fodaftryk

Hummel - varemærkekrænkelser

Resumé

Ikke forelæggelse for EF-Domstolen af spørgsmål om domskonventionens art. 6, stk. 1, ved sager om varemærkekrænkelser mod selskaber i forskellige medlemslande.

Dom i sagen V-151-04


Hummel A/S
(Advokat Mads Marstrand Jørgensen)

mod

1) Ellos A/S
2) Ellos AB 
3) Redcats OY 
4) Redcats AS 
(Advokat Janne Glæsel)

Ved kendelsen afgøres om EF-domstolen skal anmodes om at træffe præjudiciel afgørelse om fortolkningen af EF-domskonventionen art. 6, nr. 1.

Spørgsmålet er behandlet på skriftligt grundlag.

Parternes påstande

Hummel A/S, har under sagen nedlagt påstand om at de sagsøgte in solidum skal betale 129.750 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg den 6. december 2004.

Ellos A/S har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Ellos AB, Redcats OY og Redcats AS har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse og mest subsidiært betaling af et mindre beløb.

Sagsfremstilling
Sagen vedrører spørgsmål om krænkelse af EF-varemærker og nationale varemærker anvendt på beklædningsgenstande og om krav om vederlag og erstatning i den anledning. Sagsøgeren er en dansk virksomhed der producerer og markedsfører beklædningsgenstande.

De sagsøgte er helejede datterselskaber af Redcats-koncernen der har hovedsæde i Frankrig. De sagsøgte har domicil i henholdsvis Danmark, Sverige, Finland og Norge og driver postordre-virksomhed bl.a. med salg af beklædningsgenstande.
Sagsøgeren har over for Ellos A/S, Ellos AB og Redcats OY, fremsat begæring om forelæggelse af følgende spørgsmål for EF-domstolen:

1. Består der mellem sagsanlæg i forbindelse med en varemærkekrænkelse som en indehaver af et EU- varemærke har rejst mod på den ene side en sagsøgt der har hjemsted i den stat hvori den ret ved hvilken der er anlagt sag, er beliggende, og mod på den anden side flere forskellige sagsøgte som har hjemsted i andre kontraherende stater end den hvori den ret ved hvilken der er anlagt sag, er beliggende, og som varemærkeindehaveren hævder gør sig skyldige i krænkelse af varemærket i en eller flere andre kontraherende stater, en sammenhæng som den der kræves for at EU-domskonventionens artikel 6, nr. 1, finder anvendelse?

2. Såfremt spørgsmål 1 ikke eller ikke uden videre besvares bekræftende, under hvilke omstændigheder foreligger der da en sådan sammenhæng, og har det i den forbindelse betydning om

- de sagsøgte hører til samme koncern?
- eller om der for de sagsøgte er tale om en fælles optræden som en fælles forretningspolitik danner grundlag for, og ­ i bekræftende fald ­ om det sted hvorfra den fælles forretningspolitik udgår, har betydning?
- om de hævdede krænkelseshandlinger fra de sagsøgtes side er de samme eller næsten de samme?

De sagsøgte har meddelt at der efter EF-domstolens dom i sagen C-539/03, Roche Nederland, efter deres opfattelse ikke er grund til at forelægge spørgsmål for EF-Domstolen.

Parternes anbringender
Sagsøgeren har gjort gældende at de sagsøgte kan sagsøges i Danmark i medfør af EF-domskonventionens art. 6, nr. 1, da det udtrykkeligt fremgår af art. 90 i forordning om EF-varemærker (40/94) af 20. december 1993 at EF-domskonventionen finder anvendelse. Der er i forordningen ikke gjort undtagelse med hensyn til EF-domskonventionens art. 6, nr. 1, hvorfor en person eller selskab der har bopæl på en kontraherende stats område, kan sagsøges ved retten i den retskreds hvor en af de medsagsøgte har bopæl. Det er uden betydning for anvendelsen af art. 6, nr. 1, hvilket lands ret eventuelle sanktioner skal baseres på.

Det fremgår af EF-domstolens afgørelse C-189/87, Kalfelis, præmis 12-13, at EF-domskonventionens art. 6, nr. 1 finder anvendelse når der er indbyrdes sammenhæng mellem kravene hvilken betingelse er opfyldt i nærværende sag. Hertil kommer at de sagsøgte er koncernforbundne selskaber.

Hvis der er tvivl om anvendeligheden af konventionens art. 6, stk. 1, bør de af sagsøgeren foreslåede spørgsmål forelægges for EF-Domstolen. EF-domstolens afgørelse i C-539/03, Roche Nederland, vedrører en sag om et europæisk patent og kan ikke overføres til anvendelse i en sag om krænkelse af EU-varemærker og nationale varemærker.

De sagsøgte har gjort gældende at rette værneting i medfør af EF- varemærkeforordnings art. 93, stk. 1, er de sagsøgtes domicillande. Der er således som udgangspunkt alene værneting for Ellos A/S i Danmark.

EF-domskonventionens art. 6, nr. 1, finder ikke anvendelse da kravet mod de sagsøgte Ellos AB og Redcats OY og Redcats AS ikke har en sådan karakter at der bør ske samtidig påkendelse for at undgå uforenelige afgørelser, jf. EF-domstolens afgørelse i C-189/87, Kalfelis.

I 10. betragtning i præamblen til Rådets første direktiv af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (89/104) anføres at spørgsmål om forveksling henhører under de nationale retsplejeregler som direktivet ikke berører. Eventuelle sanktioner skal efter EF-varemærkeforordningens art. 14, stk. 1, og 98, stk. 2, fastsættes efter nationale regler.

De sagsøgte er selvstændige juridiske enheder der handler inden for geografisk afgrænsede områder. Det er uden betydning om de sagsøgte er koncernforbundne eller i øvrigt har en fælles optræden i overensstemmelse med en fælles forretningspolitik. Den omstændighed at nationale afgørelser mod de respektive sagsøgte måtte føre til divergerende afgørelser, er ikke tilstrækkeligt til at disse kan opfattes som indbyrdes modstridende, da det er en betingelse for at der kan foreligge modstridende afgørelser at afgørelserne er truffet på samme faktiske og retlige grundlag hvilket ikke er tilfældet i de foreliggende sager.

Det gøres endelig gældende at EF-domstolens afgørelse i C 539/03, Roche Nederland,

besvarer spørgsmål der svarer til de af sagsøgeren ønskede spørgsmål, med en sådan klarhed at spørgsmålene efter acte éclairé-doktrinen ikke bør forelægges.

Rettens bemærkninger
Ved EF-Domstolens dom af 13. juli 2006 i sagen C-539/03, Roche Nederland BV, fastslog domstolen:

Artikel 6, nr. 1, [...]skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse i en tvist om krænkelse af et europæisk patent, hvorunder en række selskaber, som har hjemsted i forskellige kontraherende stater, er sagsøgt på grund af forhold, der påstås at være begået i en eller flere af disse stater, heller ikke i den situation, hvor disse selskaber, der tilhører samme koncern, hævdes at have udvist den samme eller en lignende adfærd overensstemmelse med en fælles forretningspolitik, som angiveligt er udformet af et enkelt af disse selskaber.

Begrundelsen herfor var bl.a.:

EF-Domstolen fastslog i dom af 27. september 1988, C-189/97, Kalfelis, at der for at Bruxelles-konventionens artikel 6, nr. 1, kan finde anvendelse, skal foreligge en sådan indbyrdes sammenhæng mellem de forskellige krav som en og samme sagsøger gør gældende mod forskellige sagsøgte at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå at der træffes uforenelige afgørelser i tilfælde af at sagerne påkendes hver for sig. Kravet om indbyrdes sammenhæng er blevet bekræftet ved dom af 27. oktober 1998, C-51/97, Reunion Européenne m.fl., og er nu blevet indsat i artikel 6, nr. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

Efter kommentarer til Tatry-dommen af 6. december 1994 (sag C-406/92) og parternes argumentation i denne forbindelse fastslog Domstolen at der, selv hvis det lægges til grund at udtrykket »uforenelige« retsafgørelser med henblik på anvendelsen af Bruxelles-konventionens artikel 6, nr. 1, skal forstås i vid forstand som indbyrdes modstridende retsafgørelser og ikke kun retsvirkninger der gensidigt udelukker hinanden, ikke er nogen risiko for at der vil blive truffet sådanne retsafgørelser i sager om krænkelse af et europæisk patent, som er anlagt i forskellige kontraherende stater, og hvorunder en række selskaber som har hjemsted i disse stater, er sagsøgt på grund af forhold der angiveligt er begået i disse stater. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt til at afgørelser kan opfattes som indbyrdes modstridende at der forekommer en divergens i løsningen af tvisten. En sådan divergens skal ydermere foreligge i forhold til samme retlige og faktiske situation.

Vedrørende den retlige situation i Roche-sagen var forholdet det at patentkonventionen som fastsætter fælles regler for meddelelse af et europæisk patent, tillige bestemmer i artikel 2, stk. 2, og artikel 64, stk. 1, at et sådant patent reguleres af de nationale bestemmelser i hver af de kontraherende stater for hvilke det er blevet meddelt, jf. også artikel 64, stk. 3, hvorefter
krænkelse af et europæisk patent skal behandles i henhold til gældende national lovgivning på området i hver kontraherende stat for hvilken det er meddelt. Eventuelle divergenser mellem de retsafgørelser der træffes af domstole i forskellige medlems-lande vedrørende påståede krænkelser begået af en person eller et selskab i det pågældende land vil ikke foreligge i forhold til den samme retlige situation. Eventuelle indbyrdes divergerende retsafgørelser kan derfor ikke betegnes som indbyrdes modstridende.

Domstolen bemærkede at dens konklusion ikke ændredes i den situation som den forelæggende ret (Hollands Hoge Raad) refererede til i det andet præjudicielle spørgsmål, nemlig hvor selskaber der tilhører samme koncern, angivelig har udvist den samme eller en lignende adfærd i overensstemmelse med en fælles forretningspolitik som antages at være udformet af et enkelt af disse selskaber, således at der skulle være tale om samme faktiske situation. Der ville nemlig desuagtet ikke være tale om samme retlige situation, og der ville dermed ikke, selv i et sådant tilfælde, foreligge en risiko for indbyrdes modstrid-ende retsafgørelser.

Vedrørende afgrænsning på grundlag af faktiske kriterier bemærkede domstolen (præmis 36 ff.) at selv om procesøkonomiske hensyn umiddelbart kunne synes at tale for at sådanne krav samles ved en enkelt retsinstans, ville fordelene for retsplejen ved at samle kravene dels være begrænsede, dels være kilde til nye risici. Såfremt kompetencen blev fastlagt alene på grundlag af de faktiske kriterier, således som Hoge Raad havde foreslået, ville det medføre at en række retsinstanser ville kunne få tillagt kompetence, hvilket kunne påvirke forudsigeligheden af de kompetenceregler der er fastsat i konventionen, og som følge heraf krænke retssikkerhedsprincippet der ligger til grund for denne. Denne krænkelse er så meget desto mere væsentlig som anvendelsen af de pågældende kriterier ville give sagsøgeren en lang række valgmuligheder og dermed opmuntre til "forum shopping" hvilket konventionen har til formål at undgå, og som Domstolen med Kalfelisdommen netop tilsigtede at forhindre (jf. Kalfelis-dommens præmis 9).

Endelig bemærkede Domstolen at efterprøvelsen af om de pågældende kriterier er opfyldt, hvilket sagsøgeren har bevisbyrden for, vil gøre det nødvendigt for den ret ved hvilken sagen er anlagt at påkende sagens realitet før den kan afgøre om den er kompetent. Denne forudgående undersøgelse vil kunne være en kilde til yderligere omkostninger og forlængelse af sagsbehandlingen i tilfælde hvor retten, idet den ikke kan fastslå at der er tale om samme faktiske situation og dermed en tilstrækkelig indbyrdes sammenhæng mellem søgsmålene, herefter må erklære sig inkompetent, og hvor der må anlægges sag på ny for en ret i en anden stat.

***

Den relevante forskel mellem problemstillingen i den foreliggende sag og sagen C-539/03, Roche Nederland, er at der for så vidt angår varemærker ikke findes bestemmelser svarende til patentkonventionens art. 2, stk. 2, og art. 64, stk. 4. Som anført af de sagsøgte fremgår det imidlertid af 10. betragtning i præamblen til varemærkedirektivet at spørgsmål om forveksling henhører under de nationale retsplejeregler som direktivet ikke berører. Hertil kommer at eventuelle sanktioner efter varemærkeforordningens art. 14, stk. 1 og 98, stk. 2, skal fastsættes efter nationale regler. I øvrigt kan Domstolens fortolkning af domskonventionens art 6, stk. 1, ganske overføres til den situation der foreligger i nærværende sag. En forelæggelse af de af
sagsøgeren foreslåede spørgsmål skønnes derfor upåkrævet, da det ikke er sandsynligt at en besvarelse af spørgsmålet vil føre til en fortolkning der for situationer svarende til den der foreligger i nærværende sag, vil afvige fra besvarelsen i Roche Nederland-dommen, hvorfor

bestemmes:

Retten forelægger ikke de af Hummel A/S foreslåede spørgsmål for EF-Domstolen.

Jens Feilberg

(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den

 

 


Arbejdsskader – skade på medarbejderens ejendele

Hvad er dine forpligtelser som arbejdsgiver, når der forvoldes skade på en medarbejders personlige ejendele ...»

Opsigelse af gravid eller medarbejder på barsel

Der er en udbredt misforståelse på det danske arbejdsmarked om, at du som arbejdsgiver ikke må opsige ...»

Ejerleder

En ejerleder er en ejer af en virksomhed som samtidig er lederen i virksomheden - typisk som administrerende ...»

Earn-out

Earn-out kan bruges som betaling af en del af købesummen i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse. ...»

Højesteretsdom - Jensens Bøfhus

Forbud mod at drive restaurationsvirksomhed under navnet ”Jensens Fiskerestaurant”

Jensen’s »

Fogedforbud - Novozymes A/S mod DuPont Nutrition Biosciences ApS (tidligere Danisco A/S)

Sagsøger havde ikke handlet culpøst ved at forfølge sin ret ved begæring og gennemførelse af »

Vi er medlemmer af