Codan - krav i konkursbo - P-0001-07

Resumé
Boet fik medhold i, at Codan ikke var separatisk i boet for et indestående på en bankkonto, idet Codan ikke havde godtgjort, at indeståendet var overdraget inden konkursen, og da der i øvrigt ikke var foretaget fornøden underretning i medfør af gældsbrevslovens § 31. Desuden spørgsmål om beregning af rente af et anerkendt separatiskrav.
UDSKRIFT AF SØ- & HANDELSRETTENS DOMBOG
Den 3. september 2007, kl. 10.00 blev af retten i sagen
P-1-07
Codan Forsikring A/S
(Advokat Torben Steffensen)
mod
Köhn A/S under konkurs
(Advokat Casper Moltke)
afsagt sålydende
D O M:
Indledning og påstande.
Sagen vedrører to af hinanden uafhængige spørgsmål. Det ene er
spørgsmålet om, hvor stort et beløb Codan Forsikring A/S (herefter:
Codan) er berettiget til at modtage forlods af Köhn A/S under
konkurs (herefter : konkursboet) som rente af det
af kurator anerkendte separatistkrav på 190.061 kr. Det andet er
spørgsmålet om, hvorvidt Köhn A/S (herefter: Köhn) har
transporteret et beløb på 305.000 kr., som er deponeret på en konto
i Danske Bank, til NPL Byg A/S (herefter: NPL) forud
for konkursen, og om der i givet fald er foretaget den
fornødne sikringsakt til beskyttelse mod Köhns kreditorer.
Codan Forsikring A/S har nedlagt følgende påstande:
Påstand 1:
Köhn A/S under konkurs tilpligtes at anerkende, at Codan er
separatist i konkursboet november 2006 af det godkendte
separa-tistkrav på 190.061 kr.,
subsidiært
procesrente fra den 10. september 2002 til den 28. november 2006
af 190.061 kr. og
mest subsidiært de på bokontoen indvundne
renter i perioden 10. september 2002 til den 28. november 2006
af 190.061 kr.
Påstand 2:
Köhn A/S under konkurs tilpligtes at anerkende, at Codan er
separatist i konkursboet for så vidt angår 305.000 kr. på
konto 3404648438 i Danske Bank A/S med tillæg af principalt
procesrente fra den 15. november 1999, subsidiært de på
kontoen
indvundne renter af beløbet fra 19. oktober 1999.
Konkursboet har her overfor nedlagt følgende
påstande:
Påstand 1:
Frifindelse mod, at konkursboet anerkender, at Codan er separatist
i konkursboet for 16.459,72 kr., hvilket udgør de af
konkursboet indvundne renter af 190.061 kr. fra den 10.
september 2002 til 28. november 2006.
Påstand 2:
Frifindelse.
Sagens omstændigheder.
Köhn og NPL indgik den 30. marts 1999 aftale om, at Köhn skulle
købe nogle grunde i Esbønderup af NPL for 700.000 kr., ligesom Köhn
skulle betale NPL 700.000 kr. for byggemodning. Af aftalen fremgår
blandt andet:
"...
§ 2
Köhn A/S sælger ved fuldmagt udstedt af NPL Byg A/S ejendommene
opdelt i 8-10 parceller. Hver af parcellerne sælges for kontant kr.
305.000,00 der deponeres hos advokat Tom Mortang, Rungsted Bytorv
2, 2960 Rungsted Kyst....
§ 3
Købesummen jf. § 1 berigtiges ved at NPL Byg A/S modtager
transport i de deponeringer/garantistillelser der foretages af
køberne af de enkelte parceller jf. § 2.
...
§ 5
Til sikkerhed for betaling af byggemodning jf. særskilt aftale
herom modtager NPL BYG A/S transport i deponeringerne/
garantistillelserne foretaget af køberne af de enkelte parceller
jf. § 2 for 700.000,00 kr. ex. moms.
§ 6
NPL BYG A/S modtager således jf. § 3 og § 5 transporter på i alt
kr. 1.400.000,00.
..."
I april 1999 solgte Köhn parcel nr. 1, 2, 3 og 8. Köhn udstedte i
den forbindelse fire særskilte transporterklæringer, hvorefter Köhn
transporterede de modtagne købesummer på 4 x 305.000 kr. til NPL,
og transporterklæringerne blev efterfølgende sendt til NPL.
Advokat Tom Mortang redegjorde på vegne af Köhn for byggeprojektet
i brev af 3.
juni 1999 til Danske Bank som følger:
"Vedr. Byggeprojekt Esbønderup.
I fortsættelse af telefonsamtale d.d. samt mit brev af den 31. fm. , kan jeg oplyse at Köhn A/S i henhold til købsaftale af den 30. marts 1999 mellem Köhn A/S og NPL Byg A/S har erhvervet matriklerne 8 ar og 8 ap begge Kirke-Esbønderup.
Købsaftalen er sammensat således at købesummen stor kr. 700.000,00
og entreprisesummen for byggemodningen ligeledes stor kr.
700.000,00 først forfalder til betaling når der er tinglyst
endeligt anmærkningsfrit skøde på de enkelte parceller dog senest
inden 1. oktober 1999, jf. aftalens § 7. (eller indenfor rimelige
træskolængder jf. NPL BYG A/S, dir. Frank Johansen)
Udstykningsandragendet for så vidt angår de første 5 parceller
forventes færdigbehandlet i Kort- og matrikelstyrelsen inden 1.
august 1999 hvorefter der kan tinglyses skøde således at købesummen
og entreprisesummen kan frigives overfor NPL BYG A/S rettidigt, jf.
ovenfor.
Ansøgning om byggetilladelse for de sidste 3 (5) parceller
koordineres med ansøgning om udstykningstilladelse som indsendes
samtidigt af landinspektøren forhåbentligt inden udgangen af
indeværende uge.
Status er således at der er deponeret 4 x 305.000,00 der er
transporteret til NPL BYG A/S til frigivelse jv. ovenfor.
Der er aktuelt en ny købsaftale, herunder deponering, på vej
sagen mangler afklaring af nogle indretningsmæssige detaljer hos
Frymann og Co. ApS.
Frymann og Co. ApS har over for mig meddelt at der herudover er
interesserede nok til at købe de resterende parceller, dog holdes
der åbent hus den 6. ds. som nævnt i mit brev af den 31. maj
1999.
Det er min vurdering at projektets omkostningsside er dækket af
under henvisning til deponeringerne samt byggeandragendet er
godkendt af Græsted-Gilleleje kommune og endeligt at udstykningen
er til behandling i Kort- og matrikelstyrelsen.
For så vidt angår de sidste 3 (5) parceller bemærkes, at der kan
være lidt usikkerhed med hensyn til sagsbehandlingstiden i
kommunen, idet det, såfremt vi skal have tilladelse til 5 og ikke 3
parceller, kræver at kommunen skal imødekomme en
dispensation.
Som jeg nævnte i telefonen er det vigtigt at arbejdet ikke går i
stå, idet de første købere skal kunne flytte ind med vand i hanerne
inden udgangen af indeværende måned. Jeg skal herfor venligst
anmode om at John Köhn legitimeres til at kunne afregne over for
vandværket i morgen tidlig.
For god ordens skyld bemærkes, at John Köhn i øjeblikket prøver at
få kontakt med formanden for vandværket, fordi beløbet rettelig i
første omgang kun vedrører 5 parceller og ikke som vandværket
antager 8 parceller. Dette medfører at der i første omgang
alene skal betales kr. 109.375,00 inkl. moms til vandværket.
Jeg har bedt John Köhn om at ringe til Dem med henblik på be- eller afkræftelse af ovenstående.
Såfremt De ønsker yderligere uddybning af projektets karakter
(udgiftsside) står jeg naturligvis til disposition."
Köhn solgte den 26. juli 1999 parcel nr. 4 til Thomas Steenholt,
og købesummen på 305.000 kr. blev i overensstemmelse med § 5 i den
købsaftale, som blev indgået mellem Köhn og Thomas Steenholt,
deponeret hos advokat Mortang. Advokat Mortang sendte den 18.
oktober 1999 beløbet på en check til Danske Bank med henblik på
deponering og henviste i den forbindelse til købsaftalen mellem
Köhn og Thomas Steenholt. Beløbet blev den 19. oktober 1999 indsat
på deponeringskonto i Danske Bank, konto nr. 3404648438 med
angivelse af Thomas Steenholt som køber og Köhn som sælger.
Der opstod efterfølgende tvist mellem Köhn og NPL om betaling for
byggemodning. Ved Københavns Byrets dom af 27. november 2001 blev
Köhn dømt til at betale det påståede beløb for byggemodningen.
Østre Landsret stadfæstede dommen den 14. november 2002, dog
således at det idømte beløb skulle forrentes fra den 15. november
1999.
Köhn blev erklæret konkurs den 3. december 2002.
NCC Construction Danmark A/S (herefter: NCC), som i mellemtiden
havde overtaget NPL, anlagde i marts 2003 erstatningssag mod
advokat Tom Mortang med påstand om betaling af 700.000 kr. NCC fik
medhold i såvel byret som landsret. Codan har som ansvarsforsikrer
for advokat Mortang betalt erstatningskravet og er indtrådt i de
krav, som NCC havde anmeldt i konkursboet.
Der er enighed mellem parterne om, at konkursboet modtog 190.061
kr. fra advokat Mortang den 10. september 2002, og at Codan modtog
beløbet fra konkursboet den 28. november 2006, idet kurator havde
anerkendt Codans separatistrettighed til dette beløb. Parterne er
endvidere enige om, at de indvundne renter af beløbet fra 10.
september 2002 til 28. november 2006 udgør 16.459,73 kr.
Parternes argumentation.
Codan har anført, at de har separatistkrav på renter af det godkendte og udbetalte separatistkrav på 190.061 kr., og at denne forrentning skal følge det oprindelige krav, som blev fastslået ved Østre Landsrets dom af 14. november 2002. Codans
separatistkrav for renter udgør derfor procesrente af 190.061
kr. fra den 15. november 1999. Subsidiært har Codan i
overensstemmelse med almindelige obligationsretlige grundsætninger
krav på procesrente af beløbet fra den 10. september 2002, hvor
beløbet kom konkursboet i hænde. Mest subsidiært har Codan krav på,
at konkursboet fralægger sig den berigelse i form af indvundne
renter på bokontoen, som konkursboet har opnået i den periode, hvor
de 190.061 kr. har været i konkursboets besiddelse.
Codan har vedrørende separatistkravet på 305.000 kr. anført, at
beløbet er transporteret til NPL i overensstemmelse med § 5 i
købsaftalen mellem Köhn og NPL. Beløbet er deponeret på en særskilt
konto og kan identificeres særskilt. Danske Bank har modtaget
behørig underretning om transporten, jf. gældsbrevslovens § 31,
idet advokat Mortang ved brev af 3. juni 1999 redegjorde for
byggeprojektet over for banken og i den forbindelse orienterede
banken om, at købesummen og betalingen
for byggemodningen blev berigtiget ved, at Köhn havde
transporteret de købesummer, som var deponeret vedrørende de
enkelte parceller, til NPL. Desuden meddelte han Danske Bank, at
yderligere en deponering var på vej, nemlig den som
siden blev foretaget af Thomas Steenholt vedr. parcel nr. 4.
Transporten er derfor beskyttet mod Köhns kreditorer.
Konkursboet har anført, at det anerkendte
separatistkrav på 190.061 kr. skal sidestilles med en
håndpantsætning, og at Codan ud over hovedstolen alene har krav på
forlods af konkursboet at udtage et beløb svarende til de
renteindtægter, som konkursboet har oppebåret, mens beløbet
har været i konkursboets besiddelse. Øvrige rentekrav, som Codan er
indtrådt i, er alene simple krav, jf. konkurslovens § 97.
Konkursboet har vedrørende separatistkravet på 305.000 kr. anført,
at Codan ikke har godtgjort, at Köhn har transporteret den
omhandlede købesum til NPL. Der foreligger ingen specifik
transporterklæring vedrørende beløbet. Det forhold, at det
i købsaftalen mellem Köhn og NPL er aftalt, at NPL modtager
transport i deponeringerne/ garantistillelserne foretaget af
køberne af parcellerne til sikkerhed for betaling af
byggemodningen, dokumenterer ikke i sig selv, at købesummen
vedr. parcel nr. 4 er transporteret til NPL. Ifølge
købsaftalens § 6 skulle NPL kun modtage transporter på 1,4
mio. kr., mens Köhn måtte forvente at modtage et sted
mellem 2.440.000 kr. og 3.050.000 kr. for salg af parcellerne.
Det kan derfor ikke udledes af aftalen, at alle købesummer
skulle transporteres til NPL.
Konkursboet har endvidere anført, at der ikke er foretaget
denuntiation af en eventuel transport over for depositaren Danske
Bank i medfør af gældsbrevslovens § 31. Advokat Mortangs brev af 3.
juni 1999 opfylder ikke kravene om en klar og tydelige
underretning. Formålet med brevet var alene at opnå kredit, så man
kunne betale vandværket. På dette tidspunkt var beløbet desuden
slet ikke deponeret i Danske Bank. Da advokat Mortang deponerede
det omhandlede beløb i Danske Bank den 18.
oktober 1999, meddelte han ikke banken, at beløbet var
transporteret til NPL. Der var derfor ikke foretaget den fornødne
sikringsakt forud for Köhns konkurs den 3. december 2002, og en
eventuel transport skal på den baggrund ikke respekteres af
konkursboet.
Skifterettens bemærkninger.
1. Separatistkrav på renter af 190.061 kr.
En kreditors krav mod et konkursbo er som udgangspunkt et simpelt
krav efter konkurslovens § 97, med mindre den pågældende godtgør at
have en særlig sikret ret til forlods at udtage et aktiv af
konkursboet forud for andre kreditorer. Codan har ikke godtgjort,
at man har en sådan særlig sikret ret for et beløb svarende til
procesrenten af 190.061 kr. fra den 15. november 1999 til den 28.
november 2006, ligesom der heller ikke under sagen er fremkommet
oplysninger, der giver grundlag
for at anerkende et separatistkrav for et beløb svarende til
procesrenten af 190.061 kr. fra den 10. september 2002 til den 28.
november 2006.
En kreditors separatistkrav omfatter imidlertid tillige afkastet
af det pågældende aktiv, mens aktivet har været i konkursboets
besiddelse. Codan er derfor foruden det anerkendte separatistkrav
på 190.061 kr. berettiget til forlods at modtage renter af
beløbet for den periode, hvor beløbet har været i konkursboets
besiddelse. Parterne er enige om, at renterne for denne periode kan
opgøres til 16.459,72 kr. Codans mest subsidiære påstand, som
er sammenfaldende med konkursboets påstand, tages derfor til
følge.
2. Separatistkrav vedrørende 305.000 kr., der indestår
på konto 3404648438 i Danske Bank.
Ifølge aftalen mellem NPL og Köhn skulle de ejendomme, som Köhn
havde købt af NPL opdeles i 8-10 parceller, og hver parcel skulle
videresælges for 305.000 kr., der skulle deponeres hos advokat Tom
Mortang. Den forventede videresalgssum udgjorde således mellem
2.440.000 og 3.050.000 kr. Ifølge aftalens § 6 skulle NPL modtage
transporter på i alt 1,4 mio. kr. i de
deponeringer/garantistillelser, der foretages af køberne af de
enkelte parceller. Det lægges derfor til grund, at ikke alle de
deponeringer/garantistillelser, som advokat Tom Mortang modtog ved
Köhns salg af parcellerne, blev transporteret til NPL, og der var
som følge heraf et særligt behov for, at de deponeringer, som
skulle være omfattet af transporten, blev tilstrækkeligt
identificeret. Der foreligger ikke en særskilt transporterklæring,
hvorefter købesummen på 305.000 kr., som Thomas Steenholt
deponerede hos advokat Tom Mortang i forbindelse med købet af
parcel nr. 4, transporteres til NPL. Advokat Tom Mortang meddelte
endvidere ikke Danske Bank, at beløbet på 305.000 kr. var
overdraget til NPL, da han den 18. oktober 1999 sendte beløbet til
banken med henblik på deponering, men henviste alene til den
købsaftale, som var indgået mellem Köhn og Thomas Steenholt. Under
de anførte omstændigheder er det derfor ikke godtgjort, at det
omhandlede beløb er overdraget til NPL.
Advokat Tom Mortangs brev af 3. juni 1999 til Danske Bank udgør i
øvrigt ikke tilstrækkelig underretning efter gældsbrevslovens § 31,
for så vidt angår det her omhandlede beløb. Skifteretten har herved
lagt vægt på, at købsaftalen mellem Thomas Steenholt og Köhn om
parcel nr. 4 først blev underskrevet den 26. juli 1999, og at
købesummen for parcel nr. 4 derfor ikke var deponeret hverken hos
advokaten eller i banken den 3. juni 1999. Banken var den 3. juni
1999 således ikke rette adressat for en underretning om
overdragelse af den pågældende købesum. Desuden er det ikke angivet
klart og tydeligt i brevet, at netop denne købesum er overdraget
til NPL. Der er ikke i øvrigt forud for Köhns konkurs den 3.
december 2002 foretaget underretning til banken om overdragelse af
beløbet til NPL. Der er således ikke foretaget den fornødne
sikringsakt i medfør af gældsbrevs-lovens § 31 til
beskyttelse af en overdragelse af det deponerede beløb mod
Köhns kreditorer.
Som følge af det anførte har Codan ikke en separatistrettighed til de 305.000 kr., som er deponeret i Danske Bank. Konkursboets frifindelsespåstand tages derfor til følge.
Codan skal henset til sagens omfang og udfald betale konkursboet
20.000 kr. til dækning af konkursboets udgifter til
advokatbistand.
Thi kendes for ret:
Köhn A/S under konkurs skal anerkende, at Codan Forsikring A/S er
separatist i konkursboet for 16.459,72 kr.
I øvrigt frifindes konkursboet.
I sagsomkostninger skal Codan Forsikring A/S inden 14 dage betale
Köhn A/S under konkurs 20.000 kr.
Mette Skov Larsen
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den