Bortvisning af funktionær-P-0031-01
Resumé
Bortvisning af funktionær pga. illoyalitet berettiget
-
UDSKRIFT
AF
SØ- OG HANDELSRETTENS DOMBOG
Den 25. marts 2003 blev af skifteretten i
sagen
P-0031-01
Ledernes Hovedorganisation s.m.f.
X
(Advokat Niels Nehrkorn)
mod
Alima A/S under konkurs
(Advokat Karl S. Stephensen)
afsagt sålydende
D
O
M:
Under denne sag har anmelderen, Ledernes Hovedorganisation s.m.f.
X,
nedlagt påstand om, at boet, Alimas A/S under konkurs ved
kurator,
- 2 -
advokat Karl Stephensen, tilpligtes at anerkende det af anmelderen
an-
meldte krav på 76.500 kr. som priviligeret med tillæg af rente 5%
over
Nationalbankens diskonto fra den 14. marts 2001 til betaling
sker,
subsidiært med tillæg af den til enhver tid gældende procesrente
fra
sagens anlæg til betaling sker.
Subsidiært har anmelderen nedlagt påstand om, at boet tilpligtes
at
anerkende det af anmelderen anmeldte krav på 76.500 kr. som
simpelt
med tillæg af rente 5% over Nationalbankens diskonto fra den 14.
marts
2001 til betaling sker, subsidiært med tillæg af den til enhver
tid
gældende procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.
Boet har påstået frifindelse.
Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt bortvisningen af anmelderen
den
10. november 2000 er berettiget.
Sagens nærmere omstændigheder er følgende:
Anmelderen blev pr. 1. januar 1999 ansat i Alimas A/S som
regnskabschef. Alimas A/S drev på agenturbasis virksomhed med salg
og
service af særlige entreprenørmaskiner inden for bl.a.
mærkerne
Hitachi og Fiat-Hitachi. Ledelsen i selskabet bestod af direktør
"anonymiseret", bestyrelsesformand Ole Linnemann-Schmidt og
bestyrelsesmedlem
Rolf Petersen. Aktierne i selskabet ejedes af anonymiseret,
Ole
Linnemann-Schmidt og Rolf Petersen Holding A/S, der formodentlig
ejes
af Rolf Petersen.
På et tidspunkt kom ledelsen i Alimas i kontakt med direktør
Per
Sørensen fra Runge & Sørensen A/S, idet denne var interesseret
i at
overtage virksomheden eller aktierne i Alimas.
Den 14. september 2000 blev der afholdt et møde mellem Per
Sørensen og
personer fra ledelsen i Alimas, hvor spørgsmålet om overdragelse
af
aktierne i Alimas blev drøftet. Anmelderen var til stede på mødet
og
- 3 -
fik i den forbindelse af ledelsen at vide, at han i et eller
andet
omfang skulle udlevere oplysninger om Alimas til Per Sørensen,
hvilket
anmelderen efterkom. På mødet blev der underskrevet en betinget
aftale
om overdragelse af aktierne i Alimas til Runge &
Sørensen.
Overdragelsesaftalen er ikke blevet fremlagt under sagen, og
anmelderen har aldrig set aftalen.
I samme periode førte først og fremmest direktør xxx
forhandlinger med nogle englændere om overdragelse af
aktierne.
Den 11. oktober 2000 sendte anmelderen en mail på 4 sider til
Ole
Linnemann-Schmidt og Rolf Petersen. Mailen blev ikke sendt til
xxx. Det fremgår af mailen bl.a.:
"Da vi ikke er kommet ret meget længere med en eller anden
form for løsning omkring Alimas i de seneste 2-3 uger, skal
jeg hermed fremkomme med min helt personlige holdning til
situationen samt hvordan vi kommer videre.
Jeg har naturligvis forståelse for at I gerne vil holde
begge
muligheder åbne (PS [Per Sørensen] samt den engelske
løsning)
for at kunne vælge den løsning, som ud fra en økonomisk
synsvinkel er bedst for jer. Omvendt, hvis I ikke har fået
et
oplæg fra den engelske løsning, må vi se at fremme en
afslutning af sagen med PS. Det er nu snart 7 uger siden at
englænderne var her, uden at det virker som om, der er sket
ret meget mere i den sag.
...
Hovedproblemet er, at FH [Fiat-Hitachi] ikke har ret travlt
med at forholde sig til sagen, og man kan så undre sig over,
hvorfor dette er tilfældet.
...
- 4 -
Hvis nogen har givet FH det indtryk, at det der kunne ske
med
PS og Alimas har karakter af at være et forsøg på at
snyde/stjæle Ali mas fra familien "anonymiseret", så kunne vi godt
have
et problem med en snarlig afslutning på sagen, hvis ikke den
engelske løsning hurtigt bringer et acceptabelt tilbud på
bordet.
En ting er i hvert fald tilfældet og det er, at XXX [anonymiseret]
ikke støtter løsningen med PS, da XXX benytter enhver
lejlighed til at nedgøre PS med udtryk som, at PS hverken
har
salgsstyrke eller kunder.
...
Hvis jeg har ret i min formodning om, at den engelske
løsning
ikke længere er en mulighed, da de hele tiden kun forsøger
at
vinde tid ved gang på gang at udsætte en tidsfrist, så tror
jeg at familien "anonymiseret" vil forsøge at køre videre så længe
det
er muligt i håbet om at finde en mulighed for at få jer købt
ud.
...
For at det ikke skal forbigå jeres opmærksomhed, kan I være
sikre på én ting og det er, at udover undertegnede, som
snarest bliver fyret hvis "anonymiseret" kan fortsætte, er der
mange
andre som samtidig vil søge nye udfordringer, hvorfor ikke
mange medarbejdere kan tilslutte sig f.eks. den engelske
løsning. Hvis medarbejderne i den situation bliver spurgt af
den engelske køber, vil de melde klart ud med at de ikke
ønsker at fortsætte, såfremt "anonymiseret" er involveret i
Alimas.
Afslutningsvis kan jeg oplyse, at jeg ikke tror der vil gå
ret
mange dage, før end nogle af vore leverandører mister
- 5 -
tålmodigheden med vor manglende betalingsevne."
Anmelderen sendte samme dag en kopi af den pågældende mail til
Per
Sørensen, hvilket han ikke gav besked om til Ole Linnemann-Schmidt
og
Rolf Petersen.
Den 14. oktober 2000 indgik Alimas A/S og Runge & Sørensen A/S
en ny
betinget overdragelsesaftale. Denne aftale er heller ikke
blevet
fremlagt, men anmelderen har i modsætning til aftalen af 14.
september
2000 set den seneste aftale. Det er ikke oplyst under sagen,
hvorfor
der blev indgået en ny betinget aftale. Det var i hvert fald
ifølge
den seneste aftale en forudsætning for, at Runge & Sørensen
ville
overtage aktierne, at man kunne overtage Fiat-Hitachi
agenturet.
Den 2. november 2000 var Rolf Petersen og Per Sørensen til møde
hos
Fiat-Hitachi i Italien, hvor Fiat-Hitachi meddelte, at man ikke
ville
acceptere, at Runge & Sørensen overtog agenturet. Den 7.
november 2000
hævede Per Sørensen herefter den betingede aftale med Alimas om
køb af
aktierne.
Der blev heller ikke indgået nogen aftale med englænderne om salg
af
aktierne.
Den 8. november 2000 om aftenen blev "navn anonymiseret" ved et
tilfælde
bekendt med, at anmelderen havde sendt den i sagen omhandlede mail
til
Ole Linnemann-Schmidt og Rolf Petersen, og at Per Sørensen
havde
modtaget kopi af denne mail. "Navn anonymiseret" var den følgende
dag i
telefonisk kontakt med både Ole-Linnemann Schmidt og Rolf
Petersen
herom. Ole Linnemann-Schmidt og Rolf Petersen blev først på
dette
tidspunkt klar over, at Per Sørensen havde modtaget kopi af
mailen. De
var alle tre enige om herefter at bortvise anmelderen.
Den 10. november 2000 blev anmelderen bortvist af direktør "navn
anonymiseret"
på grund af illoyalitet. Anmelderen fik i første omgang ikke
meddelelse om, at illoyaliteten vedrørte den omhandlede mail.
- 6 -
Den 13. november 2000 anmeldte selskabet betalingsstandsning.
Advokat
Troels Tuxen blev beskikket som tilsyn. Dagen forinden sendte
Ole
Linnemann-Schmidt en mail til anmelderen med anmodning om at være
til
stede på arbejde den efterfølgende dag kl. 13.00, hvor advokat
Troels
Tuxen ville være til stede. Anmelderen og Ole Linnemann-Schmidt
havde
endvidere været i telefonisk kontakt herom, inden Ole
Linnemann-
Schmidt sendte den pågældende mail til anmelderen.
Anmelderen var til stede på mødet med tilsynet den 13. november
2000
kl. 13.00. Anmelderen forlod efter kort tid mødet, da han afviste
at
gå ind på tilsynets krav om, at han ikke måtte tage kontakt til
Per
Sørensen som betingelse for at trække bortvisningen tilbage.
Anmelde-
ren afviste at gå ind på tilsynets krav på grund af
eventuelle
fremtidige jobsamtaler med Per Sørensen.
Den 4. december 2000 blev der afsagt konkursdekret over
selskabet.
Advokat Karl Stephensen blev udpeget som kurator.
Boet har efter domsforhandlingen taget bekræftende til genmæle for
så
vidt angår anmelderens krav på løn for perioden 1. - 10.
november
2000, hvilket i stævningen er opgjort til 5.667 kr. samt
feriepenge
12,5% af beløbet, i alt 6.375,50 kr. Boet har endvidere anerkendt,
at
kravet har status i henhold til konkurslovens § 95. For så vidt
angår
rente af det anerkendte beløb har boet taget bekræftende til
genmæle
over for anmelderens påstand om, at kravet tillægges rente 5%
over
Nationalbankens diskonto fra den 14. marts 2001 og til betaling
sker.
Boet har dog alene kunnet anerkende, at rentekravet har status
i
henhold til konkurslovens § 98, nr. 1.
Partsforklaring:
X har bl.a. forklaret, at han er uddannet cand. oecon., og at
han
forud for ansættelsen pr. 1. januar 1999 i Alimas A/S havde
arbejdet i
Rumænien.
- 7 -
Alimas drev agenturvirksomhed med tungere entreprenørmaskiner
i
prisklassen 1/2 - 3 mio. kr. I efteråret 1998 havde selskabet
haft
økonomiske problemer, i hvilken forbindelse man havde fået
en
akkordordning med Told og Skat. Den 31. december 1998 blev
aktiekapitalen udvidet med 2 mio. kr., som blev indskudt af
Ole
Linnemann- Schmidt og Rolf Petersen Holding A/S, idet
selskabet
manglede penge til at overholde akkordaftalen. Ole
Linnemann-Schmidt
og Rolf Petersen indtrådte herefter i bestyrelsen. Direktør "navn
anonymiseret"
havde forevist nogle budgetter for Ole Linnemann-Schmidt og
Rolf
Petersen om et forventet overskud i selskabet på 2,5 mio. kr.
for
1998, men resultatet viste sig senere at blive et underskud på
90.000
kr. Der blev herefter en misstemning i bestyrelsen mellem "navn
anonymiseret"
på den ene side og Ole Linnemann-Schmidt og Rolf Petersen på den
anden
side.
Efterhånden blev det kendt i branchen, at Alimas var i
økonomiske
problemer, og i december 1999 rettede direktør Per Sørensen fra
Runge
& Sørensen A/S henvendelse til Alimas og foreslog et
samarbejde. Der
var et møde mellem parterne herom, men samarbejdet blev dog ikke
til
noget. Senere aftaltes imidlertid et nyt møde til den 14.
september
2000. Umiddelbart forud for den 14. september 2000 fik han af
Ole
Linnemann-Schmidt besked om, at han ville blive kontaktet af
Per
Sørensen eller dennes rådgiver med anmodning om at få tilsendt
noget
materiale vedrørende Alimas til brug for mødet. Forud for mødet
havde
han endvidere af Ole Linnemann-Schmidt fået at vide, at han
skulle
svare på de spørgsmål, Per Sørensen måtte have. På mødet den
14.
september 2000 var foruden ham selv, Per Sørensen, Leo Gilling og
Ole
Linnemann-Schmidt til stede. Ole Linnemann-Schmidt var ikke med
til
mødet i starten. På mødet fik han at vide af Ole
Linnemann-Schmidt, at
han skulle stå til rådighed for Per Sørensen med oplysninger. På
mødet
gennemgik de en række ting vedrørende Alimas, herunder såvel
regnskabsmæssige som ikke-regnskabsmæssige. Det eneste, han ikke
var
involveret i, var fastsættelsen af prisen på aktierne. Han har
aldrig
set den betingede aftale, der blev udfærdiget i forbindelse med
mødet,
- 8 -
men han fik en kort gennemgang af den af Ole
Linnemann-Schmidt.
"Navn anonymiseret" ønskede ikke kontakt med Per Sørensen.
"navn anonymiseret" tog sig
derimod af nogle potentielle købere fra England, som var
nogle,
familien "navn anonymiseret" kendte. Englænderne var på besøg
på et tidspunkt efter
den 14. september 2000, men inden den 11. oktober 2000, hvor han
på
tilsvarende måde besvarede spørgsmål under et møde. Det blev ikke
til
nogen handel med englænderne. Han er ikke klar over, hvorfor der
ikke
kom en handel i stand med englænderne.
Mailen af 11. oktober 2000 er sendt på hans eget initiativ. Den
er
ikke sendt til "navn anonymiseret", idet denne var kørt ud på et
sidespor,
efter at den dårlige stemning i bestyrelsen var opstået på grund
af
underskuddet. Han var ligeglad med, om salget skete til
englænderne
eller til Runge & Sørensen, blot Alimas blev reddet. Han var
jævnligt
i kontakt med Per Sørensen i dette forløb, og da Per Sørensen
hørte om
mailen, som var blevet sendt til Ole Linnemann-Schmidt og Rolf
Pe-
tersen, bad han om at få en kopi af den. Det er hans opfattelse,
at
Per Sørensen allerede på forhånd kendte til alt, hvad der stod
i
mailen.
Den betingede aftale af 14. oktober 2000 frigjorde "navn
anonymiseret" for
nogle forpligtelser, som han havde i henhold til aftalen af
14.
september 2000, hvorfor aftalen af 14. oktober var bedre for
aktionærerne. Han har set aftalen af 14. oktober 2000.
Den 11. november 2000 blev han kaldt ind på "navn
anonymiseret" kontor, hvor
han fik at vide, at han var bortvist p.g.a. illoyalitet. Han fik
ikke
at vide, hvad illoyaliteten bestod i. Senere samme dag fik han at
vide
af Ole Linnemann-Schmidt, at det var mailen, det drejede sig om.
Han
talte også med Rolf Petersen samme dag, og det var hans indtryk,
at
både Ole Linnemann-Schmidt og Rolf Petersen var imod
bortvisningen.
Disse to ville gerne have, at han mødte på arbejde mandag den
13.
november 2000 til et møde kl. 13.00, hvorfor han bad Ole
Linnemann-
Schmidt om at sende en mail herom, hvilket denne gjorde den 12.
no-
- 9 -
vember 2000. Han kom til mødet den 13. november 2000 kl. 13.00,
hvor
der foruden ham selv var advokat Troels Tuxen samt dennes
fuldmægtig
og en regnskabskyndig tilknyttet Bech-Bruun Dragsted, Jens
Simonsen.
Selskabet var trådt i betalingsstandsning tidligere på dagen,
og
advokat Tuxen tilbød at trække bortvisningen tilbage og give ham
dette
på skrift. Det var dog en betingelse for at trække
bortvisningen
tilbage, at han ville undlade at tage kontakt til Per
Sørensen,
hvilket han ikke kunne acceptere på grund af eventuelle
jobsamtaler.
Han blev pr. 1. januar 2001 ansat i Runge & Sørensen. Han har
ikke
drøftet ansættelse med Per Sørensen forud for sin
bortvisning.
Han er ikke på noget tidspunkt af "navn anonymiseret" eller
Ole Linnemann-
Schmidt blevet bedt om at give tilbagemelding om, hvilke
oplysninger
han gav til Per Sørensen eller englænderne.
Selv om han ikke har set aftalen af 14. september 2000 var han
klar
over, at ifølge denne skulle hovedparten af medarbejderne følge
med
over i Runge & Sørensen.
Vidneforklaringer:
Ole Linnemann-Schmidt har bl.a. forklaret, at han var til stede
på
mødet den 14. september 2000 sammen med X, Leo Gilling samt
Per
Sørensen. I starten var xxx der også. Baggrunden for mødet
var,
at virksomheden gik dårligt, hvorfor man prøvede at sælge den. Der
var
to potentielle købere. Den ene var Per Sørensen, mens den anden
var
nogle englændere. Kontakten til Per Sørensen var opstået
allerede
nogen tid forud for den 14. september 2000.
Vidnet var på et tidspunkt med Per Sørensen i Amsterdam med
henblik på
at præsentere denne for Hitachi. Rolf Petersen var på tilsvarende
måde
med Per Sørensen i Milano med henblik på, at Per Sørensen kunne
blive
præsenteret for Fiat-Hitachi.
-
10
-
Vidnet aftalte med X, at denne skulle være Per Sørensen
behjælpelig
med oplysninger, således at Per Sørensen kunne opstille den
model,
italienerne krævede for at lade Per Sørensen få agenturet. X var
en
betroet medarbejder, og de talte jævnligt sammen. Vidnet erindrer
ikke
at have bedt X om at udlevere noget materiale til Per Sørensen
inden
mødet den 14. september.
Stemningen i virksomheden var dårlig, og vidnet havde mistet
tilliden
til "navn anonymiseret" og dennes søn, der også arbejdede i
virksomheden.
Vidnet sendte på et tidspunkt "navn anonymiseret" søn hjem på
grund af
samarbejdsproblemer.
Vidnet syntes, at X gik vidt med mailen af 11. oktober 2000, der
blev
sendt til vidnet og Rolf Petersen. Han troede ikke sine egne ører,
da
han senere hørte, at mailen også var blevet sendt til Per
Sørensen.
Rolf Petersen sagde til vidnet, da han kom hjem fra Milano med
Per
Sørensen, at det havde virket som om, at forhandlingerne var gået
uden
om Rolf Petersen, og at italienerne vidste en masse på
forhånd.
Det var ikke meningen med vidnets mail af 12. november 2000 til X,
at
denne skulle tilbage at arbejde. Meningen var alene, at han
skulle
deltage i mødet med Troels Tuxen og Jens Simonsen. Vidnet var
til
stede på mødet den 13. november 2000. X blev spurgt, om han ville
være
loyal fremover, hvilket han benægtede, hvorefter advokat Tuxen
sagde,
at så var der ikke mere at gøre ved det.
Det var "navn anonymiseret", der førte forhandlingerne med
englænderne. Vidnet
mødte dem kun én gang, og han fik ikke noget godt indtryk af
dem,
hvorfor vidnet foretrak at sælge til Per Sørensen.
Vidnet mener, at aftalen af 14. oktober var ringere for
aktionærerne
end aftalen af 14. september, idet vilkårene var blevet skærpet i
den
mellemliggende periode. Vidnet ved ikke, hvorfor Per Sørensen
hævede
aftalen af 14. oktober, men han må have vidst for meget.
-
11
-
"Navn anonymiseret" har bl.a. forklaret, at han var direktør
for Alimas.
Selskabet startede med at forhandle med Runge & Sørensen i
efteråret
1999. Der var på det tidspunkt et møde hos Per Sørensen i Århus,
hvor
X og vidnets søn var med. Efter mødet var man i selskabet enige
om, at
det ikke havde interesse at samarbejde med Per Sørensen.
Senere fik vidnet at vide, at Per Sørensen ville komme til et møde
hos
Alimas den 14. september 2000 sammen med sin revisor. Vidnet var
med
til mødet i starten, men efter kort tid blev han bedt om at
forlade
mødet. Han ved ikke hvorfor. Han var ikke med til at give X
nogen
bemyndigelse.
Der var også nogle englændere, der var interesseret i at
købe
selskabet, og det var en reel mulighed.
Aftalen af 14. oktober 2000 var betinget af, at de to
agenturgivere -
et hollandsk og et italiensk firma - ville acceptere
overdragelsen.
Ole Linnemann-Schmidt og Rolf Petersen tog kontakt til hver
sin
agenturgiver. Hollænderne oplyste, at de ville vente at se, hvad
ita-
lienerne svarede. Italienerne sagde, at det var en dårlig aftale.
Per
Sørensen sprang herefter fra aftalen.
Onsdag den 8. november 2000 om aftenen så vidnet den omtalte mail
på
Xs computer ved et tilfælde. Næste dag tog vidnet kontakt til
Ole
Linnemann-Schmidt, som tog kontakt til Rolf Petersen. De var enige
om,
at X skulle bortvises.
Forholdet mellem vidnet og X havde været dårligt siden
foråret/sommeren 2000. Forholdet blev dårligt, idet X satte
personer
op mod hinanden, hvilket skabte uro i foretagendet.
Vidnet var ikke med til mødet den 13. november 2000, men han så,
da X
kom og gik. X kan højst have været med til mødet i 5 minutter.
-
12
-
Per Sørensen har bl.a. forklaret, at han er direktør i Runge
&
Sørensen A/S. Hans første kontakt med Alimas var i foråret 2000,
hvor
han foreslog at overtage agenturet for så vidt angår Jylland.
Dette
blev dog ikke til noget. Senere hørte han ad andre kanaler, at det
gik
økonomisk dårligt i Alimas, og Ole Linnemann-Schmidt inviterede
ham
til et møde. Mødet var i efteråret 2000. Vidnet og Ole
Linnemann-
Schmidt talte i en periode meget sammen, nogle gange op til 5
gange om
dagen. Ole Linnemann-Schmidt lagde ikke skjul på, at han havde
penge i
klemme, som han gerne ville prøve at redde. Til stede på mødet
i
efteråret 2000 var foruden vidnet, Leo Gilling og Peter Klerke
fra
revisionsfirmaet Deloitte & Touche, Ole Linnemann-Schmidt, X
samt V"navn anonymiseret".
Sidstnævnte gik dog til og fra mødet med jævne mellemrum. X
fik
på mødet af Ole Linnemann-Schmidt besked på, at han kunne give
alle
oplysninger vedrørende Alimas til Runge & Sørensen. Det var en
kort og
kontant besked, og vidnet opfattede den som uden
begrænsninger.
Vidnet ved ikke, om aftalen af 14. oktober var bedre for
aktionærerne
end aftalen af 14. september.
Vidnet var med Rolf Petersen i Torino på et tidspunkt, hvor de
besøgte
agenturgiveren Fiat-Hitachi. Formålet med mødet var at "vise
giraffen
frem" over for italienerne. Vidnets betingelse for at overtage
Alimas
var, at agenturet fulgte med. Italienerne sagde klart nej til at
lade
ham overtage agenturet, idet det var deres holdning, at man
ikke
handler med agenturer. Han fik klar besked på mødet i Torino.
Det
andet agentur var et hollandsk, og hollænderne havde forinden
sagt, at
de ville følge italienerne.
Vidnet hævede aftalen af 14. oktober, da han ikke kunne få lov
at
overtage agenturerne.
Vidnet erindrer ikke at have set den i sagen omhandlede mail eller
at
have bedt om den.
Vidnet fik på et tidspunkt nogle månedsregnskaber fra Alimas.
Han
-
13
-
erindrer ikke hvornår. Det fremgik af disse regnskaber, at
situationen
ikke var gunstig.
Vidnet har i december 2000 købt alt inventar mv. af boet, og han
har
senere fået Fiat-Hitachi agenturet.
Leo Gilling har bl.a. forklaret, at han er revisor, og at han
deltog i
mødet den 14. september 2000 sammen med Per Sørensen og X.
"Navn anonymiseret" var med til noget af mødet. Senere kom Ole Linnemann-Schmidt til stede
og var med resten af dagen. Vidnet var med til mødet på
foranledning
af Per Sørensen, og baggrunden for mødet var, at Per Sørensen
var
interesseret i at købe aktierne i Alimas samt at overtage
agenturet.
"Navn anonymiseret" sagde, at X var den med bedst kendskab
til de oplysninger,
som Per Sørensen måtte ønske. X skulle forsyne dem med
oplysninger, og
vidnet opfattede det som, at de kunne få, hvad de ville have
af
oplysninger, også ikke-regnskabsmæssige. De havde inden mødet den
14.
september fået udleveret en månedrapport for juli måned. Rapporten
var
meget fyldig og omfangsrig og indeholdt både regnskabsmæssige og
andre
oplysninger om virksomheden. På mødet fik de udleveret
månedsrapporten
for august. På mødet aftaltes det, at man skulle prøve at få
handlen i
stand inden 8 dage. Det skulle gå stærkt, idet virksomheden kørte
med
underskudsgivende drift.
Vidnet ved ikke hvilken af de to aftaler, der var bedst for
ak-
tionærerne, men der har ikke været stor forskel på dem. Købsprisen
var
500.000 kr. i begge aftaler.
Vidnet har ikke set den i sagen omhandlede mail.
Inden mødet den 14. september vidste vidnet fra Per Sørensen, at
der
var andre interesserede købere i kulissen.
Rolf Petersen har bl.a. forklaret, at han var bestyrelsesmedlem
i
Alimas. Han kom ind i bestyrelsen sammen med Ole
Linnemann-Schmidt, da
virksomheden skulle rekonstrueres i 1998-99. Han skød 1 mio. kr.
ind i
-
14
-
selskabet. Det viste sig, at han blev snydt, idet selskabets
balance
var behæftet med fejl.
Vidnet mener, at han deltog i mødet den 14. september 2000, men
han er
ikke sikker. Bemyndigelsen til X gik på, at Per Sørensen skulle
have
tilsendt det materiale, han havde behov for, til brug for
udarbejdelse
af en forretningsplan til Fiat-Hitachi. Det var kun
regnskabsmæssige
oplysninger, han skulle give Per Sørensen.
Vidnet undrede sig over, at X havde sendt mailen til Per
Sørensen,
idet man lå i forhandlinger med Per Sørensen og nogle
englændere.
Vidnet erindrer ikke, hvilken af de to aftaler med Per Sørensen,
der
var bedst for aktionærerne.
Vidnet var med Per Sørensen i Torino for at introducere ham for
Fiat-
Hitachis ledelse. Det var påfaldende, at ledelsen i Torino på
mødet
syntes at vide mere, end vidnet gjorde. Italienerne syntes godt om
Per
Sørensen, men de sagde, at de ikke kunne forstå, hvorfor de to
rejste
sammen, ligesom de ikke ville have, at Per Sørensen skulle
have
agenturet som led i en handel.
Vidnet var enig i bortvisningen af X. Grunden til, at man bad X
være
til stede på mødet den 13. november 2000 var, at det ville
være
uhensigtsmæssigt for tilsynet, at X ikke var der, når ledelsen
i
selskabet ikke kunne sammen.
Troels Tuxen har bl.a. forklaret, at han som advokat tidligere
har
hjulpet Alimas i forbindelse med en akkord. I begyndelsen af
sommeren
2000 blev han kontaktet af selskabet, idet økonomien var dårlig,
og
aktionærerne stridedes. Han mødte Per Sørensen, og de spiste en
middag
sammen. Aktieoverdragelsesaftalerne blev udarbejdet af Ole
Linnemann-
Schmidt.
Vidnet blev på et tidspunkt kontaktet med henblik på at komme til
et
-
15
-
møde for at drøfte anmeldelse af betalingsstandsning. Da
selskabet
trådte i betalingsstandsning, blev han beskikket som tilsyn. Han
havde
et møde den 13. november 2000 kl. 13.00, hvor X var der. Vidnet
mener,
at han forinden mødet havde fået en forklaring på bortvisningen
og
havde set mailen. Vidnet tilkendegav på mødet over for X, at
bortvisningen kunne ophæves, men det var en betingelse, at han
undlod
at kontakte Per Sørensen eller andre købere. X ville ikke
acceptere
dette vilkår, hvorefter han forlod mødet.
Per Sørensen har købt en del effekter af boet.
Jens Simonsen har bl.a. forklaret, at han er regnskabskyndig. Han
blev
på et tidspunkt kontaktet af advokat Troels Tuxen. Vidnet var med
til
mødet den 13. november 2000. Mødet var vist kl. 13.00. X var med
til
mødet. Formålet med Xs tilstedeværelse var, at han skulle
fortsætte
som bogholder på visse betingelser. Da X ikke kunne acceptere
disse
betingelser, gik han efter meget kort tid.
Parternes procedure:
Anmelderen har til støtte for sin påstand gjort gældende, at der
på
mødet den 14. september 2000 blev givet en klar bemyndigelse
til
anmelderen fra Ole Linnemann- Schmidt til, at Runge & Sørensen
A/S
skulle have de oplysninger, de bad om. Ifølge Leo Gilling
skulle
anmelderen ikke holde sig tilbage med at give oplysninger,
og
omfattende månedsrapporter om forholdene i Alimas blev udleveret
til
Runge & Sørensen både før og efter mødet. Disse
månedsrapporter
omfattede meget andet end regnskaber. Anmelderen har ikke
modtaget
nogen skriftlig instruks med en anførelse af eventuelle
begrænsninger
i, hvad han måtte videregive.
Det må tillægges processuel skadevirkning over for boet, at man
har
nægtet af udlevere aftalerne af henholdsvis 14. september 2000 og
14.
oktober 2000. Det må imidlertid lægges til grund, at aftalen af
14.
oktober 2000 er bedre for aktionærerne end aftalen af 14.
september
-
16
-
2000, idet aftalen af 14. oktober 2000 indeholder flere
underpunkter
med fordele for aktionærerne. Det er således ikke kommet
aktionærerne
til skade, at anmelderen sendte en kopi af mailen til Per Sørensen
den
11. oktober 2000.
Formålet med mailen var at skabe en løsningsmodel, og boet har
ikke
løftet bevisbyrden for, at anmelderen ved at sende mailen til
Per
Sørensen har optrådt illoyalt.
En eventuel bortvisningsadgang er bortfaldet ved passivitet,
idet
anmelderen først bortvistes ca. 1 måned efter, at mailen blev
afsendt.
Vi har alene xxx forklaring omkring baggrunden for denne
passivitet, og denne forklaring kan ikke tillægges bevisværdi,
idet
xxx havde et klart behov for at skade anmelderen, da der
bestod
et modsætningsforhold mellem de to.
Efter bortvisningen indkaldte Alimas anmelderen til et møde,
hvorved
man har erkendt, at bortvisningen var uberettiget.
Boet har til støtte for sin påstand gjort gældende, at
anmelderen
alene fik bemyndigelse til at give Runge & Sørensen som en
potentiel
køber regnskabsmæssige oplysninger med henblik på opstilling
af
budgetter til brug for agenturgiver. Mailen indeholder
følsomme
oplysninger, idet den nævner, at det er længe siden, man har hørt
fra
englænderne, at der er modsætninger i ledelsen, og at visse
medarbejdere er klar til at skifte. Mailen er således et
alvorligt
tillidsbrud, og Ole Linnemann- Schmidt og Rolf Petersen har
forklaret,
at de var rystede, da de fik at vide, at anmelderen havde
videresendt
mailen til Per Sørensen. Man bør vide med sig selv, at sådanne
op-
lysninger ikke må videregives. Det er en klar fejlbedømmelse
fra
anmelderens side, hvis han har troet, at han måtte videregive
sådanne
oplysninger, som han har gjort, hvorfor der stadig er tale om
en
illoyal handling. Alene afsendelsen af mailen til Ole
Linnemann-
Schmidt og Rolf Petersen er på grund af dens indhold en illoyal
hand-
ling.
-
17
-
For så vidt angår spørgsmålet om processuel skadevirkning ved, at
boet
ikke ønsker at fremlægge de to betingede overdragelsesaftaler, er
det
uden betydning, om afsendelsen af mailen havde nogen virkning.
Det
afgørende for, om der er tale om illoyal optræden, er, om
mailen
indeholder oplysninger, der er egnet til at skade.
Der foreligger ikke passivitet, idet mailen først om aftenen den
8.
november 2000 blev opdaget af "navn anonymiseret", og
bortvisningen
fandt sted den 10. november 2000 om morgenen. Den 9. november 2000
var "navn anonymiseret"
i kontakt med bestyrelsen, der var enig i, at anmelderen
skulle
bortvises. At der er gået ca. 1 måned fra afsendelsen af mailen
er
således uden betydning, når der handles med det samme.
Bortvisningen er ikke bortfaldet som følge af indkaldelsen
af
anmelderen til mødet den 13. november 2000. Der står ganske vist i
den
mail, som Ole Linnemann-Schmidt sendte til anmelderen den 12.
november
2000, at anmelderen "møder på arbejde", men ud fra de
afgivne
vidneforklaringer må det lægges til grund, at han alene blev bedt
om
at møde op på grund af den særlige situation, hvor selskabet
skulle
træde i betalingsstandsning. Anmelderen afviste i øvrigt at gå ind
på
advokat Troels Tuxens vilkår om, at han ikke måtte tage kontakt
til
Per Sørensen, hvorfor bortvisningen ikke kan anses for
bortfaldet.
Skifteretten skal udtale:
Skifteretten lægger til grund, at anmelderen af bestyrelsesformand
Ole
Linnemann-Schmidt mundtligt blev bedt om at videregive såvel
regnskabsmæssige som andre oplysninger om Alimas A/S til direktør
i
Runge & Sørensen A/S, Per Sørensen. Skifteretten finder
imidlertid, at
det må have stået anmelderen klart, at han ikke var berettiget til
at
videregive oplysninger om bl.a. den vanskelige
forhandlingssituation,
som Alimas befandt sig i, til en potentiel køber som Runge &
Sørensen.
Anmelderen har således ved at sende den i sagen omhandlede mail af
11.
oktober 2000 til Per Sørensen handlet illoyalt over for Alimas,
som
-
18
-
herved har været berettiget til at bortvise anmelderen.
Skifteretten lægger efter bevisførelsen til grund, at direktør
"navn anonymiseret"
først den 8. november 2000 om aftenen blev bekendt med, at
den
omhandlede mail var blevet sendt til Per Sørensen, og at "navn
anonymiseret"
den efterfølgende dag var i telefonisk kontakt med bestyrelsen
herom.
Idet bortvisningen fandt sted den 10. november 2000, finder
retten, at
der ikke foreligger passivitet fra selskabets side.
Der er efter det fremkomne ikke grundlag for at fastslå, at
Ole
Linnemann-Schmidt ved sin henvendelse til anmelderen efter
bortvisningen anmodede anmelderen om andet end at være til stede
på
mødet med tilsynet under betalingsstandsningen, advokat Troels
Tuxen.
Da anmelderen endvidere på mødet afviste at gå ind på tilsynets
krav
om at undlade kontakt med Per Sørensen som betingelse for at
trække
bortvisningen tilbage, finder skifteretten herefter, at
bortvisningen
ikke er bortfaldet.
Idet boet har taget bekræftende til genmæle over for anmelderens
krav
på løn og feriepenge for perioden 1.-10. november 2000, i alt
6.375,50
kr., og at dette krav har status i henhold til konkurslovens §
95,
gives der dom i overensstemmelse med anmelderens påstand herom.
For så
vidt angår renter af det anerkendte krav har boet taget
bekræftende
til genmæle over for anmelderens påstand om, at kravet tillægges
rente
5% over Nationalbankens diskonto fra den 14. marts 2001 og
til
betaling sker, dog således at rentekravet alene har status i
henhold
til konkurslovens § 98, nr. 1. Anmelderens påstand om rente
vil
herefter være at tage til følge i det omfang boet har taget
bekræftende til genmæle, dog således at rentekravet alene har
status i
henhold til konkurslovens § 98, nr. 1, idet der er tale om
renter
efter konkursdekretets afsigelse.
Boets frifindelsespåstand vil i øvrigt være at tage til
følge.
-
19
-
Thi kendes for ret:
Det af anmelderen, Ledernes Hovedorganisation s.m.f. X, anmeldte
krav
på løn og feriepenge for perioden 1. - 10. november 2000, i
alt
6.375,50 kr. anerkendes og har status i henhold til konkurslovens
§
95. Beløbet tillægges rente 5% over Nationalbankens diskonto fra
den
14. marts 2001 til betaling sker. Rentekravet har status i henhold
til
konkurslovens § 98, nr. 1.
Alimas A/S under konkurs v/ kurator advokat Karl Stephensen
frifindes
i øvrigt.
I sagsomkostninger for skifteretten betaler anmelderen inden 14
dage
14.000 kr. til boet.
Ole
Stryhn
(sign.)
Udskriftens
rigtighed
bekræftes
p. j. v. Sø- og Handelsretten, den
