Advokat_Koebenhavn_700_220
Kontrakter_700_220
Opstart_Virksomhed_700_220

Frisørdommen

Resumé

Frisørers prisskiltning med forskellige priser for ”dameklip” og ”herreklip” strider ikke mod ligestillingsloven

Dom i sagen 11. afd. nr. B-2290-13 og 11. afd. nr. B-2520-13:

 

Danmarks organisation for selvstændige frisører og kosmetikere (dofk) s.m.f.
Cha Cha Cha A/S under konkurs
(advokat Marianne Granhøj)

mod

Ligebehandlingsnævnet s.m.f. A
(Kammeradvokaten v/advokat Anne Kjær, besk.)

og

11. afd. nr. B-2520-13:

Stender III ApS
(advokat Phillipp N. Quedens)

mod

Ligebehandlingsnævnet s.m.f. B
(Kammeradvokaten v/advokat Anne Kjær, besk.) 

Denne sag drejer sig om, hvorvidt to frisørvirksomheder Stender III ApS’ og Cha Cha Cha A/S’ (nu under konkurs) prisskiltning indebærer, at virksomhederne skal anses for at have krævet højere priser for klipning af kvinder end mænd og derved overtrådt forbuddet i ligestillingsloven mod forskelsbehandling på grund af køn.

Sag B-2520-13 er anlagt af Stender III ApS ved Lyngby Ret den 22. januar 2013. Sag B-2290-13 er anlagt af Cha Cha Cha ApS ved Århus Ret den 6. maj 2013 og er herefter henvist til Lyngby Ret. Begge sager er ved Lyngby Rets kendelse af 3. juli 2013 henvist til behandling ved Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1. Cha Cha Cha ApS er efterfølgende gået konkurs.

Stender III ApS har i sag B-2520-13 nedlagt påstand om, at Ligebehandlingsnævnet som mandatar for B, skal anerkende, at det ikke er i strid med ligestillingsloven, at sagsøger har forskellige priser for klipning af kvinder og mænd.

Ligebehandlingsnævnet som mandatar for B har påstået frifindelse.

Derudover har Ligebehandlingsnævnet nedlagt selvstændig påstand om, at Stender III ApS til B skal betale 2.500 kr. med procesrente fra den 23. februar 2012.

Stender III ApS har heroverfor nedlagt principal påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et af retten fastsat mindre beløb.

Danmarks organisation for selvstændige frisører og kosmetikere (dofk) som mandatar for Cha Cha Cha under konkurs har i sag B-2290-13 nedlagt påstand om, at Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 20. februar 2013 i sag 35/2013 er ugyldig.

Ligebehandlingsnævnet som mandatar for A har påstået frifindelse.

B og A har begge fri proces i medfør af retsplejelovens

§ 327, stk. 1, nr. 3.

B og A har ikke rethjælpsdækning.

Sagsfremstilling

Sag B-2520-13 - Stender III ApS

Af en udskrift fra Stenders hjemmeside fremgår:

”Vejl. priser fra:

Dame klip 528,-

Herre klip 438,-

Børn t.o.m. 12 år 318,-

Toning 438,-

Farvning 468,-

Striber i hætte 508,-

Stanniol striber Hør salonen for pris

Bryn og vipper 258,-

Permanent m. klip 908,-

Galla hår 898 -1.598,-

Makeup 338,-

Tillæg for langt hår

Priser er gældende fra 1. oktober 2009”

Ved e-mail af 22. februar 2012 indgav B klage til Ligebehandlingsnævnet. Klagen lyder:

”…

En redegørelse for de faktiske forhold, der begrunder klagen:

Jeg ønsker hermed at klage over kønsdiskriminerende priser hos frisøren Salon Stender. Herreklip koster 438 kr., mens dameklip koster 528 kr., jf.

http://frisoerstender2.s -11dk ... Jeg anser dette for direkte diskriminerende og som et udtryk for stereotypisering. Personlig er jeg nemlig en kvinde med kort hår, der minder meget om en drengefrisure, og jeg mener derfor ikke, at det er rimeligt, at jeg skal betale mere for at blive klippet end mænd med samme frisure.

Hvad klager ønsker at opnå med klagen:

Fastsættelse af, at dette er i strid med Ligestillingsloven, samt godtgørelse.”

B uddybede på Ligebehandlingsnævnets forespørgsel klagen som følger i en e-mail af 17. april 2012:

”Jeg har modtaget et brev fra jer angående min klage over Salon Stender. I skriver, at jeg skal fremsende dokumentation for den pris, som jeg har betalt for at blive klippet hos Salon Stender. Dette er ikke muligt for mig, at jeg ikke er blevet klippet der. Jeg gik derned for at blive klippet, men da jeg så, at det var dyrere at blive klippet der for kvinder end for mænd, havde jeg ikke lyst til at blive klippet. Det er på denne baggrund, jeg fremsender min klage. Jeg kunne jo sagtens være blive klippet der, hvilket dog blot skulle have været for at fremskaffe noget dokumentation. Det mener jeg ikke kan være hverken fair eller nødvendigt for at komme igennem med min klage. Jeg kunne jo også til enhver tid gå ned og blive klippet der nu og indsende en ny klage, men situationen er jo stadig den sammen, og jeg fastholder således, at det ikke kan være hverken fair eller nødvendigt.”

Efter en høringsprocedure traf Ligebehandlingsnævnet afgørelse den 13. december 2012 (sagnr.444/2012). I afgørelsen hedder det blandt andet:

”Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en frisørsalon har forskellige priser for klipning af kvinder og mænd.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det er i strid med ligestillingsloven, at indklagede har forskellige priser for klipning af kvinder og mænd.

Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 2.500 kr. med procesrente fra den 23. februar 2012, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet

Sagsfremstilling

Den indklagede frisørsalon havde pr. 1. oktober 2009 følgende priser:

”Vejl. priser fra:

Dame klip 528, -

Herre klip 428, -

Tillæg for langt hår”

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at det er i strid med ligestillingsloven, at den indklagede frisørsalon har forskellige priser for klipning af mænd og kvinder.
Klager henviser til, at hun er en kvinde med kort hår, der minder meget om en drengefrisure. Klager mener derfor ikke, at det er rimeligt, at hun skal betale mere for at blive klippet end mænd med samme frisure.

Klager oplyser, at hun gik fra salonen uden at være klippet, da hun så, at det var dyrere for kvinder end for mænd.

Klager mener, at det er udtryk for stereotypisering, at kvinder altid har langt hår, og at det tager længere tid at klippe kvinder.

Klager afviser, at indklagedes prisfastsættelse er udtryk for en konkret vurdering af materialeforbrug og tidsforbrug, og det er klagers opfattelse, at der tages en fast pris på grund af kundens køn. Klager mener, at det vil være sagligt at fastsætte priserne efter for eksempel den tid klipningen tager, hårlængde eller tilkøb af hårvask med videre.

Klager afviser også, at klipning har noget med sundhed at gøre.

Klager mener i øvrigt ikke, at det kan retfærdiggøre forskelsbehandlingen, at indklagedes prisfastsættelse har baggrund i den traditionelle prisfastsættelse i frisørbranchen.

Indklagede afviser, at de forskellige priser for klipning af mænd og kvinder er udtryk for ulovlig forskelsbehandling. Klager ønsker at få en godtgørelse.

Indklagede anfører, at de forskellige priser på herre- og dameklip afspejler omfanget af den konkrete arbejdsopgave og dermed det konkrete tidsforbrug ved en bestemt kundebehandling. Det tager således længere tid at klippe kvinder, idet man arbejder med større hårlængder, hvilket er betydeligt sværere og mere omfattende end for eksempel maskinklipning af en korthåret mand.

Indklagede henviser til, at man ved kundens bestilling forsøger at identificere og vurdere tidsforbruget. Tidsforbruget er i mere end 90 procent af alle tilfælde betydeligt større, hvis der er tale om en kvinde.
indklagede henviser også til, at priserne er vejledende, og at der er en række afvigelser, som blandt andet kommer korthårede kvindelige kunder til gode. Hvis klager havde henvendt sig i salonen og fået en maskinklipning i stil med en korthåret mand, ville hun være blevet afkrævet prisen for en herreklip.

Det er således indklagedes opfattelse, at prissættelsen ikke favoriserer et bestemt køn, men at prisen direkte afspejler såvel tidsforbruget som materialeforbruget på den enkelte arbejdsopgave. Prisforskellen har desuden baggrund i en traditionel prisansættelse inden for hele frisørbranchen.

Indklagede henviser videre til, at ifølge Karnov er forskellig behandling af mænd og kvinder ved ydelse af sundhedspleje, der skyldes de fysiske forskelle på mænd og kvinder, ikke forskelsbehandling, idet der ikke er tale om tilsvarende situationer. Det er derfor indklagedes opfattelse, at forskellig behandling af mænd og kvinders hårpleje på grund af de fysiske forskelle (for eksempel, men ikke begrænset til hårets længde, ønske om krøller/striber eller anden behandling af håret) ikke er forskelsbehandling i lovens forstand.

Indklagede tilbyder også set i lyset af, at klager efter eget udsagn er meget korthåret og har en frisure, der minder om en drengefrisure, at tage et møde med klager for at vurdere, om det vil være rimeligt at tilbyde hende et nedslag i den vejledende damepris.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet finder, at der er påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at indklagede forskelsbehandler på grund af køn, idet der er forskellige priser for klipning af kvinder og mænd.

Det fremgår af forarbejderne til ligestillingsloven, at forbuddet mod forskelsbehandling ikke gælder, hvis denne er begrundet i saglige og objektive forhold, der ikke er begrundet i køn. Bestemmelsen er for eksempel ikke til hinder for, at der opkræves forskellig betaling for erhvervsmæssig betjening med videre af kvinder og mænd, hvis dette er begrundet i en forskel i omkostninger.

Nævnet finder, at det ikke er sagligt begrundet, at indklagede har forskellige vejledende priser for klipning af mænd og kvinder. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ved annonceringen af priserne som kriterium alene henvises til kønnet og ikke til behandlingens karakter og omfang som afgørende for prisen.

Klagen tages derfor til følge.

Godtgørelse

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af krænkelsen.
Indklagede skal herefter betale 2.500 kr. til klager med procesrente fra den 23. februar 2012, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.”

Sag B-2290-13 - Cha Cha Cha A/S under konkurs

Af en udskrift af et udsnit fra Cha Cha Cha A/S’ hjemmeside fremgår:

”Farve – med klip

Farve – med klip fra 1.245,- kr.

Klip – med føn

Dameklip & føn fra 625,- kr.

Dameklip studio pris 12 -19 år fra 490,- kr.

Behandlinger til mænd

Farve – uden klip

Color camouflage til mænd fra 395,- kr.

Farve – med klip

Color camouflage til mænd – klip fra 935,-

Klip med føn

Herreklip med føn fra 515,- kr.

Herreklip studio pris 12 – 19 år fra 390 kr.

Behandlinger tilgængelige for alle

Andre behandlinger”

Ligebehandlingsnævnet modtog den 2. oktober 2012 en klage fra A over forskellige priser for mænd og kvinder for klipning hos Cha Cha Cha A/S. Klagen er efter det oplyste bortkommet.

Direktør Christine Brandberg i Danmarks organisation for selvstændige frisører og kosmetikere (dofk) kom i et brev af 14. november 2012 med bemærkninger til klagen på vegne Cha Cha Cha A/S. Hun anførte blandt andet:

”Det er korrekt, at de er forskel i priser for mænds og kvinders hårbehandlinger hos landets frisører.
Det skyldes først og fremmest tidsforbruget. Tiden til hårbehandlinger er den afgørende faktor i en frisørmesters prisfastsættelser af behandlinger. Jo længere tid behandlingen tager desto højere pris.”

Ligebehandlingsnævnet traf den 20. februar 2013 afgørelse i sagen (sagsnr. 35/2013). Det hedder heri blandt andet:

”Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en frisør har forskellige priser for klipning af mænd og kvinder.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det er i strid med ligestillingsloven, at indklagede har forskellige priser for klipning med videre af mænd og kvinder.

Sagsfremstilling

Det fremgår af oplysningerne fra klager, at den indklagede frisør har blandt andre følgende priser:

Dameklip og føn fra 625 kr.

Herreklip med føn fra 515 kr.

Parternes bemærkninger

Klager ønsker, at der skal være ens priser for mænd og kvinder, da det ikke bør være kønsbestemt, hvor meget man skal betale for at blive klippet.

Indklagede afviser, at prisforskellen er udtryk for forskelsbehandling på grund af køn.

Indklagede anfører, at tidsforbruget ved hårbehandling er den afgørende faktor for prisfastsættelsen. Prisen afhænger af behandlingens art og kundens hår.
Indklagede henviser til, at mandlige frisørkunder generelt ikke er særlig krævende med hensyn til rådgivning om hår, pleje og frisurevalg. Der bruges derfor ikke meget tid på mænd, og der er oftest kun tale om hårvask og klipning.

Klipningen foretages med saks, som med tiden erstattes mere og mere af en elektrisk trimmer. Dette betyder effektivisering og dermed mindre tidsforbrug, som afspejles i de lavere priser for mænd. Hertil kommer, at der sjældent er flere faktorer ved hårbehandling af mænd.

Indklagede henviser videre til, at kvindelige frisørkunder kræver mere tid samt flere services og produkter. Hårvask på kvinder tager længere tid, og der bruges på grund af hårets længde og kvinders krav til hårets struktur både flere produkter og større mængde af de enkelte produkter.

Kvinder har langt hår, mellemlangt hår eller hår, som er klippet i specielle frisurer. Kvinder klippes altid med saks, og håret opdeles og klippes i flere omgange på grund af længde, hårtykkelse og frisurevalg. Der bruges også særlige klippeteknikker blandt andet for at give håret mere fylde. Hertil kommer føntørring efter klipning og instruktion i at sætte håret.

Indklagede henviser i øvrigt til, at klipning med saks tager længere tid, og at klipning af kvinders frisurer ikke er blevet effektiviseret med for eksempel trimmer. Derfor tager frisørens behandling af en kvinde længere tid.

Prisforskellen udspringer af tidsforskellen, som er afgørende for prisfastsættelsen. Jo længere tid behandlingen tager, jo højere er prisen.

Det er i øvrigt indklagedes opfattelse, et ens priser for klipning vil være diskriminerende over for mænd, da de ikke er nær så omkostningskrævende.

Indklagede anfører også, at sagen bør afvises, da nævnet allerede har truffet principiel afgørelse. Hertil kommer, at klager aldrig har henvendt sig i salonen for at få en pris for at blive klippet. Det er derfor ikke konstateret, om klager ville være blevet behandlet anderledes end en mand med tilsvarende frisure.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet finder, at der er påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at indklagede forskelsbehandler på grund af køn, idet der er forskellige priser for klipning med videre af kvinder og mænd.

Det fremgår af forarbejderne til ligestillingsloven, at forbuddet mod forskelsbehandling ikke gælder, hvis denne er begrundet i saglige og objektive forhold, der ikke er begrundet i køn. Bestemmelsen er for eksempel ikke til hinder for, at der opkræves forskellig betaling for erhvervsmæssig betjening med videre af kvinder og mænd, hvis dette er begrundet i en forskel i omkostninger.

Nævnet vurderer, at indklagede ikke har bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Nævnets bemærker herved, at forskellige priser for forskellige ydelser ikke strider mod ligebehandlingsprincippet. Det er imidlertid ikke sagligt begrundet, når indklagede ved annonceringen af priserne som kriterium alene henviser til kønnet og ikke til behandlingens karakter og omfang som afgørende for prisen. Indklagede har derfor ikke bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klagen tages derfor til følge.”

Stender III ApS og Cha Cha Cha har ikke ønsket at efterleve Ligebehandlingsnævnets kendelser og har derfor anlagt nærværende sager.

Der er fremlagt materiale om uddannelsen som frisør. Af ”Svendeprøve i frisørfaget – efteråret 2013” udarbejdet af Frisørfagets Svendeprøvekommission fremgår, at svendeprøven indeholder blandt andet følgende prøver:

”(Under overskriften ”Herrearbejde”)

Trend Cut:

Opgave 1 Klipning 45 min

Strukturbehandling 70 min
Styling 15 min

Maskulin Form:

Opgave 2 Klipning 45 min

Opgave 2 Maskulin form 25 min

Opgave 1 – personlig model

Opgave 2 – personlig model

(Under overskriften ”Damearbejde”)

Tidens Trend:

Opgave 3 Klipning 45 min

Styling 20 min

Moderne styling til aftenbrug

Opgave 4 Klipning 45 min

Coloration 100 min

Styling 45 min

Langthårsopsætning, fri fantasi

Opgave 5 Forberedelse 60 min

Langthårsopsætning 60 min

Opgave 3 – personlig model

Opgave 4 – lodtrækningsmodel

Opgave 5 – personlig model”

Af en udskrift af 26. august 2014 fra ”Pii Frisør”s hjemmeside fremgår blandt andet:

”Priser

Alle behandlinger indledes med en konsultation, hvor vi drøfter dine ønsker og behandlingen.

Klip:

Dameklip, vask og føn kr. 630,-

Herreklip, vask og føn kr. 630,-”

Ifølge en udskrift af 27. august 2014 fra ”Per® Ryesgade”s hjemmeside fremgår, at der hos denne frisør ved onlinebooking anmodes om oplysning om køn. Om priser anføres det:

”Priser
Vi bruger prisdifferentiering i salonen alt sammen baseret på erfaring. Vi arbejder med 5 forskellige kategorier: Art Director, Manager, Top Stylist, Stylist og Junior Stylist. Tryk på hver kategori til højre for at se priser og frisører.”

På de følgende sider er den enkelte frisørs status indenfor de 5 kategorier angivet sammen med priserne for booking hos de pågældende. Priserne for herre og dame booking for 60 minutter er ens for nogle af frisørkategorierne (365 kr. for junior stylist, 715 kr. for top stylist), mens priserne hos en manager og art director er forskellige for herre og dame (henholdsvis 770 kr. og 800 kr. for herre og 830 kr. og 975 kr. for dame).

Ligestillingsnævnet har tidligere den 14. marts 2006 truffet afgørelse vedrørende en klage over fem forskellige frisørsaloner, der på internettet havde annonceret med differentierede priser for klipning af mænd og kvinder. I denne sag fandt Ligestillingsnævnet (som nu er erstattet af Ligebehandlingsnævnet) ikke, at de forskellige priser var i strid med ligestillingslovens § 2. De indklagede frisører havde anført, at prisforskellen skyldtes en tidsmæssig forskel i arbejdets udførelse, da en dameklipning også indbefatter vask, føntørring og større forbrug af diverse produkter. Selve klipningen for herreklip er ikke lige så avanceret som ved dameklip, og typisk skal mænd ikke have sat håret, ligesom de ikke ønsker diverse produkter i håret. Selv korthårede kvinder skal have sat håret efter klipning, hvilket både er tidskrævende og kræver anvendelse af en del produkter. En af de indklagede havde endvidere anført, at tidsintervaller ikke ville kunne anvendes som bestemmende for prisen for en klipning, da der konstant ville opstå tvister mellem frisøren og kunden om, hvor lang tid klipningen har taget. Endvidere ville sådanne bestemmende tidsintervaller gøre det umuligt at vurdere prisen for en klipning, når en kunde ringer for at få denne oplyst, da frisøren ikke kan vurdere kundens hår gennem telefonen. Man bør ligeledes huske på, at der er noget socialt ved at komme til frisøren.

Ligestillingsnævnets begrundelse lød:

”I henhold til ligestillingslovens § 19, stk.1 (jf. lovbekendtgørelse nr. 1527 af 19. december 2004) kan nævnet behandle sager om forskelsbehandling på grund af køn efter § lovens 2. Efter denne bestemmelse er det ikke tilladt at forskelsbehandle kvinder og mænd inden for offentlig forvaltning og erhvervsmæssig og almen virksomhed. Af bemærkningerne til forslaget til lov om ligestilling af kvinder og mænd fremgår det:
"... Forbudet mod forskelsbehandling gælder på den anden side ikke, hvis denne er begrundet i saglige og objektive forhold, der ikke er begrundet i køn. Bestemmelsen er f.eks. ikke til hinder for, at der opkræves forskellig betaling for erhvervsmæssig betjening af kvinder og mænd, hvis dette er begrundet i en forskel i omkostninger...". Ligestillingsnævnet har ikke fundet grundlag for at forkaste de argumenter, som de indklagede i denne sag har fremført til støtte for, at forskellen mellem de priser, som mænd og kvinder skal betale for de indklagedes ydelser, er sagligt begrundet.”

Ligebehandlingsnævnet har ikke redegjort for, hvorfor nævnet i afgørelserne fra 2013 er nået til et andet resultat end i afgørelsen fra 2006.

Forklaringer

Der er afgivet forklaringer af John Stender, Connie Nielsen, Jens Behrndtz, Kirsten Lauritsen og MaiBritt Rasmussen.

John Stender har forklaret blandt andet, at han stort set er eneejer af Stender III ApS. Han er uddannet i 1963-1967 som damefrisør. Dengang var der en stor forskel i dame- og herreklipning. Herrer blev klippet med maskine. Herrefrisører havde dengang deres egen organisation. Herrefrisører klippede ikke damer og brugte maskine. Herrefrisørforretninger og damefrisørforretninger var fuldstændig adskilte. Damefrisører klippede ind i mellem herrer, men det var usædvanligt. Fra 1970’erne blev det almindeligt med unisexsaloner. Det var og er det nemmere at klippe herrer. Derfor startede man, da han var i lære, med herreklipning. Sådan er uddannelsen stadig tilrettelagt. Det er sværere at klippe damer på grund af de flere og større forskelle i hårlængderne. I dag er det sådan, at nogle mænd stadig bliver klippet hurtigt og enkelt med maskine. Andre bliver klippet mere kompliceret med saks, hvor der klippes en egentlig frisure. Kvinder klippes generelt med saks og kam over fingre, med større forskelle på længder og forskellige former for graduering. En rutineret frisør bruger godt 1 time på en gradueret frisure. Hvis en mand kommer med et langt hår og skal have en kompliceret klipning, skal han betale damepris. De elever, de har i forretningen, får som det første lov til at klippe mænd. Kvindeklipning kommer først senere i uddannelsesforløbet. Hos Stender bestiller man tid telefonisk eller over nettet – fordelingen er ca. 60/40. Mænd får som standard booket 30 minutter. Kvinder får booket 45 minutter som standard. Man kan som kunde angive hvilke behandlinger, man skal have, og der sættes tid af til det. En maskinklipning af en mand, der som virksomhedens advokat har meget kort hår, som i forvejen er maskinklippet, vil blive udført af en elev og koster 250 kr. – dvs. mindre end de vejledende priser på prislisten på internettet. Maskinklipningen tager 10 minutter og er meget simpel at udføre. En korthåret kvinde med for eksempel 3 cm langt hår, som nu skal maskinklippes, ville skulle betale ca. 300 kr. afhængig af tidsforbruget. En mand, som skal håret sat ”ungt”, får typisk voks i håret. Til kvinder bruges langt flere stylingprodukter end til mænd. Produkterne beskytter mod varmen fra fladjern mv. Kvinder er meget dyrere produktmæssigt. Frisører er i høj grad provisionslønnede. Da kvindeklipninger tager længere tid, er det indtjeningsmæssigt mest fordelagtigt at have mange herreklipninger. Den forskellige prissætning af herre- og dameklip tager ikke fuldt ud højde herfor. Stender er en af de største frisørkæder i Danmark. Frisøruddannelsen varer 4 år, hvor eleven samtidig er i praktik. De bedste kommer på uddannelsesophold i London. Her klipper de kun kvinder, bl.a. på kurser hos Vidal Sassoon. Nogle af uddannelsesopholdene betales helt eller delvist af producenterne af styling produkter o.lign. Hvis man kun klipper en dame med mellemlængder og ikke tager højde for styling, tager selve klipningen i hvert fald 45 minutter. I de senere år er mænd igen blevet mere og mere korthårede. Der var flere mænd med længere hår og graduering i 1970’erne. En drengeklipning af en kvinde med 2 cm langt hår med saks koster 428 kr. Hvis det er med maskine, koster det 300 kr. Når det ikke står på hjemmesiden, at der er mulighed for disse priser, skyldes det, at alle frisører kan sætte og rent faktisk ofte sætter prisen ”pr. konduite”. Han kender ikke nogen, som klipper mænd og kvinder til samme pris. De, som reklamerer med ens priser, har reelt kun herreklipninger. Forevist dokumentet ”Svendeprøve i frisørfaget – efteråret 2013” kan han ikke sige, hvorfor der er afsat samme tid til herre- og dameklipning (45 minutter). Efter beskrivelsen, hvor der er afsat 70 minutter til styling både for mænds og kvinders vedkommende, må det være, fordi der er tale om en meget omfattende styling. Han har ikke forståelse for disse prøvekrav. Når en langhåret kvinde skal have klippet 3 cm af ”hele vejen rundt”, kræver det en opdeling af håret og helst også en forudgående vask. Man vil helst ikke klippe, uden at håret vaskes, for at få fedtstoffer ud af håret. Hvis håret er tørt, skal man også stå og trække i det for at få det til at blive lige. Hvis det kun er 3 cm klipning ”hele vejen rundt”, koster det måske 400 – 450 kr. Hvis det også skal tørres og sættes, koster det mere.

Connie Mikkelsen har forklaret blandt andet, at hun har været formand i dofk siden 2010. Hun er uddannet frisør og har haft selvstændig salon i Kolding i 20 år, indtil hun blev formand for sektion Jylland i dofk. Organisationen har ca. 3.200 medlemmer, der alle er selvstændige salonejere. Størrelsen af virksomhederne er meget forskellige, fra enmandsvirksomheder til en jysk kæde med 18-19 saloner. Stenderkæden har været medlem, men meldte sig ud i 2006.

Cha Cha Cha henvendte sig til organisationen og bad om bistand i klagesagen. Dofk mener, at afgørelserne er forkerte. Priserne er fastsat ud fra tidsforbruget, den forskellige brug af produkter samt efteruddannelsen, som er forskellig for herre- og dameklip. Grunduddannelsen har stadig primært fokus på dameklipninger. Der har ikke været en udvikling, som kan begrunde en ensartet prissætning. Tværtimod har der siden 2006 været stigende tekniske krav til dameklipningerne i form af forskellige tekniske discipliner som undercut, graduering mv. Der er også mulighed for langt flere tilkøb som kvinde. Hun har ikke dybdegående kendskab til elektroniske bookingssystemer, men hun ved fra en af de store udbydere af sådanne systemer, at der gennemsnitligt sættes 49 minutter af til en dameklipning og 34 minutter til en herreklipning. Dette er tiden til den rene klipning uden styling mv. Gennemsnitsprisforskellen er ifølge den pågældende udbyder ca. 100 kr. Prislisten fra Cha Cha Cha må ligesom alle andre prislister anses for vejledende. En kunde, som afviger meget fra normen, vil få en anden pris. Selvom der står ”fra” er der reelt tale om vejledende priser. Det har indehaveren fra Cha Cha Cha fortalt hende. Når man ikke indfører bookingsystemer, som beder kunden angive ønsket tidsforbrug el.lign. i stedet for køn, er det, fordi det ikke passer med den faktiske hverdag i en frisørsalon. Det vil være umuligt at håndtere, om den bookede tid passer – f.eks. hvis kunden bestiller en 30 minutters klipning, og det så viser sig at tage 45 minutter. Det vil kræve et stopur, og det duer ikke. Man ser jo ikke kunderne, før de er der. Det er nødvendigt at have en tid afsat på forhånd. Det kan godt ske, at behandling af en mand tager længere tid end den afsatte standardtid – eller at en behandling af en korthåret kvinde, som går ud med vådt hår, tager kortere tid. I disse tilfælde vil man forklare kunden, hvordan de skal booke næste gang, så de får henholdsvis en højere og en lavere pris. Dermed sikrer man sig, at vedkommende forbliver som kunde.

Man kan ikke i praksis foretage en prissætning på grundlag af de bestillinger og valg, kunden selv foretager i en elektronisk booking. F.eks. er der nogle produkter, der er nødvendige at anvende for at kunne udføre en teknisk svær klipning. Det afgørende er ikke, hvor mange cm – 3, 5 eller 7 -  der skal af. Det nytter derfor heller ikke med en betegnelse som ”langhårsklip”. Hun har talt med frisør Pii som ifølge det fremlagte har ensartede priser for mænd og kvinder. Den pågældende, som er medlem af dofk har oplyst, at der efter den første klipning af mænd til 630 kr. gælder en fast kampagnepris, hvor mænd kun betaler 540 kr. Nogle frisører prissætter efter, hvem der klipper, sådan, at det er dyrere at blive klippet af indehaveren end af mindre erfarne medarbejdere. Hvis man ikke længere kan opdele priser i herre- og dameklip, vil det have store konsekvenser for branchen og herunder for provisionssystemet. Hvis herrepriserne hæves, vil det betyde, at man mister en del af herrekundesegmentet, som i stedet vil gå til enmandssaloner uden elever, der kan operere med en lavere pris, da der ikke er ansatte. Hvis man sænker prisen på dameklipningerne, vil lønsomheden blive så lille, at mange må lukke deres forretninger eller opsige medarbejdere.

Den 4-årige frisøruddannelse er opbygget som forklaret af John Stender. Af de grunde, han har forklaret om, begynder man med herreklipning. Dofk udbyder efteruddannelse, hvor hovedvægten er på dameklipning. Hun er også enig i det, John Stender har forklaret om forskelle i produktforbrug til mænd og kvinder. Omkring 98 % af de særlige behandlinger med extensions, farvning mv. udføres på kvinder.

Årsagen til, at der ved svendeprøven i efteråret 2013 var afsat samme tid på 45 minutter til herreklipningerne ”Trend Cut” og ”Maskulin form” samt dameklipningen ”Tidens Trend”, er den specielle situation til svendeprøven, hvor eleverne er rystende nervøse. Den afsatte tid har tidligere været kortere til herreklipningen. Den længere tid afspejler udviklingen i branchen. Da John Stender var ung, brugte man kun 15 minutter på en herreklipning. Nu tager det længere tid. Organiseringen af svendeprøven kan gøres bedre. Der er blandt andet ønske om, at der sættes 1 time til dameklipningen svarende til virkeligheden ude i mange saloner.

Jens Berhndtz har forklaret blandt andet, at han blev uddannet som frisør i 1965. Han havde salon i Odense fra 1971 – 1984. Der var 10 ansatte, da han solgte den. Han gik herefter ind i organisationsarbejde i den daværende Mesterforening nu dofk, hvor han blev næstformand og fra 1998 formand. I dag er han formand for Fyns Frisør og Kosmetikerlaug. Han har siddet i faglige udvalg og har siden 1989 været i svendeprøvekommissionen.

Da lærlingeloven kom i 1937, blev der indført en kombineret herre- og damefrisøruddannelse. Uddannelsen har altid været modulopbygget med hovedvægten på dameklipningerne. Der er meget mere teknik og kreativitet i damefrisørdelen. Svendeprøven i efteråret 2013, hvor der er afsat samme tid, 45 minutter, til hver af herreklipningerne ”Trend Cut” og ”Maskulin form” som til dameklipningen ”Tidens Trend” er udtryk for, at svendeprøven ikke drejer sig om tid, men om at demonstrere kreativitet og duelighed. Den klassiske herreklipning er i dag en hyppigt udført klipning. Normalt vil man ude i en salon ikke bruge 45 minutter, men ca. 30 minutter på den. Når der til eksamen gives god tid til herreklipningen, er det for at give rum for opfindsomhed. De fleste bruger kun godt 30 minutter. Der er tilstrækkeligt tid til klipningen i ”Tidens Trend”prøven. Der er særligt fokus på stylingen (den klassiske føntørring), som der er sat 20 minutter af til. I damedisciplinerne er der typisk også ekstra tid til at sætte ”kemi” på. Denne tid kan også bruges på at færdiggøre klipningen. Den tid, der afsættes til dameklipningen i svendeprøven, kan godt svinge fra år til år. Det afhænger af, hvad der er aktuelt i tiden. Rådgivning og vejledning er en væsentlig del af uddannelsen. Det er det, der giver kundetilfredshed. Der er et valgfrit specialefag på uddannelsen, hvor man lærer at være konkurrencefrisør. Der er både en herre og en damedisciplin. Svendeprøven er fællesnordisk, og man prøver internationalt at gøre uddannelserne sammenlignelige. Man arbejder på at få et fælles EU-bevis, som gør, at man kan anvende sin uddannelse over grænserne. Herreklipninger har altid været billigere, og det gælder også i dag. Det skyldes, at det tager kortere tid at klippe mænd. Hvis mænd skal betale mere, vil det føre tilbage til tiden før 1. verdenskrig, hvor mænd blev maskinklippet hos en barber. Der udbydes langt flere efteruddannelseskurser i dameklipning end i herreklipning. Salonerne betaler for de ansatte medarbejderes efteruddannelse. Der er langt flere produkter rettet mod kvinder end mod mænd. Hvis priserne for kvinder sættes ned, vil det have alvorlige konsekvenser for lønsomheden. Det kan ikke lade sig gøre med en individuel prissætning, hvor det er et stopur, som afgør, hvad ydelsen koster. Man er nødt til at have et udtryk, der dækker over ”standardydelsen”, som er forskellig for kvinder og mænd.

Kirsten Lauritsen har forklaret blandt andet, at hun er uddannet som frisør. Hun blev udlært på en damesalon, der var en af de første unisexsaloner. Hun var ude hos en anden salon for at lære at klippe herrer. Der er i dag en tendens til, at der igen kommer rene herresaloner. Hun arbejdede på salon frem til 2000 og blev herefter ansat som underviser på frisøruddannelsen på Teknisk Skole i Odense og tog samtidig yderligere uddannelse. Hun blev fagkonsulent i Undervisningsministeriet og var det fra 2003 – 2011. Hun var i ministeriet 3 dage om ugen og 2 dage om ugen på Teknisk Skole i Odense. Hun er nu fuldtidsbeskæftiget som afdelingsleder på Teknisk Skole (inden for andre fagområder). Hun er samtidig fagkonsulent på frisør- og kosmetikeruddannelsen. I Undervisningsministeriet har hun været med til at fastlægge uddannelsesordningen for blandt andet frisørfaget samt føre tilsyn. Uddannelsen tilrettelægges i samarbejde med frisørfaget, som det også gælder på andre fagområder. Som fagkonsulent er hun fortsat involveret i tilrettelæggelsen af svendeprøver på frisørfaget sammen med det faglige udvalg. Hun er også med til at indstille herom til ministeriet. De 40 ugers skoleforløb, som fremgår af bilaget om frisøruddannelsen i bekendtgørelse nr. 93 af 1. maj 2012, indeholder generel undervisning, en herre og damedel samt en kemidel og nogle forskellige valgfag. Der er også specialiseringsfag. Som man kan se af fagoversigten, fylder dameklippeteknik, som er vanskeligste, mere end herreteknik på uddannelsen - 9 uger henholdsvis 5,8 uger. Dameklip, også korthårsklipning, er som udgangspunkt mere feminint med mere runde og bløde former. Der er flere længder ”med ned”. Herreklip er mere firkantet og klippet ”lige igennem”. Der er langt flere klip i den runde form og de flere lag i dameklipningerne. Der også større mulighed for variation og mere mode i disse klipninger. Håret skal være vådt, når det klippes. Man bruger kun sjældent maskine til kvinder. Det kan forekomme, at nogle mænds klipninger tager længere tid end visse kvinders klipninger. Det er dog meget atypisk. Der bruges flere produkter i kvindehår, og der skal bruges meget mere tid på råd og vejledning herom. Man sælger også langt flere produkter til kvinder. Man kan ikke gøre en dameklipning færdig uden at ”style” den. De 45 minutter, der er afsat til svendeprøven 2013 i henholdsvis dame- og herreklip , kunne godt være differentieret, men så skulle man også have taget højde for blandt andet, om det var en kendt model. Når der er afsat 45 minutter til både herre- og dameklipningen og generelt er afsat samme tid for alle klippeopgaver, uanset om det er herre- eller dameklip, er det for at have en standardtid, så der i hvert fald er tid nok for alle. Det har ikke været et parameter, hvor meget tid, man bruger i praksis. Det er et estimat af tiden. ”Stylingen” i en dameklipning tager længere tid. For herreklipningen opgave 2 ”Maskulin Form” gives der ifølge prøveforskrifterne kun karakter for den maskuline form – ikke andet, selvom prøven hedder både ”Klipning” og ”Maskulin form”. For dameklipningen ”Tidens Trend”, opgave 3, gives der derimod karakterer for de to discipliner ”Klipning” og ”Styling”. Når eleverne i forberedelsestiden til eksamen har lejlighed til at komme med spørgsmål, kommer der langt flere spørgsmål om damearbejdet end herrearbejdet. Det er efter hendes opfattelse ikke muligt at prissætte efter tidsforbrug el.lign. frem for efter køn.

Mai-Britt Rasmussen har forklaret blandt andet, at hun er general manager i L’Oreal. Hun har været i L’Oreal i 17 år og har i den forbindelse også arbejdet i blandt andet England. Hun er uddannet cand. merc. Hun har et stort netværk i frisørbranchen og kendskab til, hvordan L’Oreals produkter anvendes i salonerne. Der er ca. 2.400 produkter i L’Oreals katalog. Heraf er 3 % rene mandeprodukter. Resten er kvindeprodukter eller unisexprodukter. Fordelingen af omsætning svarer hertil. Hun kan ikke på stående fod sige, hvordan den forholdsmæssige fordeling mellem produkter primært rettet mod kvinder og unisex-produkter er. En shampoo til farvet hår vil typisk være i en feminin emballage, da produktets målgruppe primært er kvinder. Der anvendes flere produkter i behandling af kvinder, og der er en langt større efterspørgsel hos kvindelige kunder. Der kan til en kvinde blive brugt 4-6 produkter, såsom shampoo, et stylingprodukt før klipningen og et eller flere stylingprodukter efterfølgende. Produkterne indgår i prisen for klipningen. Hun har aldrig set andet. Til mænd anvendes langt færre produkter. L’Oreals statistik for 2013, som er udarbejdet af en ekstern konsulent baseret på registreringer i 50 forskellige saloner, viser, at ca. 70 % af kunderne i unisexsalonerne er kvinder. Der afsættes efter hendes erfaring typisk 45-60 minutter til kvinder og 30 minutter til mænd. Det har hun ikke undersøgelser, som understøtter. Hun er bekendt med, at der anvendes elektroniske bookingsystemer, der baseres på standardtidsforbrug. L’Oreal driver kursusvirksomhed. Kurserne er primært i damefrisurer. Klippe- og farveteknikker til kvinder er langt mere sofistikerede. Sidste år var der 1-2 kurser i herreklip. I år har der ikke været nogen. Salonerne betaler for kurserne.

Procedure

Sag B-2520-13

Stender III ApS har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvor af fremgår (oplysning om, hvem parterne er og om sagsforløbet er udeladt):

”Sagen vedrører det helt principielle spørgsmål om, hvorvidt en frisør handler i strid med Ligestillingsloven ved at annoncere med vejledende priser, der er forskellige for kvinder og mænd.

Der henvises til … det skilt, der anvendes af Salon Stender, Amager og som angiver, at der er tale om vejledende priser angivende priser for dameklip, herreklip, børn til og med 12 år samt forskellige hårbehandlinger og gældende fra 1. oktober 2009.
Det bemærkes på vegne sagsøger, at skilte af denne type efter sagsøgers opfattelse er sædvanlige for branche og at det igennem en meget lang årrække har været kutyme, at sådanne skilte har været anvendt enten ved opklæbning på salonens ruder, opsætning på væggene udenfor salonen i særskilte montre, ved opstilling i særskilte stander udenfor salonen eller på tilsvarende vis synliggjort for offentligheden og potentielle kunder.

Skiltning – forholdet til kunderne - tidsbestilling:

På vegne sagsøger fastholdes det, at den som bilag 1 fremlagte oversigt, skiltet med priser ikke er i strid med Ligestillingslovens § 2 og således ikke indebærer hverken direkte eller indirekte forskelsbehandling.

Årsagen til, at man har forskellige priser på herre- og dameklip er den simple, at prisen gerne skulle afspejle omfanget af den konkrete arbejdsopgave, altså det konkrete tidsforbrug, der medgår til at udføre en bestemt kundebehandling.

Det kan lægges til grund, at det normalt tager længere tid at klippe kvinder, idet man arbejder med større hårlængder, hvilket er betydeligt sværere og mere omfattende arbejde end eksempelvis en maskinklipning af en korthåret herre.

Når en salon modtager en kundens bestilling, forsøger man at identificere - og sætte tid af til - den forventede arbejdsopgave og den er i mere end 90 % af alle tilfælde betydelig længere, hvis der er tale om en behandling af en kvinde, hvorfor dameklip nødvendigvis må være dyrere, idet man honorerer kædens personale i forhold til den tid, de arbejder eller deres omsætning (provisionsaflønning).

Man kan således ikke drive virksomhed, hvis man blot generelt skulle afsætte 1 time til en behandling, som derefter reelt tager 30 minutter – eller omvendt, idet det man sælger, er tid.
Det er således, i denne branche, som i alle andre brancher, centralt at kunne tilrettelægge arbejdet således, at der er et minimum af spildtid.

Det fremgår af kædens skiltning, jf. det af klager fremsendte eksempel, at der er tale om vejledende priser. Herudover har man internt i kæden en lang række afvigelser, som kommer blandt andre den korthårede dame/kunde til gode.

Såfremt klageren havde henvendt sig i salonen og havde fået udført eksempelvis en maskinklip, i stil med en korthåret herre, så ville kædens medarbejder uden tvivl have taget en billig herrepris som betaling.

En sådan konduite udvises så godt som dagligt i alle kædens saloner, derfor også angivelsen på skiltet om ”vejledende priser”.

Hvis én af salonens sædvanlige kunder for eksempel kom for blot at få studset sit pandehår, så løser man normalt en sådan opgave helt gratis, medmindre der medgår et længere tidsforbrug.

Det fastholdes, at sagsøgers annoncering angiver vejledende priser for de enkelte behandlinger, men naturligvis, af hensyn til skiltningen, ikke detaljer herom, idet dette efter praksis altid aftales særskilt med kunden i forhold til det, kunden skal have lavet ved håret.

Der er således ingen sammenhæng imellem de forskellige behandlinger for mænd og kvinder nævnt i sagsøgers annoncering, idet bemærkes, at det ikke, som anført, er teknisk muligt at angive omfanget af behandlingerne på et prisskilt.

Det fastholdes, at der er kutyme for, at disse aftales individuelt med kunden, jf. ordene ”vejledende priser” kombineret med, at det i hvert enkelt tilfælde særskilt aftales med kunden, hvilket arbejde der skal udføres.

Når man anvender dame- og herrepriser er det således på ingen måde for at favorisere et bestemt køn, men alene for at kunne drive virksomhed på en driftsøkonomisk forsvarlig måde.
Det bestrides således, at forskellige priser for forskelligt arbejde indebærer en overtrædelse særskilt af § 2, stk. 3 om indirekte forskelsbehandling, idet det fastholdes, at den praksis, der anvendes af sagsøger er objektivt begrundet i det legitime formål, der ligger i forskelligheden blandt kunderne og at midlet i form af en prisliste, er berettiget til at opfylde dette formål og således, er såvel hensigtsmæssig som nødvendig.

Alternativet vil jo være, at der ikke var fastsat nogen vejledende priser og at ethvert arbejde blev bedømt særskilt, afhængig af den aktuelle kundes hårlængde, frisure og andre ønsker.

Dette ville være fuldstændig i strid med den indarbejdede praksis / kutyme på området, der efter det oplyste har fungeret således i generationer.

Blot at angive på et skilt ”priser efter aftaler” ville således være særdeles uigennemsigtigt for en kunde og egnet til at virke konkurrenceforvridende og tvistskabende i forhold til kunderne særligt i situationen, at arbejdet normalt først aftales, når kunden ”har sat sig i stolen”.

Det kan ikke være hensigtsmæssigt overfor hverken kunde eller ansatte frisører, at man i denne situation skal ”diskutere prisen”. Også dette argument har efter sagsøgers opfattelse stor vægt til støtte for dennes standpunkt.

Den pris, der opkræves, afspejler således direkte såvel tidsforbruget som materialeforbruget på den enkelte arbejdsopgave.

Prisforskellen har desuden baggrund i en traditionel prisfastsættelse indenfor hele frisørbranchen, som i årevis har opereret med lige netop disse prisforskelle og med disse angivelser jfr. det anførte ovenfor om drift af virksomhed.

Omvendt vil man ikke kunne udelukke, at man hen ad vejen kunne foretage en ændring i takt med, at hårmoden og menneskers frisurer - samt kvinders og mænds adfærd - ændrer sig, hvorfor dette vil indgå i sagsøgers / frisører generelt fremtidige overvejelser.
Det fremhæves, at man ikke diskriminerer hverken kvinder eller mænd, men tværtimod tilstræber, at alle skal behandles fuldkommen ens ved samme type arbejde.

Tænkes sagsøgtes afgørelse ud i sin yderste konsekvens ville det herefter være ulovligt at yde rabatter til eksempelvis pensionister, handicappede, børn ol. idet dette ville være diskrimination set i forhold til de personer, der herefter ikke får rabatter.

Aflønning af frisører:

Det er, jf. stævningen, ubestridt, at Stenderkædens aflønningssystem er 100 % ens for alle, uanset køn, således at sagsøgers medarbejdere alle behandles ens i relation til løn mv. jfr. nedenfor.

Der ydes hos sagsøger forskellige anciennitets- og præstationstillæg mv., som tildeles såvel kvinder som mænd, idet alle alene honoreres efter fortjeneste og idet tillæg ydes efter helt ens retningslinjer til alle ansatte.

Det fremhæves, at der således alene sker en differentiering af priserne i forhold til det arbejde, der skal udføres.

En kompliceret klipning af en pige/kvinde er således dyrere end en ”maskinklipning” af en mand/herre allerede fordi, at den førstnævnte behandling kræver betydelig mere arbejdstid, hvilket igen afspejles i prisen og dermed i den provision en frisør får.

Det fastholdes således, at den pris der opkræves hos kunden afspejler den ansattes tidsforbrug og materialeforbruget på den enkelte arbejdsopgave, hvilket herefter giver sig udslag i provisionen til den ansatte.

Samlet – forskellen i prisniveauet:
Der foreligger således ingen ”forbudt stereotypisering”, jf. i øvrigt Ligebehandlingslovens § 2, idet der her særligt henviser til Karnov note 10 til bestemmelsen, der angiver, at forskellige behandlinger mænd og kvinder ved ydelse af sundhedspleje, der skyldes de fysiske forskelle på mænd og kvinder, ikke udgør forskelsbehandling, idet der ikke er tale om tilsvarende situationer.

Der kan heraf direkte sluttes, at forskellig behandling af kvinders og mænds hårpleje på grund af de fysiske forskelle (for eksempel, men ikke begrænset til, hårets længde, hvad der ønskes lavet af krøller / striber ol., anden behandling af håret ol.) ikke indebærer en forskellig behandling i lovens forstand.

Det fastholdes således på vegne sagsøger, at det er dels berettiget og dels en fast indarbejdet praksis i branchen, at der opereres med et udgangspunkt i faste priser for forskellige typer klipninger / hårarbejder og at sagsøgers prisgrundlag, vejledende priser, ikke indebærer diskrimination i Ligestillingslovens forstand.

Det fastholdes således, at det er berettiget og ikke i strid med hverken lovens § 1 eller 2, jf. det ovenfor nævnte, at der fastsættes vejledende priser for forskelligt arbejde, idet fremhæves, at der ligeledes indenfor de fleste andre brancher er vejledende priser, der afhænger af typen af arbejde, der udføres.

Generelt:

Det fastholdes som faktum, at der i det danske samfund (og vestlige samfund) er en generel opdeling i herre / dameeffekter i form af cykler, beklædning og også hårbehandling, hvor der er sket en tilretning i forhold til kønnets valg af produkter.

Produkter:

Det er sagsøgers standpunkt, at der konkret er udviklet produkter til hårpleje forskelligt for mænd og kvinder, dette af hensyn til hårets struktur / konsistens og sagsøger vil dokumentere dette via vidneforklaringer. Værdien af produkterne er indarbejdet i prisfastsættelsen, idet der anvendes flere produkter til en kvindebehandling end ved en behandling af en mand.

Uddannelserne:

Det er sagsøgers standpunkt, at der i forbindelse med uddannelsen af frisører er en opdeling med egentlige kurser for klipning af mænd og klipning af kvinder, nu samlet i en uddannelse og sagsøger dokumentere dette ved en vidneforklaring fra Syddansk Erhvervsskole Odense-Vejle.

Det pågældende vidne vil ligeledes udtale sig om klippestil / klippeteknik, selve uddannelsen til frisør, herunder hvorledes uddannelsen er opdelt i moduler vedr. herreklip og dameklip, fordelingen af tid mv.

Sagsøgtes selvstændige påstand / sagsøgers subsidiære påstand:

Det bemærkes som faktum, at B, for hvem sagsøgte er mandatar, konkret aldrig har været i sagsøgers forretning og således ikke har spurgt om prisen på en behandling og det gøres gældende, at hun ikke alene på baggrund af skiltning har krav på en godtgørelse, subsidiært at der alene er krav på mindre godtgørelse end fastlagt af nævnet.

ANBRINGENDER, SAMMENFATTEDE:

Årsagen til, at der er forskellige priser for herre- og dameklipninger er således primært begrundet i de nedenfor anførte forhold og til støtte for den nedlagte påstand gøres det sammenfattende gældende,

Vedrørende klipninger:

at det generelt tager længere tid at klippe kvinder end mænd,

at de enkelte behandlinger vedrørende kvinder tager længere tid end behandlinger for mænd, at der anvendes forskellige redskaber / flere redskaber ved klipning / at ordne kvinders hår og flere produkter,

at enhver kvinde naturligvis kan spørge efter et ”herreklip / behandling” og jf. bemærkningen om de vejledende priser få et tilbud svarende til, hvad det ville have kostet at give en herre en tilsvarende behandling,

at der er en betydelig forskel på dame- og herreklip på grund af de fysiske forskelle i hårets struktur / konsistens, længde og valg af frisure, produkter til håret mv. i antal og i anvendelse,

at en skiltning udadtil, på grund af et skilts normale størrelse, naturligvis må være begrænset, derfor angivelsen af ”vejledende priser”,

at der er betydelige forskel på behandlingen af mænd og kvinders hår med hensyn til klippestil, farvevalg, teknik ved behandling osv.,

at tidsforbruget ved klipning af kvinder er betydeligt større end ved klipning af mænd og

at de ovennævnte forhold naturligt giver en afsmittende effekt på prisen, idet det man sælger er ”tid”.

at prisskiltningen ikke indebærer eller udsætter en anden person og direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn,

at forskellen i priser ved de forskellige behandlinger er objektivt begrundet i et legitimt formål og at midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige,

Vedrørende forskelsbehandling:

at der således ikke er påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet hverken direkte eller indirekte forskelsbehandling,

at der særligt henvises til Karnov note 10 til § 2, stk. 2 og hvorefter en forskellig behandling af kvinder og mænd ved ydelse af sundhedspleje, der skyldes de fysiske forskelle på kvinder og mænd, ikke udgør en forskelsbehandling, idet der ikke er tale om tilsvarende situationer,

at hårklipning / hårbehandling kan indeholdes i ordet ”sundhedspleje” og at det er de forskellige fysiske forskelle på kvinders og mænds hår, herunder i længde, frisure og hvorledes det behandles / sættes, da medfører forskellen i pris,

at forskellen i pris er et udtryk for omfanget af det arbejde, der udføres på henholdsvis kvinders og mænds frisure,

at det er udtryk for en mere end 100 år gammel kutyme, at frisører annoncerer med prisskilte svarende til det som bilag 1 fremlagte prisskilt og med angivelse af priserne for de forskellige hårbehandlinger for såvel kvinder som mænd og med angivelse af, at der er tale om vejledende priser,

at det ikke har været direktivets hensigt at tilsidesætte en kutyme af denne type og

at frisørernes kutyme ikke er i strid med Ligestillingslovens § 2, men derimod begrundet i faktuelle forhold, jf. § 2, stk. 2, jf. note 10 nævnt ovenfor.

at konsekvensen er, at den af sagsøgte trufne afgørelse derfor skal ophæves og den godtgørelse sagsøger er pålagt at betale skal bortfalde, subsidiært nedsættes.”

Ligebehandlingsnævnet som mandatar for B har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvoraf fremgår (nummerering af overskrifter er udeladt):

”Det gøres overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 13. december 2012, hvorved Ligebehandlingsnævnet fandt, at det er i strid med ligestillingsloven, at sagsøgeren har forskellige priser for klipning af mænd og kvinder, og hvorefter B er berettiget til en godtgørelse på kr. 2.500,- …. Det gøres således gældende, at den differentierede prissætning mellem ”herreklip” og ”dameklip”, der fremgik af sagsøgerens hjemmeside, hvorefter mindsteprisen for ydelsen ”dame klip” var kr. 528,-, mens mindsteprisen for ydelsen ”herre klip”, kun var kr. 438,- …, udgør direkte forskelsbehandling i strid med ligestillingslovens § 2, stk. 2, jf. § 2, stk. 1, subsidiært indirekte forskelsbehandling i strid med ligestillingslovens § 2, stk. 3, jf. § 2, stk. 1 (materialesamlingen side 4). Prisforskellen udgør under alle omstændigheder en sådan faktisk omstændighed, at det efter ligestillingslovens § 2, stk. 4, påhviler sagsøgeren at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Det gøres videre gældende, at sagsøgeren ikke har løftet denne bevisbyrde. Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at prisforskellen ikke udgør direkte eller indirekte forskelsbehandling, jf. ligestillingslovens § 2, stk. 2 og stk. 3, ligesom sagsøgeren heller ikke har godtgjort, at forskelsbehandlingen er begrundet i et legitimt mål, og at midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige, jf. undtagelsesbestemmelsen i ligestillingslovens § 3a, stk. 1.

Det gøres gældende, at der herefter tilkommer B en godtgørelse, jf. ligestillingslovens § 3 c. Der må herved navnlig lægges vægt på, at B – der havde intention om at blive klippet hos salon Stender – opgav at rette henvendelse, da hun så, at salonen havde forskellige priser for klipning af henholdsvis mænd og kvinder, jf. således Bs indlæg til Ligebehandlingsnævnet af 17. april 2012 ...

Direkte forskelsbehandling, jf. ligestillingslovens § 2, stk. 2

Efter ligestillingslovens § 2, stk. 2, foreligger der direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Det gøres gældende, at sagsøgeren ved at annoncere med differentierede mindstepriser for henholdsvis ”dameklip” og "herreklip” udøvede direkte forskelsbehandling, jf. ligestillingslovens § 2, stk. 2, subsidiært indirekte forskelsbehandling, jf. ligestillingslovens § 2, stk. 3.
Der må herved for det første lægges vægt på, at ydelserne ”dameklip” og ”herreklip” er kønsafhængige i den forstand, at ”dameklip” er til kvinder, mens ”herreklip” er til mænd, jf. således også den af sagsøgeren formulerede påstand, hvoraf det fremgår, at sagsøgeren ”har forskellige priser for klipning af kvinder og mænd” …

Der må endvidere for det andet lægges vægt på, at mindsteprisen for en ”dameklip” ifølge sagsøgerens annoncering var på kr. 528,-, men mindsteprisen for en ”herreklip” var på kr. 438,-, dvs. en prisforskel på kr. 90,- svarende til ca. 20,5 %.

Endelig må der for det tredje lægges vægt på, at salonen ved annoncering af de nævnte priser alene angav køn (”dameklip” henholdsvis ”herreklip”) som relevant kriterium for prisen og ikke eksempelvis behandlingens karakter og omfang.

Det gøres videre gældende, at disse forhold under alle omstændigheder udgør sådanne faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at kvinder på grund af deres køn blev behandlet ringere end mænd, jf. ligestillingslovens § 2, stk. 2, idet en kvinde, uanset hvilken klipning hun måtte ønske, efter hjemmesidens ordlyd som minimum ville skulle betale ca. 20,5 % mere end den billigste ”herreklip”.

Efter ligestillingslovens § 2, stk. 4, påhviler det herefter sagsøgeren at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke har løftet denne bevisbyrde. Sagsøgeren har således ikke bevist, at prisforskellen ikke er i strid med ligestillingslovens § 2.

Det bestrides i den forbindelse, at de priser, salon Stender annoncerede med på sin hjemmeside, alene var vejledende, jf. således sagsøgerens replik, side 2 ... Sagsøgeren har ikke fremlagt nogen form for dokumentation for dette postulat, idet sagsøgeren blot henviser til betegnelsen "vejl." på sagsøgerens hjemmeside.
Der må imidlertid lægges vægt på, at sagsøgeren udtrykkeligt angav forskellige mindstepriser for klip af henholdsvis kvinder og mænd, jf. formuleringen ”fra”. At disse priser angives som ”vejl.”, må i den sammenhæng nødvendigvis forstås sådan, at det er med forbehold for den nedre grænse i form af den angivne mindstepris.

Ud fra en almindelig forståelse af den citerede tekst, måtte man som kvinde nødvendigvis lægge til grund, at der ikke var tale om et forhandlingsoplæg, men derimod at en klipning som minimum ville koste kr. 528,-, dvs. kr. 90,- mere end den billigste herreklip, svarende til en prisforskel på ca. 20,5 %.

Dette understøttes i øvrigt også af, hvordan B forstod salon Stenders priser, jf. hendes e-mail til Ligebehandlingsnævnet af 17. april 2012 …, hvor hun oplyste, at hun var gået ned til salon Stender for at blive klippet, men da hun så, at det var dyrere at blive klippet for kvinder end for mænd, havde hun ikke lyst til at blive klippet og opgav at rette henvendelse.

Sagsøgte gør på den baggrund gældende, at det i sagen skal lægges til grund, at de mindstepriser for henholdsvis ”dameklip” og ”herreklip”, som sagsøgeren annoncerede med, ikke var vejledende men derimod faste mindstepriser.

Hvis landsretten måtte lægge til grund, at mindstepriserne alene var vejledende, gøres det videre gældende, at dette ikke kan tillægges nogen betydning i sagen, når det ikke klart fremgår over for potentielle kunder, der således på grundlag af de annoncerede priser måtte lægge til grund, at den billigere ”herreklip” var forbeholdt mænd, og at en ”dameklip” som minimum kostede kr. 528,-.

Sagsøgeren har i replikken side 2 og 3 … henvist til, at der kan identificeres generelle forskelle på ydelserne dameklip og herreklip, herunder for så vidt angår tidsforbrug, anvendelse af redskaber og produkter, forskelle i frisurevalg mv., at der sker en ”tilretning i forhold til kønnets valg” …, og at der findes forskellige kurser for klipning af henholdsvis mænd og kvinder.

Disse faktuelle påstande er ikke kvalificeret nærmere i form af retlige anbringender, og det fremgår derfor ikke, om - og i givet fald hvordan - sagsøgeren mener, at disse forhold er relevante for vurderingen af, om der i sagen er tale om forskelsbehandling, jf. ligestillingslovens § 2, stk. 2 og stk. 3, og/eller for vurderingen af, om forskelsbehandlingen omfattes af undtagelsen i lovens § 3a, stk. 1, jf. afsnit 2 nedenfor.

I det omfang sagsøgeren mener, at disse forhold er relevante for vurderingen af, om der i sagen er tale om forskelsbehandling, gøres det gældende, at det i forhold til kriteriet ”tilsvarende situation”, jf. lovens § 2, stk. 2, og ligebehandlingsdirektivet artikel 2, litra a, er irrelevant, om den ydelse, der udbydes, er den samme for henholdsvis mandens og kvindens vedkommende.

I forarbejderne til ligestillingsloven … og i den 12. indledende betragtning til ligebehandlingsdirektivet, som loven implementerer …, omtales således alene forskellig behandling af mænd og kvinder, der skyldes fysiske forskelle mellem de to køn.

Heri ligger, at der nødvendigvis skal være tale om utvivlsomme kønsmæssige forskelle, for at forskellig behandling af mænd og kvinder på grund af køn falder helt uden for begrebet "direkte forskelsbehandling" efter ligestillingsloven og ligebehandlingsdirektivet. I modsat fald vil der være en betydelig risiko for en udhuling af det grundlæggende princip om ligestilling mellem mænd og kvinder, som direktivet har til formål at gennemføre, jf. også artikel 21 og 23 i den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og fjerde indledende betragtning til ligebehandlingsdirektivet.

Sagsøgeren har ikke påvist, at de forskellige mindstepriser for klipning af henholdsvis mænd og kvinder skyldes sådanne fysiske forskelle kønnene imellem, at der af den grund ikke er tale om direkte forskelsbehandling, jf. ligestillingslovens § 2, stk. 2 samt ligebehandlingsdirektivets artikel 2, litra a) og 12. indledende betragtning.

Det er da efter sagsøgtes opfattelse også helt åbenbart, at der på dette område ikke kan identificeres sådanne relevante fysiske forskelle mellem mænd og kvinder, og at kvinder derfor er i en ”tilsvarende situation” som mænd, jf. lovens § 2, stk. 2, hvorfor de forskellige priser udgør direkte forskelsbehandling i lovens forstand.

Undtagelsesbestemmelsen, jf. ligestillingslovens § 3a, stk. 1

Det følger af ligestillingsloven § 3a, stk. 1, at loven, uanset § 2, ikke er til hinder for forskelsbehandling af det ene køn, hvis det er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige. Bestemmelsen gennemfører artikel 4, stk. 5, i ligebehandlingsdirektivet og skal således fortolkes i overensstemmelse hermed.

Det gøres gældende, at ligebehandlingsdirektivets artikel 4, stk. 5, i lyset af ligebehandlingsdirektivets formål, jf. direktivets artikel 1 og de indledende betragtninger nr. 9 til 11, samt den omstændighed, at ligestilling mellem mænd og kvinder er et grundlæggende unionsretligt princip, jf. således artikel 21 og 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og indledende betragtning nr. 4 til ligebehandlingsdirektivet, udgør en begrænset undtagelse til nævnte princip, og at bestemmelsen derfor skal underlægges en indskrænkende fortolkning i overensstemmelse med det generelle udgangspunkt efter EU-retten, hvorefter undtagelser fortolkes indskrænkende, jf. f.eks. Domstolens dom af 17. oktober 1995 i sag C-450/93, Kalanke, præmis 21 ...

Heraf følger, at også ligestillingslovens § 3a, stk. 1, og muligheden for at fravige lovens forbud mod forskelsbehandling skal fortolkes snævert, og det gøres gældende, at sagsøgeren ikke har bevist, at betingelserne for anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i lovens § 3a, stk. 1, er opfyldt i denne sag.

Prisforskellen er ikke begrundet i et legitimt mål

Det gøres herved i første række gældende, at sagsøgeren ikke har påvist, at den højere mindstepris for klipning af kvinder er begrundet i et legitimt mål.

Det fremgår af den 16. indledende betragtning til ligebehandlingsdirektivet og forarbejderne til ligestillingsloven …, at et legitimt mål for eksempel kan være beskyttelse af ofre for kønsrelateret vold (i tilfælde såsom oprettelse af centre til beskyttelse forbeholdt det ene køn), hensyn til privatlivets fred og blufærdigheden (i tilfælde såsom indlogering hos en person i en del af denne persons hjem), fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder eller mænds eller kvinders interesser (for eksempel frivillige organisationer, hvor kun det ene køn er repræsenteret), foreningsfrihed (i tilfælde af medlemskab af private klubber, hvor kun det ene køn er repræsenteret) og tilrettelæggelse af sportsaktiviteter (for eksempel sportsbegivenheder, som kun det ene køn har adgang til).

Det påhviler sagsøgeren, der påberåber sig undtagelsesbestemmelsen i ligestillingslovens § 3a, stk. 1, og som i øvrigt har bevisbyrden under sagen, jf. ligestillingslovens § 2, stk. 4, at påvise de omstændigheder og elementer, der gør det muligt at identificere det formål, der forfølges med de forskellige priser med henblik på, at der kan føres retslig kontrol med formålets lovlighed samt med, at midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige (dvs. proportionale).

Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke påvist sådanne elementer og omstændigheder, der støtter påstanden om, at differentierede mindstepriser for klipning af mænd og kvinder var begrundet i sådanne legitime hensyn som omfattet af ligestillingslovens § 3a, stk. 1.

Det fremgår ikke klart af hverken stævningen eller replikken, hvilket hensyn sagsøgeren påberåber sig, men sagsøgte forstår de … påberåbte forhold således, at sagsøgeren i sagen gør gældende, at prisforskellen er begrundet i en forskel i omkostninger mellem klipning af kvinder og mænd, idet sagsøgeren påstår, at klipning af kvinder pga. bl.a. redskaber, produkter og tidsforbrug er dyrere end klipning af mænd.

Sagsøgte bestrider ikke, at der kan være forskel på henholdsvis ”dameklip” og ”herreklip”, jf. således også Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 199/2013 af 25. september 2013 …

Sagsøgte bestrider imidlertid, at sagsøgeren i sagen har godtgjort, at det var ca. 20,5 % dyrere for sagsøgeren at udføre den billigste ”dameklip” frem for den billigste ”herreklip”, og at denne prisforskel således var begrundet i reelle omkostningsforskelle, som anført af sagsøgeren. Det bemærkes i den forbindelse, at det ved en simpel søgning på internettet kan konstateres, at andre frisører ikke finder anledning til at operere med en lignende prisdifferentiering ... Endvidere bemærkes, at rent forretningsmæssige hensyn ikke omfattes af de legitime mål efter § 3a, stk. 1, jf. således Højesterets dom af 9. oktober 2012 i sag 188/2009 …

Sagsøgte står i øvrigt uforstående overfor sagsøgerens henvisning til Stenderkædens aflønningssystem … samt sagsøgerens bemærkning om en langvarig praksis inden for frisørbranchen …, idet disse forhold ikke har nogen relevans for vurderingen efter ligestillingslovens § 3a, stk. 1.

Sagsøgte står endvidere uforstående over for sagsøgerens eksempel vedrørende pensionister og handicappede … Det anførte savner således mening allerede af den grund, at de danske lovregler om forbud mod diskrimination uden for arbejdsmarkedet kun gælder i forhold til køn og etnicitet.

Prisforskellen opfylder ikke proportionalitetskravet

Såfremt landsretten måtte finde, at sagsøgeren har godtgjort, at forskellen i mindstepris for klipning af henholdsvis mænd og kvinder forfulgte et legitimt mål, jf. ligestillingslovens § 3a, stk. 1, gøres det videre i anden række gældende, at sagsøgeren ikke har dokumenteret, at proportionalitetskravet er opfyldt, dvs. at en generel og fast forskel i mindsteprisen for klipning på ca. 20,5 % var både hensigtsmæssig/egnet og nødvendig for at nå det påberåbte mål.

Der må herved navnlig lægges vægt på, at et mål i form af omkostningsdækning for en reel forskel i udgifter kunne nås på mindre indgribende vis, for eksempel ved at lægge vægt på behandlingens karakter og omfang (herunder tidsforbrug) som afgørende for prisen, hvilket da også er en fremgangsmåde hos andre frisører …

Sagsøgeren anvendte imidlertid alene kundens køn som kriterium for mindsteprisen, og foranstaltningen gik dermed helt åbenbart ud over, hvad der var nødvendigt for at nå det af sagsøgeren påberåbte mål, jf. hertil også ligebehandlingsdirektivets 17. indledende betragtning, hvorefter princippet om ligebehandling i forbindelse med adgang til varer og tjenesteydelser ikke kræver, at der altid skal leveres faciliteter til mænd og kvinder på et fælles grundlag, så længe de ikke leveres på gunstigere betingelser til medlemmer af det ene køn.

Det gøres samlet gældende, at eftersom sagsøgeren ikke har godtgjort, at proportionalitetsbetingelsen er opfyldt, finder undtagelsesbestemmelsen i ligestillingslovens § 3a, stk. 1, under alle omstændigheder ikke anvendelse i sagen.”

Sag B-2290-13

Danmarks organisation for Selvstændige frisører og kosmetikere (dofk) som mandatar for Cha Cha Cha A/S under konkurs har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvoraf fremgår (afsnit som efterfølgende er sammenfattet i dokumentet og nummerering af afsnit er udeladt):

”Sagens genstand

Formodning for diskrimination

Opsummerende finder sagsøger således anledning til at præcisere,

at der skal være skabt en formodning for diskrimination før bevisbyrden vendes mod sagsøger,

at der i sagen foreligger enighed om definitionen af, at diskrimination foreligger når det lige behandles ulige,

at det efter sagsøgtes duplik er ubestridt, at en dameklip og en herreklip er to forskellige ydelser,

at der herved ikke foreligger en situation, hvor en person af det ene køn behandles ringere end en person af det andet køn ville blive i en tilsvarende situation, at en prisliste med angivelse af disse ydelser således ikke skaber en formodning for diskrimination, og

at der dermed ikke er påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet diskrimination, jf. ligestillingslovens § 2, stk. 2 og § 2, stk. 4.

Saglighed

Ydelsernes karakter

Såfremt Landsretten desuagtet måtte vurdere, at der er skabt en formodning for diskrimination gøres det i overensstemmelse med stævningens punkt 3.2 (E side 37) gældende, at denne forskelsbehandling er sagligt og objektivt begrundet i den forskel i betjeningen og dermed forskel i omkostninger, der er forbundet med henholdsvis ydelsen dameklip og herreklip.

Det følger af ligestillingslovens § 3a, at forbuddet mod forskelsbehandling ikke er til hinder for forskelsbehandling af det ene køn, hvis det er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Det fremgår videre af direktivets art. 4, stk. 5, at direktivet ikke udelukker forskelsbehandling, hvis leveringen af varer og tjenesteydelser udelukkende eller først og fremmest til personer af det ene køn er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.

I forarbejderne til Ligestillingslovens § 2, jf. … fremgår:

"Bestemmelsen er f.eks. ikke til hinder for, at der opkræves forskellig betaling for erhvervsmæssig betjening mv. af kvinder og mænd, hvis dette er begrundet i en forskel i omkostninger, eller at betjening af det ene køn afvises med den begrundelse, at den pågældende alene er fagligt kvalificeret til eller særligt specialiseret i behandling mv. af det andet køn. Det vil f.eks. selvsagt ikke være i strid med bestemmelsen, at personer, der er specialiserede i betjening af det ene køn, afviser at betjene det andet, som f.eks. uddannede herre eller dameskræddere. Det samme synspunkt gør sig gældende for skønhedsklinikker og frisører, der er specialiseret i at betjene det ene køn." [Min fremhævelse.]

Det er således fra lovgivers side præciseret, at i situationer hvor betjeningen af mænd og kvinder er forskellig, udgør en opkrævning af forskellig betaling ikke forskelsbehandling i strid med loven. Frisørbranchen er endvidere specifikt udpeget som et eksempel på en branche, hvor den erhvervsmæssige betjening praktiseres forskelligt, alt efter om kunden er en mand eller kvinde.

De samme betragtninger fremgår af Vejledningen til ligestillingsloven, … og forslaget til ligestillingsdirektivet …

Det fremgår videre af 17. betragtning til direktivet …, at ydelser ikke altid skal leveres på samme grundlag til mænd og kvinder, så længe de ikke leveres mere gunstigt til det ene køn.

Sagsøgtes egen afgørelse fra 2013 (Herresalon …), bekræfter endvidere helt i overensstemmelse med forarbejderne og vejledningen, at der netop inden for frisørfaget er tale om færdigheder, der praktiseres forskelligt for de to køns vedkommende. Det fandtes dermed ikke i strid med ligestillingsloven, at en herrefrisør afviste at betjene en kvinde, da denne ikke var specialiseret i at betjene kvinder.

Da betjeningen af kønnene inden for frisørfaget således helt grundlæggende er forskellig, både i teorien på uddannelsen og i praksis, forekommer det således helt naturligt, nødvendigt og sagligt begrundet, at salonernes vejledende priser bl.a. er opdelt i disse kriterier.

Prissætningen

De vejledende priser for herre- og dameklip er fastsat ud fra en branchefaglig vurdering begrundet i karakteren af ydelserne, heraf tidsforbruget og omkostningerne. Der er således tale om helt saglige kriterier for prissætningen.

Som tillige berørt i stævningen …, er der en helt grundlæggende forskel på teknikkerne inden for disciplinerne dameklip og herreklip som også er gennemgående for hele frisøruddannelsen, svendeprøver mv. … Der er tale om et andet tidsforbrug når der klippes i feminine former, dette uanset om der er tale om kort eller langt hår. Antal og forbrug af produkter antager også et helt andet omfang for en damklip, end det gør for en herreklip.

Det fastholdes og understreges, at de priser der fremgår af frisørsalonernes prislister er vejledende, da både mænds og kvinders hår i sagens natur er forskelligt. Den endelige pris fastlægges således i salonen, alt efter kundens hår og ønsker for behandlingen og baseret på en af frisøren foretaget faglig vurdering.

Af denne grund vil det også i praksis foregå således, at hvis en mand kommer ind i salonen med hår og ønsker svarende til en kvindeklip, vil det være den pris han ender med at betale, da prissætningen som nævnt er et resultat af tidsforbrug og omkostninger. Det samme vil gælde for en kvinde med hår og ønsker svarende til tidsforbrug og omkostninger som en herreklip.

Prisdifferentieringen er således objektivt og sagligt begrundet, og går ikke videre end hvad der er nødvendigt.

Det gøres således sammenfattende gældende, at opdelingen af ydelser i henholdsvis herreklip og dameklip er sagligt begrundet i den forskel i betjeningen af kønnene, der gør sig gældende i frisørfaget. Det gøres videre gældende, at den gennemsnitlige prisdifferentiering for henholdsvis herre og dameklip er sagligt begrundet i behandlingernes omfang og omkostninger, og at frisørsalonerne således ikke udbyder behandlinger på et mere gunstigt grundlag for mænd end for kvinder.

Prisdifferentieringen udgør således ikke diskrimination i strid med ligestillingsloven.

Retsgrundlaget

Direktivimplementeringen i Ligestillingsloven Sagsøgte fremkommer i sin duplik med synspunkter om, at sagsøgers citering af de oprindelige forarbejder til ligestillingsloven … er "misvisende" og "irrelevante", da disse kun fandt anvendelse forud for direktivimplementeringen.

Dette synspunkt må af sagsøger afvises, hvortil det blot kort skal bemærkes, at sagsøgte ganske flittigt har citeret fra netop de pågældende forarbejder i sine afgørelser både i 2012, 2013 og 2014 ....

Forarbejderne citeres endvidere fortsat i litteraturen … Dette beror selvsagt på, at disse forarbejder på ingen måde er forældede, og de benyttes således fortsat i fortolkningen af ligestillingsloven.

Dette understreger også blot sagsøgers synspunkt om, at der med direktivimplementeringen i 2007 ikke skete nogen ændring af materiel betydning for retsanvendelsen på ligestillingsområdet.

Der var hovedsageligt tale om en præcisering af formuleringerne i loven og en udvidelse af anvendelsesområdet for så vidt angik pligtsobjekterne. Dette fremgår klart af de almindelige bestemmelser til lovforslaget …:

"Ligestillingsloven indeholder allerede beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af køn og ikendelse af sanktion i form af godtgørelse for overtrædelse af loven, således at direktivets væsentligste krav hovedsagelig allerede er gældende ret. Gennemførslen af direktivet kræver mindre lovændringer, som i et vist omfang er en præcisering af gældende retstilstand" [Mine fremhævelser].

Herefter må det konstateres, at der på tidspunktet for den oprindelige frisørafgørelse i 2006 og på tidspunktet for de afsagte afgørelser i 2012, 2013 og 2014 ikke har været nogen forskel af betydning for det retsgrundlag, der har fundet anvendelse ved vurderingen af sagerne.

EU-retten

Sagsøgte fremkommer i duplikken med en lang række betragtninger om tilblivelsesprocessen for ligestillingsdirektivet. Det er sagsøgtes synspunkt, at visse dele af forslaget til direktivet skulle være irrelevant, fordi en del af den bestemmelse, det relaterede sig til, ikke blev medtaget i det endelige direktiv.

Det i stævningens …citerede stykke af direktivforslaget …, relaterer sig til direktivets artikel 1, der i den endelige direktivtekst fremstod ændret i forhold til forslaget. Om end artikel 1 blev ændret, udgør Rådets bagvedliggende betragtninger og overvejelser om direktivet fortsat et relevant fortolkningsbidrag.

Dette ses også at være opfattelsen hos Institut for menneskerettigheder og professor Ruth Nielsen, idet netop den ovenfor nævnte del af direktivforslaget er citeret i sin helhed i Afhandlingen "Lige Adgang" fra 2012, ...

Her fremgår citatet som et eksempel på, hvornår mænd og kvinder ikke befinder sig i en sammenlignelig situation, hvorefter bl.a.:

"I andre tilfælde praktiseres færdigheder forskelligt, alt efter om kunden er en mand eller en kvinde. Dette direktiv finder ikke anvendelse i forbindelse med sådanne forskelle hvor mænd og kvinder ikke befinder sig i en sammenlignelig situation"

Sagsøger kan således ikke tiltræde, at den citerede del af forarbejderne til direktivet skulle være uden relevans. Særligt ikke, da grundlaget for den udgåede del af paragraffen var, at den forklarede det åbenlyse, og at eksemplerne var "vage" ...”

Ligebehandlingsnævnet som mandatar for for A har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvoraf fremgår:

”Det gøres overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 20. februar 2013, hvorved Ligebehandlingsnævnet fandt, at der var i strid med ligestillingsloven, at salon Cha Cha Cha Aarhus havde forskellige priser for klipning af mænd og kvinder ...

Det gøres således gældende, at den differentierede prissætning mellem ”herreklip” og ”dameklip”, der fremgik af salonen Cha Cha Cha i Aarhus’ hjemmeside, hvorefter mindsteprisen for ydelsen ”dameklip & føn” var kr. 625,-, mens mindsteprisen for ydelsen ”herreklip med føn”, kun var kr. 515,- ..., udgør di-rekte forskelsbehandling i strid med ligestillingslovens § 2, stk. 2, jf. § 2, stk. 1, subsidiært indirekte forskelsbehandling i strid med ligestillingslovens § 2, stk. 3, jf. § 2, stk. 1... Prisforskellen udgør under alle omstændigheder en sådan faktisk omstændighed, at det efter ligestillingslovens § 2, stk. 4, påhviler sagsøgeren at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Det gøres videre gældende, at sagsøgeren ikke har løftet denne bevisbyrde. Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at prisforskellen ikke udgør direkte eller indirekte forskelsbehandling, jf. ligestillingslovens § 2, stk. 2 og stk. 3, ligesom sagsøgeren heller ikke har godtgjort, at forskelsbehandlingen er begrundet i et legitimt mål, og at midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige, jf. undtagelsesbestemmelsen i ligestillingslovens § 3a, stk. 1.

Det bestrides endelig, at den indbragte afgørelse af 20. februar 2013 ... er uforenelig med nævnets tidligere praksis ... Sagsøgte skal navnlig henvise til, at der er sket væsentlige ændringer i det retlige grundlag, der er medvirkende til at forklare, hvorfor Ligebehandlingsnævnet i 2013 ... bedømmer prisforskelle for klipning af mænd og kvinder anderledes, end Ligestillingsnævnet gjorde tilbage i 2006 ...

Direkte forskelsbehandling, jf. ligestillingslovens § 2, stk. 2

Efter ligestillingslovens § 2, stk. 2, foreligger der direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Det gøres gældende, at frisørsalonen Cha Cha Cha Aarhus ved at annoncere med differentierede mindstepriser for henholdsvis ”dameklip” og "herreklip” udøvede direkte forskelsbehandling, jf. ligestillingslovens § 2, stk. 2, subsidiært indirekte forskelsbehandling, jf. ligestillingslovens § 2, stk. 3.

Der må herved for det første lægges vægt på, at ydelserne ”dameklip” og ”herreklip” er kønsafhængige i den forstand, at ”dameklip” er forbeholdt kvinder, mens ”herreklip” er forbeholdt mænd, jf. således ordlyden af Cha Cha Cha i Aarhus’ hjemmeside ... og det i stævningen punkt 2.2.6. anført om, at sagsøger på sin hjemmeside angav ”differentierede priser for behandlinger af henholdsvis mænd og kvinder” ...

Der må endvidere for det andet lægges vægt på, at mindsteprisen for en ”dameklip” ifølge hjemmesiden var på kr. 625,-, jf. formuleringen ”dameklip & føn fra 625,- kr” (egen fremhævelse), mens mindsteprisen for en ”herreklip” var på kr. 515,-, jf. formuleringen "herreklip med føn fra 515,- kr." (egen fremhævelse), dvs. en prisforskel på kr. 110,- svarende til ca. 21 %.

Endelig må der for det tredje lægges vægt på, at salonen ved annoncering af de nævnte priser alene angav køn (”dameklip” henholdsvis ”herreklip”) som relevant kriterium for prisen og ikke for eksempel behandlingens karakter og omfang.

Det gøres videre gældende, at disse forhold under alle omstændigheder udgør sådanne faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at kvinder på grund af deres køn blev behandlet ringere end mænd, jf. ligestillingslovens § 2, stk. 2, idet en kvinde, uanset hvilken klipning hun måtte ønske, efter hjemmesidens ordlyd som minimum ville skulle betale ca. 21 % mere end den billigste ”herreklip”.

Efter ligestillingslovens § 2, stk. 4, påhviler det herefter sagsøgeren at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke har løftet denne bevisbyrde. Sagsøgeren har således ikke bevist, at prisforskellen ikke er i strid med ligestillingslovens § 2.

Det bestrides i den forbindelse, at de priser, salonen Cha Cha Cha i Aarhus annoncerede med på sin hjemmeside, alene var vejledende ... Sagsøgeren har ikke fremlagt nogen form for dokumentation for postulatet om, at der var tale om vejledende priser, som heller ikke har nogen støtte i den tekst, der fremgik af salonens hjemmeside ...

Hertil kommer, at sagsøgeren heller ikke i forbindelse med sagens behandling for Ligebehandlingsnævnet gjorde gældende, at de annoncerede priser alene havde en vejledende karakter. Tværtimod erkendte direktør for dofk, Christine Branborg, i indlægget af 14. november 2012 til Ligebehandlingsnævnet, at ”[d]et er korrekt, at der er forskel i priser for mænds og kvinders hårbehandlinger hos landets frisører” ...

Det gøres på den baggrund gældende, at det i sagen må lægges til grund, at de mindstepriser for ”dameklip” og ”herreklip”, som salonen Cha Cha Cha i Aarhus annoncerede med, ikke var vejledende men derimod faste mindstepriser.

Hvis landsretten måtte lægge til grund, at mindstepriserne var vejledende, gøres det videre gældende, at det ikke gør nogen forskel for den retlige vurdering af sagen, da det afgørende må være, at potentielle kunder på grundlag af de annoncerede priser på hjemmesiden måtte lægge til grund, at den billigere ”herreklip” var forbeholdt mænd, og at en ”dameklip” som minimum kostede kr. 625,-.

Det bestrides videre, at der ved vurderingen af, hvorvidt den dokumenterede prisforskel mellem klipning af mænd og kvinder udgør direkte forskelsbehandling, kan identificeres relevante forskelle mellem mænd og kvinder, der indebærer, at de to køn ikke kan anses for at være i "tilsvarende situationer", jf. li-gestillingslovens § 2, stk. 2.

I forarbejderne til loven ... og i den 12. indledende betragtning til ligebehandlingsdirektivet, som loven implementerer ..., omtales alene forskellig behandling af mænd og kvinder, der skyldes fysiske forskelle mellem de to køn.

Heri ligger, at der nødvendigvis skal være tale om utvivlsomme kønsmæssige forskelle, for at forskellig behandling af mænd og kvinder på grund af køn falder helt uden for begrebet "direkte forskelsbehandling" efter ligestillingsloven og ligebehandlingsdirektivet. I modsat fald vil der være en betydelig risiko for en udhuling af det grundlæggende princip om ligestilling mellem mænd og kvinder, som direktivet har til formål at gennemføre, jf. også artikel 21 og 23 i den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og fjerde indledende betragtning til ligebehandlingsdirektivet. Det bestrides på den baggrund, når sagsøgeren i sagen udlægger forskelsbehandlingsbegrebet, jf. ligestillingslovens § 2, stk. 2, og ligebehandlingsdirektivets artikel 2, litra a, således, at der begrebsmæssigt ikke kan være tale om ”tilsvarende” situationer i ligestillingslovens forstand, hvis den ydelse, der udbydes, er forskellig for henholdsvis mandens og kvindens vedkommende ...

Sagsøgeren henviser i replikken punkt 1.1.4. til Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 199/2013 af 25. september 2013 ... og den indledende betragtning nr. 17 i ligebehandlingsdirektivet til støtte for dette synspunkt om, at ”det lige fordrer, at der er tale om samme ydelse”, og at der i sagen ”slet ikke foreligger samme ydelse, hvilket er en helt grundlæggende præmis for, at der kan være tale om forskelsbehandling” ...

Det af sagsøgeren anførte, er udtryk for en fejlagtig sammenblanding af på den ene side spørgsmålet om afgrænsning af begrebet direkte forskelsbehandling (spørgsmålet om hvornår en forskellig behandling af mænd og kvinder er udtryk for direkte forskelsbehandling i lovens og direktivets forstand) og på den anden side spørgsmålet om afgrænsningen mellem henholdsvis lovlig og ulovlig forskelsbehandling (spørgsmålet om hvornår en forskellig behandling af mænd og kvinder, som udgør direkte forskelsbehandling i lovens forstand, omfattes af undtagelsen i lovens § 3a, stk. 1).

Når Ligebehandlingsnævnet i afgørelse nr. 199/2013 af 25. september 2013 fastslog, at det ikke er i strid med ligestillingsloven, at en frisørsalon, der er specialiseret i behandling af mænd, afviser at behandle kvinder, var begrundelsen således ikke, at der ikke vare tale om forskelsbehandling.

Tværtimod fremgår det udtrykkeligt af afgørelsen, at den indklagede frisørsalon udøvede forskelsbehandling på grund af køn. Ligebehandlingsnævnet fandt imidlertid, at lovens undtagelse fandt anvendelse, fordi forskelsbehandlingen var begrundet i et legitimt formål som følge af saglige og objektive forhold, idet salonen var specialiseret i at udføre frisørbehandlinger til mænd, og nævnet henviste i den forbindelse til direktivets indledende betragtning nr. 17. Netop for så vidt angår direktivets indledende betragtning nr. 17 gøres således gældende, at betragtningen -  som det også er forudsat i nævnte afgørelse nr. 199/2013 fra Ligebehandlingsnævnet - skal læses i sammenhæng med direktivets betragtning nr. 16, der vedrører undtagelsen til forbuddet mod forskelsbehandling, jf. ligebehandlingsdirektivets artikel 4, stk. 5 og ligestillingslovens § 3a, stk. 1, og ikke - som sagsøgeren fejlagtigt synes at forudsætte i replikkens punkt 1.1.4. - spørgsmålet om afgrænsning af begrebet direkte forskelsbehandling.

Det gøres i den forbindelse videre gældende, at sagsøgerens anvendelse af forarbejderne til ligestillingsloven og ligebehandlingsdirektivet ... er misvisende, ...

Undtagelsesbestemmelsen, jf. ligestillingslovens § 3a, stk. 1

Det følger af ligestillingsloven § 3a, stk. 1, at loven, uanset § 2, ikke er til hinder for forskelsbehandling af det ene køn, hvis det er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige. Bestemmelsen gennemfører artikel 4, stk. 5, i ligebehandlingsdirektivet og skal således fortolkes i overensstemmelse hermed.

Det gøres gældende, at ligebehandlingsdirektivets artikel 4, stk. 5, i lyset af ligebehandlingsdirektivets formål, jf. direktivets artikel 1 og de indledende betragtninger nr. 9 til 11, samt den omstændighed, at ligestilling mellem mænd og kvinder er et grundlæggende unionsretligt princip, jf. således artikel 21 og 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og indledende betragtning nr. 4 til ligebehandlingsdirektivet, udgør en begrænset undtagelse til nævnte princip, og at bestemmelsen derfor skal underlægges en indskrænkende fortolkning i overensstemmelse med det generelle udgangspunkt efter EU-retten, hvorefter undtagelser fortolkes indskrænkende, jf. f.eks. Domstolens dom af 17. oktober 1995 i sag C-450/93, Kalanke, præmis 21 ...

Heraf følger, at også ligestillingslovens § 3a, stk. 1, og muligheden for at fravige lovens forbud mod forskelsbehandling skal fortolkes snævert, og det gøres gældende, at sagsøgeren ikke har bevist, at betingelserne for anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i lovens § 3a, stk. 1, er opfyldt i denne sag.  

Prisforskellen er ikke begrundet i et legitimt mål

Det gøres herved i første række gældende, at sagsøgeren ikke har påvist, at den højere mindstepris for klipning af kvinder er begrundet i et legitimt mål.

Det fremgår af den 16. indledende betragtning til ligebehandlingsdirektivet og forarbejderne til ligestillingsloven ..., at et legitimt mål for eksempel kan være beskyttelse af ofre for kønsrelateret vold (i tilfælde såsom oprettelse af centre til beskyttelse forbeholdt det ene køn), hensyn til privatlivets fred og blufærdigheden (i tilfælde såsom indlogering hos en person i en del af denne persons hjem), fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder eller mænds eller kvinders interesser (for eksempel frivillige organisationer, hvor kun det ene køn er repræsenteret), foreningsfrihed (i tilfælde af medlemskab af private klubber, hvor kun det ene køn er repræsenteret) og tilrettelæggelse af sportsaktiviteter (for eksempel sportsbegivenheder, som kun det ene køn har adgang til).

Det påhviler sagsøgeren, der påberåber sig undtagelsesbestemmelsen i ligestillingslovens § 3a, stk. 1, og som i øvrigt har bevisbyrden under sagen, jf. ligestillingslovens § 2, stk. 4, at påvise de omstændigheder og elementer, der gør det muligt at identificere det formål, der forfølges med de forskellige priser med henblik på, at der kan føres retslig kontrol med formålets lovlighed samt med, at midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige (dvs. proportionale).

Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke påvist sådanne elementer og omstændigheder, der støtter påstanden om, at differentierede mindstepriser for klipning af mænd og kvinder var begrundet i sådanne legitime hensyn som omfattet af ligestillingslovens § 3a, stk. 1.

Sagsøgeren har … gjort gældende, at prisforskellen er begrundet i ”forskel i omkostninger […] ved betjeningen af de to køn”…, idet en ”dameklip” er mere teknisk krævende, og derfor indebærer et større tidsforbrug end en ”herreklip” ... Sagsøgte bestrider ikke, at der kan være forskel på henholdsvis ”dameklip” og ”herreklip”, jf. således også Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 199/2013 af 25. september 2013 ...

Sagsøgte bestrider imidlertid, at sagsøgeren i sagen har godtgjort, at det var ca. 21 % dyrere for salon Cha Cha Cha i Aarhus at udføre den billigste ”dameklip” frem for den billigste ”herreklip”, og at denne prisforskel således var begrundet i reelle omkostningsforskelle, som anført af sagsøgeren. Det bemærkes i den forbindelse, at det ved en simpel søgning på internettet kan konstateres, at andre frisører ikke finder anledning til at operere med en lignende prisdifferentiering ... Endvidere bemærkes, at rent forretningsmæssige hensyn ikke omfattes af de legitime mål efter § 3a, stk. 1, jf. således Højesterets dom af 9. oktober 2012 i sag 188/2009 ...

Prisforskellen opfylder ikke proportionalitetskravet

Såfremt landsretten måtte finde, at sagsøgeren har godtgjort, at forskellen i mindstepris for klipning af henholdsvis mænd og kvinder forfulgte et legitimt mål, jf. ligestillingslovens § 3a, stk. 1, gøres det videre i anden række gældende, at sagsøgeren ikke har dokumenteret, at proportionalitetskravet er opfyldt, dvs. at en generel og fast forskel i mindsteprisen for klipning på ca. 21 % var både hensigtsmæssig/egnet og nødvendig for at nå det påberåbte mål.

Der må herved navnlig lægges vægt på, at et mål i form af omkostningsdækning for en reel forskel i udgifter kunne nås på mindre indgribende vis, for eksempel ved at lægge vægt på behandlingens karakter og omfang (herunder tidsforbrug) som afgørende for prisen, hvilket da også er en fremgangsmåde hos andre frisører ...

Salon Cha Cha Cha i Aarhus anvendte imidlertid alene kundens køn som kriterium for mindsteprisen, og foranstaltningen gik dermed helt åbenbart ud over, hvad der var nødvendigt for at nå det af sagsøgeren påberåbte mål, jf. hertil også ligebehandlingsdirektivets 17. indledende betragtning, hvorefter princippet om ligebehandling i forbindelse med adgang til varer og tjenesteydelser ikke kræver, at der altid skal leveres faciliteter til mænd og kvinder på et fælles grundlag, så længe de ikke leveres på gunstigere betingelser til medlemmer af det ene køn.

Det gøres samlet gældende, at eftersom sagsøgeren ikke har godtgjort, at proportionalitetsbetingelsen er opfyldt, finder undtagelsesbestemmelsen i ligestillingslovens § 3a, stk. 1, under alle omstændigheder ikke anvendelse i sagen.”

Sagsøgerne har på landsrettens forespørgsel oplyst, at de ikke ønsker, at der stilles præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen som følge af den tid, der må antages at medgå hermed. De finder i øvrigt også retsstillingen klar, idet der væsentligst er tale om en bevisvurdering, som det tilkommer Østre Landsret at foretage.

Ligebehandlingsnævnet har meddelt, at nævnet finder, at retsstillingen er klar, og at der derfor ikke er anledning til at stille præjudicielle spørgsmål.

Retsgrundlaget

Ligestillingsloven (lovbekendtgørelse nr. 1678 af 19. december 2013 om ligestilling af kvinder og mænd) indeholder blandt andet følgende bestemmelser:

”§ 1. Lovens formål er at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd, herunder lige integration, lige indflydelse og lige muligheder i alle samfundets funktioner med udgangspunkt i kvinders og mænds lige værd. Lovens formål er desuden at modvirke direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn samt at modvirke chikane og sexchikane.«

§ 2. Ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. En instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af køn betragtes som forskelsbehandling.

Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Stk. 3. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Stk. 4. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.«

§ 3 a. Uanset § 2 er denne lov ikke til hinder for forskelsbehandling af det ene køn, hvis det er begrundet i et legitimt mål og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.”

Bestemmelserne i ligestillingslovens § 2 og § 3 a blev indføjet med denne ordlyd ved lov nr. 434 af 11. maj 2007 om ændring af ligestillingsloven. Denne ændringslov havde til formål at gennemføre dele af Rådets direktiv 2004/113/EF af 21. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser (ligebehandlingsdirektivet).

I bemærkningerne til § 2 i forslaget hedder det blandt andet (lovforslag nr. 137 af 11. maj 2007):

”I stk. 2 defineres, hvad der forstås ved direkte forskelsbehandling. I den gældende ligestillingslov er der ingen definition af direkte forskelsbehandling, men alene af indirekte forskelsbehandling. Efter definitionen i stk. 2 skal den nærmere vurdering af, om der foreligger direkte forskelsbehandling på grund af køn, ske ved, at personen, der føler sig krænket, skal sammenlignes med, hvordan en person af andet køn bliver eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Det vil sige, at en person, der føler sig forskelsbehandlet, kan sammenligne sig med en hypotetisk sammenligningsperson. Forskelle mellem mænd og kvinder i forbindelse med ydelse af sundhedspleje, som skyldes de fysiske forskelle mellem mænd og kvinder, er ikke tilsvarende situationer og udgør derfor ikke forskelsbehandling . . .

I stk. 3 foreslås defineret indirekte forskelsbehandling, som er en tilpasning af den eksisterende definition i ligestillingslovens § 2 a stk. 2. Ændringen indebærer, at der i vurderingen om der foreligger indirekte forskelsbehandling skal lægges mindre vægt på antallet af berørte personer, der ved en kønsskæv effekt af en bestemmelse, betingelse eller praksis stilles ringere. Definitionen svarer til definitionen i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 2, litra b).«

Af bemærkningerne til § 3 a fremgår blandt andet:

”Der foreslås indsat en ny § 3 a om muligheden for at fravige lovens ligebehandlingsprincip. Efter stk. 1 er loven ikke til hinder for forskelsbehandling, hvis dette er begrundet i et legitimt mål og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige. Ifølge bemærkningerne til den gældende ligestillingslov gælder forbuddet mod forskelsbehandling ikke, hvis denne er begrundet i saglige og objektive forhold, der ikke er begrundet i køn. Ved lovændringen kommer retstilstanden tydeligere frem. I betragtningerne til direktivet udtaler Kommissionen sig om bestemmelsen: Forskelsbehandling kan kun accepteres, hvis den er begrundet i et legitimt mål. Et legitimt mål kan for eksempel være beskyttelse af ofre for kønsrelateret vold (i tilfælde såsom oprettelse af centre til beskyttelse forbeholdt det ene køn), hensyn til privatlivets fred og blufærdighed (i tilfælde såsom indlogering hos en person af denne persons hjem), fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder eller mænds eller kvinders interesser (for eksempel frivillige organisationer, hvor kun det ene køn er repræsenteret) foreningsfrihed (i tilfælde af medlemskab af private klubber, hvor kun det ene køn er repræsenteret) og tilrettelæggelse af sportsaktiviteter (for eksempel sportsbegivenheder, som kun det ene køn har adgang til). Enhver begrænsning bør imidlertid være hensigtsmæssig og nødvendig i overensstemmelse med de kriterier, der kan udledes af EF-domstolens retspraksis. Princippet om ligebehandling i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser kræver ikke, at der altid skal leveres faciliteter til mænd og kvinder på et fælles grundlag, så længe de ikke leveres på gunstigere betingelser til medlemmer af det ene køn.

For ikke at formålet med diskriminationsforbuddet udhules, bør bestemmelsen fortolkes snævert. Grænsen mellem de tilfælde, hvor der skal søges dispensation efter lovens § 3 og de tilfælde, der falder helt uden for loven, er ikke skarp. Retstilstanden svarer hermed til ligebehandlingslovens bestemmelser om undtagelse fra forbuddet mod forskelsbehandling.”

Bevisbyrdereglen, som nu fremgår af § 2, stk. 4, blev oprindeligt indføjet i ligestillingsloven ved lov nr. 440 af 7. juni 2001 som § 2 a, stk. 1, og havde da følgende ordlyd:

”2 a. Hvis en person, der anser sig for krænket, jf. § 2, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.”

Samtidig blev der som § 16 a indsat en tilsvarende bevisbyrderegel i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov mv.

Af forarbejderne til denne lovændring, jf. lovforslag nr. 78 af 1. november 2000, fremgår blandt andet:

”Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

 

Rådet for Den Europæiske Union vedtog den 15. december 1997 Rådets direktiv 97/80/EF om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn (bevisbyrdedirektivet). Med §§ 1-3 i det fremlagte lovforslag gennemføres direktivet i dansk ret.

Direktivet er et minimumsdirektiv. Lovforslagets §§ 1-3 og § 5 tilsigter ikke at gå videre end direktivets krav. Da direktivets formål er at forbedre beskyttelsesniveauet i ligebehandlings- og ligelønssager, må gennemførelsen af direktivet ikke medføre forringelser i det eksisterende beskyttelsesniveau. Med lovforslagets § 4 indføres direktivets bevisbyrderegler også inden for ligestillingslovens område, dvs. uden for arbejdsmarkedet. Der henvises nærmere til bemærkningerne under pkt. 6.

2. Baggrund for direktivet

Bevisbyrdedirektivet skal som nævnt medvirke til at sikre en mere effektiv gennemførelse af det grundlæggende princip om ligebehandling, således som dette er forudsat i EU-retten.

Et af de (proces)problemer, som ofte opleves af personer, der bliver forskelsbehandlet, er bevisførelsen. Mange finder det med de gældende bevisbyrderegler vanskeligt og nogle gange umuligt at fremlægge beviser i en sag om tilsyneladende forskelsbehandling, bl.a. fordi det er den indklagede (arbejdsgiveren), som normalt har den relevante information.

EF-Domstolen har i en række sager, hvor bevisbyrdeproblematikken har været behandlet, udtalt, at en »forskydning« af bevisbyrden er nødvendig for ikke at fratage en arbejdstager, der tilsyneladende er udsat for forskelsbehandling, ethvert effektivt middel til at søge ligebehandlings- og ligelønsprincippet gennemført.

Direktivet anvendes inden for enhver civilretlig eller administrativ procedure inden for den offentlige eller private sektor. Det betyder, at den ændrede bevisbyrde skal anvendes ved enhver klageprocedure, der er omfattet af direktivet.

3. Hidtidig praksis om bevisbyrden ved EF-Domstolen

Som nævnt er formålet med bevisbyrdedirektivet at sikre større effektivitet. Dette forudsætter gennemskuelighed, gennemsigtighed og synlighed (det såkaldte transparensprincip). EF-Domstolens praksis i ligebehandlings- og ligelønssager har ligget til grund for gennemførelsen af og har afgørende betydning for forståelsen af bevisbyrdedirektivet, idet EF-Domstolen i en række principielle sager har skærpet sagsøgtes bevisbyrde.

4. Bevisbedømmelse, bevisførelse og bevisbyrde

Dansk ret indeholder ingen generelle regler eller principper for bevisbyrdefordelingen mellem sagsøger og sagsøgte, men beviskravene kan være reguleret i særlovgivningen. Funktionærlovens § 2, stk. 4, om midlertidig ansættelse er et eksempel herpå, idet der stilles skærpede beviskrav til arbejdsgiveren såkaldt omvendt bevisbyrde.

Det er op til sagens parter at afgøre hvor omfattende et bevismateriale, de ønsker at fremlægge. Retten kan dog, hvis den skønner det nødvendigt, opfordre til, at yderligere bevis forelægges eller afskære bevisførelse, der skønnes at være uden betydning for sagen. På baggrund af parternes indlæg træffer retten afgørelse i sagen. Idet bevisbedømmelsen i dansk ret er fri, jf. retsplejelovens § 344, stiller domstolene hverken formelle eller materielle krav til beviset. Konsekvensen af den frie bevisbedømmelse er derfor, at retten på baggrund af en objektiv vurdering skal vurdere de fremførte bevisers vægt efter den sandsynlighed, som beviset i den foreliggende situation skaber.

Kravene til bevisstyrken afhænger af omstændighederne i den konkrete sag, herunder om parterne i det konkrete hændelsesforløb, der kommer til retlig bedømmelse, sædvanligvis sikrer sig og/eller burde have sikret sig bevis, og af de generelle faktorer, der har motiveret de materielle regler.

6. Ligestilling uden for arbejdsmarkedet

Bevisbyrdedirektivet omfatter som anført ovenfor kun sager om ligebehandling på arbejdsmarkedsområdet.

I de almindelige bemærkninger til L 193 om forslag til lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven), der blev fremsat den 9. februar 2000, jf. Folketingstidende tillæg A, s. 5252 ff., blev det imidlertidig tilkendegivet, at det var hensigten, at bevisbyrdedirektivets princip om delt bevisbyrde også vil blive søgt gennemført på områder, der er omfattet af ligestillingsloven. § 4 i det foreliggende lovforslag følger op på denne tilkendegivelse.

Baggrunden for at indføre den delte bevisbyrde inden for ligestillingslovens område og således gennemføre bevisbyrdedirektivets principper i videre omfang end påkrævet skyldes, at der inden for ligestillingslovens anvendelsesområde vil kunne forekomme kønsdiskrimination, der i det væsentligste svarer til den kønsdiskrimination, der kan forekomme inden for ligebehandlings og ligelønslovens område. De hensyn, der begrunder den delte bevisbyrde i sager efter ligebehandlings- og ligelønslovene herunder hensynet til den krænkede parts mulighed for at føre bevis for krænkelsen og hensynet til en effektiv gennemførelse af princippet om ligebehandling vil således kunne gælde med samme styrke inden for ligestillingslovens område. Det vil bl.a. være tilfældet i sager om seksuel chikane. I sådanne sager vil det synes urimeligt, at der i forbindelse med seksuel chikane begået af en arbejdsgiver over for en ansat og derved inden for ligebehandlingslovens område gælder et princip om delt bevisbyrde, hvorimod dette ikke er tilfældet i sager om seksuel chikane fx begået af en lærer over for en elev. De nævnte hensyn tilsiger, at der i sådanne ligeartede og sammenlignelige sager gælder samme bevisregler, således at den krænkede part ikke har en ringere retsstilling i forbindelse med kønsdiskrimination inden for ligestillingslovens anvendelsesområde.”

Af ligebehandlingsdirektivet (2004/113/EF) fremgår blandt andet:

”1) I henhold til EU-traktatens artikel 6 bygger Den Europæiske Union på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er principper, som medlemsstaterne har til fælles, og den respekterer de grundlæggende rettigheder som generelle principper for fællesskabsretten, således som de garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder [undertegnet i Rom den 4.11.1950], og således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner.

4) Ligestilling mellem mænd og kvinder er et grundlæggende princip i Den Europæiske Union. Artikel 21 og 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) forbyder enhver forskelsbehandling på grund af køn og kræver, at der sikres ligestilling mellem mænd og kvinder på alle områder.

5) Det fremgår af artikel 2 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, at fremme af ligestilling er en af Fællesskabets væsentlige opgaver. Ligeledes kræves det i artikel 3, stk. 2, i traktaten, at Fællesskabet tilstræber at afskaffe uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder på alle indsatsområder.

9) Forskelsbehandling på grund af køn, herunder chikane og sexchikane, finder også sted uden for arbejdsmarkedet. Den form for forskelsbehandling kan være lige så skadelig og udgøre en hindring for en fuldstændig og vellykket integration af mænd og kvinder i det økonomiske og sociale liv.

10) Sådanne problemer er særlig tydelige med hensyn til adgang til og levering af varer og tjenesteydelser. Forskelsbehandling på grund af køn på det område bør derfor forebygges og afskaffes. Som det var tilfældet med Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse, 11) kan dette mål bedre nås ved hjælp af fællesskabslovgivning.

12) Med henblik på at forebygge forskelsbehandling på grund af køn bør direktivet finde anvendelse på både direkte forskelsbehandling og indirekte forskelsbehandling. Der foreligger kun direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere end en anden person i en tilsvarende situation. Således vedrører f.eks. forskelle mellem mænd og kvinder i forbindelse med ydelse af sundhedspleje, som skyldes de fysiske forskelle mellem mænd og kvinder, ikke tilsvarende situationer og udgør derfor ikke forskelsbehandling.

15) Der findes allerede en række retsakter om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv. Direktivet bør derfor ikke finde anvendelse på dette område. Det samme gælder selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis den er omfattet af eksisterende juridiske instrumenter. Direktivet bør kun finde anvendelse på forsikringer og pensioner, der er private, frivillige og uafhængige af ansættelsesforholdet.

16) Forskelsbehandling kan kun accepteres, hvis den er begrundet i et legitimt mål. Et legitimt mål kan for eksempel være beskyttelse af ofre for kønsrelateret vold (i tilfælde såsom oprettelse af centre til beskyttelse forbeholdt det ene køn), hensyn til privatlivets fred og blufærdigheden (i tilfælde såsom indlogering hos en person i en del af denne persons hjem), fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder eller mænds eller kvinders interesser (for eksempel frivillige organisationer, hvor kun det ene køn er repræsenteret), foreningsfrihed (i tilfælde af medlemskab af private klubber, hvor kun det ene køn er repræsenteret) og tilrettelæggelse af sportsaktiviteter (for eksempel sportsbegivenheder, som kun det ene køn har adgang til). Enhver begrænsning bør imidlertid være hensigtsmæssig og nødvendig i overensstemmelse med de kriterier, der kan udledes af EF-Domstolens retspraksis.

17) Princippet om ligebehandling i forbindelse med adgang til varer og tjenesteydelser kræver ikke, at der altid skal leveres faciliteter til mænd og kvinder på et fælles grundlag, så længe de ikke leveres på gunstigere betingelser til medlemmer af det ene køn.

22) Reglerne om bevisbyrde bør tilpasses i tilfælde af en sag om forskelsbehandling, der umiddelbart forekommer berettiget, og for at anvende princippet om ligebehandling effektivt bør bevisbyrden overgå til den indklagede, når der foreligger bevis for en sådan forskelsbehandling.”

Artikel 1

Formål

Formålet med dette direktiv er at fastlægge en ramme for bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser med henblik på gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

a)»direkte forskelsbehandling«: det forhold at en person på grund af køn behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation

b)»indirekte forskelsbehandling«: en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis, der vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige

Artikel 4

Princippet om ligebehandling

Stk.1. Når der i dette direktiv henvises til princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, betyder det, at

a) der ikke må finde nogen direkte forskelsbehandling sted på grund af køn, herunder ringere behandling af kvinder på grund af graviditet og moderskab

b) der ikke må finde nogen indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn.

 

Stk.5. Dette direktiv udelukker ikke forskelsbehandling, hvis leveringen af varer og tjenesteydelser udelukkende eller først og fremmest til personer af det ene køn er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Artikel 7

Mindstekrav

Stk.1. Medlemsstaterne kan indføre eller opretholde bestemmelser, som er gunstigere for beskyttelsen af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder end bestemmelserne i dette direktiv.

Stk.2. Gennemførelsen af dette direktiv berettiger under ingen omstændigheder til at forringe det i medlemsstaterne eksisterende niveau for beskyttelse mod forskelsbehandling på de områder, der er omfattet af dette direktiv.

Kap. II

RETSMIDLER OG HÅNDHÆVELSE

...

Artikel 9

Bevisbyrde
Stk.1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale retssystemer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det påhviler den indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat, hvis personer, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til de pågældende, over for en domstol eller en anden kompetent myndighed, fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling.

…”

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter forarbejderne til de tidligere og nugældende regler i ligestillingsloven er der ikke grundlag for at antage, at der er tilsigtet et anderledes og videre forskelsbehandlingsbegreb end hvad, der følger af ligebehandlingsdirektivet (2004/13/EF), herunder en anden forståelse af bevisbyrdereglen i den nugældende § 2, stk. 4, end den, der følger direktivets artikel 9, stk. 1 – og før ligebehandlingsdirektivet, hvad der fulgte af gennemførelsen af bestemmelser om bevisbyrde uden for arbejdsmarkedet svarende til, hvad der inden for arbejdsmarkedet følger af bevisbyrdedirektivet (97/80/EF).

Bedømmelsen af, om der i de foreliggende sager er faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, og i givet fald, hvorvidt Stender III ApS og Cha Cha Cha A/S under konkurs har bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, afhænger, jf. de generelle bemærkninger til lovforslag nr. 78 af 1. november 2000, af omstændighederne i den konkrete sag.

Stender III ApS skiltede i en af sine forretninger med vejledende priser, hvorefter ”Dame klip” kostede 528 kr. og ”Herre klip” kostede 428 kr.

Cha Cha Cha A/S tilbød ifølge sin hjemmeside behandlinger ”til mænd”, herunder ”Herreklip med føn” til en pris ”fra 515, - kr.” Ovenover var der angivet en pris på ”fra 625,-kr.” for ”Dameklip & føn”. Om dette stod under en overskrift om behandlinger ”til kvinder”, fremgår ikke af den udskrift af hjemmesiden, der er fremlagt, men forekommer sandsynligt, da der efter afsnittet med behandlinger til mænd er anført en ny overskrift: ”Behandlinger tilgængelige for alle”.
Der er ikke i nogen af prislisterne beskrevet en forskel mellem de ydelser – ”dameklip” og ”herreklip” – som tilbydes.

Efter indholdet af skiltningen fremstår det for begge frisørvirksomhedernes vedkommende umiddelbart som om, der anvendes forskellige priser for klipning af kvinder og mænd.

Landsretten finder på den baggrund, at der foreligger faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte forskelsbehandling på grund af køn, jf. ligestillingslovens § 2, stk. 1, jf. stk. 2.

Spørgsmålet er herefter, om Stender III ApS og Cha Cha Cha A/S under konkurs har bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket.

Frisørvirksomhederne har gjort gældende, at ”dameklip” og ”herreklip” er forskellige ydelser, og at den forskellige karakter af de to ydelser begrunder prisforskellen.

Efter parts- og vidneforklaringerne og det i sagen fremlagte materiale om indholdet af frisøruddannelsen lægger landsretten til grund, at betegnelserne ”dameklipning”/”dameklip” henholdsvis ”herreklipning”/”herreklip” i frisørbranchen generelt anvendes til at betegne to forskellige ydelser, som adskiller sig fra hinanden ved navnlig betydeligt større tekniske krav til klippeteknikken i ”dameklip” som følge af de ønskede runde former og feminine udtryk, mens ”herreklip” betegner en mere simpel klippeteknik, herunder maskinklipning. Ved ”dameklip” anvendes desuden langt flere produkter til styling mv. end ved ”herreklip”, og der ydes i højere grad råd og vejledning til kunden. ”Dameklip” tager som følge af den større tekniske kompleksitet længere tid at udføre end ”herreklip”. Forskellen er gennemsnitligt i hvert fald 15 minutter ved klipning med saks og noget større, hvis herreklipningen udføres med maskine.

Da ”dameklip” og ”herreklip” er forskellige ydelser, og da det højere tidsforbrug ved ”dameklip” berettiger en forholdsmæssigt højere pris for denne ydelse, kan det forhold, at de to frisørvirksomheder tager forskellige priser for ”dameklip” og ”herreklip” ikke anses for en forskelsbehandling, som omfattes af forbuddet i ligestillingslovens § 2, stk. 1, jf. stk. 2.
Landsretten finder herved ikke grundlag for at anse den prisforskel, som fremgår af prislisterne for uforholdsmæssig.

Stender III ApS og Cha Cha Cha ApS under konkurs har dermed bevist, at den højere pris for ”dameklip” end for ”herreklip”, ikke er udtryk for en forskelsbehandling, som strider mod ligebehandlingsprincippet i ligestillingslovens § 2, stk. 1, jf. stk. 2.

Det bemærkes, at der hverken i ligestillingslovens definition af, hvad der skal forstås ved forskelsbehandling på grund af køn, lovens forarbejder, direktiv 2004/113/EF eller i national eller EU-domstolens retspraksis er holdepunkter for, at alene det forhold, at to indholdsmæssigt forskellige ydelser, der – ud fra en historisk begrundet og fortsat i kundeflertallets valg af ydelse begrundet tradition – benævnes og dermed identificeres ved en henvisning til den typiske købers køn, udgør kønsdiskrimination. Der er således ikke grundlag for at statuere, at benævnelserne ”dameklip” og ”herreklip” i sig selv udgør kønsdiskrimination.

Landsdommerne Karsten Bo Knudsen og Anne Birgitte Fisker udtaler herefter:

Der ville imidlertid være tale om kønsdiskrimination, såfremt A og B var blevet nægtet eller ville blive nægtet ydelsen ”herreklip” med den begrundelse, at ydelsen ikke udbydes til kvinder.

Benævnelserne af ydelserne ved en henvisning til den typiske købers køn, herunder under overskrifter med henvisning til kønnet, udgør som nævnt ikke i sig selv forskelsbehandling og findes heller ikke i sig selv at give grundlag for at antage, at kvinder skulle være udelukket fra ydelsen herreklip. Heller ikke oplysningerne i sagen i øvrigt skaber en sådan formodning.

Herefter, og da hverken A eller B har henvendt sig i de respektive frisørsaloner og anmodet om ”herreklip” - og er blevet nægtet denne ydelse, finder vi ikke grundlag for at statuere, at de har været udsat for kønsdiskrimination.

Vi stemmer derfor i begge sager for at tage frisørvirksomhedernes påstande til følge – for Stender III ApS’ vedkommende dog kun i mere begrænset omfang, idet Stender III ApS’ påstand efter ordlyden indebærer, at Ligebehandlingsnævnet som mandatar for B skal anerkende, at det ikke er i strid med ligestillingsloven, at sagsøger har forskellige priser for klipning af kvinder og mænd, selv om der er tale om samme ydelse.Vi vil derfor alene tage Stender III ApS’ påstand til følge, således at Ligebehandlingsnævnet som mandatar for B skal anerkende, at Stender III ApS’ prisskiltning med vejledende priser for ”herreklip” og ”dameklip” ikke er i strid med ligebehandlingsloven, og at Stender III ApS’ ikke i øvrigt har prissat klipning af mænd og kvinder på en måde, som strider mod ligebehandlingsloven.

Landsdommer Katja Høegh udtaler:

Efter min opfattelse skaber prisskiltningen – der som tidligere nævnt intet angiver om, at ”herreklip” og ”dameklip” er forskellige ydelser – en formodning for, at en kvinde ikke kan vælge at blive klippet til den lavere pris, som tilbydes for ”herreklip”, og for, at en mand ikke betaler samme højere pris som en kvinde, der modtager en teknisk set kompliceret klipning. Dermed skal de to frisørvirksomheder ikke blot bevise, at ”herreklip” og ”dameklip” er to forskellige ydelser, men også, at kvinder har samme adgang som mænd til at få en herreklipning til den billigere pris, der annonceres med af de to virksomheder – og modsvarende at mænd, som ønsker en teknisk mere kompliceret klipning (en dameklipning), betaler samme højere pris for denne ydelse som kvinder.

Ved vurderingen af dette spørgsmål må det indgå, at ingen af klagerne har indfundet sig hos frisøren og anmodet om en herreklipning. Der er således ikke i nogen af sagerne tale om, at den, der har klaget, rent faktisk er blevet nægtet en teknisk simpel klipning eller maskinklipning til den billigere pris, som er anført i prisskiltningen for herreklip.

I sag B-2520-13 er der ifølge Stender III ApS’ prisliste tale om vejledende priser. John Stender har endvidere forklaret, at priserne sættes pr. konduite. Det betyder, at en mand, som ønsker en mere kompliceret klipning, vil komme til at betale mere end den vejledende pris for herreklip, medens en mand, der ønsker en ren maskinklipning vil betale mindre. En kvinde, der ønsker en simpel herreklipning eller maskinklipning, vil tilsvarende kunne få klipningen til en lavere pris – og ved en maskinklipning også en pris, der er lavere end den vejledende pris, som fremgår af skiltningen for herreklip. På den baggrund, og henset til, at B ikke har indfundet sig i forretningen og anmodet om herreklip, finder jeg, at Stender III ApS har bevist, at virksomheden ikke har forskelsbehandlet ved at nægte at ”herreklippe” kvinder til den lavere pris, der gælder herfor eller ved at ”dameklippe” mænd for den lave pris for herreklip.
Med denne begrundelse vil jeg i samme mere begrænsede omfang som flertallet tage Stender III ApS’ påstand til følge. Jeg tilslutter mig herved flertallets begrundelse for, hvorfor påstanden ikke kan tages til følge, som den er nedlagt.

I sag B-2290-13 er priserne på Cha Cha Cha A/S’ hjemmeside minimumspriser (”pris fra”). De forskellige priser for dameklip og herreklip står endvidere – i hvert fald for så vidt angår prisen for herreklip – under en overskrift, der indikerer, at klipningen kun kan købes af mænd. Cha Cha Cha A/S blev efter det, der er oplyst under sagen, drevet som en ”unisex”-frisør med både kvindelige og mandlige kunder. Der er ikke under sagen afgivet forklaring af personer, som har været beskæftiget i frisørforretningen om, hvordan man i forretningen konkret har behandlet anmodninger fra kvinder om at få en herreklipning til den billigere pris herfor eller om prissætningen i øvrigt.

Under disse omstændigheder finder jeg, at Cha Cha Cha ApS under konkurs ikke har bevist, at kvinder, som ønskede en herreklipning til den lavere pris, der ifølge prislisten gjaldt for behandlinger ”til mænd”, kunne få en sådan billigere klipning. Herefter og da der ikke er anført legitime mål, jf. ligestillingslovens § 3 a, som kan begrunde denne forskelsbehandling, stemmer jeg for at tage As frifindelsespåstand til følge.

Konklusion

I sag B-2520-13 tages Stender III ApS’ påstand herefter til følge i det nedenfor anførte omfang.

I sag B-2290-13 afsiges dom efter stemmeflertallet, således at den af Cha Cha Cha A/S under konkurs nedlagte påstand tages til følge.

Sagsomkostninger

I sag B-2520-13 skal statskassen betale sagsomkostninger til Stender III ApS med i alt 100.500 kr. Beløbet omfatter 500 kr. til retsafgift og 100.000 kr. til udgifter til advokatbistand ekskl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der taget hensyn til sagens principielle karakter og betydning samt omfang og varighed.
I sag B-2290-13 skal statskassen betale sagsomkostninger til Danmarks organisation for selvstændige frisører som mandatar for Cha-Cha-Cha under konkurs med 128.746,25 kr. Beløbet omfatter 500 kr. til retsafgift, 3.246,25 kr. til oversættelse og 125.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl. moms. Ved fastsættelsen af sagsomkostningsbeløbet er der lagt vægt på samme forhold som i sag B-2530-13. Det har tillige indgået, at A under sagens forberedelse påstod sagen afvist, efter at Cha Cha Cha A/S gik konkurs, og efter en omfattende skriftveksling om spørgsmålet ikke fik medhold heri.

T h i k e n d e s f o r r e t :

I sag B-2520-13 skal Ligebehandlingsnævnet som mandatar for B anerkende, at Stender III ApS’ prisskiltning med vejledende priser for ”herreklip” og ”dameklip” ikke er i strid med ligebehandlingsloven, og at Stender III ApS’ ikke i øvrigt har prissat klipning af mænd og kvinder på en måde, som strider mod ligebehandlingsloven.

I sagsomkostninger skal statskassen betale 100.500 kr. kr. til Stender III ApS.

I sag B-2290-13 kendes Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 20. februar 2013 i sag 35/2013 ugyldig.

I sagsomkostninger skal statskassen betale 128.746,25 kr. til Danmarks organisation for selvstændige frisører som mandatar for Cha-Cha-Cha under konkurs.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

(Sign.)

___ ___ ___

Udskriftens rigtighed bekræftes. Østre Landsret, den


Arbejdsskader – skade på medarbejderens ejendele

Hvad er dine forpligtelser som arbejdsgiver, når der forvoldes skade på en medarbejders personlige ejendele ...»

Opsigelse af gravid eller medarbejder på barsel

Der er en udbredt misforståelse på det danske arbejdsmarked om, at du som arbejdsgiver ikke må opsige ...»

Erhvervsadvokat

SelskabsAdvokaterne er erhvervsadvokater der yder specialiseret juridisk rådgivning til virksomheder, ...»

Kontrakter

SelskabsAdvokaterne har omfattende erfaring og ekspertise med forhandling, udarbejdelse og fortolkning ...»

Saglig og proportional afskedigelse af tjenestemand

HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 18. august 2017 Sag 279/2016 (1. afdeling) Danmarks Jurist- og Økonomforbund ...»

Medarbejder havde krav på andel af bonus - selvom fratræden før bonusperiodens udløb

HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 30. juni 2017 Sag 134/2016 (2. afdeling) Agilent Technologies Denmark ...»

Vi er medlemmer af