Immaterialret - fogedforbud - V-0056-10
Resumé
Sagsøgtes salg af børnetøj fandtes ikke at være en krænkelse af
et indgået forlig om varemærkekrænkelse i forbindelse med en
fogedforbudssag
UDSKRIFT AF SØ- & HANDELSRETTENS DOMBOG
Dom afsagt den 27. juli 2011 af Sø- og Handelsretten sammensat
af vicepræsident Mette Christensen (retsformand), Ove Andersen og
Peter Gregers Bernhoft.
V-56-10
OshKosh B'gosh Inc.
(Advokat Christian L. Bardenfleth)
mod
1) Sterling og Co v/Annette Størling
(Advokat Niels Gyde Poulsen)
Indledning
Sagen vedrører bl.a. spørgsmålet, om Sterling og Co v/Annette
Størlings salg af børnetøj er sket i strid med en tidligere indgået
forligsaftale med OshKosh B´gosh Inc.
Sagen var oprindeligt tillige anlagt mod Wear4kids ApS, der var
ejet af Anette Størling. Dette selskab er ifølge Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens centrale virksomhedsregister tvangsopløst med
ophør den 17. november 2010, og parterne har tiltrådt, at den del
af sagen, der vedrører selskabet, herefter udgår.
Påstande
OshKosh B´gosh Inc. (herefter OshKosh B'gosh) har nedlagt
følgende påstande:
1) Det af Retten i Helsingør, Fogedretten, nedlagte
fogedforbud med beslaglæggelse i henhold til kendelse af 24. juni
2010 stadfæstes som lovliggjort og forfulgt.
2) Annette Størling skal anerkende at være
uberettiget til at producere, sælge og markedsføre, herunder
importere og eksportere beklædningsgenstande påført kendetegnet
ORIGINAL STRIPES <figurmærke> alene eller med samtidig
anvendelse af kendetegnet OUR STAR <figurmærke> og/eller
alene sidstnævnte kendetegn og, hvor kendetegnet ORIGINAL STRIPES
<figurmærke> er fjernet/klippet af, som vist i bilag 5, 8, 9
og 10 eller beklædning, hvor kendetegnet OSH KOSH
<figurmærke> er klippet af som vist i bilag 6.
3) Annette Størling skal anerkende, at samtlige de
under forbudssagen beslaglagte beklædningsgenstande i henhold til
opgørelse, dateret den 24. juni 2010, skulle have været destrueret
med henvisning til den mellem parterne indgåede aftale fra december
måned 2009.
4) Annette Størling skal anerkende at være uberettiget til
at gøre erhvervsmæssig brug af varemærket OSHKOSH som vist i bilag
12.
5) Annette Størling skal anerkende, at samtlige
beklædningsgenstande, som er omfattet af forbudssagen skal
destrueres, herunder at Annette Størling betaler
omkostninger for oplagringen af disse produkter og for
destruktionen af disse.
6) Annette Størling skal betale vederlag og/eller
erstatning på 200.000 kr., subsidiært et mindre beløb fastsat efter
rettens skøn, med procesrente fra sagens anlæg den 7.
juli 2010.
Sterling & Co v/Annette Størling (herefter Annette Størling)
har over for påstand 1, 3, 5 og 6 påstået frifindelse og har i
øvrigt påstået afvisning, subsidiært frifindelse.
Oplysningerne i sagen
OshKosh B'gosh er et amerikansk børnetøjsmærke, der især
er kendt for sine overalls og produkter i denim (cowboystof).
Den 30. august 1991 fik OshKosh B'gosh under
VR 1991 05533 i Danmark registret ordmærket OSHKOSH i klasse 25 for
beklædning, herunder overalls med smæk mv. Den 23. december 2009
registrerede OshKosh Inc. endvidere OSHKOSH som EF-varemærke for
klasserne 18, 24, og 35 og den 11. december 2000 tillige for
klasserne 16, 25 og 28.
Annette Størling sælger gennem sin forretning
beliggende Bjergegade 12, Helsingør børnetøj til forbrugere,
og hun solgte tidligere også til andre detailforretninger i
Danmark.
Hun var i en periode frem til 2003 tillige distributør af mærket
OSHKOSH i Skandinavien.
Den første forbudssag
Efter anmodning fra OshKosh Inc. nedlagde fogedretten i
Helsingør den 14. juli 2009 bl.a. forbud mod, at
Annette Størling solgte, markedsførte og producerede
beklædningsgenstande påført varemærket Original Stripes, herunder
med samtidig oplysning om, at OSHKOSH havde skiftet navn til
Original Stripes, samt forbud mod, at hun solgte og markedsførte
beklædningsgenstande påført et "rødt OSH KOSH mærke".
Den 5. oktober 2009 blev der på ny foretaget
beslaglæggelsesforretning hos Anette Størling, nu på et lager på
adressen Engholmvej 5, Saunte. Under fogedforretningen blev der
fundet 4 par bukser og et tørklæde omfattet af forbuddet, hvorom
Anette Størling forklarede, at hun efter forbuddets nedlæggelse var
kommet i tanke om lageret, hvorefter hun var taget derud og efter
gennemgang fundet en halv kasse Original Stripes tøj, som hun kørte
til forbrænding. Denne fogedsag blev udsat.
Parterne forligte den 18. december 2009 sagen udenretligt på
bl.a. følgende vilkår:
"…
1.
Sterling & Co. v/Annette Størling … anerkender at alle
beklædningsgenstande påført kendetegnet ORIGINAL STRIPES eller OSH
KOSH [kursiveret] som er omfattet af fogedforbuddet af 7. juli 2009
vil blive destrueret.
…
3.
Sterling & Co. v/Annette Størling… accepterer, at de [hun]
ikke vil producere, sælge eller markedsføre beklædning under
varemærket OSHKOSH eller OSHKOSH B'GOSH eller andre dermed
forvekslelige varemærker. Til trods for ovennævnte, og forinden
underskrivelse af denne aftale, har Sterling & Co. v/Annette
Størling … udleveret dokumentation for at restlageret af original
OSHKOSH og OSHKOSH B'GOSH beklædning hidrørende fra SR Gent (købt i
2005) og fremkommet med oplysning om antallet af beholdningen af
ovennævnte, og at de [hun] har frist til 31. december 2010 til at
sælge og markedsføre original OSHKOSH og OSHKOSH B'GOSH beklædning
hidrørende fra SR Gent (købet i 2005).
…
9.
Betingelserne for aftalen er fortrolige og skal ikke tilføres
retsbogen, …"
Som følge af forliget blev justifikations- og kæresagerne ved
henholdsvis Sø- og Handelsretten og Østre Landsret hævet som
forligt.
Den anden forbudssag
Den 22. og 23. maj 2010 afholdt Annette Størling et lagersalg og
indrykkede i den forbindelse en annonce i Lokalavisen
Nordsjælland:
Bilag 4
En repræsentant for OshKosh B'gosh købte på lagersalget den 22.
maj 2010 en nederdel, der var forsynet med både et Our Star og et
Original Stripes mærke, og en t-shirt, hvor mærket i nakken var
klippet af, til en samlet pris af 400 kr.:
Bilag 5. Bilag 6.
OshKosh B'gosh hævder, at det er det
varemærkeforfalskede OSH KOSH mærke, der er klippet af
t-shirten. Dette bestrider Annette Størling.
Derudover købte OshKosh B'gosh repræsentant den 10.
juni 2010 tre par overalls af mærket Our Star til
en samlet pris af 600 kr. i Annette Størlings forretning i
Helsingør:
Bilag 8 Bilag 9 Bilag 10
Den 20. juni 2010 afholdt Annette Størling et udsalg på
forretningsadressen Bjergegade 12, Helsingør, der på hjemmesiden
bornibyen.dk blev omtalt som et "OshKosh VIP lagersalg":
Bilag 12
Domænet bornibyen.dk er ifølge udskrift fra DK Hostmaster A/S
oprettet den 18. april 2007 af registranten Lars Holger Pind.
Efter anmodning fra OshKosh B'gosh nedlagde fogedretten i
Helsingør den 24. juni 2010 et fogedforbud over for Annette
Størling og beslaglagde i den forbindelse 32 stk. jeans, 6 stk.
nederdele og 152 stk. overalls af mærket Our Star. Af fogedrettens
kendelse fremgår bl.a. følgende:
"… Således som sagen foreligger oplyst, lægges det til grund, at
det af fogedretten den 14. juli 2009 … nedlagte forbud er erstattet
af et imellem parterne indgåede udenretligt forlig. Annette
Størling har ikke under sagen ønsket at medvirke til fremlæggelsen
af dette forlig, og fogedretten lægger derfor som anført af
rekvirenten til grund, at rekvisiti som led i det samlede forlig
har anerkendt, at alle beklædningsdele påført kendetegnene Original
Stripes eller Osh Kosh jf. bilag 3, som var omfattet af
fogedforbuddet vil blive destrueret. Fogedretten har ved
besigtigelse af det i forretningen i Bjergegade 12 værende tøj
påført mærket Our Star kunnet konstatere, at tøjet tidligere har
været påført andet/andre mærker, da der er spor efter symaskinenål,
ligesom der er spor af afklippede mærker. Rekvirenten har under
nærværende sag fremlagt den som i bilag 5 af billedede nederdel,
der bærer såvel mærket Our Star som mærket Original Stripes, og
fogedretten finder der herefter godtgjort at beklædningsgenstande
omfattet af parternes aftale nu markedsføres under mærket Our Star.
Ved fremlæggelse af den i bilag 6 afbillede trøje
findes det ligeledes godtgjort, at rekvisiti har solgt tøj, hvor
det falske Oshkosh mærke, jf. bilag 3 er klippet af. Endelig findes
det godtgjort, at rekvisiti brug af varemærket Oshkosh, som sket i
bilag 12 er erhvervsmæssig og derfor i strid med Varemærkelovens §
4, stk. 1, nr. 1 samt god markedsføringsskik, idet rekvirenten
gennem registrering af varemærket har opnået eneret til dette
kendetegn i Danmark for varer i blandt andet klasse 25, 28 og
35.
…
Derfor bestemmes:
Det forbydes rekvisitus 1) Sterling & Co v/Annette Sterling
… at sælge, markedsføre og producere, herunder importere og
eksportere beklædningsgenstande påført kendetegnet ORIGINAL STRIPES
<figurmærke> alene eller med samtidig anvendelse af
kendetegnet OUR STAR <figurmærke> og/eller alene sidstnævnte
kendetegn og hvor kendetegnet ORIGINAL STRIPES <figurmærke>
er fjernet/klippet af, som vist i [denne sags bilag 5,8,9 og 10]
eller beklædning, hvor kendetegnet OSH KOSH <figurmærke > er
klippet af som vist i bilag 5 [denne sags bilag 6].
Det forbydes endvidere rekvisitus 1 … at gøre erhvervsmæssig
brug af varemærket OSHKOSH <w> som vist i [denne sags bilag
12]. …"
Efter opfordring fra OshKosh B'gosh har Annette Størling oplyst
salget af børnetøj i perioden fra december 2009 (reelt 22. maj
2010) til 24. juni 2010:
"…
Der er i perioden solgt følgende:
Our Star: Ca. 160 enheder
Jeg havde ca. 350 kollektions- og produktionsprøver som er
blevet påført Our Star label og heraf blev 190 stk. beslaglagt 24.
juni 2010.
Original Stripes: 1 stk.
En Original Stripes kollektionsprøve var ved en fejl ikke blevet
destrueret og endte jo desværre med at blive tilført en Our Star
label.
OshKosh label (rød): 0 stk.
…"
Forklaringer
Annette Størling har forklaret, at hun i 5 år har drevet
detailbutik i Bjergegade 12, Helsingør og før det i ca. et år i
Hornbæk. Butikken i Bjergegade står overfor lukning, og lejemålet
er opsagt. Butikken er ikke længere rentabel.
Hun begyndte oprindeligt som agent for OSHKOSH i Danmark og blev
siden distributør i Skandinavien. Hun var distributør
frem til 2003. Agent- og distributøraftalerne blev indgået
med den europæiske licenshaver SR Gent Ltd., der i slutningen af
2005 gik konkurs.
I forbindelse med konkursen tilbød kurator,
revisionsselskabet PriceWaterhouseCoopers (PWC), England,
hende at købe det engelske restlager af OSHKOSH tøj. Hun købte
restlageret for ca. 1,7 mio. kr. Partiet, der var et stort rod,
blev ikke talt op inden købet. Fra udleverede lister fra PWC ved
hun, at der var tale om ca. 100.000 stk. tøj. Inden købet
besigtigede hun lageret, og det var primært en række klassiske
varer, såsom overalls og jeans, der havde hendes interesse.
Efter hun er ophørt som distributør, og efter SR Gent Ltd. er
gået konkurs, er der ikke andre personer eller virksomheder, som
sælger OSHKOSH mærket i Danmark.
Mærket Original Stripes var et produkt, som hun fik fremstillet
i samarbejde med tidligere med arbejdere fra SR Gent Ltd. Hun
forhandlede mærket i sin egen forretning, og hun solgte det også
til andre butikker. Der var en vis lighed, men også forskelle
mellem Orginal Stripes og OSHKOSH, herunder designet af
selerne og buksebredden på overallsene. Hun antog en designer til
at designe Original Stripes tøjet.
Ved indgåelsen af forliget i 2009 var det hendes ønske, at
forhandlerne ikke fik oplysninger om forligets indhold, der derfor
skulle være fortroligt. Dette var hendes krav for at få ro på
sagen. Efter nedlæggelsen af forbuddet i fogedretten sendte
modparten imidlertid fogedforbuddet ud til forhandlerne, hvilket
resulterede i, at forhandlerne ringede og/eller mailede til hende.
Forhandlerne oplyste, at de var blevet bedt om at
returnere tøjet til advokat Christian L. Bardenfleth.
De fleste af forhandlerne havde endnu ikke betalt for tøjet,
og de var herefter heller ikke indstillet på at betale, ligesom
andre nu ville returnere tøjet til hende.
Hun var i en situation, hvor hun havde betalt for en produktion,
som hun ikke længere kunne afsætte eller opnå betaling for.
Tøjet, der var omfattet af forliget, blev efterfølgende
destrueret. Desværre dukkede der siden én enkelt nederdel op, der
var mærket med Original Stripes. Hun havde ellers gennemgået
varelageret for Original Stripes og varemærkeforfalsket OSH KOSH
tøj. Nederdelen blev ved en fejl ikke destrueret, og det var i
øvrigt meningsløst at markedsføre et stykke tøj med to forskellige
varemærker. Med hensyn til det originale OSHKOSH tøj var hun
berettiget til at sælge dette indtil udgangen af 2010. Hun fik
solgt det meste på lagersalgene.
Hun havde indtryk af, at hun blev overvåget, idet hun i butikken
fik flere spørgsmål om OSHKOSH mærket og overallsene. På trods
heraf afholdt hun alligevel to lagersalg - et i Hornbæk og et i
forretningen. Hun havde 360 kollektionsprøver, som hun satte et Our
Star mærke på. Kollektionsprøverne var i to størrelser, henholdsvis
12 måneder og 4 år. Hun satte ikke mærket på andre varer.
Ved forligets indgåelse eksisterede mærket Our
Star ikke. På dette tidspunkt havde hun en meget presset
økonomi. Hun indrykkede annoncen i Lokalavisen Nordsjælland
vedrørende lagersalget i Hornbæk. Bornibyen.dk er et opslagsforum,
hvor butikker kan gøre opmærksom på sig selv. Hun fortalte
bornibyen.dk, at hun afholdt udsalg den 20. juni 2010 i Bjergegade
12, Helsingør, men hun havde ikke indflydelse på selve omtalen på
hjemmesiden.
Ud af de 360 stk. kollektions- og produktionsprøver af mærket
Our Star blev ca. 100 stk. solgt på lagersalget i Hornbæk, og ca.
60 stk. blev solgt i forretningen. Derudover havde hun ca. 60
bluser uden label, hvoraf ca. 40 stk. blev solgt, og resten blev
kasseret. Produkterne vist på sagens bilag 8, 9 og 10 er
produktionsprøver med "dummy-mærker". Hun havde fjernet
"dummy-mærkerne", der typisk blot var hvide. Overallsene havde ikke
været mærket med Original Stripes. Labelen på blusen, sagens bilag
6, klippede hun delvist af, således at størrelsen stadig var
anført. Der havde ikke været et rødt OSH KOSH mærke på labelen. Af
Our Star enhederne blev ca. 100 stk. solgt for 150 kr. pr. stk. og
resten til 200 kr. pr. stk. Blusen blev solgt som 3 stk. for 100
kr.
Parternes synspunkter
OshKosh B'gosh har anført, at der er tale om en
justifikationssag, og at der som sædvanligt samtidigt er nedlagt
enslydende anerkendelses- og forbudspåstande, hvorfor der ikke skal
ske afvisning af påstand 2 og 4.
Annette Størling har misligholdt parternes forligsaftale,
og OshKosh B'gosh har som følge heraf en retlig
interesse at få afsagt dom over Annette Størling. Under
forbudssagen i 2009 var OshKosh B'gosh ad to omgange nødsaget til
at tage ud på Annette Størlings adresse, idet hun ikke
tilvejebragte sandfærdige oplysninger. Under det andet besøg
forklarede Annette Størling, at hun ikke var i besiddelse af mere
Original Stripes tøj, og at der i øvrigt var sket destruktion i
overensstemmelse med parternes forligsaftale.
Det viser sig imidlertid i forbindelse med denne sag, at
Annette Størling har afgivet falsk forklaring, idet der på
nederdelen, sagens bilag 5, er påført et Original Stripes mærke, og
på trøjen, sagens bilag 6, er det falske OSH KOSH mærke klippet af.
Derudover har det formodningen for sig, at overallsene, sagens
bilag 8, 9 og 10, alle har været forsynet med et Original Stripes
mærke. Tøjet er i strid med forligsaftalen og mod
Annette Størlings egen forklaring ikke blevet destrueret. Annette
Størlings forklaring om, at der var tale om hvide "dummy-mærker" på
kollektionsprøver, må anses som utroværdig.
Såfremt der var tale om nye beklædningsgenstande, der var
forsynet med et Our Star mærke, udgør dette fortsat en
grov varemærkekrænkelse, idet der er tale om
vellignende produkter, og idet der blev annonceret med salg af
originale OSHKOSH produkter. I forbindelse med lagersalget i
Hornbæk, sagens bilag 4, og udsalget i Helsingør, sagens bilag 12,
har Annette Størling benyttet sig af OSHKOSH varemærke
i markedsføringen heraf. Annette Størling var berettiget til
at markedsføre salg af originale OSHKOSH produkter, men dette
medfører ikke, at hun samtidig kunne sælge falske OSH KOSH varer.
Ved disse handlinger har Annette Størling misbrugt og krænket
OshKosh B'gosh varemærkeret. Annette Størling har givet meddelelse
til bornibyen.dk og oplyst, at der var tale om OSHKOSH tøj. Begge
annoncer/omtaler er forsøg på at snylte på OSHKOSH varemærke samt
på at vildlede forbrugerne til at tro, at Our Star var et nyt
OSHKOSH mærke.
Annette Størling har derfor overtrådt forliget,
varemærkelovens § 4, stk. 1 og 2, samt markedsførings-lovens § 1,
jf. § 18, hvorfor OshKosh B'gosh påstand 1-5 skal tages til
følge.
Annette Størling skal betale erstatning/vederlag til OshKosh
B'gosh, jf. varemærkelovens § 43 og markeds-føringslovens § 20.
Retten skal ved udmålingen tage hensyn til, at sagen vedrører
et groft gentagelses-tilfælde, hvor der i strid med parternes
aftale er sket mærkning med et nyt mærke, og hvor
der er sket salg i sammenblanding med originale OSHKOSH
varer. Annette Størlings betalte i forbindelse med
forligsaftalen en licensafgift på 200.000 kr., og hendes
fortjeneste i nærværende sag kan skønsmæssigt opgøres til 27-36.000
kr. Dertil kommer erstatning for markedsforstyrrelse som følge
af salg af produkter, der skulle have været destrueret,
i sammenblanding med originale OSHKOSH produkter.
Erstatningen/vederlaget kan herefter skønsmæssigt opgøres til
200.000 kr.
Med hensyn til sagens omkostninger har OshKosh B'gosh flere
gange måtte rykke udfor at kontrollere Annette Størling, der ikke
har afgivet de ønskede oplysninger, og som i øvrigt ikke har vist
nogen forligsvilje. OshKosh B'gosh er endvidere et
udenlandsk selskab, hvorfor alle sagens akter har skullet
oversættes, ligesom der er tale om et gentagelsestilfælde, hvorfor
sagsomkostninger skal fastsætte til minimum 100.000 kr.
Annette Størling har anført, at parterne i forligsaftalen indgik
aftale om, at Annette Størling ikke måtte markedsføre og
sælge tøj med kendetegnene Original Stripes og det røde OSH
KOSH mærke. Annette Størling har handlet i overensstemmelse hermed.
Den ene fejltagelse, der vedrører nederdelen, sagens bilag 5, kan
ikke føre til noget andet resultat. Markedsføring og salg af mærket
Our Star er ikke omfattet af forliget, og Annette Størling var
derfor berettiget til at sælge dette tøj. Annette Størling
havde endvidere frem til 31. december 2010 tilladelse til at
markedsføre og sælge originalt OSHKOSH tøj. Annette Størling skal
derfor frifindes for påstand 1.
OshKosh B'gosh påstand 2 er en gentagelse af påstand
1, der vedrører fogedrettens forbud, og OshKosh B'gosh har således
ikke nogen retlig interesse heri, hvorfor der nedlægges påstand om
afvisning, subsidiært frifindelse af de tidligere anførte
grunde.
Mod Annette Størlings forklaring har OshKosh B'gosh
ikke godtgjort, at der ikke er sket destruktion af det
tøj, der var omfattet af parternes forlig. Herefter, og da tøjet
mærket Our Star ikke er omfattet af forliget, skal Annette Størling
frifindes for påstand 3.
Den indrykkede annonce i Lokalavisen Nordsjælland, og omtalen på
hjemmesiden bornibyen.dk er ikke i strid med parternes
aftale, da formålet var at få solgt det originale OSHKOSH tøj inden
udløbet af den aftalte frist. Annette Størling kan i den
forbindelse ikke gøres ansvarlig for annoncens udformning på
hjemmesiden bornibyen.dk. Annette Størling er ikke indehaver
af hjemmesiden og har derfor heller ikke i den egenskab
gjort erhvervsmæssig brug af varemærket OSHKOSH. Det bemærkes, at
fogedforbuddet i øvrigt alene relaterede sig til bornibyen.dk,
sagens bilag 12. OshKosh B'gosh påstand 4 er endvidere indeholdt i
fogedforbuddet, hvorfor der i lighed med de tidligere
anførte synspunkter skal ske afvisning, subsidiært frifindelse.
Det under forbudssagen beslaglagte tøj bærer alle mærket Our
Star og er derfor ikke omfattet af forliget, hvorfor der også skal
ske frifindelse for påstand 5.
Annette Størling skal som følge heraf ikke betale erstatning
eller vederlag til OshKosh B'gosh, der i øvrigt ikke har godtgjort
et tab, ligesom der ikke har fundet nogen markedsforstyrrelse
sted. OshKosh B'gosh har ikke været aktiv i Danmark i flere
år, og der er således ikke nogen omsætning eller lignede, som
har kunnet tage skade. Annette Størlings omsætning - og
ikke fortjeneste - kan derudover alene opgøres
til ca. 28.000 kr. inklusive moms.
Annonceringen med OSHKOSH varemærket er sket indenfor den
aftalte frist i forliget.
Sø- og Handelsrettens afgørelse
Efter bevisførelsen og mod Annette Størlings forklaring finder
retten ikke, at OshKosh B'gosh har godtgjort, at Annette Størling i
strid med parternes forlig, bortset fra én nederdel, har
markedsført eller solgt tøj, der tidligere var påført et Original
Stripes mærke eller et rødt OSH KOSH mærke. Salget af denne
nederdel må anses for en fejltagelse, og det kan ikke lægges til
grund, at Annette Størling havde til hensigt at overtræde
fogedforbuddet.
Annette Størling har forklaret, at tøjet, som hun forsynede med
et Our Star mærke, var kollektions- og produktionsprøver,
der oprindeligt var mærket med hvide "dummymærker". De
sagkyndige medlemmer af retten udtaler, at det er sædvanligt, at
der i kollektions- og produktionsprøver indsyes et såkaldt
anonymt/tilfældigt label. Den juridiske dommer tiltræder dette.
Annette Størling har derfor været berettiget til at forsyne
kollektions- og produktionsprøver med et Our Star mærke, til
hvilket OshKoshB`gosh ikke har rettigheder.
Det forhold, at tøj under mærket Our Star er solgt sammen med
tøj af mærket OSHKOSH, finder retten ikke, selvom der er visse
ligheder mellem tøjet, at dette udgør en krænkelse af
OshKoshB'goshs varemærkerettigheder eller i strid med
markedsføringslovens § 18. Annette Størlings påstand om frifindelse
tages derfor til følge for så vidt påstand 2-3 og 5-6.
Retten lægger til grund, at domænet bornibyen.dk tilhører
registranten Lars Holger Pind. Det er endvidere ikke
godtgjort, at Annette Størling har udformet annoncen/omtalen med
anvendelse af kendetegnet OSHKOSH. Dertil kommer, at Annette
Størling i forbindelse med salget af originalt OSHKOSH tøj frem til
udgangen af 2010 under alle omstændigheder har været berettiget til
i sin markedsføring heraf at benytte kendetegnet OSHKOSH. Annette
Størling skal derfor også frifindes for påstand 4.
Efter det ovenfor anførte ophæves det nedlagte forbud.
Efter sagens udfald skal OshKosh B'gosh betale sagsomkostninger
for fogedretten og Sø- og Handelsretten til Annette Størling med
50.000 kr. til dækning af advokatbistand. Der er herved taget
hensyn til sagens værdi, karakter og omfang.
Thi kendes for ret:
Det af fogedretten i Helsingør den 24. juni 2010 nedlagte
fogedforbud med beslaglæggelse ophæves.
Sterling & Co v/Annette Størling frifindes for påstand
2-6.
OshKosh B'gosh Inc. betaler inden 14 dage til Sterling
& Co v/Annette Størling 50.000 kr. i sagsomkostninger.
Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Ove Andersen Mette Christensen Peter Gregers Bernhoft
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den