advokater med speciale i erhvervsret, selskabsret og kontrakter
Dansk Deutch English

Markedsføringsloven

SHD - 28 November 2007

Resume

Begravelsesservice ApS havde uretmæssigt anvendt Chanel S.A.´s varemærke til markedsføring af specialdesignede urner.
- KJ

UDSKRIFT
AF
SØ- & HANDELSRETTENS DOMBOG
____________






Den 28. november 2007 blev af retten i sagen

V5905

Chanel S.A.
(Advokat Jeppe Brogaard Clausen, v/advokat Nete Brændgaard Larsen)

mod

Begravelsesservice ApS
(Direktør Anders Peder Thomassen)

afsagt sålydende



D O M:


Indledning og påstande:
Sagens hovedspørgsmål er om Begravelsesservice ApS på utilbørlig måde har markedsført
sig ved brug af varemærker tilhørende Chanel S.A.


Chanel har nedlagt følgende påstande:

- 2 -

1.
Begravelsesservice forbydes at producere, markedsføre, sælge og/eller på anden måde
overdrage eller disponere over urner eller andre produkter som bærer et eller flere af
de af Chanel registrerede varemærker eller i øvrigt anvende de af Chanel registrerede
varemærker, uden at der foreligger udtrykkeligt samtykke hertil fra Chanel.
2.
Begravelsesservice forbydes at anvende Chanels navne, varemærker, og/eller
forretningskendetegn i sin markedsføring, i interviews, i reklamespots, i tvindslag, i
radioindslag, i aviser, i øvrige medier og tryksager eller i enhver anden sammenhæng,
uden at der foreligger udtrykkeligt samtykke hertil fra Chanel.
3.
Begravelsesservice skal til Chanel betale i alt 125.000 kr. i erstatning med procesrente
fra sagens anlæg den 15. marts 2005.

Begravelsesservice har påstået frifindelse.

Begravelsesservice er enig i at CHANEL er et velkendt varemærke, jf. varemærkeloven § 4,
stk. 2.

Sagen omfattede også et søgsmål fra Ferrari S.p.A. mod Begravelsesservice. Denne del af
sagen blev forligt ved domsforhandlingens begyndelse.

Sagsfremstilling:
Chanel er et fransk modehus grundlagt af Coco Chanel i starten af sidste århundrede.
Selskabet producerer og forhandler luksusprodukter inden for områderne tasker, beklædning,
parfume, kosmetik, smykker og ure. De originale produkter forhandles internationalt og
udelukkende i særligt udvalgte butikker med specialuddannet personale. Forretningen Birger
Christensen i København har som den eneste i Skandinavien en butik som udelukkende
forhandler Chanelprodukter.
Begravelsesservice er et selskab som driver bedemandsforretninger fra seks forskellige
forretningssteder i København.

Chanels varemærker:
Chanel anvender en lang række varemærker i Danmark som er registreret i Danmark, som
EUvaremærker og som internationale varemærker efter Madridprotokollen. Varemærkerne
er for så vidt angår ordmærkerne registreret i vareklasse 3, 8, 9, 21, 23, 24, 25, 26, og 35, som fx

- 3 -

Chanel, Chanel no. 5, Coco Chanel og Mademoiselle Chanel, 31 Rue Cambon. Mærket Coco
Chanel er registreret som figurmærke i vareklasse 3.

Sagen vedrører følgende benyttelse af Chanelvaremærker:










- 4 -

I Frederiksborg Amts Avis den 13. juni 2004 blev en medarbejder hos
Begravelsesservice, Inge Hallum, interviewet om specialdesignede begravelser. Artiklen
indeholdt et billede af en urne med Brøndby Idræts Forenings logo.
Den 23. juli 2004 bragte Ritzaus Bureau et referat af artiklen i Frederiksborg Amt Avis:

"Kulør på den sidste rejse.
I dag skal det være mere personligt med udsmykkede urner og kister, der kan bruges som reol,
fortæller to bedemænd til Frederiksborg Amts Avis lørdag.
Urner med Tintinraketter og FCKlogoer på. Kister på højkant, der kan fungere som reoler eller
barskabe, indtil den dag de skal i jorden. Ifølge to bedemænd i Ølstykke vælger flere og flere danskere
at forberede sig på døden med mere personlige begravelser, hvor valg af urner og kister bliver mere
sofistikeret. Vi samarbejder med en kunstner, der udsmykker urnerne præcis som folk gerne vil have
dem. Det begyndte med en far, der ønskede sig en Ferrarirød urne til sin 15årige søn, der elskede biler,
men døde af kræft ..."

Den 24. juni 2004 bragte TV2nyhederne et indslag med direktør Carzten Mark Hansen fra
Begravelsesservice. Han fremviste en urne med F.C. Københavns logo og en anden urne med
Chanellogoer, jf. ovenfor. Nyhedsværten oplyste under indslaget at der kunne designes
personlige urner.
Chanel indledte på baggrund af indslaget i TV2nyhederne en undersøgelse af
Begravelsesservices markedsføring. En medarbejder hos advokat Jeppe Brogaard Clausen,
Kirsten Juul, besøgte herefter Begravelsesservices kontor på Fælledvej 5, København, hvor
hun tog et billede af urnen med Chanellogoer.
Chanel gjorde den 27. juli 2004 indsigelser mod brug af Chanellogoer på urner. I en e
mail af 27. juli 2004 til advokat Jeppe Brogaard Clausen oplyste Begravelsesservice:

"Der ikke er bragt urner med specielle logoer eller andre kendetegn i produktion, og det er ej heller
hensigten at bringe disse i produktion. Urnerne er helt almindelige urner, som kan dekoreres med et
håndmalet motiv efter kundens ønske og bestilling. Motivernes males af kunstneren Gitte Larsen [nu
Hansen]. Så vidt jeg husker startede Gitte Larsen med at dekorere urner for omkring et halvt år siden.
Urnerne med de varemærker, som du omtaler, har ikke været i forhandling."

Den 29. juli 2004 anmodede Chanel Begravelsesservice om at udlevere urnen med Chanel
logoer, men det afviste Begravelsesservice under henvisning til at urnen tilhørte kunstneren.

- 5 -

Begravelsesservice foreslog at urnen blev udstillet hos Chanels danske forhandler, Birger
Christensen, hvilket Chanel afviste.
Den 15. august 2004 bragte BT en artikel vedrørende Begravelsesservices
specialdesignede urner. Bladet skrev at:

"..de specielle urner er blevet lidt af et hit. Tintin, Coco Chanel, Ferrari, FC København og Brøndby er
nogle af de urner, der er kommet ud af samarbejdet."

Lignende artikler med henvisning til muligheden for en individuel udformning af urner med
ovennævnte logoer blev bragt i Urban og BT henholdsvis den 10. november 2004 og 11.
december 2004.
Efter en længere brevveksling og flere forligsdrøftelser mellem parterne anlagde Chanel
sag den 15. marts 2005. Begravelsesservice meddelte efter modtagelsen af stævning Chanel
følgende:

"... vi [har] ikke på noget tidspunkt ... iværksat produktion af urner med Deres klients logo, har solgt
urner med Deres klients logo eller har påtænkt at starte produktion eller salg af urner med Deres klients
logo.
... vi har som tidligere oplyst, valgt at lade de kunder der måtte ønske at anvende et bestemt logo i
forbindelse med vores begravelse, indhente tilladelse hos indehaveren af det pågældende logo, i hvert
enkelt tilfælde.
Urnen, vi på et tidspunkt havde i vores forretning tilhørte, som tidligere oplyst den kunstner, som
havde produceret urnen."

Forklaringer:
Spia Ottendahl har forklaret at hun de sidste 3 år har været ansat som leder af Chanels butik
hos Birger Christensen. Det er den eneste skandinaviske butik der udelukkende forhandler
Chanelprodukter. Chanels hovedkontor i Paris har helt særlige krav til butikkens udseende
og beliggenhed. Chanels produkter ligger på et meget højt prisniveau. En almindelig blazer
koster normalt ca. 25.000 kr. Chanel er et luksusbrand der står for meget høj kvalitet.
Chanel vil ikke bryde sig om at blive associeret med begravelser. Det er meget uheldigt
med deres logo på en urne, og det er bestemt ikke noget som modehuset vil lægge navn til.
Chanel er ofte udsat for kopiering og gør meget for at værne om navnet. Chanel har
ikke fået henvendelser i anledning af presseomtalen af Chanelurnen.

- 6 -

Anders Peder Thomassen har forklaret at han er direktør i Begravelsesservice sammen med
Carzten Mark Hansen. Ud over arbejdet som bedemand tager han sig af kunder,
administration, konceptudvikling og marketing. Han er uddannet bedemand og har været i
branchen siden 1992. Begravelsesservice driver i dag seks bedemandsforretninger i
København. Selskabet har en hjemmeside som bliver administreret af meddirektøren, Carzten
Mark Hansen.
Han har tidligere beskæftiget sig med varemærker og markedsføring. For nogle år siden
udviklede han et forsikringskoncept vedrørende begravelser under navnet Elysium som
medførte en retssag mod Danske Bedemænd. Sagen blev afgjort af Højesteret i 2000 (U
2000.1351 H).
Begravelsesservice udviklede et nyt koncept med personlige udformede begravelser og
indledte bl.a. på baggrund heraf et samarbejde med en designer der har designet en reol som
kan anvendes som kiste.
I butikken på Fælledvej har de urner dekoreret med abstrakte figurer som er lavet af
kunstneren Gitte Hansen. Hun lavede også Ferrariurnen som blev anvendt ved begravelse af
en Ferrarifan. Efter at hun havde fortalt venner og bekendte om denne specielle urne, modtog
han forskellige forslag til andre urner, fx urner med Chanellogo, F.C. Københavns logo og
Brøndby Idræts Forenings logo. De brændte lerurner blev indkøbt hos en leverandør i Jylland,
og Gitte dekorerede dem herefter. Gitte modtog kun honorar ved salg af en urne. Ferrari
urnen blev solgt til almindelig pris. Der blev ikke fastsat en pris for Chanelurnen da den ikke
var til salg.
Chanelurnen er formentlig lavet senere end Ferrariurnen, men nok samtidig med
urnerne med F.C. Københavns og Brøndby Idræts Forenings logo. Han ved ikke hvorfor
Chanellogoerne blev anvendt, men han ved at der også er lavet en urne med Guccilogo.
Selskabet har aldrig markedsført urnen med Chanellogoer.
Forevist et billede af Chanelurnen udstillet hos Begravelsesservice forklarede Anders
Peder Thomasen at billedet er taget i forretningen i forbindelse med optagelse af indslaget til
TV2. Urnen stod normalt ikke det sted hvor den er fotograferet, men på en hylde bagerst i
butikken. I forbindelse med optagelsen af TV2indslaget interviewede journalisten seks
tilfældige personer på gaden, hvoraf tre tog afstand fra urnerne med logo, og det var de tre
personer der blev vist i indslaget.
F.C. København henvendte sig på grund af urnen med deres logo, men han mener ikke
at der var andre der henvendte sig. Han ved ikke om der er indhentet et samtykke fra Chanel

- 7 -

til anvendelse af selskabets logo på en urne. Begravelsesservice har ikke selv henvendt sig til
Chanel da det ikke var Begravelsesservices urne.

Kirsten Juul har forklaret at hun siden juli 2004 har været ansat som advokatsekretær hos
MAQS. Hun er tilknyttet afdelingen for immaterialret. Hun laver bl.a. undersøgelser på
markedet i forbindelse med sager om eventuelle krænkelser af varemærker.
Sagen om Chanelurnen startede med at de blev gjort opmærksomme på indslaget i
TV2. Chanel ønskede herefter at de skulle undersøge det nærmere, og hun blev bedt om at
tage ud til forretningen på Fælledvej. Urnen stod ikke i vinduet, men var placeret synligt i
forretningen. Der var to medarbejdere i butikken. Hun spurgte om der var noget
billedmateriale vedrørende urnerne, men det havde de ikke. Hun spurgte om hun selv måtte
tage et billede af urnen, og medarbejderen hentede den og stillede den på et bord. Hun
spurgte hvad den kostede og fik oplyst at prisen var 2.500 kr.
Hun oplyste ikke på noget tidspunkt at hun var ansat hos MAQS, og hun ringede ikke
til forretningen forud for besøget. Under besøget nævnte hun at hendes mormor var
interesseret i en urne, men det var blot en historie opdigtet til lejligheden.

Gitte Hansen har forklaret at hun har lavet urnen med Chanellogoer. Hun er kunstner og har
tidligere arbejdet med keramik. I dag driver hun en café.
For 34 år siden blev hun meget syg og skulle forholde sig til at hun kunne dø af denne
sygdom. Derfor undersøgte hun om man kunne lave sin egen urne og kontaktede
Begravelsesservice for at høre om hun kunne købe nogle umalede urner. Hun fik en kasse
med urner som hun herefter dekorerede. Hun lavede 2025 urner, herunder en med Ferrari
logo og en med Chanellogo. Hun satte personligt pris på Chanelmærket. Chanelurnen var
til hende selv. Hun lånte urnen til Anders Peder Thomassen som gerne ville udstille den i
butikken. På et tidspunkt kontaktede Anders Peder Thomassen hende da en kunde ønskede at
købe Chanelurnen. Hun afviste at sælge. Chanelurnen har ikke på noget tidspunkt været til
salg. Der var ikke noget forretningsmæssigt samarbejde med Begravelsesservice. Hun har ikke
solgt noget til Begravelsesservice.
Hun blev orienteret om at TV2 ville lave et indslag, men hun ønskede ikke at medvirke.
Urnerne med logoer blev udformet ud fra et ønske om at skabe nogle smukke og individuelle
urner. Det har ikke været hensigten at tjene penge på urnerne. De er lavet til privat brug, og
de har aldrig været averteret til salg. Urnerne står i dag hjemme hos hende.

- 8 -

Carzten Mark Hansen har forklaret at han er indehaver af og meddirektør i Begravelsesservice
der har hjemsted på Gladsaxe Møllevej 108, 2860 Søborg. Han varetager it, markedsføring og
administration. Han har været direktør siden 2003. Anders Peder Thomassen og han fordeler
opgaverne i mellem sig. Kundehenvendelserne kommer primært via deres hjemmeside, men
der annonceres også i lokalblade, telefonbøger og på internettet.
Han kender kunstneren som lavede Chanelurnen, Gitte Hansen. Det var hendes egen
idé. Han husker ikke hvornår den blev lavet, men han mener det var efter Ferrariurnen.
Chanelurnen stod i en kasse på lageret og var kunstnerens ejendom.
Forevist billeder af Chanelurnen placeret i forretningslokalet forklarede Carzten Mark
Hansen at urnen stod i forretningen da TV2 skulle lave et indslag med Inge Hallum. TV2
havde forinden spurgt om Begravelsesservice ville medvirke i et indslag om deres nye tiltag
vedrørende personlige begravelser. Han accepterede at medvirke da det ville være interessant
for Begravelsesservice at få mulighed for at fortælle om deres nye koncept. TV2 mødte
herefter op på deres kontor på Fælledvej med et kamerahold, og i den forbindelse spurgte
journalisterne om de kunne stille urnen op bagerst i lokalet. Urnen stod på det tidspunkt i en
kasse. Det var journalisterne som bestemte hvorledes lokalet skulle indrettes i forbindelse med
optagelse af indslaget, og det var kamerafolkene som bad dem stille urnen op. I butikken stod
de urner som kunstneren Andrea von Weber havde designet sammen med de abstrakt
dekorerede urner som Gitte Hansen havde lavet. Disse urner var til salg i modsætning til
Chanelurnen. Formålet med at stille Chanelurnen frem var at vise et eksempel på en
specialdesignet urne.
Efter optagelserne i forretningen bad journalisten dem gå med ud foran butikken for at
interviewe forbipasserende. Han blev bedt om at tage to urner med, og det var TV2 der valgte
hvilke.
Han kunne ikke kende indslaget igen efter at det var blevet redigeret. Det viste ikke
selskabets budskab om personlige begravelser.

Parternes argumenter:
Chanel S.A. har anført at Begravelsesservice uden samtykke fra Chanel erhvervsmæssigt har
gjort brug af Chanels velkendte varemærker i forbindelse med markedsføring af selskabet og
derfor skal betale vederlag for den uretmæssige brug.
Begravelsesservice har via TV2nyhederne, aviser og andre medier markedsført den
specialdesignede urne, og denne markedsføring er sket uden samtykke fra Chanel. Det må

- 9 -

lægges til grund at varemærket er anvendt for at skabe interesse for Begravelsesservices
virksomhed.
Selskabets markedsføring af urner påført Chanels varemærke er sket med henblik på
udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed, og Begravelsesservice har retsstridigt via sin
markedsføring forsøgt at lukrere på Chanels omdømme.
Det skader Chanels brand at blive sat i forbindelse med begravelser. Det illustreres af de
negative reaktioner fra tre adspurgte personer i TV2indslaget. Indslaget gav uretmæssigt den
opfattelse at Chanel havde givet samtykke til at placere deres logoer på en urne.
Begravelsesservices markedsføring er endvidere i strid med god markedsføringsskik, jf.
markedsføringslovens § 1, og strider mod forbuddet i markedsføringslovens § 18 om
benyttelse af andres forretningskendetegn. Det må lægges til grund at Begravelsesservice
deltog i TV2 nyhederne i erhvervsmæssigt øjemed, og at selskabet anvendte et meget
velkendt mærke med et uhyre stærkt renommé til at markedsføre virksomheden.
Begravelsesservice er ansvarlig for den skete krænkelse som har været særdeles skadelig.
Selskabet deltog aktivt i en meget synlig medieomtale som er nået ud til en stor del af
befolkningen. Chanels varemærke har dermed lidt skade, og der er opstået en
markedsforstyrrelse som er erstatningspådragende for Begravelsesservice. Der skal som følge
heraf udredes en erstatning for den opståede markedsforstyrrelse, som må fastsættes
skønsmæssigt ud fra et sandsynliggjort tab. TV2nyhederne ses daglig af ca. 2 mio. personer
hvorfor det må formodes at Begravelsesservice fik mange henvendelser på denne baggrund.
Vederlag og erstatning må skønsmæssigt ansættes til 125.000 kr.

Begravelsesservice ApS har bestridt at der uretmæssigt er sket markedsføring af urner påført
Chanels logo. Bevisbyrden for at Begravelsesservice har produceret og markedsført urnen
påhviler Chanel, og den er ikke løftet.
Carzten Mark Hansen har forklaret at det var TV2 der fastlagde udformningen af tv
indslaget, og Begravelsesservice havde ingen indflydelse på hvorledes indslaget blev
redigeret. Det var TV2´s beslutning hvorledes indslaget blev klippet sammen.
Indslaget er ikke en markedsføring for Begravelsesservice da det ville være i strid med
radio og fjernsynsloven at vise reklamer under nyhederne uden for reklameblokkene.
Begravelsesservice kan derfor ikke gøres ansvarlig for dette. TV2indslaget fremstår efter
Begravelsesservices opfattelse ikke som markedsføring, men mere som et kuriosum. Det
bestrides at indslaget har medført en markedsforstyrrelse.

- 10 -

Begravelsesservice har ikke anvendt Chanelurnen til markedsføring hvilket bekræftes
af Kirsten Juul som forklarede at urnen ikke stod i vinduet, men skulle hentes frem fra
baglokalet, og at urnen ikke var til salg. Det billede der er taget af urnen, viser også at den er
hentet frem da den er placeret på et skrivebord. Det bestrides at der er tale om en krænkelse af
varemærkeloven da man ikke har anvendt urnen i erhvervsøjemed. Den er kun fremstillet i et
enkelt eksemplar og ikke har været til salg. Den var som Gitte Hansen forklarede, til privat
brug.

Rettens begrundelse og resultat
Chanel er indehaver af en række velkendte varemærker, herunder Chanel og Coco.
Begravelsesservice havde ikke fået tilladelse til at anvende disse mærker på en urne.
Gitte Hansen udformede en urne med Chanels logoer som blev udstillet sammen med
andre urner med logoer og dekorationer i Begravelsesservices forretning på Fælledvej. Det
kan ikke forkastes at denne specielle urne som forklaret af Gitte Hansen ikke var til salg.
Urnen blev forevist i TV2 Nyhederne som led i en nyhedsudsendelse der blev til på TV2´s
initiativ. Begravelsesservice medvirkede i udseendelsen, og det må have stået klart for
selskabet at det derved fik en omtale der var af meget betydelig markedsføringsmæssig værdi.
Begravelsesservice har således uberettiget gjort erhvervsmæssig brug af Chanels varemærker.
Det må videre lægges til grund at benyttelsen af Chanels logoer i den givne sammenhæng var
skadelig for Chanels omdømme der er knyttet til luksusvarer. Det er uden betydning at
markedsføringen skete som led i et indslag der efter radio og fjernsynsloven ikke må
indeholde reklamer. Den beskrevne anvendelse af urnen med Chanels logo i en for Chanel
uacceptabel sammenhæng er endvidere i strid med god markedsføringsskik.
Chanels påstande 1 2 tages derfor til følge.
Begravelsesservices benyttelse af mærket har ikke medført økonomisk tab for Chanel,
hverken som markedsforstyrrelse eller omsætningsnedgang. Vederlaget for benyttelsen af
mærket fastsættes efter de foreliggende, særegne omstændigheder til 25.000 kr. der forrentes
fra sagens anlæg den 15. marts 2005.

I sagsomkostninger skal Begravelsesservice til Chanel betale 10.500 kr. hvoraf 500 kr. er
godtgørelse for retsafgift.



- 11 -

Thi kendes for ret:

1.
Begravelsesservice ApS forbydes at producere, markedsføre, sælge og/eller på anden
måde overdrage eller disponere over urner eller andre produkter som bærer et eller
flere af de af Chanel S.A. registrerede varemærker eller i øvrigt anvende de af Chanel
S.A. registrerede varemærker uden at der foreligger udtrykkeligt samtykke hertil fra
Chanel S.A.
2.
Begravelsesservice ApS forbydes at anvende Chanel S.A.´s navne, varemærker,
og/eller forretningskendetegn i sin markedsføring, i interviews, i reklamespots, i tv
indslag, i radioindslag, i aviser, i øvrige medier og tryksager eller i enhver anden
sammenhæng uden at der foreligger udtrykkeligt samtykke hertil fra Chanel S.A.
3.
Begravelsesservice ApS skal inden 14 dage til Chanel S.A. betale 25.000 kr. med
procesrente fra den 15. marts 2005.
4.
Begravelsesservice ApS skal inden samme frist til Chanel S.A. betale 10.500 kr. i
sagsomkostninger. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8a.




Christian Hvidt Jens Feilberg Uffe Thustrup



(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes
P.j.v. Sø- og Handelsretten, den



Medlem af advokatsamfundet
Engelsborgvej 29, 2. TH, 2800 Kgs. Lyngby advokat@selskabsadvokaterne.dk
Made by Coniuro ApS