Godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven og/eller funktionærloven - Højesterets dom

HØJESTERETS DOM

afsagt mandag den 19. februar 2018

Sag 151/2017 (2. afdeling)

HK/Danmark som mandatar for A (advokat Tina Sejr Gad)

mod

Lønmodtagernes Garantifond (advokat Boris Frederiksen)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 17. afdeling den 27. juni 2017.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Marianne Højgaard Pedersen, Poul Dahl Jensen, Jens Peter Christensen, Henrik Waaben og Lars Apostoli.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande mv.

Appellanten, HK/Danmark som mandatar for A, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Lønmodtagernes Garantifond, skal betale yderligere 13.407 kr., subsidiært et mindre beløb, med procesrente og med fradrag af indeholdelsespligtig A-skat.

Lønmodtagernes Garantifond har påstået stadfæstelse.

Lønmodtagernes Garantifond har opfyldt dommen ved betaling af beløbet på 1.593 kr. med procesrente. Garantifonden har for Højesteret supplerende anført, at landsretten med rette har fastslået, at lønmodtageren er berettiget til det godtgørelsesbeløb, der er størst, når betingelserne for godtgørelse både efter funktionærlovens § 2 b og efter erhvervsuddannelseslovens § 65 er opfyldt.

Højesterets begrundelse og resultat

Parterne er enige om, at A’ arbejdsgiver ikke var berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen. A havde funktionærstatus og er blevet tilkendt erstatning for sit økonomiske tab i form af mistet lønindtægt efter funktionærlovens § 3 (minimalerstatning). I konsekvens heraf har Tvistighedsnævnet nedsat det beløb på 30.000 kr., der normalt tilkendes i medfør af erhvervsuddannelseslovens § 65 i erstatning og godtgørelse, til 15.000 kr. Dette beløb angår således kompensation for andet end mistet lønindtægt, herunder for forstyrrelse af forhold.

Parterne er endvidere enige om, at betingelserne for godtgørelse er opfyldt, såvel efter funktionærlovens § 2 b (et beløb på 13.407 kr.) som efter erhvervsuddannelseslovens § 65 (et beløb på 15.000 kr.).

Tvisten angår, om A – ud over de 15.000 kr., som landsretten har tilkendt ham – yderligere har krav på 13.407 kr. i godtgørelse, subsidiært et mindre beløb.

Af de grunde, landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at A har krav på det godtgørelsesbeløb, som er størst (her beløbet på 15.000 kr.), men ikke på yderligere beløb.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal HK/Danmark som mandatar for A betale 30.000 kr. til Lønmodtagernes Garantifond.

Sagsomkostningsbeløbene skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.

 

LANDSRETTENS DOM

D O M

Afsagt den 27. juni 2017 af Østre Landsrets 17. afdeling (landsdommerne Arne Brandt, Louise Saul og Ole Stryhn (kst.)).

17. afd. nr. B-1827-16:

HK/Danmark som mandatar for A (advokat Tina Sejr Gad)

mod

Lønmodtagernes Garantifond (advokat Sofie Schrøder-Andreasen)

Denne sag, der er anlagt ved Retten i Hillerød den 3. februar 2016, er ved kendelse af 15. juli 2016 henvist til behandling ved Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1.

Sagen drejer sig om, hvorvidt Lønmodtagernes Garantifond har været berettiget til at afslå dækning af det af A anmeldte krav på tab af uddannelsesgode tilkendt af Tvistighedsnævnet i medfør af erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 1, med henvisning til, at Lønmodtagernes Garantifond allerede har anerkendt dækning af et krav på godtgørelse for urimelig opsigelse efter funktionærlovens § 2 b og minimalerstatning efter funktionærlovens § 3.

Sagsøgeren, HK/Danmark som mandatar for A, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Lønmodtagernes Garantifond, tilpligtes at betale 15.000 kr., subsidiært et mindre beløb, med fradrag af indeholdelsespligtig a-skat og med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.

Sagsøgte, Lønmodtagernes Garantifond, har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Sagsfremstilling

Tvistighedsnævnet afsagde den 3. november 2014 kendelse i en klagesag mellem A og dennes tidligere arbejdsgiver, B ApS, der på dette tidspunkt var under konkurs. Ved kendelsen tog Tvistighedsnævnet stilling til, om det var uberettiget, at arbejdsgiveren den 28. oktober 2013 havde ophævet den uddannelsesaftale, som var indgået mellem parterne den 15. februar 2012, og hvorefter A skulle uddannes som eventkoordinator med uddannelsesperiode fra den 22. februar 2012 til den 21. februar 2014. Tvistighedsnævnet tog endvidere stilling til krav om efterbetaling af løn mv. samt erstatning og godtgørelse i medfør af funktionærloven og erhvervsuddannelsesloven for uberettiget ophævelse af uddannelsesforholdet, herunder et beløb på 48.900,69 kr. i erstatning efter funktionærlovens § 3 svarende til 3 måneders løn, et beløb på 20.311,61 kr. i godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b svarende til 1½ måneds løn og et beløb på 35.000 kr. for tab af uddannelsesgode efter erhvervsuddannelseslovens § 65. Af kendelsens begrundelse og resultat fremgår følgende blandt andet:

”…
Ad ophævelse af uddannelsesaftalen

3 voterende udtaler:
Vi lægger efter elevens forklaring til grund, at eleven på forhånd havde fået lov til at holde fri den 11. oktober 2013 fra kl. 14, og at han – da denne frihed uvarslet blev inddraget – reagerede med stresssymptomer, som gjorde ham uarbejdsdygtig og ude af stand til at gennemføre den køretur til Hillerød med et lydanlæg, som han var blevet pålagt. Det forhold, at eleven om aftenen deltog som planlagt i en debat om erhvervsskolerne i Odense finder vi ikke indebærer, at man må tilsidesætte hans forklaring om det passerede om eftermiddagen. Vi lægger herved vægt på, at elevens forklaring til dels støttes af, at hans læge mandag den 14. oktober 2013 vurderede, at han led af stress og på den baggrund sygemeldte ham, og det findes mod elevens benægtelse ikke godtgjort, at han under sin sygdom deltog i aktiviteter i Nordjylland således som hævdet af virksomheden, uanset at eleven ikke specifikt gjorde indsigelse over for denne oplysning.

Vi finder på denne baggrund, at virksomhedens ophævelse af uddannelsesaftalen var uberettiget og stemmer derfor for at tage elevens krav om erstatning efter funktionærlovens § 3 og godtgørelse i medfør af funktionærlovens § 2 b til følge, idet godtgørelsen efter funktionærlovens § 2 b under hensyn til elevens alder og anciennitet passende bør fastsættes til 13.500 kr. svarende til cirka 1 måneds løn.

Vedrørende kravet om godtgørelse efter erhvervsuddannelseslovens § 65 følger det af Højesterets dom af 6. marts 2014, refereret i UfR 2014.1708 H, at en elev, der tilkendes erstatning for mistet lønindtægt efter funktionærlovens § 3, tillige har krav på godtgørelse for mistet uddannelsesgode, idet kompensationen herfor ikke er identisk med minimalerstatningen, men at størrelsen af godtgørelsen dog bør fastsættes under hensyn til, at eleven er tilkendt minimalerstatning efter funktionærloven.

Vi finder, at godtgørelsen for mistet uddannelsesgode heller ikke er identisk med den godtgørelse, der kan tilkendes en elev efter funktionærlovens § 2 b. Vi har herved lagt vægt på, at godtgørelsen efter funktionærlovens § 2 b kompenserer for usaglige hensyn, hvorimod der tilkendes eleven godtgørelse for tab af uddannelsesgode ved en uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen, uanset om det efter en funktionærretlig betragtning måtte have været sagligt under de samme omstændigheder at opsige en elev. Vi finder, at godtgørelsen efter erhvervsuddannelsesloven i første række skal kompensere for det forhold, at der ved ophævelse af uddannelsesaftalen i strid med erhvervsuddannelseslovens regler om uopsigelighed sker et uvarslet ophør af et uddannelsesforløb, som skulle have givet eleven (nye) muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet, og at den derfor må antages også at skulle motivere virksomhederne til at overholde erhvervsuddannelseslovens regler om uopsigelighed.

På den baggrund og i overensstemmelse med den praksis, således som denne blev fastlagt efter dommen afsagt af Retten i Holstebro den 27. september 2010, hvorefter elever inden for funktionærområdet har fået tilkendt godtgørelse efter både erhvervsuddannelsesloven og funktionærlovens §2b, finder vi – uanset at der tillige kan være visse sammenfald mellem de hensyn, der ligger bag funktionærlovens § 2b og en forhøjet godtgørelse efter erhvervsuddannelseslovens § 65 – at der ikke bør ske en yderligere reduktion af godtgørelsen for mistet uddannelsesgode alene som følge af, at eleven tillige er tilkendt en godtgørelse efter funktionærlovens § 2b.

Vi stemmer på denne baggrund for at tage elevens krav på godtgørelse for mistet uddannelsesgode til følge med 15.000 kr., svarende til halvdelen af den godtgørelse, der sædvanligvis udmåles efter Tvistighedsnævnets praksis, under hensyn til, at der er tilkendt eleven minimalerstatning efter funktionærlovens § 3.

2 voterende udtaler:
Vi finder det efter elevens forklaring ikke tilstrækkeligt godtgjort, at eleven var uarbejdsdygtig på grund af sygdom og berettiget til at forlade arbejdspladsen fredag den 11. oktober 2013 kl. 14. Vi har herved lagt vægt på, at han ikke kontaktede sin læge om fredagen, således som han havde anført over for arbejdsgiveren, og at lægeerklæringen således først er gældende fra mandag den 14. oktober 2013, samt på hans efterfølgende deltagelse i debatten i Odense fredag aften. Når samtidig henses til, at eleven ikke gjorde indsigelse over for oplysningen i høringsskrivelsen om, at han havde været i Nordjylland under sin sygdomsperiode, finder vi, at eleven selv har medvirket til at fremprovokere en bortvisning, og at han derfor har fortabt eventuelle krav i anledning af ophævelsen af uddannelsesaftalen.

Vi stemmer med denne begrundelse for at frifinde indklagede for krav efter erhvervsuddannelseslovens § 65 og funktionærlovens §§ 3 og 2b.

Vi finder imidlertid i den konkrete situation også anledning til at bemærke, at vi er uenige med flertallet i, at Højesterets dom i UfR 2014.1708H og dom af 27. september 2010 fra Retten i Holstebro skulle være udtryk for, at der er hjemmel til at tilkende en elev godtgørelse efter såvel erhvervsuddannelseslovens § 65 som funktionærlovens § 2b i en situation, hvor eleven også får erstatning efter funktionærlovens § 3. Der foreligger således ingen afgørelser fra de civile domstole, der har taget stilling til, om der kan tilkendes en elev erstatning/godtgørelse efter alle de tre nævnte bestemmelser samtidig. I Tvistighedsnævnets tre kendelser af 26. marts 2012 (sag 18.2011), 8. maj 2012 (sag 19.2011), samt 22. april 2014 (sag 39.2013) fik eleverne ikke medhold i sådanne krav.

En elev, der er omfattet af funktionærloven, kan få erstatning efter funktionærlovens § 3 for det uvarslede ophør af uddannelsesaftalen. Hvis en sådan elev derudover bliver tilkendt godtgørelse efter erhvervsuddannelseslovens § 65, med begrundelsen at godtgørelsen efter erhvervsuddannelsesloven i første række skal kompensere for, at der sker et uvarslet ophør, er det vores opfattelse, at der vil være tale om dobbelt kompensation, idet godtgørelsen efter de to bestemmelser, må siges i det væsentlige at dække samme forhold.

Begreber godtgørelse/erstatning for ”tabt uddannelsesgode”, der ofte anvendes i klageskrifter til nævnet, er ikke et fast begreb, der har støtte i loven eller retspraksis. Bl.a. med henvisning til UfR 2014.1708H er der ikke grundlag for at antage, at den del af en § 65-godtgørelse, der ikke dækker indtægtstab, er en erstatning/godtgørelse, der alene dækker ”tab af uddannelsesgode”. I UfR 2009.97 H og UfR 2014.1708H er det således lagt til grund, at godtgørelsen efter erhvervsuddannelsesloven tilkendes som kompensation for en række forhold, herunder elevens indtægtstab, manglende eller forsinket uddannelse samt forstyrrelse af forhold og mistet selvagtelse. Af funktionærlovens § 2b fremgår det, at godtgørelsen fastsættes bl.a. under hensyn til ”sagens øvrige omstændigheder”, hvorfor der her er mulighed for, at samtlige omstændigheder, der indgår i fastsættelsen af en godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven, tillige kan indgå i grundlaget for fastsættelse af en godtgørelse efter funktionærlovens § 2b. Både godtgørelse efter erhvervsuddannelseslovens § 65 og efter funktionærlovens § 2b fastsættes således skønsmæssigt og efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder. Praksis efter de to bestemmelser viser, at ganske mange momenter indgår i vurderingen. I forhold til spørgsmålet om manglende eller forsinket uddannelse er problemet, at elevens fremtidige beskæftigelsesmuligheder potentielt set skades ved en ophævelse. Skade på fremtidige beskæftigelsesmuligheder er netop et af de forhold, der tillige indgår ved fastsættelsen af godtgørelse efter funktionærlovens § 2b og taler for en forhøjet godtgørelse. Ligeledes kan der ved fastsættelsen af en godtgørelse efter funktionærlovens § 2b bl.a. indgå, om en medarbejder har fået nyt arbejde eller vil få svært ved at få nyt arbejde. I forhold til spørgsmålet om forstyrrelse af forhold bemærkes det, at når der efter funktionærlovens § 2b gives en godtgørelse bl.a. for ”skade på medarbejderens fremtidige muligheder for beskæftigelse”, gives den vel netop også for funktionærens ”forstyrrelse af forhold”. I forhold til spørgsmålet om mistet selvagtelse bemærkes det, at det ved fastsættelse af en godtgørelse efter funktionærloven f.eks. efter praksis vil være en skærpende omstændighed, at det for medarbejderen er krænkende, at der er en ubegrundet beskyldning om tyveri eller andre udokumenterede eller krænkende udtalelser. Endelig kan der efter retspraksis gives godtgørelse efter funktionærlovens § 2b, hvor regler for ansættelsesforholdets ophør ikke er overholdt, f.eks. hvor en saglig opsigelse er efterfulgt af en usaglig bortvisning. Således kan det også indgå i en godtgørelse efter § 2b til en elev, at der er sket en uretmæssig ophævelse af uddannelsesaftalen.

Vi finder således, at der er et overlap mellem funktionærlovens § 2b og erhvervsuddannelseslovens § 65 som under hensyn til det i teori og retspraksis fastslåede princip om, at man ikke kan få dobbeltkompensation, jf. Svenning Andersen side 713 og kendelse af 18. maj 2011 i faglig voldgift på det offentlige område, samt UfR 2009.323 VL, bør føre til, at eleven ikke har ret til godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven samtidig med en godtgørelse efter funktionærlovens § 2b.

Vi finder desuden anledning til at bemærke, at det fremgår af Betænkning nr. 1112/1987 om grundlæggende erhvervsuddannelser, side 296 nederst, at ”Udgangspunktet bør herefter være, at der gælder samme retsstilling for elever som for andre arbejdstagere”. Der må derfor skulle særlige holdepunkter til, for at eleven stilles bedre end andre arbejdstagere, herunder at der både kan gives en godtgørelse efter erhvervsuddannelseslovens § 65 og funktionærlovens § 2b.

Det er endvidere ikke af klager godtgjort, at det foreligger sådanne yderligere momenter, udover hvad der indgår i vurderingsgrundlaget for en godtgørelse efter funktionærlovens § 2b, at det kan begrunde, at der også er grundlag for tilkendelse af en godtgørelse efter erhvervsuddannelseslovens § 65. Det bemærkes for god ordens skyld, at såfremt det antages, at erhvervsuddannelseslovens § 65 har forrang frem for funktionærlovens § 2b, hvilket vi ikke mener, er det heller ikke godtgjort af klager, at der foreligger sådanne yderligere momenter – udover hvad der indgår i vurderingsgrundlaget for en godtgørelse efter erhvervsuddannelseslovens § 65 – at det kan begrunde, at der også er grundlag for tilkendelse af en godtgørelse efter funktionærlovens § 2b.

Det er ikke af klager anført, hvilke momenter, der har ligget til grund for kravet om maksimum godtgørelse efter funktionærlovens § 2b. Det er under alle omstændigheder vores opfattelse, at der ikke skal tilkendes det fulde krævede beløb efter funktionærlovens § 2b. Det af klager krævede beløb svarer til det beløb, som efter funktionærlovens § 2b maksimalt ville kunne tilkendes en funktionær, der ikke var elev, og som har tilsvarende alder og anciennitet. Det fremgår af litteratur og retspraksis, at niveauet for godtgørelser, bortset fra de kortere ansættelsesforhold, højest ligger op imod 2/3 af maksimum. Klager har ikke godtgjort forhold der gør, at dette udgangspunkt skal fraviges, og der foreligger ikke afgørelser fra domstolene eller Tvistighedsnævnet, der tilkender elever maksimum efter funktionærlovens § 2b. Der henvises f.eks. til kendelse af 30. januar 2014 i sag 24.2013, hvor det dels fremgår, hvilke momenter, der er lagt vægt på ved udmålingen af en godtgørelse efter funktionærlovens § 2b, og dels at der ikke udmåles det fulde beløb. I det konkrete tilfælde ville der på baggrund af teori og retspraksis højst være grundlag for at tilkende en godtgørelse svarende til ¾ måneds løn, svarende til halvdelen af maksimum.

Endelig bemærkes, at Tvistighedsnævnets flertal anerkender, at der er visse sammenfald mellem de hensyn, der ligger bag funktionærlovens § 2b og godtgørelse efter erhvervsuddannelseslovens § 65. Når et sådant sammenfald anerkendes, og der til trods herfor tilkendes godtgørelse efter begge regelsæt, bør der i hvert fald ved fastsættelsen af godtgørelsernes størrelse tages højde for dette sammenfald på samme måde som Højesteret i UfR 2014.1708H tog højde for, at der var (et vist) sammenfald mellem det, der begrunder tilkendelse af godtgørelse efter funktionærlovens § 3, og erhvervsuddannelseslovens § 65. En godtgørelse efter erhvervsuddannelseslovens § 65 bør på denne baggrund i hvert fald ikke overstige 7.500 kr.
…”

A’ krav blev som følge af arbejdsgiverens konkurs anmeldt til Lønmodtagernes Garantifond, som har truffet flere afgørelser i sagen. Lønmodtagernes Garantifond afviste den 11. maj 2016 at betale godtgørelse for ophævelse af uddannelsesaftalen under henvisning til, at der allerede var udbetalt godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b. Afgørelsen blev fastholdt den 10. september 2015 med følgende begrundelse:

”…
På baggrund af jeres henvendelse har vi på ny behandlet sagen.

Vi kan ikke betale godtgørelse efter erhvervsuddannelseslovens § 65 for arbejdsgivers ensidige ophævelse af jeres medlems uddannelsesaftale.

Jeres medlem, hvis ansættelsesforhold var omfattet af funktionærloven, blev uberettiget bortvist af arbejdsgiver. I den forbindelse blev jeres medlem tilkendt en godtgørelse efter funktionærlovens § 2b, som vi allerede har betalt.

Det er vores opfattelse med henvisning til Højesterets dom af 21. januar 2015, at jeres medlem ikke kan tilkendes godtgørelse efter både funktionærlovens § 2b og efter erhvervsuddannelseslovens § 65.

I ovennævnte sag var der nedlagt påstand om betaling af dobbeltgodtgørelse efter henholdsvis ligebehandlingslovens § 16 og efter erhvervsuddannelsesloven § 65. Eleven blev tilkendt godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 16. Med hensyn til godtgørelse efter erhvervsuddannelseslovens § 65 udtaler Højesteret i sine præmisser, at der ikke findes grundlag for at tilkende godtgørelse for uberettiget opsigelse efter erhvervsuddannelsesloven, idet en sådan godtgørelse ville kompensere for i det væsentlige de samme forhold, som godtgørelse efter ligebehandlingsloven.

Afgørelserne som I henviser til fra Retten i Holstebro og fra Tvistighedsnævnet, hvor eleven blev tilkendt dobbeltgodtgørelse, er ikke i overensstemmelse med Højesterets dom af 21. januar 2015.

Endvidere er det vores opfattelse, at der ikke er forskel på, om der er tale en godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 16 eller funktionærlovens § 2b, da begge bestemmelser vedrører usaglige afskedigelser.
…”

Forklaringer

A har forklaret blandt andet, at en eventkoordinaters opgave er at udvikle, koordinere og afvikle events, som kan dreje sig om alt fra børnebingo til kæmpe arrangementer. Der er meget aften- og weekendarbejde. Uddannelsen er forholdsvis ny, og der er mange, som efterspørger uddannelsen. Han var glad for at være hos B ApS, men der var meget pres på. Han arbejdede op mod 50 timer om ugen. På et tidspunkt gik han ned med stress. Der var tale om, at han simpelthen brød sammen. Han fik en lægeerklæring og afleverede den til sin arbejdsgiver, som på trods af dette ophævede uddannelsesaftalen. Han levede derefter af kontanthjælp i ca. 5 måneder. Han søgte adskillige jobs og var til mange jobsamtaler, men eftersom han kun manglede 4 måneder af sin uddannelse, var han svær at ”passe ind”. Til sidst lykkedes det at finde en elevplads, og han færdiggjorde sin uddannelse som eventkoordinator med 5 måneders forsinkelse.

Retsgrundlag

I erhvervsuddannelseslovens § 1, stk. 1 og 2 (dagældende lovbekendtgørelse nr. 439 af 29. april 2013), anføres om formålet med loven blandt andet:

”§ 1. Børne- og undervisningsministeren tilrettelægger et samordnet system af erhvervsuddannelser med henblik på den private og den offentlige sektors forskellige beskæftigelsesområder.
Stk. 2. Dette uddannelsessystem skal tilrettelægges således, at det i videst muligt omfang er egnet til at
1) motivere unge til uddannelse og sikre, at alle unge, der ønsker en erhvervsuddannelse, får reelle muligheder herfor og for at vælge inden for en større flerhed af uddannelser,
2) give unge en uddannelse, der giver grundlag for deres fremtidige arbejdsliv, herunder etablering af selvstændig virksomhed,
3)…”

I lovens kapitel 7 om elevernes retlige forhold er anført blandt andet:

Ӥ 60. En uddannelsesaftale kan ikke opsiges af aftalens parter.
Stk. 2….
… § 65. Tvistighedsnævnet kan træffe afgørelse om ophævelse af en uddannelsesaftale og om erstatning til den skadelidte.
Stk. 2….”

Af forarbejderne til erhvervsuddannelseslovens § 60 (§ 59 i det oprindelige lovforslag nr. L 38/1988) fremgår blandt andet:

”Til § 59
 Arbejdsaftaler kan i almindelighed bringes til ophør ved en af parternes erklæring, eventuelt efter en særlig opsigelsesprocedure m.v., uden at der foreligger misligholdelse hos den anden part, og uden at en forudsætning for aftalen har vist sig urigtig eller er bristet. I mange ansættelsesforhold er adgangen til opsigelse og eventuelt spørgsmål om fratrædelsesgodtgørelse ordnet ved lov eller kollektiv overenskomst.
Under hensyn til, at uddannelsesaftaler har et videregående formål i forhold til arbejdsaftaler i almindelighed, er denne regulering af opsigelsesadgangen ikke tilstrækkeligt betryggende for uddannelsesaftalens parter.
Som en videreførelse af principperne i lærlingeloven og reglerne i efg-retsbekendtgørelsen foreslås derfor i stk. 1 en bestemmelse om, at en uddannelsesaftale ikke kan ophøre ved en af parternes erklæring, men kun hvis parterne er enige om det. Uopsigeligheden modificeres dog i stk. 2 (3 måneders prøvetid).”

Procedure

HK/Danmark som mandatar for A har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 23. maj 2017, hvor fremgår følgende:

”…
Til støtte for den nedlagte principale påstand gøres det gældende, at A i medfør af retspraksis, jf. U 2015.740Ø har krav på godtgørelse efter erhvervsuddannelseslovens § 65 som følge af ophævelse af uddannelsesaftalen i henhold til kendelse i Tvistighedsnævnet, idet et sådant krav er omfattet af konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 3 og dermed omfattet af § 2 i lov om Lønmodtagernes Garantifond. Det er yderligere fastslået i U 2014.1708H, at tilkendelse af minimalerstatning efter funktionærlovens § 3 ikke afskærer en elev fra yderligere kompensation for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen efter uddannelsesloven, idet kompensationen dog konkret blev halveret under hensyn til, at der tillige var tilkendt minimalerstatning efter funktionærloven. Baggrunden herfor var, at Højesteret lagde til grund, at beløbet blev tilkendt som kompensation for en række forhold, herunder elevens indtægtstab, manglende eller forsinket uddannelse samt forstyrrelse af forhold og mistet selvagtelse.

I Højesterets dom af 21. januar 2015 (U2015.1318H) lægger Højesteret til grund, at der ikke udover godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 9 er grundlag for at tilkende godtgørelse for uberettiget opsigelse efter erhvervsuddannelsesloven, idet en sådan godtgørelse ville kompensere for i det væsentlige de samme forhold som godtgørelsen efter ligebehandlingsloven. Herefter tilkendes alene godtgørelse efter ligebehandlingsloven svarende til 40.000,00 kr. eller ca. 2 måneders løn.

Lønmodtagernes Garantifond har overfor A afvist at dække godtgørelseskravet efter erhvervsuddannelseslovens § 65, henset til at der allerede er udbetalt 1 måneds løn i godtgørelse efter funktionærlovens § 2b.

Det fremgår af Tvistighedsnævnets praksis efter Højesterets dom i sagen (U.2015.1318 H), jf. blandt andet kendelser af 4. januar 2016 i sag 41.2015 og sag 49.2015, at en række dommere fortsat opererer med tilkendelse af godtgørelse efter såvel funktionærlovens § 2b som godtgørelse for mistet uddannelsesgode, idet det anføres, at der ikke er tale om identiske godtgørelser, idet godtgørelsen efter funktionærlovens § 2b kompenserer for usaglige hensyn, hvorimod godtgørelse for tab af uddannelsesgode efter erhvervsuddannelsesloven ved en uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen tilkendes, uagtet om det efter en funktionærretlig betragtning måtte have været sagligt under samme omstændigheder at opsige eleven. Sidstnævnte godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven kompenserer i første række for det forhold, at der ved ophævelse af uddannelsesaftalen i strid med reglerne om uopsigelighed sker et uvarslet ophør af et uddannelsesforløb, som skulle have givet eleven mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet, og at den derfor må antages også at skulle motivere virksomhederne til at overholde uddannelseslovens regler om uopsigelighed, hvorfor sagsøgtes afvisning af det rejste krav konkret medfører, at A som følge af den uberettigede bortvisning og den heri liggende usaglige opsigelse stilles ringere, end såfremt der ikke tillige havde foreligget en usaglig opsigelse, hvilket forekommer stødende.

Det gøres på den baggrund gældende, at en godtgørelse efter ligebehandlingsloven ikke kan sidestilles med en godtgørelse efter funktionærlovens § 2b, idet en godtgørelse efter ligebehandlingsloven ikke nødvendigvis indebærer, at opsigelsen tillige er usaglig ud fra en funktionærlovmæssig betragtning. Dette følger tillige af de skærpede bevisbyrderegler efter ligebehandlingsloven.

Godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven skærpes i visse tilfælde, f.eks. ved sexchikane (TN 04.2014) og beskyldning om strafbart forhold (TN 31.1995), mens godtgørelse efter funktionærlovens § 2b primært fastsættes med baggrund i funktionærens alder og anciennitet, hvilke to momenter ikke ses at spille en rolle ved udmåling af godtgørelse for tab af uddannelsesgode, hvor såvel elevens alder som anciennitet oftest – i sagens natur – er beskedne.

Samlet bestrides det således, at en godtgørelse for uberettiget ophævelse efter erhvervsuddannelseslovens § 65 kompenserer for i det væsentligt de samme forhold som en godtgørelse efter funktionærlovens § 2b. I det omfang der måtte være sammenfald af hensyn bag godtgørelsesbestemmelserne gøres det gældende, at der er kompenseret herfor ved den skete reduktion af godtgørelsen efter erhvervsuddannelsesloven til det halve af det standardmæssige godtgørelsesbeløb for tab af uddannelsesgode.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende:

I Tvistighedsnævnets kendelse er godtgørelsesbeløbet efter funktionærlovens §2b (13.500,00 kr.) lavere end godtgørelsen efter erhvervsuddannelsesloven (15.000,00 kr.).

Det gøres i medfør af lex specialis princippet gældende, at godtgørelsen efter erhvervsuddannelsesloven bør have forrang frem for godtgørelsen efter funktionærloven, idet A i modsat fald som følge af den skete usaglighed stilles dårligere end han ville være stillet, såfremt der alene havde været tale om en uberettiget ophævelse af elevforholdet.
Det bestrides i den forbindelse, at Lønmodtagernes Garantifond har valgfrihed i forhold til valget af hvilket godtgørelseskrav, der skal dækkes under garantien efter henholdsvis funktionærloven og/eller efter erhvervsuddannelsesloven.

Det gøres følgelig gældende, at der bør tilkendes dækning af et mindre beløb end de principalt påståede 15.000,00 kr.

U 2015.1318 H må ligeledes anses at være udtryk for anvendelse af lex specialis princippet, idet en godtgørelse efter ligebehandlingsloven efter lex specialis princippet går forud for en godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven, ligesom den i øvrigt størrelsesmæssigt overstiger en godtgørelse efter uddannelsesloven, hvorfor lønmodtageren i denne konkrete sag blev stillet bedst muligt.

Supplerende gøres det gældende, at godtgørelse for tab af uddannelsesgode – i modsætning til godtgørelse for urimelig opsigelse efter funktionærlovens § 2b – tillige har til formål at sikre (ofte unge) elevers tryghed i at kunne gennemføre en erhvervsuddannelse, og at det ikke er omkostningsfrit at skulle finde en ny elevplads, ligesom der i den forbindelse er risiko for, at erhvervsuddannelsen forlænges som sket for A med indtægtstab til følge.
…”

Lønmodtagernes Garantifond har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 23. maj 2017, hvor fremgår følgende:

”…
Til støtte for den principale påstand gøres det overordnet gældende, at en godtgørelse efter erhvervsuddannelseslovens § 65 i det væsentlige kompenserer for de samme forhold som minimalerstatningen og godtgørelsen efter funktionærlovens § 2 b tilsammen.

På baggrund heraf er sagsøgeren ikke berettiget til udbetaling fra LG af godtgørelse i medfør af erhvervsuddannelseslovens § 65.

…….
I modsætning til, hvad der som udgangspunkt er gældende for et sædvanligt ansættelsesforhold, er enhver afbrydelse af elevaftaler omfattet af erhvervsuddannelsesloven uopsigelige, jf. erhvervsuddannelseslovens § 60. I konsekvens heraf indeholder erhvervsuddannelsesloven ingen regler om godtgørelse for usaglige afskedigelser, allerede fordi enhver uberettiget afbrydelse af aftalen, der ikke kan tilregnes eleven, er en væsentlig misligholdelse af kontraktforholdet, som automatisk berettiger til en godtgørelse efter erhvervsuddannelseslovens § 65.

Denne godtgørelse kompenserer i henhold til Højesterets dom trykt i UfR 2014, side 1708H (…) for en række forhold ”herunder elevens indtægtstab, manglende eller forsinket uddannelse samt forstyrrelse af forhold og mistet selvagtelse, […]”

Derfor fandt Højesteret ved samme lejlighed, at elever omfattet af funktionærloven også er berettiget til minimalerstatning efter funktionærloven § 3, men at der ved fastsættelsen af kompensationsbeløbet efter erhvervsuddannelseslovens § 65 skulle tages hensyn til, at eleven tillige er berettiget til minimalerstatning. Derfor blev standardgodtgørelsen på kr. 30.000,- nedsat til kr. 15.000,-.

…….

Højesteret har endvidere ved dom af 21. januar 2015 trykt i UfR 2015, side 1318H (…), taget stilling til, hvorvidt en elev var berettiget til godtgørelse efter både ligebehandlingsloven og erhvervsuddannelsesloven.

 I denne forbindelse slog Højesteret fast, at (…):

”[…] en sådan godtgørelse [efter erhvervsuddannelsesloven] ville kompensere for i det væsentlige de samme forhold, som godtgørelsen efter ligebehandlingsloven.”

Der er således ikke hjemmel til udbetaling af godtgørelse efter både erhvervsuddannelsesloven og ligebehandlingsloven. Det er endvidere fast praksis, at der ikke kan tilkendes godtgørelse efter både funktionærlovens § 2b og ligebehandlingslovens § 15, idet disse godtgørelser på tilsvarende vis kompenserer for de samme forhold, jf. herved bl.a. Vestre Landsrets dom af 28. oktober 2008, trykt i UfR 2009, side 323 V (…).

En opsigelse i strid med ligebehandlingsloven vil således altid være usaglig og dermed også i strid med funktionærlovens § 2 b.

Det kan således udledes af praksis, at godtgørelsen efter erhvervsuddannelseslovens § 65 og godtgørelsen efter funktionærlovens § 2b sammen med minimalerstatningen efter funktionærlovens § 3 kompenserer for nøjagtigt de samme forhold.

På baggrund heraf gøres det gældende, at sagsøgeren således ikke har krav på udbetaling af godtgørelse fra LG i medfør af både erhvervsuddannelseslovens § 65 og funktionærlovens § 2b.

…….

Det bestrides i denne forbindelse ikke, at nogle medlemmer af Tvistighedsnævnet fortsat argumenterer for, at der bør tilkendes erstatning efter både funktionærlovens § 2b og erhvervsuddannelseslovens § 65. Det forholder sig imidlertid således, at Tvistighedsnævnets flertal, som udgangspunkt ikke tilkender elever godtgørelse efter både funktionærlovens § 2 b og erhvervsuddannelseslovens § 65.

LG’s praksis er således også i overensstemmelse med Tvistighedsnævnets praksis.

…….

Til støtte for den subsidiære påstand gøre det gældende, at sagsøgeren højest vil være berettiget til en yderligere betaling fra LG, svarende til forskellen mellem godtgørelsen efter erhvervsuddannelseslovens § 65 og funktionærlovens § 2 b, i alt kr. 1.593,-.
…”

Landsrettens begrundelse og resultat

For elevaftaler indgået i henhold til erhvervsuddannelsesloven gælder den særlige bestemmelse om uopsigelighed i lovens § 60, som er indført under hensyn til, at uddannelsesaftaler har et videregående formål i forhold til arbejdsaftaler i almindelighed. Erstatning eller godtgørelse for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen fastsættes af Tvistighedsnævnet efter erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 1, og som fastslået af Højesteret i dom af 6. marts 2014 (UfR 2014.1708) tilkendes et sådan beløb som kompensation for en række forhold, herunder elevens indtægtstab, manglende eller forsinket uddannelse samt forstyrrelse af forhold og mistet selvagtelse. I overensstemmelse hermed er der i den foreliggende sag, som tillige er omfattet af funktionærloven, ved fastsættelsen af kompensationsbeløbet taget hensyn til, at A er tilkendt minimalerstatning efter funktionærlovens § 3, der dækker mistet lønindtægt.

Landsretten finder, at der ikke er grundlag for at tilkende både godtgørelse for uberettiget ophævelse efter erhvervsuddannelsesloven og godtgørelse for usaglig opsigelse efter funktionærlovens § 2 b, idet disse godtgørelser i det væsentlige kompenserer for de samme forhold. Landsretten finder derved, at situationen i den foreliggende sag ikke afgørende adskiller sig fra den situation, hvor det ifølge Højesterets dom af 21. januar 2015 (UfR 2015.1318) er fastslået, at der ikke kan kræves både godtgørelse for forskelsbehandling efter ligebehandlingsloven og godtgørelse for uberettiget opsigelse efter erhvervsuddannelsesloven.

Som følge heraf er der ikke grundlag for at tage A’ principale påstand til følge.

I Tvistighedsnævnet blev A imidlertid tilkendt et godtgørelsesbeløb efter funktionærlovens § 2 b på 13.500 kr., hvoraf Lønmodtagernes Garantifond har anerkendt og udbetalt 13.407 kr., mens han blev tilkendt et godtgørelsesbeløb efter erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 1, på 15.000 kr. Da Lønmodtagernes Garantifond under de foreliggende omstændigheder bør anerkende det godtgørelseskrav, der stiller A gunstigst, tager landsretten Lønmodtagernes Garantifonds subsidiære påstand til følge som nedenfor bestemt.

Efter sagens udfald skal HK/Danmark som mandatar for A betale delvise sagsomkostninger til Lønmodtagernes Garantifond med 25.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Der er ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens værdi sammenholdt med sagens principielle karakter og omfang.

T h i k e n d e s  f o r  r e t :

Lønmodtagernes Garantifond frifindes mod betaling af 1.593 kr. med tillæg af procesrente fra den 3. februar 2016.

I sagsomkostninger for landsretten skal HK/Danmark som mandatar for A betale 25.000 kr. til Lønmodtagernes Garantifond.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.


Fortrudt ansættelse af medarbejder før tiltræden

I har endelig fundet den rigtige medarbejder til virksomheden, og glæder jer til vedkommende kan starte ...»

Krav til aktieselskaber er nu kun 400.000 kroner

Billigere at stifte et aktieselskab Den 1. juli 2018 trådte flere ændringer i selskabsloven i kraft, ...»

Ejerleder

En ejerleder er en ejer af en virksomhed som samtidig er lederen i virksomheden - typisk som administrerende ...»

Earn-out

Earn-out kan bruges som betaling af en del af købesummen i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse. ...»

Afskedigelsesbeskyttelse af Arbejdsmiljørepræsentant? Højesterets dom

HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 29. november 2017 Sag 50/2017 (2. afdeling) DI – Dansk Industri som ...»

Godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven og/eller funktionærloven - Højesterets dom

HØJESTERETS DOM afsagt mandag den 19. februar 2018 Sag 151/2017 (2. afdeling) HK/Danmark som mandatar ...»

Vi er medlemmer af