Chanel - markedsføring - V-0059-05
















Resumé
Begravelsesservice ApS havde uretmæssigt anvendt Chanel S.A.´s varemærke til markedsføring af specialdesignede urner.
UDSKRIFT AF SØ- & HANDELSRETTENS DOMBOG
Dom afsagt den 28. november 2007 af retten i sagen
V5905
Chanel S.A.
(Advokat Jeppe Brogaard Clausen, v/advokat Nete Brændgaard
Larsen)
mod
Begravelsesservice ApS
(Direktør Anders Peder Thomassen)
Indledning og påstande:
Sagens hovedspørgsmål er om Begravelsesservice
ApS på utilbørlig måde har markedsført sig ved brug af varemærker
tilhørende Chanel S.A.
Chanel har nedlagt følgende påstande:
1. Begravelsesservice forbydes at producere, markedsføre, sælge og/eller på anden måde overdrage eller disponere over urner eller andre produkter som bærer et eller flere af de af Chanel registrerede varemærker eller i øvrigt anvende de af Chanel registrerede varemærker, uden at der foreligger udtrykkeligt samtykke hertil fra Chanel.
2. Begravelsesservice forbydes at anvende Chanels navne,
varemærker, og/eller forretningskendetegn i sin markedsføring, i
interviews, i reklamespots, i tvindslag, i radioindslag, i aviser,
i øvrige medier og tryksager eller i enhver anden sammenhæng,
uden at der foreligger udtrykkeligt samtykke hertil fra
Chanel.
3. Begravelsesservice skal til Chanel betale i alt 125.000 kr. i
erstatning med procesrente fra sagens anlæg den 15. marts
2005.
Begravelsesservice har påstået frifindelse.
Begravelsesservice er enig i at CHANEL er et velkendt varemærke,
jf. varemærkeloven § 4, stk. 2.
Sagen omfattede også et søgsmål fra Ferrari S.p.A. mod
Begravelsesservice. Denne del af sagen blev forligt ved
domsforhand-lingens begyndelse.
Sagsfremstilling:
Chanel er et fransk modehus grundlagt af Coco Chanel i starten af
sidste århundrede. Selskabet producerer og forhandler luksus
luksusprodukter inden for områderne tasker, beklædning, parfume,
kosmetik, smykker og ure. De originale produkter forhand-les
internationalt og udelukkende i særligt udvalgte butikker med
specialuddannet personale. Forretningen Birger Christensen i
København har som den eneste i Skandinavien en butik som
udelukkende forhandler Chanelprodukter.Begravelsesservice er et
selskab som driver bedemandsforretninger fra seks forskellige
forretningssteder i København.
Chanels varemærker:
Chanel anvender en lang række varemærker i Danmark som er
registreret i Danmark, som EUvaremærker og som internationale
varemærker efter Madridprotokollen. Varemærkerne er for så vidt
angår ordmærkerne registreret i vareklasse 3, 8, 9, 21, 23, 24, 25,
26, og 35, som fx Chanel, Chanel no. 5, Coco Chanel og
Mademoiselle Chanel, 31 Rue Cambon. Mærket Coco Chanel er
registreret som figurmærke i vareklasse 3.
Sagen vedrører følgende benyttelse af Chanelvaremærker:
I Frederiksborg Amts Avis den 13. juni 2004 blev en medarbejder
hos Begravelsesservice, Inge Hallum, interviewet om
specialdesignede begravelser. Artiklen indeholdt et billede af en
urne med Brøndby Idræts Forenings logo. Den 23. juli 2004 bragte
Ritzaus Bureau et referat af artiklen i Frederiksborg Amt
Avis:
"Kulør på den sidste rejse.
I dag skal det være mere personligt med udsmykkede urner og
kister, der kan bruges som reol, fortæller to bedemænd til
Frederiksborg Amts Avis lørdag. Urner med Tintinraketter og
FCKlogoer på. Kister på højkant, der kan fungere som reoler
eller
barskabe, indtil den dag de skal i jorden. Ifølge to bedemænd i
Ølstykke vælger flere og flere danskere at forberede sig på døden
med mere personlige begravelser, hvor valg af urner og kister
bliver mere sofistikeret. Vi samarbejder med en kunstner, der
udsmykker urnerne præcis som folk gerne vil have dem. Det begyndte
med en far, der ønskede sig en Ferrarirød urne til sin 15årige søn,
der elskede biler, men døde af kræft ..."
Den 24. juni 2004 bragte TV2nyhederne et indslag med direktør
Carzten Mark Hansen fra Begravelsesservice. Han fremviste en urne
med F.C. Københavns logo og en anden urne med Chanellogoer, jf.
ovenfor. Nyhedsværten oplyste under indslaget at der kunne designes
personlige urner.
Chanel indledte på baggrund af indslaget i TV2nyhederne en
undersøgelse af Begravelsesservices markedsføring. En medarbejder
hos advokat Jeppe Brogaard Clausen, Kirsten Juul, besøgte herefter
Begravelsesservices kontor på Fælledvej 5, København, hvor hun tog
et billede af urnen med Chanellogoer. Chanel gjorde den 27. juli
2004 indsigelser mod brug af Chanellogoer på urner. I en e-mail af
27. juli 2004 til advokat Jeppe Brogaard Clausen oplyste
Begravelsesservice:
"Der ikke er bragt urner med specielle logoer eller andre
kendetegn i produktion, og det er ej heller hensigten at bringe
disse i produktion. Urnerne er helt almindelige urner, som kan
dekoreres med et håndmalet motiv efter kundens ønske og bestilling.
Motivernes males af kunstneren Gitte Larsen [nu Hansen]. Så vidt
jeg husker startede Gitte Larsen med at dekorere urner for omkring
et halvt år siden.
Urnerne med de varemærker, som du omtaler, har ikke været i
forhandling."
Den 29. juli 2004 anmodede Chanel Begravelsesservice om at
udlevere urnen med Chanel-logoer, men det afviste
Begravelses-service under henvisning til at urnen tilhørte
kunstneren.
Begravelsesservice foreslog at urnen blev udstillet hos Chanels danske forhandler, Birger Christensen, hvilket Chanel afviste.
Den 15. august 2004 bragte BT en artikel vedrørende
Begravelsesservices specialdesignede urner. Bladet skrev at:
"..de specielle urner er blevet lidt af et hit. Tintin, Coco
Chanel, Ferrari, FC København og Brøndby er nogle af de urner, der
er kommet ud af samarbejdet."
Lignende artikler med henvisning til muligheden for en individuel
udformning af urner med ovennævnte logoer blev bragt i Urban og BT
henholdsvis den 10. november 2004 og 11. december 2004.
Efter en længere brevveksling og flere forligsdrøftelser mellem
parterne anlagde Chanel sag den 15. marts 2005. Begravelsesservice
meddelte efter modtagelsen af stævning Chanel følgende:
"... vi [har] ikke på noget tidspunkt ... iværksat produktion af
urner med Deres klients logo, har solgt urner med Deres klients
logo eller har påtænkt at starte produktion eller salg af urner med
Deres klients logo. ... vi har som tidligere oplyst, valgt at lade
de kunder der måtte ønske at anvende et bestemt logo i forbindelse
med vores begravelse, indhente tilladelse hos indehaveren af det
pågældende logo, i hvert enkelt tilfælde. Urnen, vi på et tidspunkt
havde i vores forretning tilhørte, som tidligere oplyst den
kunstner, som havde produceret urnen."
Forklaringer:
Spia Ottendahl har forklaret at hun de sidste 3 år har været ansat
som leder af Chanels butik hos Birger Christensen. Det er den
eneste skandinaviske butik der udelukkende forhandler
Chanelprodukter. Chanels hovedkontor i Paris har helt særlige krav
til butikkens udseende og beliggenhed. Chanels produkter ligger på
et meget højt prisniveau. En almindelig blazer koster normalt ca.
25.000 kr. Chanel er et luksusbrand der står for meget høj
kvalitet. Chanel vil ikke bryde sig om at blive associeret med
begravelser. Det er meget uheldigt med deres logo på en urne, og
det er bestemt ikke noget som modehuset vil lægge navn til.
Chanel er ofte udsat for kopiering og gør meget for at værne om
navnet. Chanel har ikke fået henvendelser i anledning af
presseomtalen af Chanelurnen.
Anders Peder Thomassen har forklaret at han er direktør i Begravelsesservice sammen med Carzten Mark Hansen. Ud over arbejdet som bedemand tager han sig af kunder, administration, konceptudvikling og marketing. Han er uddannet bedemand og har været i branchen siden 1992. Begravelsesservice driver i dag seks bedemandsforretninger i København. Selskabet har en hjemmeside som bliver administreret af meddirektøren, Carzten Mark Hansen.
Han har tidligere beskæftiget sig med varemærker og markedsføring. For nogle år siden udviklede han et forsikringskoncept vedrørende begravelser under navnet Elysium som medførte en retssag mod Danske Bedemænd. Sagen blev afgjort af Højesteret i 2000 (U2000.1351 H).
Begravelsesservice udviklede et nyt koncept med personlige
udformede begravelser og indledte bl.a. på baggrund heraf et
samarbejde med en designer der har designet en reol som kan
anvendes som kiste. I butikken på Fælledvej har de urner dekoreret
med abstrakte figurer som er lavet af kunstneren Gitte Hansen. Hun
lavede også Ferrariurnen som blev anvendt ved begravelse af en
Ferrarifan. Efter at hun havde fortalt venner og bekendte om denne
specielle urne, modtog han forskellige forslag til andre urner, fx
urner med Chanellogo, F.C. Københavns logo og Brøndby Idræts
Forenings logo. De brændte lerurner blev indkøbt hos en leverandør
i Jylland, og Gitte dekorerede dem herefter. Gitte modtog kun
honorar ved salg af en urne. Ferrari urnen blev solgt til
almindelig pris. Der blev ikke fastsat en pris for Chanelurnen da
den ikke var til salg. Chanelurnen er formentlig lavet senere end
Ferrariurnen, men nok samtidig med urnerne med F.C. Københavns og
Brøndby Idræts Forenings logo. Han ved ikke hvorfor Chanellogoerne
blev anvendt, men han ved at der også er lavet en urne med
Guccilogo. Selskabet har aldrig markedsført urnen med Chanellogoer.
Forevist et billede af Chanelurnen udstillet hos Begravelsesservice
forklarede Anders Peder Thomasen at billedet er taget i
forretningen i forbindelse med optagelse af indslaget til TV2.
Urnen stod normalt ikke det sted hvor den er fotograferet, men på
en hylde bagerst i butikken. I forbindelse med optagelsen af
TV2indslaget interviewede journalisten seks tilfældige personer på
gaden, hvoraf tre tog afstand fra urnerne med logo, og det var de
tre
personer der blev vist i indslaget. F.C. København henvendte sig
på grund af urnen med deres logo, men han mener ikke
at der var andre der henvendte sig. Han ved ikke om der er
indhentet et samtykke fra Chanel til anvendelse af selskabets
logo på en urne. Begravelsesservice har ikke selv henvendt sig
til Chanel da det ikke var Begravelsesservices urne.
Kirsten Juul har forklaret at hun siden juli 2004 har været
ansat som advokatsekretær hos MAQS. Hun er tilknyttet afdelingen
for immaterialret. Hun laver bl.a. undersøgelser på markedet i
forbindelse med sager om eventuelle krænkelser af varemærker.
Sagen om Chanelurnen startede med at de blev gjort opmærksomme på
indslaget i TV2. Chanel ønskede herefter at de skulle undersøge det
nærmere, og hun blev bedt om at tage ud til forretningen på
Fælledvej. Urnen stod ikke i vinduet, men var placeret synligt i
forretningen. Der var to medarbejdere i butikken. Hun spurgte om
der var noget billedmateriale vedrørende urnerne, men det havde de
ikke. Hun spurgte om hun selv måtte tage et billede af urnen, og
medarbejderen hentede den og stillede den på et bord. Hun spurgte
hvad den kostede og fik oplyst at prisen var 2.500 kr. Hun oplyste
ikke på noget tidspunkt at hun var ansat hos MAQS, og hun ringede
ikke til forretningen forud for besøget. Under besøget nævnte hun
at hendes mormor var interesseret i en urne, men det var blot en
historie opdigtet til lejligheden.
Gitte Hansen har forklaret at hun har lavet urnen med
Chanellogoer. Hun er kunstner og har tidligere arbejdet med
keramik. I dag driver hun en café. For 34 år siden blev hun meget
syg og skulle forholde sig til at hun kunne dø af denne sygdom.
Derfor undersøgte hun om man kunne lave sin egen urne og kontaktede
Begravelsesservice for at høre om hun kunne købe nogle umalede
urner. Hun fik en kasse med urner som hun herefter dekorerede. Hun
lavede 2025 urner, herunder en med Ferrari
logo og en med Chanellogo. Hun satte personligt pris på
Chanelmærket. Chanelurnen var til hende selv. Hun lånte urnen til
Anders Peder Thomassen som gerne ville udstille den i butikken. På
et tidspunkt kontaktede Anders Peder Thomassen hende da en kunde
ønskede at købe Chanelurnen. Hun afviste at sælge. Chanelurnen har
ikke på noget tidspunkt været til salg. Der var ikke noget
forretningsmæssigt samarbejde med Begravelsesservice. Hun har ikke
solgt noget til Begravelsesservice.
Hun blev orienteret om at TV2 ville lave et indslag, men hun
ønskede ikke at medvirke. Urnerne med logoer blev udformet ud fra
et ønske om at skabe nogle smukke og individuelle urner. Det har
ikke været hensigten at tjene penge på urnerne. De er lavet til
privat brug, og de har aldrig været averteret til salg. Urnerne
står i dag hjemme hos hende.
Carzten Mark Hansen har forklaret at han er indehaver af og meddirektør i Begravelsesservice der har hjemsted på Gladsaxe Møllevej 108, 2860 Søborg. Han varetager it, markedsføring og administration. Han har været direktør siden 2003. Anders Peder Thomassen og han fordeler opgaverne i mellem sig. Kundehenvendelserne kommer primært via deres hjemmeside, men der annonceres også i lokalblade, telefonbøger og på internettet. Han kender kunstneren som lavede Chanelurnen, Gitte Hansen. Det var hendes egen idé. Han husker ikke hvornår den blev lavet, men han mener det var efter Ferrariurnen. Chanelurnen stod i en kasse på lageret og var kunstnerens ejendom. Forevist billeder af Chanelurnen placeret i forretningslokalet forklarede Carzten Mark Hansen at urnen stod i forretningen da TV2 skulle lave et indslag med Inge Hallum. TV2 havde forinden spurgt om Begravelsesservice ville medvirke i et indslag om deres nye tiltag vedrørende personlige begravelser. Han accepterede at medvirke da det ville være interessant for Begravelsesservice at få mulighed for at fortælle om deres nye koncept. TV2 mødte herefter op på deres kontor på Fælledvej med et kamerahold, og i den forbindelse spurgte journalisterne om de kunne stille urnen op bagerst i lokalet. Urnen stod på det tidspunkt i en kasse. Det var journalisterne som bestemte hvorledes lokalet skulle indrettes i forbindelse med optagelse af indslaget, og det var kamerafolkene som bad dem stille urnen op. I butikken stod de urner som kunstneren Andrea von Weber havde designet sammen med de abstrakt dekorerede urner som Gitte Hansen havde lavet. Disse urner var til salg i modsætning til Chanelurnen. Formålet med at stille Chanelurnen frem var at vise et eksempel på en specialdesignet urne.
Efter optagelserne i forretningen bad journalisten dem gå med ud
foran butikken for at interviewe forbipasserende. Han blev bedt om
at tage to urner med, og det var TV2 der valgte hvilke. Han kunne
ikke kende indslaget igen efter at det var blevet redigeret. Det
viste ikke selskabets budskab om personlige begravelser.
Parternes argumenter:
Chanel S.A. har anført at Begravelsesservice uden
samtykke fra Chanel erhvervsmæssigt har gjort brug af Chanels
velkendte varemærker i forbindelse med markedsføring af selskabet
og derfor skal betale vederlag for den uretmæssige
brug. Begravelsesservice har via TV2nyhederne, aviser og andre
medier markedsført den specialdesignede urne, og denne
markedsføring er sket uden samtykke fra Chanel. Det må lægges
til grund at varemærket er anvendt for at skabe interesse for
Begravelsesservices virksomhed.
Selskabets markedsføring af urner påført Chanels varemærke er
sket med henblik på udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed, og
Begravelsesservice har retsstridigt via sin markedsføring forsøgt
at lukrere på Chanels omdømme. Det skader Chanels brand at blive
sat i forbindelse med begravelser. Det illustreres af de negative
reaktioner fra tre adspurgte personer i TV2indslaget. Indslaget gav
uretmæssigt den opfattelse at Chanel havde givet samtykke til at
placere deres logoer på en urne. Begravelses-
services markedsføring er endvidere i strid med god
markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1, og strider
mod forbuddet i markedsføringslovens § 18 om benyttelse af
andres forretningskendetegn. Det må lægges til grund at
Begravelsesservice
deltog i TV2 nyhederne i erhvervsmæssigt øjemed, og at selskabet
anvendte et meget velkendt mærke med et uhyre stærkt renommé
til at markedsføre virksomheden.
Begravelsesservice er ansvarlig for den skete krænkelse som har været særdeles skadelig. Selskabet deltog aktivt i en meget synlig medieomtale som er nået ud til en stor del af befolkningen. Chanels varemærke har dermed lidt skade, og der er opstået en markedsforstyrrelse som er erstatningspådragende for Begravelsesservice. Der skal som følge heraf udredes en erstatning for den opståede markedsforstyrrelse, som må fastsættes skønsmæssigt ud fra et sandsynliggjort tab. TV2nyhederne ses daglig af ca. 2 mio. personer hvorfor det må formodes at Begravelsesservice fik mange henvendelser på denne baggrund. Vederlag og erstatning må skønsmæssigt ansættes til 125.000 kr.
Begravelsesservice ApS har bestridt at der uretmæssigt er sket markedsføring af urner påført Chanels logo. Bevisbyrden for at Begravelsesservice har produceret og markedsført urnen påhviler Chanel, og den er ikke løftet. Carzten Mark Hansen har forklaret at det var TV2 der fastlagde udformningen af tv indslaget, og Begravelsesservice havde ingen indflydelse på hvorledes indslaget blev redigeret. Det var TV2´s beslutning hvorledes indslaget blev klippet sammen. Indslaget er ikke en markedsføring for Begravelsesservice da det ville være i strid med radio og fjernsynsloven at vise reklamer under nyhederne uden for reklame-blokkene. Begravelsesservice kan derfor ikke gøres ansvarlig for dette. TV2indslaget fremstår efter Begravelsesservices opfattelse ikke som markedsføring, men mere som et kuriosum. Det bestrides at indslaget har medført en markedsforstyrrelse.
Begravelsesservice har ikke anvendt Chanelurnen til markedsføring hvilket bekræftes af Kirsten Juul som forklarede at urnen ikke stod i vinduet, men skulle hentes frem fra baglokalet, og at urnen ikke var til salg. Det billede der er taget af urnen, viser også at den er hentet frem da den er placeret på et skrivebord. Det bestrides at der er tale om en krænkelse af varemærke-loven da man ikke har anvendt urnen i erhvervsøjemed. Den er kun fremstillet i et enkelt eksemplar og ikke har været til salg. Den var som Gitte Hansen forklarede, til privat brug.
Rettens begrundelse og resultat
Chanel er indehaver af en række velkendte varemærker, herunder
Chanel og Coco. Begravelsesservice havde ikke fået tilladelse til
at anvende disse mærker på en urne. Gitte Hansen udformede en urne
med Chanels logoer som blev udstillet sammen med
andre urner med logoer og dekorationer i Begravelsesservices
forretning på Fælledvej. Det kan ikke forkastes at denne specielle
urne som forklaret af Gitte Hansen ikke var til salg.
Urnen blev forevist i TV2 Nyhederne som led i en
nyhedsudsendelse der blev til på TV2´s initiativ.
Begravelsesservice medvirkede i udseendelsen, og det må have stået
klart for selskabet at det derved fik en omtale der var af meget
betydelig markedsføringsmæssig værdi. Begravelsesservice har
således uberettiget gjort erhvervsmæssig brug af Chanels
varemærker.
Det må videre lægges til grund at benyttelsen af Chanels logoer i
den givne sammenhæng var skadelig for Chanels omdømme der er
knyttet til luksusvarer. Det er uden betydning at markedsføringen
skete som led i et indslag der efter radio og fjernsynsloven ikke
må indeholde reklamer. Den beskrevne anvendelse af urnen med
Chanels logo i en for Chanel uacceptabel sammenhæng er endvidere i
strid med god markedsføringsskik. Chanels påstande 1 2 tages derfor
til følge. Begravelsesservices benyttelse af mærket har ikke
medført økonomisk tab for Chanel, hverken som markedsforstyrrelse
eller omsætningsnedgang. Vederlaget for benyttelsen af mærket
fastsættes efter de foreliggende, særegne omstændigheder til 25.000
kr. der forrentes
fra sagens anlæg den 15. marts 2005.
I sagsomkostninger skal Begravelsesservice til Chanel betale
10.500 kr. hvoraf 500 kr. er godtgørelse for retsafgift.
Thi kendes for ret:
1. Begravelsesservice ApS forbydes at producere, markedsføre,
sælge og/eller på anden måde overdrage eller disponere over urner
eller andre produkter som bærer et eller flere af de af Chanel S.A.
registrerede varemærker eller i øvrigt anvende de af Chanel S.A.
registrerede varemærker uden at der foreligger udtrykkeligt
samtykke hertil fra Chanel S.A.
2. Begravelsesservice ApS forbydes at anvende Chanel S.A.´s navne,
varemærker, og/eller forretningskendetegn i sin markedsføring, i
interviews, i reklamespots, i tv indslag, i radioindslag, i
aviser, i øvrige medier og tryksager eller i enhver anden
sammenhæng uden at der foreligger udtrykkeligt samtykke hertil fra
Chanel S.A.
3. Begravelsesservice ApS skal inden 14 dage til Chanel S.A.
betale 25.000 kr. med procesrente fra den 15. marts
2005.
4. Begravelsesservice ApS skal inden samme frist til Chanel
S.A. betale 10.500 kr. i sagsomkostninger. Beløbet forrentes efter
rentelovens § 8a.
Christian Hvidt Jens Feilberg Uffe Thustrup
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den