.362.456
1991
1.872.974 2.318.001 2.353.669
1992
622.676
1.580.300
2.623.280
1993
85.462
678.613
4.467.345
1994
81.917
499.731
4.084.913
Af anmelderens formueopgørelse for 1992 fremgår, at hun udover obligationsbeholdningen bl.a.
- 6 -
havde et bankindestående på ca. 238.000 kr. samt et tilgodehavende hos Frederik Iuel-
Brockdorff på 800.000 kr. De samlede passiver androg ca. 21.000 kr.
Af anmelderens formueopgørelse for 1993 fremgår, at hun udover obligationsbeholdningen bl.a.
havde et bankindestående på ca. 40.000 kr., at ejendommen Skovshovedvej 21 C var medtaget
med 1.900.000 kr., og at anmelderen ejede pantebreve for nominelt 2.660.005, der var opgjort
til kurs 84 med 2.224.637 kr. De samlede passiver androg knap 410.000 kr. hvoraf ca. 362.000
var prioritetsgæld.
Af anmelderens årsopgørelser for 1991 og 1994 fremgår, at hun har haft en årsindkomst,
herunder i form af bidrag, på henholdsvis 279.987 kr. og 130.609 kr. Indkomsten for de
mellemliggende år er uoplyst.
Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af anmelderen samt Frederik Iuel-Brockdorff.
Anne Marie Rosenørn-Lehn har forklaret, at hun ikke er gift med Frederik Iuel-Brockdorff, men
at hun flyttede sammen med ham den 1. februar 1990 i hans hus på Skovshovedvej 21 C i
Charlottenlund. Hun medbragte to børn, mens han havde 3 børn, hvoraf dog kun den yngste var
hjemmeboende. De 2 øvrige børn kom dog tit på besøg. Hun var ansat hos Christies
Kunstauktioner på deltid. I begyndelsen var de fælles om udgifterne, men allerede i slutningen af
1990 fik Frederik Iuel-Brockdorff økonomiske problemer, hvorefter hun i de følgende år betalte
mellem 350.000 kr. og 400.000 kr. mere om året end samleveren til det almindelig daglige
forbrug. De drøftede sammen med revisor Lau Lauritzen og advokaterne Steen Christensen og
Christian Bojsen-Møller, hvorledes de skulle forholde sig rent økonomisk, og hun blev i den for-
bindelse rådet til at indfri samleverens gæld, således at han kunne starte egen forretning og
herefter tilbagebetale sin gæld til hende. Hun har ikke deltaget i forhandlingerne med
Forstædernes Bank A/S, der udelukkende blev varetaget af rådgiverne. Hun er sikker på, at for-
dringen blev købt for 800.000 kr. men således, at hun fortsat kunne gøre hele fordringen på ca.
1,4 mio. kr. gældende over for samleveren. Hun ved ikke, hvorfor fordringen alene er optaget
med 800.000 kr. i formueopgørelsen for 1992. Hun har forsøgt at fremskaffe nærmere
dokumentation for mellemværendet. Om mellemværendet med International Business Executives
I/S har hun ingen erindring, men hun er sikker på, at hun har indfriet gælden. Mellemværendet
med Jyske Bank A/S indfriede hun i slutningen af 1992 eller i begyndelsen af 1993. Det har ikke
været muligt at fremskaffe nærmere dokumentation. Hun har i 1994 betalt ca. 81.000 til Rederi-
& Handelsaktieselskabet Mercandia Enterprise. Hun har intet nærmere kendskab til forholdene
- 7 -
omkring tvangsauktionen over ejendommen på Skovshovedvej, idet hun overlod dette til sin
revisor og advokat Erik Korpela-Andersen. På et tidspunkt udarbejdede Peter Ørbæk fra Dansk
Erhvervshjælp en opgørelse over hendes og Frederik Iuel- Brockdorffs mellemværender. Dette
blev oprindelig opgjort til ca. 1,9 mio. kr., og til udligning af denne gæld blev der i juli 1993
underskrevet et pantebrev. Da opgørelsen efterfølgende var blevet korrigeret med knap 700.000
kr., blev der samtidig underskrevet et pantebrev på 694.500 kr. Hun har aldrig modtaget
betalinger på pantebrevene, da samleveren ikke har haft midler hertil. I de første år rykkede hun
ham mundtligt den 11/6 og 11/12, men fra 1996 blev sagen overgivet til banken, der formelt
rykkede for betalingen. Samleveren havde dog fortsat ikke mulighed for at betale. Efter en positiv
økonomisk udvikling i 1998 blev samleveren erklæret konkurs efter begæring af Told og Skat i
1998.
Frederik Iuel-Brockdorff har forklaret, at han havde erhvervet ejendommen på Skovshovedvej
i 1974 sammen med en tidligere ægtefælle. Han bor nu sammen med anmelderen, der flyttede
ind hos ham den 1. februar 1990. De er ikke gift. De har tilsammen 5 børn. Han var på
daværende tidspunkt beskæftiget i et EDB-firma, men efter at et samarbejde med en væsentlig
handelspartner var ophørt, blev hans økonomi betydeligt forringet. Anmelderen betalte derfor en
væsentlig del af de samlede husholdningsudgifter og terminsydelser, og han vil anslå, at hun fra
slutningen af 1990 og i de følgende år betalte mellem 200.000 kr. og 300.000 kr. mere om året
til de fælles udgifter. Det var tanken, at han senere skulle overtage betalingerne, men der forelå
ingen konkret aftale herom. Efter drøftelse med revisor Lau Lauritzen og advokaterne Steen
Christensen og Christian Bojsen-Møller, blev de rådet til, at anmelderen skulle indfri hans gæld,
som på dette tidspunkt androg ca. 3,9 mio. kr. Hun har sammenlagt indfriet gæld for ca. 2,8 mio.
kr. og reelt frigjort ham for yderligere 1,1 mio. kr. Gælden til Forstædernes Bank A/S var på ca.
1,4 mio. kr., og det blev aftalt, at hun skulle betale 800.000 kr. mod saldokvittering. Han havde
endvidere en gæld til International Business Executives I/S på knap 750.000 kr. Interessent-
skabet, som havde 3 interessenter, havde bl.a. drevet en ålefarm, der blev finansieret af Custos
Finans. Det lykkedes i begyndelsen af 1993 at få forhandlet mellemværendet ned til ca. 373.000
kr., der blev betalt af anmelderen. Han har forsøgt at skaffe yderligere dokumentation, men den
ene interessent er afgået ved døden, mens den anden ikke er i besiddelse af yderligere bilag. Han
har udfærdiget et håndskrevet notat vedrørende gælden til Jyske Bank A/S. Denne gæld var i
begyndelsen af 1993 opgjort til 478.129 kr., men efter forhandling med banken fik han
saldokvittering, mod at anmelderen betalte 350.000 kr. Herefter var der gjort endeligt op med
bankens tilgodehavende. Det har ikke været muligt at fremskaffe nærmere dokumentation for
mellemværendet. Foreholdt, at det af salgsopstillingen i forbindelse med tvangsauktionen den 1.
- 8 -
juli 1993 over ejendommen Skovshovedvej 21 C i Charlottenlund fremgår, at ca. 616.000 kr. var
sikret ved to ejerpantebreve, forklarede han, at så har forhandlingerne med banken i
begyndelsen af 1993 alene omfattet en del af gælden, idet anmelderen tillige betalte 610.000 kr.
til Jyske Bank A/S i juli 1993 som betingelse for bankens tilbagekaldelse af 2. auktion.
Anmelderen har endelig i 1994 betalt ca. 81.000 kr. til Rederi- & Handelsaktieselskabet
Mercandia Enterprise i henhold til et frivilligt forlig fra oktober 1993. Der blev på et tidspunkt
udarbejdet en opgørelse over den samlede gæld, som anmelderen havde indfriet for ham, og i
den anledning udstedte han den 26. juli 1993 to pantebreve på ca. 2,7 mio. kr. Den første
beregning viste et mellemværende på ca. 1,9 mio. kr., men da senere beregninger viste, at
mellemværendet var større, blev der oprettet yderligere et pantebrev. I mellemværendet indgik
dels indfriet gæld dels gæld i form af husholdningsudgifter. Det er hans opfattelse, at størrelsen
af de to pantebreve var for lavt sat, bl.a. fordi anmelderen har betalt en væsentlig del af de
daglige udgifter. Da ejendommen blev solgt på tvangsauktion den 1. juli 1993, var den ikke
særlig vedligeholdt, da han ikke havde haft midler hertil. Han var til stede under
tvangsauktionen, men havde intet med denne at gøre. Arbejdet blev udført af advokat Erik Kor-
pela-Andersen. Han ved ikke, hvad ejendomsværdien androg i 1993, men han mener, at den var
lavere end i 1992. Han blev erklæret konkurs den 24. marts 1998. Dette skete på grundlag af et
uberettiget momskrav.
Anmelderen har gjort gældende, at de to pantebreve med et samlet pålydende på 2.650.005 kr.
er gyldigt oprettet og tinglyst, hvorfor de samlede restancer opgjort til 1.569.225,60 kr. kan
anmeldes som et særligt pantesikret krav i boet. Begge pantebreve indeholder en udtrykkelig
skylderklæring fra Frederik Iuel-Brockdorff, og de er begge udstedt på baggrund af et reelt
skyldforhold mellem anmelderen og Frederik Iuel-Brockdorff. Deres samlede mellemværende er
opgjort til ca. 3,9 mio. kr. og overstiger således pantebrevenes kursværdi i 1993 på 2.226.004
kr. Anmelderen har indfriet gæld til Forstædernes Bank A/S og herved overtaget en fordring på
ca. 1,4 mio. kr., ligesom anmelderen har indfriet gæld til Jyske Bank A/S med 610.000 kr. i
forbindelse med tvangsauktionen over ejendommen Skovshovedvej 21 C i Charlottenlund.
Anmelderen har endvidere indfriet gæld over for International Business Executive I/S, Jyske Bank
A/S og Rederi- & Handelsaktieselskabet Mercandia Enterprise med sammenlagt ca. 804.000 kr.
Der har endelig været en skævdeling i forhold til privatforbruget, hvorved anmelderen har afholdt
den væsentligste del af disse udgifter. Det fremgår også klart af parternes skattemæssige
opgørelser, at anmelderen har indfriet gæld for Frederik Iuel-Brockdorff, idet hans bankgæld i
perioden 31. december 1991 til 31. december 1993 er formindsket med 1.787.512 kr., mens
anmelderens obligationsbeholdning tilsvarende er reduceret med 1.639.388 kr. Det påhviler boet
- 9 -
at godtgøre, at der ikke foreligger et reelt skyldforhold, og det må komme boet til skade, at der
først nu rejses en sådan indsigelse, efter at alt materiale er makuleret.
Anmelderen er hverken helt eller delvist fyldestgjort for sine tilgodehavender via overtagelsen af
ejendommen Skovshovedvej 21 C i Charlottenlund. Ejendommen blev overtaget for samlet
695.000 kr., hvilket var prisen på en auktion i 1993, og hvilket således svarede til ejendommens
værdi i handel og vandel. Værdien af ejendommen lå på daværende tidspunkt væsentligt under
den offentlige ejendomsvurdering. Det påhviler boet at godtgøre, at værdien af ejendommen var
højere end auktionssummen. Dette kunne have været dokumenteret via en vurdering i henhold
til retsplejelovens § 562 eller i form af et syn og skøn.
Boet har gjort gældende, at udstedelsen af pantebrevene er udtryk for en proformaretshandel,
idet der i juli 1993 ikke forelå et reelt skyldforhold mellem anmelderen og Frederik Iuel-
Brockdorff. Anmelderen har således ikke godtgjort, at Frederik Iuel-Brockdorff har haft en gæld
på mere end 800.000 kr. til Forstædernes Bank A/S, og da kravet ifølge anmelderens egen
formueopgørelse alene er medtaget med dette beløb, kan anmelderen ikke gøre resthæftelsen
gældende i forhold til boet. Kravet er endvidere - ligesom eventuelle andre krav - indfriet i for-
bindelse med overtagelsen af ejendommen på Skovshovedvej. Anmelderen har dog ikke
godtgjort, at anmelderen har indfriet anden gæld. Der er således ingen tidsmæssig sammenhæng
mellem de øvrige gældsposter og udstedelsen af pantebrevene, og mellemværendet med Rederi-
& Handelsaktieselskabet Mercandia Enterprise vedrører endog tiden efter udstedelsen af
pantebrevene. Det er endelig anmelderens risiko, at der ikke nu kan tilvejebringes nærmere
dokumentation for parternes mellemværender, idet boet allerede ved skrivelse af 27. maj 1998
opfordrede anmelderen hertil.
Anmelderen har endvidere overtaget ejendommen på Skovshovedvej 21 C i Charlottenlund for
610.000 kr. med tillæg af 85.000 kr. svarende til størstebeløbet, der skal betales udover
auktionsbuddet, og anmelderen har som ufyldestgjort panthaver i ejendommen fået dækning for
lånet på 800.000 kr. samt udlægget til Jyske Bank A/S, idet handelsværdien for ejendommen på
auktionstidspunktet var ca. 2,1 mio. kr. Den offentlige vurdering var på daværende tidspunkt 1,9
mio. kr., og ifølge statistikken fra Told og Skat lå handelsværdien ca. 11 % højere. Der foreligger
ikke konkrete omstændigheder, der giver grundlag for en lavere ansættelse, idet ejendommen
har været vedligeholdt i sædvanligt omfang. Anmelderen er således fuldt indfriet, hvilket også
støttes af den omstændighed, at anmelderen ifølge sin egen formueopgørelse for 1993 har
opnået en betydelig formueforøgelse.
-
10
-
Da der således ikke foreligger et reelt låneforhold, og da anmelderen og Frederik Iuel-Brockdorff
er interesseforbundne parter, er det godtgjort, at formålet med pantsætningen alene har været
at bringe friværdien i ejendommen beliggende Hindemaevej 86 og 97 og Pårupvej 26 A i
Skellerup i ly for kreditorerne. Pantsætningen er derfor ugyldig, hvorfor det anmeldte krav skal
afvises i boet.
Skifteretten skal udtale:
Det fremgår af anmelderens formueopgørelse for 1992, at hun da alene havde et tilgodehavende
hos Frederik Iuel- Brockdorff på 800.000 kr.
Herefter, og sammenholdt med Frederik Iuel-Brockdorffs forklaring om, at der blev meddelt
saldokvittering som led i forhandlingerne med Forstædernes Bank A/S, finder skifteretten det
ubetænkeligt at lægge til grund, at anmelderen samme år alene lånte 800.000 kr. til Frederik
Iuel-Brockdorff, og at dette beløb blev anvendt til indfrielse af dennes gæld til Forstædernes Bank
A/S, dog mod at anmelderen fik sikkerhed i et ejerpantebrev med pant i ejendommen beliggende
Skovshovedvej 21 C i Charlottenlund.
Skifteretten lægger endvidere til grund, at da anmelderen overtog ejendommen på en
tvangsauktion i juli 1993 som ufyldestgjort panthaver med et samlet bud på ca. 695.000 kr.,
forblev Frederik Iuel-Brockdorffs mellemværende med Jyske Bank A/S i det væsentlige udækket,
ligesom skifteretten lægger til grund, at banken - som betingelse for at tilbagekalde 2. auktionen
- modtog 610.000 kr. fra anmelderen til dækning af dette tilgodehavende.
I mangel af nærmere dokumentation for øvrige gældsposter sammenholdt med oplysningerne om
anmelderens indkomst- og formueforhold i perioden, finder skifteretten det ikke godtgjort, at
anmelderen på tidspunktet for udstedelsen af pantebrevene havde andre krav mod Frederik Iuel-
Brockdorff.
Herefter findes anmelderens samlede tilgodehavende hos Frederik Iuel-Brockdorff i juli 1993 at
kunne opgøres til 1.410.000 kr.
Skifteretten finder imidlertid, at anmelder - ved at af give et bud på tvangsauktionen på samlet
ca. 695.000 kr., og ved efterfølgende at have indfriet Jyske Bank A/S's efterstående panteret
-
11
-
med yderligere 610.000 kr. og ved tidligere at have indfriet Forstædernes Bank A/S's
tilgodehavende med 800.000 kr. og samtidig overtaget dennes panteret - herved har accepteret
at betale i alt ca. 2,1 mio. kr. for ejendommen.
Under disse omstændigheder sammenholdt med oplysningerne om ejendomsværdien i 1992 og
de statistiske oplysninger om ejendommene i samme område, finder skifteretten det tilstrækkelig
godtgjort, at denne købesum reelt svarede til ejendommens værdi, og at anmelderens til-
godehavender hos Frederik Iuel-Brockdorff på henholdsvis 800.000 kr. og 610.000 kr. således
reelt blev udlignet i forbindelse med overtagelsen af ejendommen, jf. herved princippet i
retsplejelovens § 578.
Da det fremgår af anmelderens formueopgørelser for 1992 og 1993, at værdien af
bankindestående, obligationsbeholdning og tilgodehavende hos Frederik Iuel-Brockdorff er
mindsket med ca. 1,9 mio. kr., hvilket i formueopgørelsen for 1993 modsvares af værdien af
ejendommen Skovshovedvej 21 C i Charlottenlund, og da det af formueopgørelsen for 1993 tilige
fremgår, at anmelderen har haft en betydelig formueforøgelse, der med tillæg af prioritetsgælden
i ejendommen i det væsentlige svarer til kursværdien af pantebrevene, finder skifteretten det
godtgjort, at udstedelsen af pantebrevene den 26. juli 1993, hvor anmelderens samlede
tilgodehavende hos Frederik Iuel-Brockdorff var udlignet, alene har haft til formål at bringe
Frederik Iuel-Brockdorffs aktiver i kreditorly.
Da pantsætningen af ejendommen beliggende Hindemaevej 86 og 97 og Pårupvej 26 A i
Skellerup således har haft karakter af en proformaretshandel, finder skifteretten, at anmelderen
ikke kan gøre krav gældende i boet, og dette vil herefter være at frifinde.
Thi kendes for ret:
Frederik Iuel-Brockdorff under konkurs ved kurator advokat Henrik Andersen frifindes.
Anmelderen, Anne Marie Rosenørn-Lehn, betaler inden 14 dage fra dato sagens omkostninger
med 77.300 kr.
Torben Kuld Hansen
-
12
-
(sign.)
Udskriftens rigtighed bekræftes
p. j. v. Sø- og Handelsretten, den
dorff på 800.000 kr.
Herefter, og sammenholdt med Frederik Iuel-Brockdorffs forklaring om, at der blev meddelt
saldokvittering som led i forhandlingerne med Forstædernes Bank A/S, finder skifteretten det
ubetænkeligt at lægge til grund, at anmelderen samme år alene lånte 800.000 kr. til Frederik
Iuel-Brockdorff, og at dette beløb blev anvendt til indfrielse af dennes gæld til Forstædernes Bank
A/S, dog mod at anmelderen fik sikkerhed i et ejerpantebrev med pant i ejendommen beliggende
Skovshovedvej 21 C i Charlottenlund.
Skifteretten lægger endvidere til grund, at da anmelderen overtog ejendommen på en
tvangsauktion i juli 1993 som ufyldestgjort panthaver med et samlet bud på ca. 695.000 kr.,
forblev Frederik Iuel-Brockdorffs mellemværende med Jyske Bank A/S i det væsentlige udækket,
ligesom skifteretten lægger til grund, at banken - som betingelse for at tilbagekalde 2. auktionen
- modtog 610.000 kr. fra anmelderen til dækning af dette tilgodehavende.
I mangel af nærmere dokumentation for øvrige gældsposter sammenholdt med oplysningerne om
anmelderens indkomst- og formueforhold i perioden, finder skifteretten det ikke godtgjort, at
anmelderen på tidspunktet for udstedelsen af pantebrevene havde andre krav mod Frederik Iuel-
Brockdorff.
Herefter findes anmelderen