Ansættelsesret - P-0039-11
Resumé
Konkursregulering af arbejdsvederlag, godtgørelse m.v.
godkendt uanset, at ansættelse var ophørt næsten halvanden år før
konkurs.
UDSKRIFT AF SØ- & HANDELSRETTENS DOMBOG
Dom afsagt af skifteretten den 18. juli 2012
P-39-11
Peter Flintsø
(advokat Nicholas Liebach)
mod
SMS Kviklån A/S under konkurs
v/kurator Jakob Tingskov
(advokat Line Lundorff Brokholm)
Indledning
Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, Peter Flintsøs
krav mod sagsøgte, SMS Kviklån A/S under konkurs (herefter kaldet
boet), skal anerkendes som et fortrinsstillet krav efter
konkurslovens § 95, eller om der kan ske konkursregulering af
kravet.
Påstande
Peter Flintsø har nedlagt påstand om, at boet tilpligtes at
anerkende hans krav på 453.563,85 kr. som et privilegeret krav i
henhold til konkurslovens § 95.
Boet har nedlagt påstand om frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Peter Flintsø blev ved ansættelseskontrakt af 16. maj 2007 ansat
som direktør i SMS Kviklån A/S, men blev bortvist den 1. oktober
2008. Den 17. april 2009 anlagde han voldgiftssag mod SMS Kviklån
A/S ved The Danish Institute of Arbitration.
Af voldgiftsafgørelsen af 7. januar 2010 fremgår følgende:
"…
The Arbitral Tribunal recognises the following:
Salary and benefits DKK 173,750
Holiday allowance DKK 56,218
Severance pay DKK 432,000
In total DKK 661,968
This amount carries usual interest from the filing of the
complaint on 17 April 2009.The Respondent is ordered to pay the
cost of the arbitration. The costs payable to the Danish Institute
of Arbitration amount to the Arbitral Tribunal´s fee of DKK 44,886
and administration fee and registration charge to the Danish
Institute of Arbitration of DKK 29,614, in total DKK 74,500.
In accordance with the Rules of Procedure of the Danish
Institute of Arbitration, Article 47, Par. 2, the parties are
jointly and severally liable for the cost of the arbitration
case.
In accordance with the above rules, Article 43, Par. 4, the cost
are fixed according to the principles used by the Danish
courts.
The Arbitral Tribunal further orders the Respondent to pay to
the Claimant costs of DKK 87,500.
IT IS ORDERED THAT
SMS Kviklån A/S shall pay to Peter Flintsø DKK 661,968 with the
addition of usual interest from 17 April 2009 and until payment is
effected.
In relation to costs, the Arbitral Tribunal orders the
Respondent to pay to the Claimant DKK 87.500.
…"
Den 19. januar 2010 blev der afsagt konkursdekret over SMS
Kviklån A/S på baggrund af selskabets egen konkursbegæring.
Advokat Jakob Tingskov blev udpeget som kurator. Peter
Flintsøs advokat anmeldte krav over for Lønmodtagernes Garantifond
og boet. Af anmeldelsen dateret den 3. februar 2010 til boet
fremgår blandt andet:
"… Som advokat for Peter Flintsø, tidligere direktør i SMS
Kviklån A/S, skal jeg hermed på vegne af min klient anmelde
følgende krav i konkursboet:
Kompensation i henhold til Voldgiftskendelse af 7. januar
2010 kr. 661.968,00, Renter for perioden 17. april
2009 indtil dekretdagen den 19. januar 2010 kr.
45.640,85, Sagsomkostninger i henhold til voldgiftskendelsen
af 7. januar 2010 kr. 87.500,00, omkostninger klager har
betalt kr. 44.500,00, I alt kr. 839.608,85.
...
Ovennævnte krav anmeldes som et § 95-krav, idet min klient,
uanset sin stillingsbetegnelse som direktør, de facto var uden
indflydelse på selskabets daglige drift, idet denne blev dikteret
direkte af det finske moderselskab og bestyrelsen i SMS kvik lån
A/S, hvilket fremgår af vedlagte voldgiftskendelses
faktumfremstilling pag. 9-15, min klients forklaring pag. 15-22 og
voldgiftsrettens konklusioner pag. 31-34 ...".
Af Lønmodtagernes Garantifonds svar af 5. maj 2010 fremgår det
blandt andet:
"... På grundlag af redegørelsen under voldgiftssagen har vi
besluttet at anerkende lønmodtagerstatus, trods hans registrering
som det danske selskabs direktør.
...
Erstatning
Vi kan godt anerkende et opsigelsesvarsel på 3 måneder. Vi er
klar over, at der er aftalt et opsigelsesvarsel på 6 måneder med
arbejdsgiveren, men når virksomheden går konkurs eller ophører, har
medarbejderne kun krav på et varsel, som svarer til det, der er
sædvanligt eller rimelig for ansættelsen (jf. konkurslovens §
61).
...
Godtgørelse
Vi kan anerkende et krav på godtgørelse efter funktionærlovens §
2b svarende til 3 måneders løn.
...
Sagsomkostninger
Vi kan kun dække omkostninger i forhold til det beløb, som LG
kan dække som privilegeret krav og efter de mellem Advokatrådet og
LG aftalte retningslinier herfor ...".
I et brev afsendt den 18. juni 2010 til Peter Flintsøs advokat
fastholdt Lønmodtagernes Garantifond afgørelsen. Af brevet fremgår
blandt andet:
"... Vi overfører 186.569 kr. til dækning af løn mv. til
konto...
Afkortning af opsigelsesvarsel
Vi må fastholde kun at godkende et opsigelsesvarsel på 3
måneder, regnet fra udløbet af den måned hvor Deres klient
bortvises, jf. konkurslovens § 61.
Med hensyn til tidspunktet hvorfra konkursregulering kan finde
sted, så kan konkursregulering finde sted, selv om konkursen ligger
efter opsigelse/bortvisning. Dette fremgår bl.a. af Bo Lauritzens
artikel i U2000B 504, hvor det tillægges vægt om lønmodtager har
udført arbejde efter opsigelsen, og om der er udbetalt
løn/erstatning fra arbejdsgiveren derefter. I denne sag er Deres
klient bortvist 1. oktober 2008 og har efter denne dato hverken
udført arbejde eller modtaget løn.
...
Sagsomkostninger
Vi kan kun betale 40.250,00 kr. I sagsomkostninger, svarende til
en forholdsmæssig andel af tilkendte beløb, hvor LG´s udbetalte
beløb sættes i forhold til sagens samlede krav ...".
Den 20. september 2010 anmeldte Peter Flintsøs advokat herefter
den resterende fordring i boet med et revideret krav på 507.312,85
kr.
Kurator indkaldte ved brev af 14. juli 2011 Peter Flintsø til
fordringsprøvelse, som skulle afholdes den 18. august 2011. Af
indkaldelsen fremgår blandt andet:
"... Du har anmeldt et krav i henhold til konkurslovens § 95
stort kr. 507.312,8. Til det af dig anmeldte krav har jeg afgivet
følgende indstilling:
Kravet indstilles til godkendelse med kr. 53.749,00. Den
resterende del af kravet, kr. 453.573,85 afvises ...".
Ved fordringsprøvelsen den 18. august 2011 godkendte kurator som
varslet Peter Flintsøs krav med 53.749 kr. og afviste den
resterende del af kravet.
Efter suspension af fristen for sagsanlæg anlagde Peter Flintsø
den 22. september 2011sag mod boet. Peter Flintsø har fri proces
under sagen.
Der er ikke tvist om kravets størrelse.
Parternes argumenter:
Peter Flintsø har gjort gældende, at konkurslovens § 61 hverken
direkte eller analogt hjemler konkursregulering af kontrakts- eller
ansættelsesforhold, som er endeligt ophævet forud for
konkursdekretets afsigelse. Da hans lønkrav hidrører fra et
ansættelsesforhold, som ophørte ved en uberettiget bortvisning
næsten halvanden år før dekretets afsigelse, er der således ikke er
adgang til at konkursregulere hans lønkrav efter konkurslovens §
61.
Såfremt skifteretten måtte finde, at der er hjemmel til
konkursregulering med tilbagevirkende kraft, har Peter Flintsø
subsidiært gjort gældende, at hans kontraktmæssige opsigelsesvarsel
hverken er usædvanligt eller urimeligt for typen af hans
ansættelsesforhold, hvorfor der ikke kan ske konkursregulering af
lønkravet.
For så vidt angår Peter Flintsøs godtgørelseskrav, har Peter
Flintsø gjort de samme principale og subsidiære anbringender
gældende til støtte for godtgørelseskravet som for lønkravet.
Endelig har Peter Flintsø med hensyn til procesrenter,
sagsomkostninger og omkostninger ved oldgiftsretten gjort gældende,
at der heller ikke her er hjemmel, hverken direkte eller analogt,
til konkursregulering med tilbagevirkende kraft. Disse poster har
ikke karakter af en på forhånd aftalt økonomisk kompensation, men
er alene opstået eller blevet tilkendt som følge af Peter Flintsøs
nødvendige forfølgelse af sin ret i forbindelse med den
uberettigede bortvisning.
Boet har gjort gældende, at boet er berettiget til at afvise
Peter Flintsøs restkrav på løn i opsigelsesperioden, idet et aftalt
opsigelsesvarsel kan konkursreguleres i medfør af konkurslovens §
61, dennes analogi eller almindelige konkursretlige grundsætninger,
uanset om ansættelsesforholdet var ophævet forud for konkursens
indtræden. Et rimeligt og sædvanligt opsigelsesvarsel skal
fastsættes ud fra funktionærlovens opsigelsesvarsler, hvilket i
nærværende tilfælde vil udgøre tre måneders varsel. Da
Lønmodtagernes Garantifond allerede har udbetalt en erstatning
svarende til tre måneders varsel, kan Peter Flintsø ikke gøre
yderligere krav gældende angående løn i opsigelsesperioden.
For så vist angår godtgørelseskravet svarende til 12 måneders
løn, har boet gjort gældende, at et sådant krav tilsvarende lønkrav
kan konkursreguleres i medfør af konkurslovens § 61, dennes analogi
eller almindelige konkursretlige grundsætninger, uanset om
ansættelsesforholdet er ophævet forud for konkursens indtræden. En
anerkendelse af en godtgørelse svarende til 12 måneders løn ville
føre til en urimelig fordeling af konkursboets aktiver. En sådan
godtgørelse kan i øvrigt hverken anses for sædvanlig eller rimelig,
hvorfor en sædvanlig godtgørelse bør fastsættes ud fra
funktionærlovens § 2b. En rimelig og sædvanlig godtgørelse kan
fastsættes til tre måneders løn. Lønmodtagernes Garantifond og boet
har allerede godkendt en godtgørelse svarende til funktionærlovens
maksimum. Da Peter Flintsø har fået udbetalt denne godtgørelse fra
Lønmodtagernes Garantifond, kan han ikke fremsætte yderligere krav
mod boet.
Med hensyn til procesrenter, sagsomkostninger og feriepenge så
kan disse kun anerkendes i det samme størrelsesforhold, som Peter
Flintsøs krav anerkendes som privilegeret.
Da Lønmodtagernes Garantifond allerede har udbetalt renter,
sagsomkostninger og feriepenge af de anerkendte beløb, er der ikke
grundlag for, at boet skal udbetale yderligere.
Skifterettens afgørelse
Peter Flintsø blev med udgangspunkt i sin ansættelseskontrakt
som direktør for SMS Kviklån A/S ved voldgiftsafgørelsen tilkendt
en kompensation for det afbrudte ansættelsesforhold på samlet
661.968 kr. med tillæg af renter og omkostninger. Imidlertid har
Peter Flintsø både i forhold til Lønmodtagernes Garantifond og boet
opnået anerkendelse af, at han de facto ikke fungerede som direktør
og således er omfattet af privilegiet efter konkurslovens § 95. Det
aftalte længere opsigelsesvarsel og fratrædelsesgodtgørelsen i
Peter Flintsøs ansættelseskontrakt findes således ikke at have haft
en sådan berettigelse, at de deraf følgende krav ikke bør vige for
hensynet til det konkursretlige lighedsprincip. Hertil kommer, at
formålet med konkurslovens § 61, stk. 1, om konkursregule-ring,
også i et tilfælde som det foreliggende, hvor ansættelsesforholdet
er ophørt før konkursen, tilsiger, at der kan og bør ske
konkursregulering. Boet har således været berettiget til at
henholde sig til afgørelsen fra Lønmodtagernes Garantifond om
konkursregulering af både erstatning for opsigelsesvarsel og
fratrædelsesgodtgørelse som sket.
For så vidt angår feriepenge, renter og sagsomkostninger, følger
disse krav hovedkravet, hvorfor de alene skal anerkendes
forholdsmæssigt som privilegerede fordringer.
Herefter tager skifteretten boets påstand om frifindelse til
følge.
Med hensyn til sagsomkostninger forholdes som nedenfor bestemt.
Der er ved omkostningsfastsættelsen lagt vægt på sagens omfang og
resultat.
Thi kendes for ret:
SMS Kviklån A/S under konkurs frifindes for Peter Flintsøs
påstand.
I sagsomkostninger betaler statskassen inden 14 dage 50.000 kr.
til SMS Kviklån A/S under konkurs v/kurator, advokat Jakob
Tingskov.
Jeanette Melchior
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den 18. juli 2012