Erstatning - P-0085-10
Resumé
Denne sag drejer sig om, hvorvidt S (sagsøger er anonymiseret)
er berettiget til erstatning og godtgørelse for tort i medfør af
konkurslovens § 28 for en indgiven konkursbegæring, som ikke blev
taget til følge.
UDSKRIFT AF SØ- & HANDELSRETTENS DOMBOG
Dom afsagt den 21. juli 2011
P-85-10
S
mod
Kirk Advokater ApS
(Advokat Morten Boe Jakobsen)
Indledning
Denne sag drejer sig om, hvorvidt S er berettiget til erstatning
og godtgørelse for tort i medfør af konkurs-lovens § 28 for en af
Kirk Advokater ApS indgiven konkursbegæring, som ikkeblev taget til
følge.
Påstande
S har principalt nedlagt påstand om, at Kirk Advokater ApS
tilpligtes at betale S 300.000 kr. med tillæg af procesrente fra
sagens anlæg indtil betaling sker og subsidiært et mindre beløb
efter rettens skøn med tillæg af procesrente.
Kirk Advokater ApS har principalt nedlagt påstand om afvisning
af sagen og subsidiært om frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Ved brev af 3. maj 2010 sendte advokat Anders Scheel Frederiksen
på vegne Business Center Hørsholm af 2005 ApS og Kirk Advokater ApS
en påkravsskrivelse til S, hvori han rykkede for betaling af gælden
til førstnævnte i henhold til en dom afsagt den 29. marts 2010,
opgjort til 51.106,31 kr., samt en gæld til Kirk Advokater ApS
vedrørende en misligholdt samarbejdsaftale parterne imellem,
opgjort til ca. 635.000 kr. Det fremgik af skrivelsen, at denne var
sidste påmindelse, førend hans klienter overlod sagen til retslig
inkasso, og at betaling af kravet imødesås inden 10 dage. Endvidere
anmodedes S om at fremsende dokumentation for hendes virksomhed og
hendes personlige likvide forhold i henhold til konkurslovens § 17
inden fristens udløb.
Ved brev af 7. juni 2010 rykkede advokat Anders Scheel
Frederiksen S for betaling. I brevet anførte advokat Anders
Scheel Frederiksen bl.a.:
"…
Såfremt De ikke om senest 10 dage fra dato enten har betalt skal
jeg bede Dem om, at De i det mindste - og dette inden for samme
frist, dvs. 10 dage fra dags dato - har givet mig relevant
dokumentation for Deres økonomiske forhold for Dem personligt,
herunder for Deres virksomhed, S, cvr.nr. xxxxxxxx.
Anmodningen vedrører både en opgørelse over Deres personligt
drevede virksomheds økonomiske status, dvs. en opgørelse af aktiver
og passiver, herunder for aktiver / passiver ejet i sameje eller
som særeje samt et likviditetsbudget for indeværende år for Dem
personligt samt Deres forretning, iht. til princippet i
kon-kurslovens § 17, idet bemærkes, at mine klienter forbeholder
sig sin retsstilling i enhver henseende. Såfremt De ikke enten
betaler eller fremsender den anmodede dokumentation inden for
fristen eller ved manglende betaling i hvert fald selvstændigt
skriftligt meddeler, hvornår dokumentationen kan forventes, vil
sagen blive fremmet uden yderligere varsel.
…"
Den 1. juli 2010 indgav advokat Anders Scheel Frederiksen
konkursbegæring på vegne Business Center Hørsholm af 2005 ApS og
Kirk Advokater ApS. Det fremgår bl.a. af konkursbegæringen, at
førstnævnte havde dom for kravet, som androg 51.106,31 kr., og at
dommen var upåanket. Kirk Advokater ApS' krav var opgjort til ca.
635.000 kr. Det fremgik endvidere, at debitor forud for
konkursbegæringen havde modtaget påkrav samt opgørelse af de krav,
som konkursbegæringen omfattede. Debitor blev samtidig i seneste
påkravsskrivelse opfordret til at redegøre for sine økonomiske
forhold, hvilken redegørelse ville være egnet til at afdække, om
debitor opfyldt insolvenskriteriet i medfør af konkurslovens §
17.
Den 1. september 2010 afholdtes det første møde i skifteretten,
hvor advokat Christian Kirk Zøllner gav møde for fordringshaver,
Kirk Advokater ApS. S mødte og bestred fordringerne samt at være
insolvent. Sagen blev derfor udsat på en konkursprocedure.
Konkursproceduren foretoges den 29. oktober 2010, hvor
skifteretten afsagde sålydende kendelse:
"Kirk Advokater ApS' mulige krav støttes på en påstand om
misligholdelse af en samarbejdsaftale, og er samlet opgjort til ca.
635.000 kr. Kravet har løbende været bestridt af S, der har gjort
gældende, at ophævelsen af samarbejdet skyldes misligholdelse fra
modpartens side, ligesom der er anlagt retssag om et muligt modkrav
på knap 282.000 kr. S ejer ifølge det oplyste en fast ejendom med
en friværdi på minimum 700.000 kr. samt et køretøj til en værdi af
600.000 kr.
Henset til kravets karakter, der i det hele er bestridt,
sammenholdt med oplysningerne om Ss formue, finder skifteretten, at
Kirk Advokater ApS ikke har godtgjort, at konkursbetingelserne er
opfyldt, hvorfor begæringen herom ikke tages til følge.
Thi bestemmes:
Konkursbegæringen tages ikke til følge.
Kirk Advokater ApS betaler inden 14 dage fra dato til S sagens
omkostninger med 15.000
kr."
Den 12. november 2010 indgav advokat Inger Stokvad Loft en klage
over advokat Christian Kirk Zøllner til Advokatnævnet med oplysning
om, at advokat Inger Stokvad Loft ultimo juni modtog en mundtlig
oplysning fra advokat Christian Kirk Zøllner, Kirk Advokater ApS,
om, at der fra Kirk Advokater ApS' side var indgivet
konkursbegæring mod S.
Der er mellem parterne indgået procesaftale om, at sagen skal
afgøres i medfør af konkurslovens § 28, stk. 1, idet § 28, stk. 2
er frafaldet af sagsøger.
Forklaringer
S har forklaret, at kravet som fremsat af Kirk Advokater ApS er
bestridt og har været det igennem hele forløbet. Dette har Sø- og
Handelsrettens skifteret også udtrykkeligt taget stilling til ved
sin kendelse af 29. oktober 2010. Det påståede krav drejer sig om
en ophørt samarbejdsaftale. Der verserer en civil retssag ved
Københavns Byret om det økonomiske opgør som følge af afbrydelsen
af dette samarbejde samt øvrige stridsmål parterne imellem. Sagen
ved Københavns Byret blev anlagt før konkursproceduren i
skifteretten.
Denne sag har været en meget krænkende og invaliderende
oplevelse, idet sagsøger som advokat blev truet på sit
eksistensgrundlag, idet retsplejeloven foreskriver, at en advokat,
som tages under konkursbehandling, mister sin
advokatbestalling.
S modtog konkursbegæringen pr. e-mail den 1. juli 2010.
Afsenderen var advokat Anders Scheel Frederiksen. S var på
daværende tidspunkt på ferie. S har ligeledes modtaget
rykkerskrivelsen af 3. maj 2010. Pengene blev ikke betalt. Det er
korrekt, at Ss virksomhedsregnskaber og Ss personlige
økonomiske forhold ikke var tilgængelige på det pågældende
tidspunkt. S husker ikke den offentlige vurdering af sin ejendom
beliggende A. S husker heller ikke størrelsen af de tinglyste lån
eller den på ejendommen hvilende restgæld, men dog at
handelsværdien af ejendommen fratrukket restgælden androg 700.000
kr. på tidspunktet for konkurssagen. Det er korrekt, at der ikke
under konkurssagen blev fremlagt dokumentation for denne friværdi i
ejendommen.
Advokat Christian Kirk Zøllner har forklaret, at han valgte en
advokat fra advokatfirmaet Jon Palle Buhl ultimo februar/primo
marts 2010, idet han ikke fører sager, der kan gå imod ham
personligt. Han mener at have hørt, at S også skylder penge til
andre. Han ved ikke, hvorfra han har denne information, men han
formoder, at de havde talt om det på kontoret.
Han havde alene en positiv viden for så vidt angik Business
Center Hørsholm af 2005 ApS, som han i den forbindelse kontaktede
gennem deres advokat, Anders Scheel Frederiksen.
Han var på daværende tidspunkt ikke klar over beløbets
størrelse. I en telefonsamtale oplyste advokat Anders Scheel
Frederiksen overfor ham, at der var afsagt dom i en sag over S. De
fik en kopi af dommen, som de videresendte til advokatfirmaet Jon
Palle Buhl, som var i gang med at udarbejde en stævning. Den 29.
april 2010 fik de en e-mail fra advokat Anders Scheel Frederiksen,
som oplyste, at han var blevet instrueret af Business Center
Hørsholm af 2005 ApS i at indgive konkursbegæring og spurgte, om
sagsøgte, ville med i begæringen.
Konkursbegæringen var blevet indgivet, uagtet om Kirk Advokater
ApS ville være med eller ej. De valgte at være med i
konkursbegæringen uden forudgående dom, idet de var klar over, at
den alligevel ville blive indgivet.
Han bad derefter advokatfirmaet Jon Palle Buhl om at opgøre
kravet og foretog en solvensundersøgelse af debitors forhold på
sædvanlig vis. Undersøgelsen bestod i en sædvanlig undersøgelse af
de offentlige registre og andre tilgængelige oplysninger, primært
tingbøger, samt en konkret henvendelse til S med opfordring til at
fremlægge sin økonomi, idet der ikke kunne fremskaffes regnskaber
for denne eller dennes erhvervsvirksomhed. Han kendte ikke Ss
økonomi. Han kendte den bil, som S ankom i til arbejde hver dag
gennem deres 1½ - 2 år lange samarbejde. Han havde ikke mulighed
for at søge oplysninger herom i bilbogen, idet dette kræver
kendskab til ejerens fødselsdato eller øvrige lignende oplysninger.
Han kendte ikke Ss fødselsdato. Bilbogen udviser tilmed alene
tinglyste hæftelser i biler men ikke ejerforhold.
Han trak en tingbogsattest på ejendommen beliggende A. Af denne
fremgik, at der var tinglyst lån for 4,6 mio. kr., samt at den
seneste offentlige vurdering lød på 2,6 mio. kr. Han lod ikke en
ejendomsmægler vurdere ejendommens handelsværdi.
Han har ikke videregivet oplysninger om konkursbegæringen til
andre advokater. Han faldt i snak med en advokat ved navn Claus til
en tvangsauktion ved Retten i Lyngby. Han kendte ham i forvejen,
idet der havde været ført forligsforhandlinger med advokat Inger
Stokvad Loft på dennes kontor. Claus bad om oplysninger vedrørende
konkursbegæringen.
Han ved ikke, hvor Claus havde sin viden fra, men han gav
derefter oplysningen videre.
Parternes synspunkter
S har gjort gældende, at samtlige konkursbetingelser skal være
opfyldt, når en konkursbegæring indgives til skifteretten. Det er
rekvirentens bevisbyrde, at konkursbetingelserne er opfyldt. Sø- og
Handelsrettens skifterets kendelse statuerede entydigt, at denne
bevisbyrde ikke blev løftet, idet såvel kravet om tilstedeværelsen
af en fordring som insolvens ej forelå.
Såvel retspraksis som Advokatnævnets praksis støtter påstanden
om, at konkurslovens § 28, stk. 1 er overtrådt i nærværende sag.
Konkurslovens § 18 om insolvens i almindelighed finder ej
anvendelse på sagsøgers forhold i denne sag. Når konkurslovens § 18
ikke er opfyldt, har rekvirentens undersøgelser ikke været
tilstrækkeligt grundige, og der var alene tale om en
skræmmebegæring i strid med god advokatskik. Rekvirenten har
undladt at forespørge på sagsøgers bil i bilbogen, ligesom sagsøgte
undlod at lade en ejendomsmægler foretage en vurdering af
ejendommen med henblik på at fastslå, om der var en mulig friværdi
heri.
Der har aldrig været belæg for indgivelse af konkursbegæringen
som sket i nærværende sammenhæng, idet fordringen igennem hele
forløbet har været bestridt. Der foreligger ej heller insolvens,
idet sagsøgte har friværdi i bil og fast ejendom, der overstiger
det krav, som blev angivet i konkursbegæringen. Der er tale om
chikanøs misbrug af konkursinstituttet af særligt skærpende
karakter, idet konkursbegæringen var rettet mod en advokat, som
efter retsplejelovens § 119 mister beskikkelsen som advokat, hvis
advokaten bliver taget under konkursbehandling. Det er
endvidere en skærpende omstændighed, at sagsøger driver
erhvervsmæssig virksomhed som advokat, idet S har måttet afvise
almindeligt advokatarbejde for klienter i en tid for at tage vare
på nærværende sag, hvilket har lagt beslag på ressourcer i et uhørt
omfang. Sagsøger har således været truet på sit eksistensgrundlag
og fremtidige erhvervsevne. Sagsøgte har derved accepteret en
betydelig standpunktsrisiko ved indgivelse af
konkursbegæring uden at have foretaget en tilstrækkelig
solvensundersøgelse og ved alene at være i besiddelse af et
bestridt krav. Indgivelsen af konkursbegæringen har endvidere
medført en invaliderende miskreditering af sagsøgers omdømme,
herunder ved at sagsøgte i et ikke uvæsentligt omfang videregav
informationer om den ikke offentliggjorte konkursbegæring til et
ukendt antal advokater.
Vedrørende sagsøgers tab gøres det gældende, at tabet kan
opgøres til 100.000 kr. svarende til 40 timer á 2.000 kr. med
tillæg af moms. Derudover er sagsøger berettiget til erstatning for
tort, hvilken ligeledes efter praksis kan opgøres til 100.000 kr.
Grundet de nævnte særligt skærpende omstændigheder bør der ske
forhøjelse af de omtalte krav med 50 %, således at det samlede krav
beløber sig til 300.000 kr. Nærværende sag er ikke for sent anlagt
i henhold til konkurslovens § 242 a, idet fristen skal regnes fra
konkursproceduren i skifteretten den 29. oktober 2010. Det var
først på dette tidspunkt, kravet kunne opgøres, og stævning blev
indleveret ca. fire uger derefter. Der er desuden et samspil mellem
konkurslovens § 28 og § 242a på den måde, at det ikke har været
hensigten, at der skal køre en dobbelt og sideløbende
solvensprøvelse i skifteretten samtidig med, at der verserer et
søgsmål efter § 28.
Sagsøger bør tillægges forhøjede sagsomkostninger, da sagsøgte
har foretaget unødige retsskridt ved ikke at undersøge
omstændighederne tilstrækkeligt forud for indgivelsen af
konkursbegæringen. Var de tilstrækkelige undersøgelser blevet
foretaget, ville nærværende sag slet ikke være nødvendiggjort.
Sagsøgte er berettiget til at blive tillagt sagsomkostninger, idet
S optræder som advokat på helt sædvanlig vis.
Kirk Advokater ApS har gjort gældende, at sagen bør afvises i
medfør af konkurslovens § 242a, idet sagen er rejst mere end tre
måneder efter det tidspunkt, hvor sagsøger var i stand til at gøre
sit krav gældende. Der er tale om en kort frist i loven, som
håndhæves strengt.
Stævningen blev indleveret den 25. november 2010, hvorfor det
afgørende tidspunkt er den 25. august 2010. Sagsøgte modtog
imidlertid konkursbegæringen den 1. juli 2010, og har dermed
reageret for sent. Sagsøger er den nærmeste til allerede ved
modtagelsen af konkursbegæringen at afgøre, hvorvidt
solvensbetingelsen var opfyldt eller ej. Tidsfristen vedrørende den
tilsvarende regel i retsplejelovens § 639, stk. 4 er knyttet op på
en kendsgerning, hvilket man fra lovgivningsmagtens side har valgt
ikke at gøre med den konkursretlige regel. § 242a gælder således
ikke først fra skifterettens afvisning, men fra det tidligere
tidspunkt, da sagsøger blev i stand til at gøre kravet gældende, in
casu den 1. juli 2010. Der er ingen omstændigheder i sagen, der
giver anledning til at fravige dette udgangspunkt, og der er ingen
støtte for det af sagsøger anførte standpunkt om, at fristen først
skal regnes fra afvisningen af konkursbegæringen i skifteretten.
Det er således uden betydning, om skifteretten afsiger
konkursdekret eller ej, idet ansvaret hænger sammen med selve
fremsættelsen af konkursbegæringen.
Til støtte for frifindelsespåstanden har sagsøgte gjort
gældende, at det af sagsøger under sagen ikke er gjort gældende, at
fordringen ikke består, hvorfor det må lægges til grund, at
sagsøgte til brug for nærværende sags spørgsmål om erstatning har
et krav på ca. 635.000 kr. For det første har sagsøgte foretaget en
tilbundsgående solvensundersøgelse af sagsøgers økonomiske forhold,
hvilken undersøgelse pegede på insolvens hos sagsøger. Sagsøger har
ikke dokumenteret at være solvent eller i stand til at honorere
Kirk Advokater ApS' krav, ligesom sagsøgers øvrige
gældsforpligtelser foreligger uoplyst og udokumenteret. Den hævdede
friværdi i fast ejendom og bil er udokumenteret, og ville have
været let for sagsøger at dokumentere til brug for sagen. Det
forhold, at skifteretten ikke fandt det tilstrækkeligt
sandsynliggjort, at sagsøger ikke var insolvent er ikke det samme
som at fastslå, at sagsøger er solvent, idet en sådan konklusion
ville resultere i en omvendt bevisbyrde. Der er således trukket en
tingbogsattest på det af sagsøger oplyste væsentligste aktiv, der
forelå en ubetalt, upåanket dom, og der er sendt flere
rykkerskrivelser, som alle forblev ubesvarede. Alle disse momenter
taler for, at sagsøger var insolvent på tidspunktet for
konkursbegæringen indgivelse.
For det andet er det uklart for sagsøgte, hvilke yderligere
undersøgelser der burde være foretaget. Der kan ikke stilles krav
om, at en konkursrekvirent skal lade en ejendomsmægler vurdere en
fast ejendom, førend konkursbegæring kan indgives i tilfælde, hvor
tingbogen i sig selv udviser alarmerende tal, herunder en kraftig
belåning, som ligger langt ud over den offentlige
ejendomsvurdering. Sagsøgte havde ikke adgang til at slå sagsøgers
bil op i bilbogen, idet personnummeret er ukendt. Derudover viser
bilbogen ikke ejerforhold, men alene tinglyste hæftelser. Da
dommen vedrørende det andet krav blev endelig, sendte sagsøgte
brevet af 3. maj 2010 til sagsøger, hvori der blev rykket for
betaling og anmodet om yderligere oplysninger vedrørende dennes
likvide forhold. Der blev atter rykket den 7. juni 2010, hvor
sagsøgte meget udførligt blev opfordret til at fremlægge
oplysninger om sine økonomiske forhold, herunder for virksomheden.
Der er således udvist fornøden agtpågivenhed af sagsøgte. Det er
ikke en skærpende omstændighed, at sagsøgte ikke kaldt
konkursbegæringen tilbage. Sagsøgte har haft en let adgang til at
fremkomme med de oplysninger, som var nødvendige og relevante til
belysning af dennes økonomiske stilling og solvens, og som sagsøgte
udbad sig, hvorved sagen kunne have været sluttet langt
tidligere.
For det tredje har sagsøger ikke godtgjort, at dansk rets
almindelige betingelser for at opnå erstatning er opfyldt. Sagsøger
har ikke lidt et tab. Der er således allerede gjort op med dennes
timeforbrug ved tilkendelse af sagsomkostninger med 15.000 kr. for
skifteretten, og betaling heraf skal ikke ske to gange. Størrelsen
af sagsøgtes godtgørelseskrav for tort bestrides også, og der er
ingen støtte at finde for det høje beløb som påstået. At sagsøgte
skulle være truet på sit eksistensgrundlag er helt udokumenteret.
Endvidere er det udokumenteret og ikke korrekt, at sagsøgte skulle
have videregivet oplysninger om konkursbegæringen til andre
advokater. Sagsøger har udvist en høj grad af egen skyld, herunder
ved ikke at svare på rykkerskrivelserne og ved at forholde sig
passiv med hensyn til afgivelse af de forespurgte økonomiske
oplysninger. Endelig har sagsøger ikke godtgjort, at der er
årsagssammenhæng og adækvans mellem det indtrådte tab og sagsøgtes
handling.
Vedrørende sagsomkostninger er sagsøger som selvmøder ikke
berettiget til sagsomkostninger, idet S er part i egen sag, hvorfor
der ikke skal tilkendes denne sagsomkostninger, såfremt sagsøger
får medhold.
Sø- og Handelsrettens afgørelse
Det følger af parternes procesaftale, at denne tvist skal
afgøres i medfør af konkurslovens § 28, stk. 1, idet konkurslovens
§ 28, stk. 2 er frafaldet af sagsøger. Det er herefter afgørende,
dels om sagsanlægget er rettidigt i forhold til konkurslovens §
242a, og dels om sagsøgte har udvist tilstrækkelig agtpågivenhed i
forbindelse med indgivelse med konkursbegæringen.
Skifteretten lægger til grund, at konkursbegæringen blev
modtaget pr. e-mail den 1. juli 2010. Konkursproceduren blev
foretaget den 29. oktober 2010. Stævningen i nærværende sag blev
indleveret til Sø- og Handelsretten den 25. november 2010.
Skifteretten finder, at sagsøgte først har været i stand til at
opgøre kravet efter konkursprocedurens afholdelse. Først på dette
tidspunkt havde sagsøger vished for, at der ikke blev afsagt
konkursdekret, ligesom sagsøger først da kunne opgøre sagens
ressourceforbrug.
Sagen er således rettidigt anlagt.
Skifteretten lægger dernæst til grund, at sagsøgte inden
indgivelsen af konkursbegæringen havde trukket en tingbogsattest på
den af sagsøger ejede faste ejendom, beliggende A, og at sagsøgte
sendte to rykkerskrivelser, som begge forblev ubesvarede. I
rykkerskrivelserne blev sagsøger opfordret til at fremkomme med
relevante oplysninger, som var nødvendige for sagsøgtes
solvensbedømmelse, idet sagsøgers regnskaber mv. ikke var
offentligt tilgængelige på det pågældende tidspunkt. Der forelå
tillige en endelig dom, som var ubetalt af sagsøger, hvilket
forhold sagsøgte havde kendskab til. skifteretten finder ikke, at
der i det foreliggende tilfælde kan stilles krav om, at sagsøger
som konkursrekvirent skulle have ladet en ejendomsmægler vurdere
den faste ejendom forud for konkursbegæringens indgivelse, ligesom
opslag i bilbogen ikke var praktisk muligt eller relevant. Det er
sagsøgte som konkursrekvirent, som har bevisbyrden for, at
konkursbetingelserne er opfyldt. I det foreliggende tilfælde finder
skifteretten, at sagsøgte har foretaget en forsvarlig undersøgelse
af sagsøgers økonomiske forhold, og at sagsøgte derfor
har udvist den fornødne agtpågivenhed.
Herefter frifindes sagsøgte.
Efter sagens udfald skal S betale 20.000 kr. i sagsomkostninger
til Kirk Advokater ApS til dækning af advokatbistand. Der er ved
fastsættelsen heraf taget hensyn til sagens værdi og omfang.
Thi kendes for ret:
Kirk Advokater ApS frifindes.
S betaler inden 14 dage fra dato sagens omkostninger med i alt
20.000 kr. til Kirk Advokater ApS.
Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8a.
Kasper Madsen
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den