Figurmærke - V-0023-11
Resumé
Sagsøgtes figurmærke indeholdende en fem-takket stjerne
omkranset af en cirkel, lignede sagsøgerens velkendte figurmærker,
som dermed var til hinder for endlig registrering af sagsøgtes
figurmærke for fodtøj i klasse 25.
UDSKRIFT AF SØ- & HANDELSRETTENS DOMBOG
Dom afsagt den 21. juni 2012
V-23-11
Converse Inc.
a corporation of the State of Delaware
(advokat Lars Karnøe)
mod
Ankenævnet for Patenter og Varemærker
(Kammeradvokaten v/ advokat Søren Horsbøl Jensen)
Indledning
Sagens spørgsmål er, om figurmærker, tilhørende Converse Inc., A
corporation of the State of Delaware (herefter Converse), er til
hinder for endelig registrering af Copenhagen Republic ApS's
(herefter Copenhagen Republic) foreløbigt registrerede
figurmærke.
Påstande
Converse har nedlagt følgende påstande:
Principalt: Ankenævnet for Patenter og Varemærker (herefter
Ankenævnet) skal slette varemærket VR 2007 04468 COPENHAGEN
REPUBLIC < figurmærke > fra varemærkeregistret.
Subsidiært: Ankenævnet skal begrænse varefortegnelsen for VR
2007 04468 COPENHAGEN REPUBLIC < figurmærke >, således at den
ikke omfatter klasse 18 og 25.
Mere subsidiært: Ankenævnet skal begrænse varefortegnelsen for
VR 2007 04468 COPENHAGEN REPUBLIC < figurmærke >, således at
den ikke omfatter "kufferter og rejsetasker" i klasse 18 og
"fodtøj" i klasse 25.
Ankenævnet har nedlagt påstand om frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Den 18. juli 2007 indleverede Copenhagen Republic ansøgning til
Patent og Varemærkestyrelsen om registrering af varemærket
Copenhagen Republic < fig > i klasse 18: Læder og
læderimitationer samt varer fremstillet af disse materialer (ikke
indeholdt i andre klasser), skind og huder, kufferter og
rejsetasker, paraplyer, parasoller og spadserestokke, piske og
sadelmagervarer, klasse 24: Vævede stoffer og tekstilvarer, ikke
indeholdt i andre klasser, senge- og bordtæpper og klasse 25:
Beklædningsgenstande, fodtøj og hovedbeklædning.
Figurmærket, som ses nedenfor, blev foreløbigt registreret den
12. december 2007:

Converse er indehaver af adskillige varemærker, herunder bl.a.
følgende registrerede figurmærker:
Bilag 2:

Registreret for:
Klasse 18: All purpose sport bags.
Klasse 25: Clothing, namely, t-shirts, shorts, pants, tank tops,
sweat suits, vests, jackets, swimwear, sweaters, jeans, fleece tops
and bottoms, wind-resistant suits and jackets, woven shirts, sweat
pants, sweat shirts, socks, short and long sleeved tops, short and
long sleeved tshirts, trousers, skirts, belts, scarves, blazers,
and leather jackets; and headgear, namely sports caps and knit
caps; and footwear.
Bilag 3:

Registreret for:
Klasse 25: atletiksko af kautsjuk og stof, sportssko samt
hyttesko.
Bilag 4:

Registreret for:
Klasse 18: Rygsække
Bilag 5:

Registreret for:
Klasse 25: atletiksko af kautsjuk og stof, sportssko samt
hyttesko.
Bilag 6:

Registreret for:
Klasse 25: Sports- og hyttesko med bløde såler og lærreds- eller
kunstlæderoverdel, herunder basketball- og tennissko.
Bilag 7:

Registreret for:
Klasse 25: herunder fodtøj.
Bilag 8:

Registreret for:
Klasse 18: herunder tasker.
Klasse 25: herunder beklædningsgenstande og strømper.
Bilag 9:

Registret for:
Klasse 18: herunder tasker.
Klasse 25: herunder beklædningsgenstande og strømper.
Den 12. februar 2008 rejste Converse indsigelse imod
registreringen af varemærket COPENHAGEN REPUBLIC. Figurmærket,
bilag 2, blev ikke påberåbt af Converse, da registreringsproceduren
vedr. dette mærke først blev afsluttet den 8. september 2009.
Registreringen har prioritet fra den 30. oktober 2006.
Den 15. marts 2010 traf Patent- og Varemærkestyrelsen følgende
afgørelse:
"…
Vurdering af velkendthed
Indsiger har indsendt følgende dokumentation for påstanden om
velkendthed:
- Brancheerklæring fra Textil & Tøj af den 23. marts
2009
- Brancheerklæring fra Dansk Detail af den 16. marts 2009
- Faktura fra Converse Skandinavia A/S af den 10. maj 2005
Brancheerklæringen fra Textil & Tøj udtaler sig om følgende
mærker:


Textil & Tøj udtaler at ovenstående logoer er velkendte
betegnelser i Danmark og angiver endvidere, at der er en høj grad
af samstemmighed i branchen om, at disse mærker anvendes for
fodtøj, herunder særligt basketball-fodtøj af canvas stof.
De mærker som brancheerklæringen udtaler sig om, er
således ikke identiske med de mærker, der er påberåbt af indsiger.
For så vidt angår CONVERSE ALL STAR mærket og registreringerne VR
1969 00660 og VR 1993 03551, så er der dog en stor lighed mellem
disse, idet disse mærker fremstår meget ens på nær farverne samt
den vandrette kursivskrift med navnet Chuck på den ene side af
stjernen og Taylor på den anden.
Ud fra brancheerklæringen fra Dansk Detail er det ikke muligt,
at se hvilke mærke denne udtaler sig om og brancheerklæringen kan i
forhold til påstanden om de påberåbte mærkers velkendthed ikke
tillægges væsentlig vægt.
…
Indehaver har ikke bestridt, at indsigers mærker er indarbejdede
og velkendte.
På baggrund af at Textil og Tøj udtaler sig om CONVERSE ALL STAR
mærket

som i det væsentlige ligner indsigers registrering VR 1969
00660

som er registreret for "fodtøj", og under hensyn til indehavers
accept af indsigers mærkers velkendthed i Danmark samt styrelsens
eget kendskab til indsigers mærker, er det styrelsen opfattelse, at
indsigers mærker

og

er velkendte i Danmark for "fodtøj". Det er styrelsens
vurdering, at det er mærkerne i deres helhed, og ikke
stjernefiguren alene, der er velkendt for "fodtøj".
Vurdering af om indehavers mærke vil medføre en utilbørlig
udnyttelse af indsigers mærkes særpræg eller renommé, eller om en
sådan brug ville skade dettes særpræg eller renommé.
Et velkendt varemærke kan nyde en udvidet beskyttelse i efter
varemærkelovens § 15, stk. 4, nr. 1. For at den udvidede
beskyttelse finder sted, skal brugen af det yngre mærke enten
medføre en utilbørlig udnyttelse af det ældre mærkes særpræg eller
renommé, eller medføre en skade på dettes særpræg eller renommé.
Dette forudsætter, at der hos omsætningskredsen skabes en
sammenhæng mellem mærkerne, hvilket vil sige, at når kundekredsen
ser mærket, skal der blot være en sådan grad af lighed, at det
bringer det velkendte mærke i erindring, uden at mærkerne dog
forveksles, men dog således, at der i kundekredsens bevidsthed
skabes en sammenhæng mellem mærkerne. Vurderingen af om der er en
tilstrækkelig lighed mellem mærkerne til, at der skabes en
sammenhæng, skal foretages under hensyntagen til, om de elementer
af visuel, lydlig og begrebsmæssig lighed, der er mellem mærkerne
bevirker, at kundekredsen skaber en sammenhæng mellem det yngre
mærke og det ældre velkendte mærke.
Det er styrelsens vurdering, at forskellen på indsigers
velkendte mærker og indehavers mærke er for stor til, at der skabes
en sådan sammenhæng mellem mærkerne.
Indehavers mærke består af en cirkel udfyldt med baggrundsfarven
sort og indeholdende en 5-takket hvid stjerne. Denne cirkel er igen
omkranset af en sort ring indeholdende teksten COPENHAGEN REPUBLIC
med ordet COPENHAGEN stående over stjernen og ordet REPUBLIC
stående under stjernen. Yderst er en tynd sort ring, som omkranser
hele mærket.
Indsigers mærke VR 1969 00660 består af en stiplet cirkel
indeholdende en 5-takket mørkeblå stjerne. Indholdet af den
stiplede cirkel er, foruden den 5-takkede stjerne, teksten CONVERSE
over stjernen og ALL STAR under stjernen. Teksten er skrevet
med rød skrift. I indsigers registrering fremgår endvidere navnet
Chuck Taylor med mørkeblå kursivskrift på tværs af cirkelen med
ordet Chuck på venstre side af stjernen og ordet Taylor på højre
side af stjernen. Endelig er der lige under stjerne-figuren indsat
et ®.
For så vidt angår CONVERSE ALL STAR mærket

som det fremgår af brancheerklæringen fra Textil & Tøj, så
ligner dette som nævnt i det væsentlige fornævnte mærke. Mærkerne
adskiller sig alene ved farverne samt den vandrette kursivskrift
med navnet Chuck på den ene side af stjernen og Taylor på den
anden.
Både indsigers velkendte mærker og indehavers mærke indeholder
således en 5-takket stjerne i en cirkel med tekst over og under
stjernen. Den 5-takkede stjerne kan ikke siges at være en
geometrisk grundform, men er dog en meget simpel og ofte anvendt
form inden for varemærker. En søgning på varemærkeregistreringer
med stjerner viser en stor brug af 5-takkede stjerner i både
nationale og internationale varemærkeregistreringer.
Stjernen alene kan således anses som værende et ganske svagt
element i mærkerne.
Ud over at mærkerne indeholder en 5-takket stjerne i en cirkel
og er opbygget på en lignende måde med tekst over og under
stjernen, så fremstæder mærkerne med en række forskelligheder.
Således er der i indehavers mærke tale om en hvid stjerne på sort
baggrund og i indsigers mærker er der tale om henholdsvis en sort
stjerne på hvid baggrund og en mørkeblå stjerne på en hvid
baggrund. Endvidere er der i indehavers mærke tale om to hvide
cirkler på den sorte baggrund med et bredt mellemrum med plads til
teksten, hvorimod der i indsigers mærke er tale om to stiplede
cirkler i henholdsvis sort og mørkeblå farve, der begge omkranser
stjernen og teksten i mærket. Mærkerne har derfor visse synsmæssige
forskelle.
Yderligere er der i indsigers mærke VR 1969 00660 en kursiveret
mørkeblå tekst med navnet Chuck Taylor skrevet på tværs af cirklen,
hvilket medvirker yderligere til at dette mærke adskiller sig fra
indehavers mærke.
Både indsigers mærker og indehavers mærke indeholder også en
tekst, som indtager en ligeså dominerende placering i mærkerne som
stjernefigurerne. Ordelementerne i indsigers mærke CONVERSE og ALL
STAR, som kan oversættes til henholdsvis "samtale" og "noget som
kun består af "stjerner"" må endvidere anses som værende særprægede
ord i forhold til de omfattede varer. I forhold til ordelementerne
COPENHAGEN REPUBLIC i indehavers mærke skal det bemærkes, at
orddelen COPENHAGEN er usærpræget, da dette alene kan angive de
omfattede varers geografiske oprindelse. Orddelen REPUBLIC, der kan
oversættes til "republik" på dansk, vil følgelig være det
dominerende ordelement i indehavers mærke. På grund af tekstens
placering og størrelse i mærkerne, herunder at denne anses som
værende et ligeså dominerende element som stjernefigurerne, samt at
denne indeholder særprægede ord, er det styrelsens vurdering, at
ordelementerne også virker til, at mærkerne adskiller sig
synsmæssigt fra hinanden.
Samtidig må teksten COPENHAGEN REPUBLIC i indehavers mærke og
teksten CONVERSE ALL STAR i indsigers mærker anses som værende de
mærkeelementer, som aftageren vil referere til ved omtalen af
mærkerne. Følgelig adskiller mærkerne sig derfor også væsentligt i
udtalen.
Henset til at ordelementerne i mærkerne er lige så dominerende
synsmæssigt som stjernefigurerne, som i øvrigt må anses som værende
svage mærkeelementer i denne forbindelse, samt at der er ikke
uvæsentlige synsmæssige og lydlige forskelle mellem mærkerne, så er
det styrelsens vurdering, at det ikke kan antages, at der skabes en
sådan sammenhæng mellem mærkerne, som er nødvendig for at
beskyttelsen i § 15, stk. 4, nr. 1 finder anvendelse.
Det er således styrelsens vurdering, at indehavers mærke ikke
udgør en krænkelse af indsigers mærker

og

i henhold til varemærkelovens § 15, stk. 4, nr. 1.
Styrelsen bemærker samtidig, at der heller ikke er risiko for
forveksling, jf. varemærkelovens § 15, stk. 1, nr. 2, idet
indsigers mærker adskiller sig væsentligt fra og dermed ikke ligner
indehavers mærke.
…
Forvekslelighed
Indsigers øvrige registreringer er alle registreret for varer i
klasse 18 og i klasse 25. Der er varesammenfald for så vidt angår
visse af de af indehavers mærke omfattede varer i klasse 18 og i
klasse 25.
Alle de øvrige registreringer adskiller sig væsentligt fra
indehavers mærke. Det eneste element, der er fælles for de øvrige
mærker og indehavers mærke er den 5-takkede stjerne. En 5-takket
stjerne er en meget simpel og ofte anvendt form, og stjernen alene
kan anses som værende et svagt element. At mærkerne har den
5-takkede stjerne til fælles kan derfor ikke i sig selv medføre
mærke-lighed. Samtidig adskiller de øvrige elementer i indsigers
mærker sig væsentligt fra indehavers mærke.
Dette gør sig også gældende for indsigers registrering VR 1993
03551

som er registreret for "rygsække" i klasse 18. Med henvisning
til gennemgangen ovenfor i forhold til indsigers mærke VR 1969
00660, så ligner dette mærke heller ikke indehavers mærke.
Da der ikke forligger mærke-lighed mellem indsigers øvrige
registreringer og indehavers mærke, så er der ikke er risiko for
forveksling i forhold til disse mærker.
Vi henviser i den forbindelse til varemærkelovens § 15, stk. 1,
nr. 2.
I det indsendte materiale til dokumentation for at indsigers
mærker er velkendte fremgår endvidere følgende to mærker:

og

Disse mærker er ikke påberåbt som grundlag for indsigelsen. Det
har ud fra det indsendte materiale ikke været muligt for styrelsen
at vurdere om, der er stiftet en varemærkeret til disse mærke på
baggrund af brug i Danmark, men det skal i den forbindelse
bemærkes, at styrelsen heller ikke mener, at de omhandlede mærker
og indehavers mærke ligner hinanden, jf. gennemgangen ovenfor.
For så vidt angår indsigers mærke ,

så har dette mærke udover stjernefiguren det yderligere
tilfælles med indehavers mærke, at denne stjernefigur er omkranset
af en cirkel. Mærkerne adskiller sig dog stadig væsentligt fra
indehavers mærke, ikke mindst i forhold til de særprægede
ordelementer CONVERSE i indsigers mærke og REPUBLIC i indehavers
mærke. Disse mærker ligner således heller ikke hinanden.
Konklusion
Efter en samlet vurdering af ligheden mellem indsigers velkendte
mærker og indehavers mærke er det styrelsens vurdering, at det ikke
kan antages, at der skabes en sådan sammenhæng mellem mærkerne, som
er nødvendig for at beskyttelsen i § 15, stk. 4, nr. 1 finder
anvendelse. Styrelsen har ved denne vurdering særligt lagt vægt på,
at det element som mærkerne har tilfælles består af en simpel
figur, som må anses som værende et svagt element, samtidig med at
der i begge mærker indgår yderligere elementer, herunder de
særprægede ordelementer, som gør at mærkerne fremtræder med række
synsmæssige og lydlige forskelle.
For så vidt angår indsigers øvrige mærker er det styrelsens
opfattelse, at der ikke er risiko for forveksling mellem disse
mærker og indehavers mærke. Styrelsen har ved denne vurdering
særligt lagt vægt på, at det element som mærkerne har tilfælles
består af en simpel figur, som må anses som værende et svagt
element, samt at der derudover er væsentlige synsmæssige og lydlige
forskelle mellem mærkerne i deres helhed.
Vi tager ikke indsigelsen til følge, og registreringen er
fortsat gyldig.
Vi har afgjort sagen efter varemærkelovens § 15, stk. 1, nr. 2
og § 15, stk. 4, nr. 1…"
Converse indbragte den 17. maj 2010 afgørelsen for Ankenævnet
for Patenter og Varemærker, der stadfæstede afgørelsen den 14.
december 2010 i henhold til de af Patent- og Varemærkestyrelsen
anførte grunde. Converse indbragte herefter sagen for Sø- og
Handelsretten den 14. februar 2011.
Ankenævnet har under sagen anerkendt, at såvel Converse's
registrerede figurmærke, bilag 3, som det ikke-registrerede
figurmærke, vist nedenfor, er velkendte her i landet:

(Bilag 12, side 6, 3. afsnit)
Brancheerklæring af 23. marts 2009 fra Textil & Tøj samt
brancheerklæring af 16. marts 2009 fra Dansk Detail har også været
fremlagt i sagen for Sø- og Handelsretten.
Parternes synspunkter
Converse har gjort gældende, at der foreligger varelighed med
hensyn til vareklasserne 18 og 25, hvor såvel Converse som
Copenhagen Republic har registrerede varemærker. Dette er da heller
ikke bestridt af Ankenævnet i svarskriftet. Det gøres gældende, at
der med hensyn til vareklasse 25 foreligger vareidentitet
("beklædningsgenstande, fodtøj og hovedbeklædning"), mens der med
hensyn til vareklasse 18 er tale om væsentlig grad af varelighed
mellem "rygsække" og Copenhagen Republics "kufferter og
rejsetasker". Den omstændighed, at ingen Converse-mærker er
registreret for varer i klasse 24, kan ikke i sig selv føre til, at
der ikke foreligger varelighed. Med hensyn til "vævede stoffer" og
"tekstiler" i klasse 24 ville forbrugeren blot tro, at Converse var
begyndt at fremstille disse varer.
Den såkaldte produktregel underbygger Converse's standpunkt.
Efter denne regel slækkes der på kravene til mærkelighed, når der
foreligger varelighed. Der henvises til OHIMS afgørelse af 8. juli
2008 i R 859/2007-4, som blev stadfæstet af Retten i Første Instans
i dom af den 15. marts 2012 i sag T-379/08.
Med hensyn til spørgsmålet om mærkelighed skal der foretages en
helhedsbedømmelse. Når der, som i det foreliggende tilfælde, er
tale om figurmærker, er de synsmæssige ligheder med fokus på de
dominerende mærkeelementer afgørende.
Copenhagen Republics mærke har som nogle af Converse's mærker en
i en cirkel centralt placeret 5-takket stjerne som dominerende
mærkeelement med ord over og under stjernen.
Figuren og proportionerne er de samme, herunder størrelsen af
stjernen, og afstanden fra stjernen til cirklen er den samme. Også
måden at skrive ordene på er den samme. Den eneste forskel i
mærkerne er, at Copenhagen Republic har yderligere en cirkel, og at
ordene er forskellige. De har dog nogenlunde samme længde, og der
startes med bogstaverne "CO". Men de dominerende mærkeelementer er
som anført stjernen, omkranset af en cirkel, evt. med en tekst, og
det er disse elementer, der erindres af køberkredsen, som her er
den almindelige forbruger, og hvor målestokken er det udviskede
erindringsbillede.
Når det tages i betragtning, at Converse har en lang række
figurmærker, hvori indgår en femtakket stjerne, vil ligheden i det
visuelle udtryk kunne forlede forbrugeren til at tro, at Copenhagen
Republic-mærket blot er et nyt mærke i Converse-serien. Herved vil
der skabes en forbindelse mellem mærkerne, jf. varemærkelovens §
15, stk. 1, nr. 2.
Converse kan på den anførte baggrund i medfør af varemærkelovens
§ 15, stk. 2, nr. 1, forbyde Copenhagen Republic at få registreret
sit varemærke.
For så vidt angår de to Converse-varemærker, som Ankenævnet har
anerkendt er velkendte her i landet, gøres det gældende, at disse
nyder en udvidet beskyttelse, der også omfatter varer af anden art
end de varer, som Converses mærker er brugt og registreret for jf.
varemærkelovens § 4, stk. 2, jf. stk. 1 og § 15, stk. 4, nr. 1. Det
er efter disse bestemmelser ikke et krav, at der foreligger
forvekslelighed mellem mærkerne, som blot skal ligne hinanden.
Copenhagen Republics varemærke ligner Converses velkendte
mærker, som har været registreret og brugt i mere end 40 år.
Såfremt Copenhagen Republic får mulighed for at registrere deres
varemærke endeligt, vil det skade Converses varemærker. Copenhagen
Republics varer kan ikke antages at have en så atypisk karakter, at
det kan udelukkes, at Converses varemærker vil lide skade. Det er
tilstrækkeligt, at varemærket visuelt skaber en association til
Converse's velkendte varemærker. Der henvises til U.2011.280S.
Brugen af Copenhagen Republic-varemærket må anses for at
indebære en utilbørlig udnyttelse af det renommé, der er tilknyttet
Converses varemærker eller medføre skade på disses særpræg eller
renommé. Copenhagens Republics varemærke skal derfor nægtes
registrering jf. varemærkelovens § 15, stk. 4, nr. 1.
Ankenævnet har anført, at der alene er varelighed for visse
varegrupper i klasse 18 og klasse 25, således som det er angivet i
Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse af 15. marts 2010, og som
Ankenævnet har anført i sit påstandsdokument. Der foreligger
ingen varelighed med hensyn til vareklasse 24.
Det bestrides ikke, at Converse's uregistrerede mærke, bilag 12,
side 6, 3.afsnit, som er indarbejdet gennem brug, og det
registrerede varemærke, bilag 3, er velkendte her i lande og derfor
omfattet af varemærkelovens § 15, stk. 4, nr. 1. Den sammenlignende
vurdering, der skal foretages, skal ske på grundlag af en
helhedsbedømmelse.
Copenhagen Republics figurmærke er ikke identisk med nogen af
Converse's mærker. For så vidt angår mærkerne, bilag 2 og
5-9, er den fem-takkede stjerne det eneste mærkeelement, som er
fælles. For så vidt angår mærkerne, bilag 3, 4 og 12, side 6, 3.
afsnit, har disse - udover den fem-takkede stjerne - en tekst oven
over og under stjernen, som er omkranset af en cirkel. Cirklen er
en geometrisk grundform, som der ikke kan opnås varemærkeret til.
Stjernen er en simpel figur, som uden direkte at være en geometrisk
grundform er særdeles hyppigt anvendt og et svagt mærkeelement. Det
gør ikke stjernen til et særpræget element, at der slås en cirkel
omkring den. Den almindelige forbruger vil i almindelighed ikke
hæfte sig ved, om en stjerne er fem- eller seks-takket. Copenhagen
Republics mærke har en hvid stjerne på sort baggrund, mens
Converse's stjerner er sort/mørk på hvid baggrund. Copenhagen
Republicmærket har to hvide cirkler, imellem hvilke teksten er
trykt, mens Converse's mærker har to stiplede sorte/mørke cirkler,
der omkranser teksten. Mærkernes tekst fremstår dominerende, og de
spiller derfor en rolle, når mærkernes sammenlignes. Der er en
markant forskel i ordenes betydning. "Converse" betyder "samtale"
og "All Stars" betyder "kun stjerner". Heroverfor står "Copenhagen
Republic", som er uden særpræg, og som blot angiver en geografisk
oprindelse. Med disse tekster vil omsætningskredsen ikke antage, at
der er en kommerciel sammenhæng mellem Copenhagen Republic-mærket
og Converse, som associerer til en amerikansk subkultur og
basketball. Omsætningskredsen vil ikke opleve Copenhagen
Republic-mærket som blot endnu et mærke i en Converse-serie, eller
som havende samme kommercielle oprindelse som Converse. Ud fra en
helhedsbedømmelse foreligger der således ingen risiko for, at der i
omsætningskredsen skabes en sammenhæng mellem mærkerne.
Skulle Sø- og Handelsretten være af en anden opfattelse, må det
ligge klart, at det er udelukket, at Converse's principale påstand
tages til følge. Converse-mærkerne nyder ingen generel beskyttelse.
Dette ville kræve, at de skulle være verdensmærker på linje med
f.eks. Coca Cola. Med hensyn til Bo Bedre-sagen (Sø- og
Handelsrettens dom af 25. januar 2006 i sag V-85-03) bemærkes, at
mærkerne var fuldstændig identiske. Tilsvarende med hensyn Rolls
Roycesagen (U2007.1941 SH), hvor der forelå en meget høj grad af
lighed. Der henvises til PRINCE-sagen (Sø- og Handelsrettens dom af
21. december 2007 i sag V-10-07), hvor registrering af mærket
PRINCE kunne ske for kiks uanset identitet med et bestående,
registreret - og velkendt - varemærke PRINCE for cigaretter.
Ved bedømmelsen af beskyttelsesomfanget for Converse må der
lægges vægt på, at Converse-mærkerne ikke er identiske med
Copenhagen Republic-mærket, at de ikke har et stærkt særpræg, og at
deres velkendthed knytter sig til en særlig type sko. Sammenholdes
dette med de varer, som Copenhagen Republic er registreret for, kan
der højst ske afregistrering med hensyn til varer i klasse 25, men
ikke for nogen varer i klasserne 18 eller 24.
Særlig med hensyn til spørgsmålet om anvendelse af
varemærkeloves § 15, stk. 1, nr. 2, henvises til synspunkterne
ovenfor for så vidt angår spørgsmålet om forvekslelighed. Skulle
retten mene, at der er forvekslelighed mellem Converse-mærkerne,
bilag 3 og bilag 4, og Copenhagen Republic-mærket, kan der blive
tale om at afregistrere sidstnævnte mærke for rygsække. De øvrige
Converse-mærker har kun stjernen til fælles med Copenhagen
Republicmærket.
Sø- og Handelsrettens afgørelse
Indledningsvis bemærkes, at der mellem Copenhagen Republic's
foreløbigt registrerede figurmærke og Converse's registrerede
figurmærker, bilag 2, bilag 4, bilag 5, bilag 6, bilag 7, bilag 8
og bilag 9, der alle er registreret for nærmere angivne varer i
vareklasse 18 og/eller vareklasse 25, består så store forskelle, at
der ikke foreligger risiko for forveksling mellem mærkerne. De
nævnte registrerede mærker, der ubestridt ikke er velkendte her i
landet, jf. varemærkelovens § 15, stk. 4, nr. 1, udgør derfor ikke
nogen hindring for registrering af Copenhagen Republic's figurmærke
i henhold til varemærkelovens § 15, stk. 1, nr. 2.
Med hensyn til Converse's registrerede varemærke, bilag 3, og
det omhandlede Conversevaremærke, som ikke er registreret, bilag
12, side 6, er det ubestridt, at disse mærker er velkendte her i
landet. Fælles for mærkerne er, at de indeholder en centralt
placeret, 5-takket stjerne, omkranset af en stiplet dobbelt,
ensfarvet cirkel. Mellem denne dobbelte cirkel og stjernen i midten
ses for oven med store bogstaver ordet "CONVERSE" i en bue, hvis
krumning er afstemt med de ydre cirkler, og for neden, ligeledes
med store bogstaver og ligeledes buet i match med cirklerne, ordene
"ALL STAR". Begge mærker har under det nederste indhak mellem
stjernespidserne mærket ®.
Særligt for mærket bilag 3 er, at det er blåt med rød skrift
"CONVERSE ALL STAR", mens det ikke registrerede mærke er hvidt med
sort skrift og stjernemærke. Dette mærke har endvidere ikke som
bilag 3-mærket - på hver side af stjernen i midten af mærket -
ordene "Chuck" og "Taylor", skrevet med skråskrift.
I figurmæssig henseende bemærkes om Copenhagen Republic's mærke,
at det ligesom de nævnte Converse-mærker indeholder en i en
cirkelfigur centralt placeret 5-takket stjerne og ord for oven og
for neden, i flugt med cirklens krumning. I forhold til
Converse-mærkerne ses imidlertid en række forskelle. De anvendte
ord er skrevet med hvidt på sort baggrund og - bortset fra
startbogstavet "C" i Copenhagen og "R" i Republic - med små
bogstaver. Mærket indeholder kun to ord mod Converse-mærkernes tre
ord, og der er med hensyn til betydningen af ordene ingen ligheder
eller associationsmæssige fællestræk. De to ydre cirkler er ikke
stiplede, men ubrudte, og består af to farver, sort og hvid. Som et
helt eget designelement i forhold til de tre mærker har mærket en
indre, hvid cirkel, umiddelbart uden om den centrale stjerne.
Mærket har ikke mærkeelementet ® og ej heller ord med skråskrift i
siderne.
Særligt om den i alle mærkerne dominerende femtakkede stjerne,
bemærkes, at denne må betegnes som en simpel figur og anses som et
svagt mærkeelement, som er tæt på at kunne anses for en geometrisk
grundfigur, mens forskellighederne med hensyn til mærkernes tekst,
der ligeledes fremstår som dominerende mærkeelementer, må anses som
egnede til at differentiere mærkerne fra hinanden. Udover de nævnte
visuelle forskelle mellem ordene - anvendelsen af store/små
bogstaver, antal ord, farver og typografi - har ordenes markante
lydmæssige forskelle, når de udtales, og det fuldstændige fravær af
betydningsoverlap betydning for spørgsmålet om adskillelse.
Under hensyn til det anførte findes der ikke at foreligge en
risiko for, at Copenhagen Republic's mærke og de to velkendte
Converse-mærker forveksles, men retten finder, at mærkerne ligner
hinanden, og at der derfor i en relevant omsætningskreds vil kunne
opstå en antagelse om, at der er en forbindelse mellem Copenhagen
Republic's mærke og de to Conversemærker.
Under de anførte omstændigheder findes de for varegruppen
"fodtøj" ubestridt velkendte varemærker - det ikke-registrerede
figurmærke og figurmærket bilag 3 - at være til hinder for
registrering af Copenhagen Republic's mærke for "fodtøj" i
vareklasse 25, idet brugen af mærket for denne varegruppe må
antages at ville medføre en utilbørlig udnyttelse af
Converse-mærkernes særpræg og renommé, hvortil bemærkes, at bilag
3-mærket også er registreret for diverse fodtøj-varer i klasse 25.
Da der ikke foreligger oplysninger om brug af nogen af de to
Converse-mærker for andre varegrupper end fodtøj, finder retten
efter en samlet vurdering af graden af ligheden mellem mærkerne og
den manglende tilstedeværelse af oplysninger, der kan illustrere
den i øvrigt ubestridte velkendthed, at der ikke foreligger et
tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastslå, at brug af
Copenhagen Republic's mærke for andre af de foreløbigt registrerede
varegrupper end fodtøj, ville medføre en utilbørlig udnyttelse af
de ældre Converse-varemærkers særpræg eller renommé, eller at en
sådan brug ville skade dette særpræg eller renommé.
Som følge af det anførte tages Converse's subsidiære påstand til
følge for så vidt angår "fodtøj" i klasse 25.
Med hensyn til sagens omkostninger betaler Ankenævnet efter
sagens udfald 24.000 kr. til dækning af advokatomkostninger og 500
kr. til dækning af Converse's udlæg til retsafgift.
Thi kendes for ret:
Ankenævnet for Patenter og Varemærker skal begrænse
varefortegnelsen for VR 2007 04468 COPENHAGEN REPUBLIC <
figurmærke >, således at den ikke omfatter "fodtøj" i klasse
25.
Inden 14 dage betaler Ankenævnet for Patenter og Varemærker
24.500 kr. til Converse Inc. A corporation of the State of
Delaware. Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens §
8a.
Claus Forum
Petersen
Henrik
Rothe
Torben Kuld Hansen
Lisbet Friis Karin Schou
Andersen Kai
Wöldike
Bested Peter
Møgelvang-Hansen
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den 21. juni 2012